Tag: Birthe

Sidste uges drama

Så jeg vil indføre et nyt emne her på bloggen!

Dagens Drama!

Jeg tænker overskriften taler for sig selv, og grunden til at jeg vil lave sådan et emne, er fordi blandt jeg selv, Natalie og Luna, så sker der simpelthen SÅ meget drama – ALT for meget drama, efter vores meninger efterhånden. Og der sker noget nyt eller noget bliver endnu mere drama end dagen før, faktisk hver dag, jeg taler med dem.

Noget af det er enormt underholdende, noget dog knap så meget, men det er altsammen noget der fylder enormt meget midt i vores hverdag.

Jeg lægger ud med mit eget drama. Føljetonen på situationen’ hjemme hos Morten, hvor mine børn ikke altid har det super nemt. Det bliver dog lige til ugens drama, i denne omgang. For at forstå omfanget af madness, så vil jeg anbefale lige at læse første del her.

Morten har en Rottweiler tæve, en rigtig sød og energisk en af slagsen. Ungerne elsker selvfølgelig den hund ligesom de elsker deres hund Birthe som vi har herhjemme hos mig.

Men Morten mishandler den. Hver dag. Også foran børnene. De kommer hjem og fortæller om hvordan han sparker og slår den, og kvæler den hvis den laver den mindste ting som han ikke har bedt den om, som fx at flytte sig når støvsugeren kommer i nærheden af den, fordi den er bange for støvsugeren. Jeg har aldrig set den gå helt oprejst fordi den altid holder sig lidt lavt når Morten er i nærheden. Ida fortæller at hun græder og græder og gemmer sit hoved i sine arme imens det står på og drengene skruer op for lyden på deres Ipads, for ikke at høre den pivende hund.

Det har været så grelt i denne periode de har været retur, så jeg snart kan skrive børnepsykolog på cv’et. For shit hvor har jeg måtte trøste dem og snakke med dem flere timer hver eneste dag, hvor jeg bekræfter dem i, at alle de negative følelser de har omkring deres far ift hunden, er helt okay.

Det er kommet så vidt, så jeg nævnte for Ida, om ikke vi skulle snakke med en voksen, så hun også fik en fortrolig, der ikke var mig. (for ærlig talt – jeg har nået min grænse) Det ville hun gerne, og gerne med det samme. Førhen har hun nægtet – men nu kan hun ikke mere, siger hun. Jeg har også bemærket, at både Ida og Magnus er begyndt at trække sig fra sociale ting med skolen. Magnus lukker sig inde med sin Ipad, og er som regel ikke til at få et pip ud af. Men denne gang er han også begyndt at komme med små kommentarer ud i det blå. Fx sagde han i tirsdags, at når han blev voksen ville han overtage fars hund. Nå hvorfor det spørger jeg, inden jeg når at konstatere at den nok er død inden han bliver voksen. Han svarer; ‘det er så den kan få det godt og ikke blive slået mere’. 

I påsken da ungerne kommer retur efter at have været hos ham, fortæller Ida, hvordan hun har overhørt ham fortælle sin kæreste, at han sidste år havde knækket nakken på børnenes to meget tamme undulater. De havde åbenbart larmet for meget. Den oprindelige historie han havde fortalt dem, var at de var fløjet ind i vinduet og døde.

 

Jeg har kontaktet skolen… Jeg kan ikke mere stå med det hele alene. Det er så forrykt efterhånden! Og selvom Morten har truet med at banke mig ihjel (senest i december), hvis jeg nogensinde ville prøve at tage børnene fra ham, så er det nu alligevel nået til et punkt, hvor jeg ikke længere kan forsvare at deres samvær fortsætter på denne måde.

Jeg har egentlig ikke intentioner om, at de skal stoppe med at se ham, børn har brug for begge forældre, og Morten kan godt finde ud af at være en ok far…han skal bare ikke have nogle dyr. (og helst heller ikke en luderkæreste med dertilhørende slave)  Min værste skræk er, at den meget meget søde rottweiler pludselig får nok, og begynder at forsvare sig selv, eller går til angreb, hvis fx ungerne kommer til at lave noget pludseligt, som den så tolker som om den skal til at have tæv igen.

