Hjemvendt efter nv. En dejlig rolig nv.

Ved patienten ved siden af mig kom en vikar og skulle passe vedkommende. Han virkede bekendt og han kunne da også godt huske mig. Han var åbenbart stoppet i afd lige efter jeg startede. Godt husket siger jeg bare.

De første par timer talte vi ikke rigtig sammen andet end praktiske ting.
Han snuppede sig da også en lur i ny og næ mens han sad ret op og ned på sin kontorstol, hvilket fik mig til at gå ind her på bloggen, for så ville han jo nok ikke opdage hvad jeg lavede alligevel 😉

Værner jo ellers ret meget om denne her blog, går kun allernødigst derind på arbejdet, for er simpelthen så nervøs for nogen skulle opsnappe hvad den hedder.

Nævner jo en gang eller to en helt særlig kollega med ekstra særlig betegnelse i form af The Mantitty 😉

Alle har jo andre navne, især ham, men derfor kan nogle mennesker jo godt genkendes på deres handlinger 😉

Nå men vikaren fra i nat, vi kan kalde ham F. Tror han kommer fra Sverige, han er lidt mørk, ikke så høj, firkantede briller, omkring de 50, god udstråling, rolig, ingen dunk af betydning, bestemt ingen mantitties, MEN tilgengæld! Så er man da overhovedet ikke i tvivl om hvad han render rundt med nede mellem benene!

Hold nu op – hvordan bliver sådan nogle lige fordelt altså? Burde størrelsen på dilleren ikke hænge sammen med resten af mandens størrelse? Glemte at kigge på hans hænder og næse og ører. Er der andre steder hvor der bliver sagt, at man kan se om en mand er veludrustet?

Kender I de der mænd hvor, når de sætter sig ned, så er deres bule i bukserne simpelthen så iøjnefaldende, så man skal koncentrere sig om at holde øjenkontakten med ham?!
Det må være sådan mænd har det med nedringede piger!

Nå, men fokus skifter heldigvis for mig, da vi falder i snak. Han er virkelig sød og rar!
Og jeg synes endnu bedre om ham, da han siger til mig – helt ud af det blå: ‘du har altså virkelig en rigtig dejlig aura omkring dig – du er nok et af de mest behagelige mennesker jeg nogensinde har mødt’.

BUM!

Jeg blev selvfølgelig lidt forlegen og ikke mindst overrasket, men fik da fremstammet at det var virkelig sødt sagt af ham.

Derefter kom et meget direkte spørgsmål… :’Blogger du?’

‘Øh ja’  mens jeg hurtigt lukkede den ned i bunden af skærmen. ‘men den er ret hemmelig, den fungerer lidt som en form for terapi for mig’

‘Hvad blogger du om? – må jeg se noget af det du skriver?’

Får fejet spørgsmålet lidt til side.

Vi sidder så længe og taler om det at skrive og de problemer man faktisk ofte kan afhjælpe ved at skrive om dem. Vi sidder i nærheden af min pc… pludselig kommer ansvarshavende, hun henvender sig til F og jeg får lige kigget på min skærm … Det kunne så godt være at jeg havde lagt programmet ned i bunden af skærmen, men dernede i den lille bjælke, der står der højt og tydeligt :www.singlehviskeren.dk.

Arhmen altså det kunne jo lige så godt have haft en pil på og lyst op med neongul. Hvis han er bare en lille smule smart, så har han jo luret navnet og kan nu fremover følge med herinde… Flot altså!

Nå, men så kan han jo så lige læse lidt om sit fremtrædende fortrin… og måske sørge for at trække den om mellem ballerne fremover når han er på job 😉