Jeg var til møde på skolen igår i halvanden time…

 

 

Uddrag af Birthe’s lovelife

Ok her kommer et indlæg jeg har udskudt at skrive i flere måneder.. simpelthen fordi jeg har været alt for flov til at dele det med nogen. Men deles det skal det dog! Bare ikke med dem, der kan grine af mig til daglig.

I slutningen af Juli var Birthe i løbetid. Jeg har altid gerne ville have hvalpe på hende, men det har ligesom aldrig rigtig passet. For hvornår får man lige presset 1 til måske (oh rædsel)12 hvalpe ind i familien samtidig med jeg blev ved med at få flere og flere børn?

Nå, jeg fik arrangeret med en, for 2000 kr venlig DBA hancocker ejer, at hendes hund og Birthe skulle mødes et par dage ud i fremtiden. De dage, i venten, endte jeg så med at nærstudere nettet for hvordan man håndterer en drægtig tæve og hvalpe etc, bare for at komme frem til den konklusion at Birthe simpelthen er blevet for gammel idet der kan risikere at komme alvorlige komplikationer under fødslen eller hun ikke har overskud til at passe på hvalpene.  Av! Total nedtur! Ingen dejlige Birthe hvalpe til mig. Og mig, som hele tiden havde planlagt at den næste hund jeg skulle have, skulle være en klon af Birthe…suk…

Skæbnen ville det så sådan, at jeg tog i sommerhus den uge hun var i løbetid. Og inden få dage måtte vi nærmest have fast vagt på Birthe for det der ‘løbetid’ kom da virkelig til sin ret. Jeg kunne gå og hænge vasketøj op og Birthe luntede camoufleret og meget udspekuleret roligt lige i hælene på mig og jeg troede selvfølgelig at det blev hun ved med, men i virkeligheden ventede hun bare på at jeg lige vendte hovedet den anden vej i et nanosekund – WHUP så var hun væk! Aldrig har jeg set hende forsvinde SÅ hurtigt – og jeg mener virkelig hun var hurtig! Det var ikke engang sådan så jeg kunne se hende spurte afsted i den anden ende af haven – hun var som et spøgelse! Puff.

Da vi så endelig fik styr på hende og sørgede for hun ikke stak af, begyndte der i stedet at dukke hanhunde op – ALLE slags hanhunde! Også dem der skulle have en skammel for overhovedet at kunne nå op til noget der kunne ligne en parring. Det var selvfølgelig resultatet af de gange hun var smuttet afsted og når vi havde luftet hende, hvor hun jo havde sat sine lokkende ‘kom-og-knald-mig-jeg-er-ligeglad-hvad-du-hedder-og-hvad-race-du-er- duftspor som en lang række kagekrummer i flere 100 meters afstand fra huset, men alle sammen ledende direkte til vores hus. Især nedenstående vuf havde vi rendende i pendulfart rundt om huset. Hele ugen!

er det overhovedet en hund? jeg er i tvivl.

Så en morgen, da jeg sad og spiste morgenmad på terrassen samtidig med jeg havde et bestemt jeg-holder-øje-med-dig stir på Birthe, hørte jeg en raslen, brød øjenkontakten og vendte mig om. Og dér stod Arnold i vores have. En sort Cocker Spaniel – what are the odds for en hanhund af samme race?! Og WHUP – væk var Birthe! Jeg nåede ikke engang at rejse mig, så var Arnold hoppet op på ryggen af Birthe og i gang med at humpe hende. Så kan I nok tro jeg fik accelereret! Ud over terrassen efter hundene, som selvfølgelig i dagens anledning tilsyneladende havde fået deres unghunde sportsform tilbage – shit de løb hurtigt! Jeg måtte opgive – ikke kun pga deres fart, men også fordi jeg selvfølgelig ikke havde tisset af inden jeg satte i løb – fucking fødselsblære, der ikke kan holde på en dråbe så snart der kommer uventet pres på.

Jeg satte mig med min morgenmad igen og tænkte; ok, sker det så sker det, men jeg gider fandeme ikke rende forpustet rundt efter et par liderlige hunde som ikke vil fanges, samtidig med jeg kæmper for ikke at tisse i bukserne. 2 min efter kom en halvløbende nabo ind i haven; ved du godt der er en sort hund der er i gang med at parre sig med Birthe længere nede af vejen? Øh ja og nej – jeg ved der er en sort hund, jeg ved ikke at de stadig parrer sig.

Pludselig kommer begge hunde tilbage igen, begge med tungerne langt ude af halsen og munden åben som om de grinede. Jeg får fanget dem begge ude på vejen ved hjørnet af vores grund. Naboen er fulgt med og begynder at tale om, at hun vist godt ved hvem der ejer den sorte Cocker. Jeg aner ikke lige hvad jeg skal gøre med de to virile hunde. Men så kommer der en bil i det samme, som stopper op og ruller vinduet ned for at snakke med naboen. Jeg står dér med et fast greb i  de to forpustede Cockere… og så ved jeg simpelthen ikke hvad pokker jeg tænkte på. Mens naboen var optaget, stak jeg, på bedste bjørnebandemanér, af med hundene – ind af vores ‘bagindgang’ til haven og ind i et indhegnet område i haven, hvor de ikke kunne stikke af igen. Og vi alle var ude af syne. Så kunne de bare parre løs.

Og det gjorde de…eller Arnold gjorde sit allerbedste, hver gang Birthe kørte halen til siden og struttede med muffen i hans retning. Tænk at en hund kan være sådan en skøge! Problemet var bare; Arnold kunne ikke ramme! Arhmen altså, helt ærligt for en amatør!

Så var det jo jeg fik den her fantastiske idé, at jeg da hellere måtte hjælpe det stakkels kræ. Så jeg satte mig ned og holdt fast i Birthes halsbånd med den ene hånd og når Arnold hoppede op på hendes ryg, prøvede jeg at guide Arnolds hundediller ind i Birthes…hundemuffe, med tommel- og pegefinger. Det var fandeme svært! For det første, så flyttede Birthe sig når det var tæt på at lykkedes, og for det andet….så troede Arnold hele tiden at han endelig havde ramt rigtigt, når jeg prøvede at få den lirket ind, så han gik for fuld skrue i gang med at humpe sin hundediller ind og ud imellem mine fingrer….. jeg kan afsløre at den er pænt tynd og spids, sådan en hundediller – og den kan fandeme blive lang, når den tror den er det rigtige sted…Jeg slap den hurtigt når han satte turboen til, han skulle eddermame ikke sprøjte hundesperm ud over min hånd!

Efter en times tid med adskillige! gentagelser af ovenstående scenarie, bad jeg Arnold om at smutte hjem. Og Birthe blev lukket ind i huset – helt udmattet.

Og jeg kunne endelig få vasket hænder!!! Sådan en hundediller udskiller, på samme måde som mennesker tilsyneladende, en form for præ glidevæske… jeg afslører: det dufter ikke af roser…. Forestil jer en mands diller sent om aftenen efter en lang arbejdsdag, måske har han også dyrket noget svedig sport, han har ikke dryppet ordentlig af en eneste gang når han har tisset og det sidste bad han har taget var måske forrige kvartal. There you go for en stinker!  Senere samme aften havde jeg da også stadig ‘fornøjelsen’ af at kunne fornemme Arnolds dillervæske på mine hænder, på trods af håndvask x 100. Mindst.  yes det er nu tilladt at ørle!

Og hvor ved jeg så fra den sorte Cocker hed Arnold? Jo – for dagen efter, jeg havde siddet på hug i græsset, med Arnolds væskende hundediller flyvende gennem mine fingrer, kom hans ejer forbi med ham i snor, for at høre om det var os der havde en tæve i løbetid. Det var svært at skjule, eftersom de to hunde allerede inden den sætning var færdiggjort, var i gang med parringsforsøgene igen. Ejeren var en nydelig ældre dame omkring de 75 år som fortalte at hendes hund hed Arnold og han var 12 år gammel. Hun blev undskyldende ved med at prøve at trække Arnold af Birthe indtil jeg sagde at det var ligemeget – han kunne alligevel ikke ramme. Damen og A kiggede spørgende på mig; hvor ved du det fra? Mig; øh…jeg kunne bare se at han var langt fra at ramme de få gange de prøvede. Men lysten fejler åbenbart ikke noget tilføjede den ældre dame, som var overrasket over Arnold overhovedet kunne bevæge sig så hurtigt. ja hun skulle bare vide hvilke moves han er i stand til. Vi får os en ca 15 minutters snak om hundene og sommerhus området, alt imens de to liderlige hunde gjorde alt hvad de kunne for at få parringen til at lykkes denne gang. Jeg siger ikke det var en akavet samtale, men anderledes –  det var den!

En uge efter var den ældre dame forbi med et kort med tlf nr og adresse… hvis nu… der kom hvalpe alligevel, for hun ville også rigtig gerne have en Arnold hvalp som Arnolds efterfølger.

Der er ikke kommet nogle hvalpe. Men Arnold har været på optimistisk besøg et par gange siden, men skøgen Birthe har pakket muffen væk, så i bedste ‘player stil’ smuttede Arnold hurtigt videre.

Og her er så Arnold – jeg er i øvrigt helt vild med navnet!

jeg blir’ så træt

– når de blogs jeg læser, skriver noget jeg gerne vil kommentere på, og de så er fra BloggersDelight og man derfor nærmest skal skrive i blinde i kommentarfeltet, og ej heller kan få lov til at trykke på ’send kommentar’ knappen, fordi de absolut skal have et ‘følg dine yndlings blogs’ popup-vindue nede i højre hjørne, som man hverken kan lukke eller flytte, eller køre siden op eller ned, for at undvige. Problemet er, at det skide pop up vindue, har den helt modsatte effekt hos mig. Hvis jeg vil følge en blog, så gør jeg det via Bloglovin og ikke fordi jeg ikke har anden mulighed, hvis jeg også gerne vil have muligheden for at kommentere.

– når jeg havde glædet mig til at have hele dagen alene hjemme, til bare at lave ego ting, (i dag gad jeg for eksempel virkelig godt bare læse blogs og evt finde nogle nye at følge) uden at skulle forholde mig til nogen andre… og A så ringer og siger at han kommer tidligt hjem i dag. Argh for fanden da også!! Og manden så tilmed tilføjer med et stort kærligt smil, efter at være ankommet, at det altid trækker meget mere i ham, at komme tidligt hjem, når jeg er hjemme om dagen. Efter den udmelding nænnede jeg ikke at minde ham om, at jeg elsker (ELSKER!) at være alene hjemme om dagen. For han véd det jo godt!

– når opvaskemaskinen skal tømmes! Tror faktisk ikke der er noget andet husholdnings halløj jeg synes mindre om end at tømme opvaskeren. Har endelig fået lavet en aftale med A om, at han tømmer opvasker og jeg hænger vasketøj op. Top deal! I mit hoved of course. Især fordi den er klar til at blive tømt nu.

– ved tanken om alle de fritidsaktiviteter sådan tre børn gerne vil gå til, især når dét de allerhelst vil gå til kun tilbydes i nabobyen, og jeg dermed er nødt til at agere carpool for dem og deres kammerater, som selvfølgelig vil gå til det samme. De rotter sig jo sammen, sådan nogle krapylere. Og sjovt nok er det altid med de venner hvis forældre ikke har bil… Allerede nu er mandag og onsdag fra 17-19 reserveret fritidsaktiviteter – og nej, det er ikke det samme barn i hele tidsintervallet. SUK!

– når A har bedyret af flere omgange hvor godt det går for ham med at holde sig til det sunde mad, og jeg så låner hans bil og finder McD affald i bilen. Dér var nok en af forklaringerne på hvorfor hans mave ikke er skrumpet den sidste måneds tid. (den tid han har prøvet at holde sig på den sunde sti) Og jeg gider virkelig ikke være den der sure kæreste der hele tiden føler sig nødsaget til at rømme sig når han nærmer sig noget usundt. Det er aldrig sundt for et forhold når man begynder at opdrage på hinanden. Manden burde fandeme selv kunne styre sit indtag…men desværre taler beviset vist for sig selv. Endnu et suk.

– når det er torsdag og min nattevagts weekend allerede starter i nat i stedet for om fredagen, som det plejer. Sadistiske vagtplanlægger!!

– når Birthe har rullet sig i en lort…

Hvad jeg forestiller mig Birthe tænker 

  
Birthe: årh hva nu?! Skal du absolut tage billeder af mig hele tiden? Jeg synes du er mega nederen! 

  
Mig: birthe biiiirtheee

Birthe: jeg kigger ikk! jeg kigger IKKE! You can’t make me! (Birthe er en meget intelligent international hund – hvis nogen skulle være i tvivl)

  
 Birthe: hvad? – der er noget i luften, jeg kan lugte det! Hvad mon det er? Gider jeg rejse mig…arh så mister jeg garanteret min plads!  

  

Birthe: argh NOT cool! Tager jeg måske billeder af dig når du piller næse? Delete delete! 

MonsterTæge Massakren!

Når Birthe har været med i sommerhuset, hvilket hun selvfølgelig altid er når vi andre er der, så er den største udfordring lige pt, at hun nærmeste bliver invaderet af tæger. Eller den helt store udfordring er nok nærmere at JEG synes det nok er nær det klammeste dyr der findes når det sidder der med hovedet dybt begravet inde under huden og den der voksende blodfyldte bagkrop stikkende ud – Yidrks siger jeg bare!  Udfordringen ligger selvfølgelig i, at jeg overskrider SÅ mange egne grænser hver gang jeg skal fjerne sådan et lille bæst. Jeg gør det – jada…meeen, kan jeg få A til det, så er det bestemt en opgave jeg ville klassificere som et ‘mandejob’!

Så var det jeg sad og kælede med hende i sofaen sent i går aftes – alle andre var gået i seng, og så mærker jeg en forholdsvis stor hårknude i hendes pels under den ene ‘armhule’ (hedder det mon også det hos en hund…?) og inden jeg egentlig lige får tænkt mig rigtig om, trykker jeg på den…! (hvorfor jeg trykkede på den fatter jeg stadig ikke!) Hvorefter der nærmest kommer et højlydt ‘klik’ og så forsvandt ‘hårknuden’ og så var Birthe smurt ind i gammelt blod i et område svarende til en femkrone.

Jeg rev hånden til mig og fløj op af sofaen som en anden hysterisk kvinde og prøvede at ryste kuldegysningerne ud af kroppen, for det er da nok den klammeste følelse; at smatte et dyr ud mellem sin pege- og tommelfinger!!  Jeg kan stadig fremkalde mig følelsen af det i dag, efterfulgt af en kuldegysning gennem hele kroppen, hver gang jeg tænker på det.

Tilbage til i dag, hvor jeg tænker at jeg hellere lige må tjekke Birthe for at se om monstertægen er forsvundet (kunne nemlig ikke få mig selv til at tjekke hende, efter massakren i går). Og da jeg finder frem til den, for den sad der selvfølgelig stadig, så er det nok den største tæge jeg nogensinde har set og den sidder endnu mere begravet i hendes hud end normalt – og så er den blevet helt sort overnight. Og man kan da også lige fornemme at den har tømt en del af sit indhold ud gennem bagkroppen.

Arhmen den er SÅ klam man slet ikke fatter det!

Får den gravet ud og smidt i skralderen…

Og så skal jeg vist have købt mere end en pakke Bayvantic til kræet, for det var åbenbart ikke nok, for at holde de møgdyr væk… åh det er bare dyrt!

og det var så min største begivenhed i går .. Klamt med klam på!

Birthe

Har ligget i ske med Birthe efter jeg blev udskrevet… eller hun ligger sig i mine knæhaser, så snart jeg gør antræk til en lur på sofaen – det er så hyggeligt. Hun kan ligge og sove den dybeste søvn i sin kurv, og alligevel vågner hun når hun fornemmer jeg gør an til en sofalur – tror det er noget af det bedste hun ved – udover mad selvfølgelig. Nå ja og så krammer hun – hun putter sit hoved helt op og ind til ens hals og så brummer hun af nydelse når hun kan komme helt tæt på en – det er love <3

Hun er virkelig den dejligste vuffer! Og nogle gange synes jeg det er lidt vildt at jeg har haft hende i 7 år. Fik at vide, efter vi købte hende – det var Morten og jeg der købte hende dengang – at en Cocker kan blive op til 18 år gammel. Shit en oplysning at få efter vi havde betalt for hende. Jeg kunne selvfølgelig selv have undersøgt det. På det tidspunkt syntes jeg det var ret mange år at skulle være forpligtet over for et kæledyr – nu er jeg nærmest ved at tude ved tanken om at hun måske allerede har levet halvdelen af sit liv og jeg dermed skal undvære hende ’snart’.

Hun er også begyndt at blive gråskægget og gråhåret omkring øjnene og så mistænker jeg hende for ikke at se så godt mere. Hun har aldrig været god til at gribe ting med munden, men det er stukket helt af for hende her på det sidste. Når man kaster en godbid eller bold til hende, så registrerer hun først tingen når det er et nanosekund fra at ramme hende i hovedet – stakkels hund har fået virkelig mange ting lige i smasken på den konto.

Her i påsken begyndte hun så også pludselig at gø af mig, indtil hun kom tæt nok på til at kunne se at det VAR mig der kom gående.

Burde nok få hende undersøgt…men kan de overhovedet gøre noget ved hunds øjne så de ser bedre?

I får lige et billede af hende til slut også – fra sommerhuset i vinters 🙂 hun er da nuser!

 

Udskrivelse og tanker om Paradise Hotel

Bliver vækket af blodtrykstager sygeplejersken kl 6 – fordi hun skal tage alle de andre patienters blodtryk…irriterer mig lidt over at hun vækker mig med høj snakken til de andre, og SÅ ikke engang kommer og tager mit blodtryk også.

Har fået morgenmad – og det var ikke så ringe endda når man tænker på at det er sygehusvæsenet vi taler om.

Thumbs up til det!

Har bestilt A til at komme og hente mig om en halv time, så det passede imellem nogle møder han skal til. Spl fortæller mig så efterfølgende at fordi jeg blev så dårlig i går efter operationen, så skal der være en læge indover igen i dag inden jeg kan blive udskrevet – så er vi ligesom tilbage til   Arhmen altså!

Det faldt heller ikke i god jord hos A…for at sige det mildt.

Og for at gøre det hele ‘bedre’, så har Morten meddelt at Ida er hjemme med ondt i maven, så hende skal jeg hjem og passe når jeg engang får udgangstilladelse. Selvom jeg tror hun har snøret ham for at slippe for skolen – det kan hun nemlig med ham – pigelist hehe…

Havde virkelig håbet jeg bare kunne komme hjem og slappe af sammen med Birthe, inden hytten bliver indtaget af unger. Måske lige se Paradise fra i går – for den gik jeg jo glip af. Læste et sted at gennemsnits seeren til Paradise var kvinde og 35 år…hmm…følte mig meget ramt på den statistik. Troede virkelig det var de unge der fulgte mest med i det show. Gad vide om vi ‘ældre’ kvinder ser det fordi vi er misundelige på deres liv, de unge kroppe, den fremtid de endnu ikke har udformet sig, eller om det bruges som mentalt skulderklap til os selv for at bekræfte os i, at vi trods alt har et mere indholdsrigt liv, vi ved bedre, og hvor er vi glade for at vi ikke er lige så ‘dumme’ som de nogle gange udstiller sig selv til at være i det program?

Jeg tror mit er en blanding – jeg kan godt lide at se på de unge trænede kroppe, både drengenes og pigernes – dem misunder jeg, gad gerne have min ungpigekrop igen – og gad endnu mere godt at A også fik lidt inspiration til at få sin egen drømmekrop igen, som han jo egentlig havde dengang han og jeg startede…inden der gik ‘parmave’ i den.

Jeg hygger mig også med at jeg er så meget klogere på livet end dem, at jeg hviler i mig selv. Ikke at bekræftelse ikke er rart og også nødvendigt ind imellem, men hver dag er ikke en higen efter det længere.

Det er en rar følelse <3

%d bloggers like this: