Tag: arhmen altså

Imorgen skal jeg løbe Nordic Race inde på Amager Strandpark sammen med 10 kvindelige kollegaer. Og sammen med kollega T har vi trænet op til dette løb gennem de sidste 3 mdr. Som de eneste på holdet med en målrettet træning til præcis det her løb. For dem som ikke ved hvad det er, så er det 5 km løb i sand med ca 30 forhindringer/udfordringer undervejs. Lidt ligesom en militær forhindringsbane.

Så gennem de sidste 3 mdr har min træning flyttet fuldstændig fokus fra styrketræning til forskellige former for klatretræning. Jeg kan nu både gå i armgang, svinge mig som en abe i ringe, lave kolbøtter ud over netvægge i 4-5 meters højde, (hvilket er ret stort eftersom jeg lider pænt meget af højdeskræk), og så kan jeg klatre lodret op i et torv, hvilket jeg især øvede ekstra igår. Og gæt hvem der nu mangler hud på undersiden af højre hånd!

Arhmen altså, hvor flot er det lige at skade sig selv lige før løbet.

Men derudover har jeg faktisk også småskadet min venstre skulder og albue, samt højre knæ har fået en mærkelig hård øm bule på knæskallen og så ligner jeg konsekvent et voldsoffer pga alle de blå mærker den form for træning giver.

Men stoppe med det – hell no! Indse jeg snart bliver 40 og måske burde erkende det er en leg for 20 årige, not gonna happen – for aldrig har jeg syntes træning var sjovere, og den sejrs følelse det giver når man har fået rykket sine grænser er helt euforisk. Er høj på lykke hver gang noget nyt er lykkedes.

Så send mig gerne en ‘Pøjpøj’ tanke imorgen ved 12 tiden, og kryds fingrer for jeg ikke får alt for mange (og flere) skader undervejs.

På skadestuen

Så jeg kørte forbi et totalt overproppet venteværelse på skadestuen og var lige der alligevel lidt taknemmelig for jeg var blevet hentet med ambulance. For så fik jeg da en seng med det samme.

Den mandlige sygeplejerske der kom og tog imod mig, var sådan en ung småbuttet meget bedrevidende klaphat, med en tlf fæstnet til hans T-shirt i nakken, for vigtighedens skyld. Ja undskyld – jeg var løbet tør for overskud og overbærenhed. Så da han begyndte at nedgøre ambulancefolkenes arbejde, så måtte jeg lige markere at jeg altså ikke var en hvilken som helst uvidende patient.

Klaphat: hvad har du fået af smertestillende? Mig: fentanyl, Panodil og ibuprofen. Klaphat: ja det er jo typisk ambulancerne, de giver altid alt muligt mærkeligt medicin, som vi aldrig bruger på hospitalerne. (Han hentydede til Fentanyl). Mig: ??? Fentanyl er da et af førstevalgene på samtlige intensiv, semi intensiv, operationsgange, opvågning og skadestuer. Klaphat: nååå, ja, det var selvfølgelig det næste jeg skulle til at tilføje, altså med undtagelse af de afdelinger. Er du sygeplejerske? Mig: ja. Klaphat: nå, ja jeg syntes godt jeg kunne fornemme det. Hvor arbejder du? Mig: jeg arbejder på …. (ja her er jeg jo desværre nødt til at udelade præcis hvor – kan dog fortælle at det er…heftig… afd med liv og død scenarier næsten hver dag) Klaphat spærrer øjnene helt op: nå okay… jamen … øh ..jeg går lige ud og ser hvornår der kan komme en læge. Hvorefter han forsvandt i nogle timer.

Imens skrev Hr Herlev. Jeg havde overhovedet ikke informeret ham om dagens udvikling. Ærligt, så var jeg lidt irriteret på ham, syntes ikke han skrev så meget mere og følte lidt han havde trukket sig, hvilket selvfølgelig bare medfører at jeg også trækker mig. Man skal huske at passe på sig selv jo i datinghelvedet. Han spurgte til min dag og så fik han den ultrakorte version, hvorefter han spørger om han skal komme ud til mig. Eftersom jeg er lidt fornærmet svarer jeg, at jeg føler han har trukket sig lidt og at han ikke skal føle sig forpligtet bare fordi jeg er kommet til skade. ‘SKAL jeg komme ud til dig??’ Skriver han igen, meget insisterende. Ja okay, du må gerne komme og underholde.

20 min senere står Hr Herlev i døren. Shit han har skyndt sig og Forhelvede altså hvor synes jeg bare han er en pæn mand! Bliver pludselig meget stolt over at han ‘hører til mig’ der på firesengs stuen.

Jeg, derimod, ligner naturligvis lort! Havde gårsdagens make up rester under øjnene, havde ikke været i bad, hverken før eller efter træning, og havde stadig træningstøj på. Måtte hurtigt konstatere at så blev han ligesom præsenteret for det værste af det værste…han var enig.

Han havde åbenbart været i gang med at lave hjemmelavede toffifees, men var skredet fra det hele for at komme ind til mig. Så han havde to karameller med til mig. Hvor er nøden og chokoladen? Brokker jeg mig smilende. (Jeg er meget smigret – men prøver selvfølgelig ikke at virke alt for sådan)

Han spørger hvorfor jeg føler han har trukket sig, for det mente han ikke han havde. Jeg forklarer hvorfor. Han ryster på hovedet af mig og siger; du skal ikke overtænke alting. Og så var den ligesom lukket. Vi kysser en del og han sidder enten på sengekanten og nusser mig eller på stolen ved siden af og massere min arm nærmest ham.

På et tidspunkt hvor han sidder på sengen begynder han at kysse mig ned af halsen og ned til brystet, konstaterer grinene at jeg smager salt (læs:svedigt). Jeg smiler undskyldende. Han letter lidt på dynen og får hurtigt hånden ned i bukserne på mig! Jeg letter lidt i sengen og kigger på ham med det mest anklagende blik jeg kan sætte op. Han smiler provokerende og begynder at lege med mig. Samtidig bliver alle på stuen helt stille (!!) og jeg får selvfølgelig afgivet et støn som ikke kunne misforstås. Hr Herlev griner stille af mig og tager den anden hånd op og holder mig for munden, og jeg glemmer helt at jeg har ondt i ryggen.

Jeg har naturligvis sengen lige ved døren, hvor der går nysgerrige mennesker forbi hvert andet minut. Hr Herlev synes det er mægtig underholdende at jeg kæmper for at bevare fatningen så ingen af de forbipasserende opdager noget.

Han er så tæt på at give mig en orgasme, men det lykkes mig at stoppe ham inden. Ikke fordi jeg ikke havde lyst til han fortsatte men fordi han er så dygtig, så jeg glemmer hvor jeg er og forudså at jeg ville ende med at afsløre endnu mere højlydt hvad der foregik bag vores gardin.

Bagefter bruger vi meget tid på at lytte til de andre patienters symptomer og sammen diagnosticere hvad de fejler.

Efter 7 timer kommer der endelig en kvindelig læge til mig.

Hr. Herlev er med under hele den grundlæggende udspørgen om mine symptomer….

Læge: har du vandladningsbesvær? Får du tømt blæren helt når du er på toilettet? Mig: nej og ja det skulle jeg mene. Læge: har du haft afføring? Eller tror du du har problemer med at komme af med afføring? (Arhmen altså, så det kunne godt blive endnu værre foran en mand jeg har kendt i 14 dage?) mig: pas – øhm det ved jeg ikke lige, men jeg tror ikke der er nogle problemer. Jeg sniger mig til at kigge på Hr Herlev, han kigger den anden vej men har helt sikkert hørt med. Læge: jeg er nødt til lige at tjekke med en finger om du har nedsat funktion i endetarmen. Hun hiver nogle handsker ud af en æske og gør klar til undersøgelsen og her trækker Hr Herlev heldigvis ud på gangen. Læge: vil du have din mand eller kæreste med herinde? Mig: nej det er fint, han må gerne blive på gangen. (Virkelig lettet over han smuttede ud og virkelig overrasket over hvor godt jeg kan lide lyden af … din kæreste)

Undervejs i samtalen med lægen spørger hun også hvor jeg arbejder. Jeg lægger ikke selv mærke til det, men det gjorde Hr Herlev, som konstaterer: det er virkelig sjovt at se hvordan folk ændrer facon overfor dig når du fortæller hvor du arbejder. Han virkede et øjeblik lige lidt stolt.

Lægen sagde de ikke kunne skanne mig på en søndag, og jeg måtte også erkende at jeg havde fået det bedre. Så jeg fik en ekstra smertestillende og blev sendt hjem med Hr Herlev. På det tidspunkt havde han siddet hos mig i 8 timer, uden mad og stadig med tålmodigheden nogenlunde intakt. Vi kørte til et pizzaria i nærheden af mit hjem og fik meget sen aftensmad. Selvom man ikke skulle tro det, så var det først her jeg for alvor peakede på charmekontoen. Den smertestillende pille virkede nemlig så meget så jeg var helt rundt på gulvet, ved at kaste op og svingede mellem at kampfryse og kampsvede. Var faktisk slet ikke sulten. Fik dog spist lidt pizza samtidig med jeg vitterlig kastede tøj af mig så jeg sad i min træningstop og Hr Herlev beholdt sin jakke på, fordi han frøs.

Virker pillen? Spørger han drillende og med hævede øjenbryn, samtidig med der kom tre arbejdsmænd ind af døren og jeg diskret prøvede at trække trøjen lidt op over mine bare skuldrer.

Han kørte mig hjem efterfølgende. Og jeg tror, takket være min gode grundform, er jeg sluppet forholdsvis billigt ift min ryg. Jeg klarer mig med Panodil og ibuprofen. Og må erkende at Hr Herlev mere end rigeligt har bevist at han ikke har trukket sig.

Hokus pokus – mig i fokus

Jeg var til Cross Fit træning med kammerat T forrige søndag.

T, som dagen forinden lige havde skrevet at hvis ikke jeg vidste det, så havde han altså følelser for mig… altså mere end vennefølelser… jeg responderede med at jeg var ked af hvis jeg havde udsendt signaler der kunne misforstås, for jeg kunne ikke gengælde følelserne. Det havde jeg heldigvis ikke, den lå udelukkende hos ham, svarede han. Hvorefter han fortsatte og skrev at han ville vente på mig, hvis jeg en dag ombestemte mig.

(!!)

Arhmen altså…. der kommer aldrig noget godt ud af at nogen venter på nogen.

Nå, men vi stod midt i træningen og skulle lave et dødløft. Et løft som jeg normalt sagtens kan løfte med 40-50 kg på. Jeg havde 20 kg på denne morgen.

Træneren var en pæreformet blævrende midaldrende korthåret kvinde i meget farverige leggings, som ikke overlod noget til fantasien.

Midt i jeg havde gjort klar til et løft, spændt i core, og skulle til at løfte sammen med resten af holdet, vendte træneren sig om, så jeg fik frit udsyn til hendes blævrende baller, der hver især havde sit eget liv i de spraglede leggings og jeg tabte fuldstændig fokus, trak vejret og dermed mistede min coreopspænding og SMÆLD!

Min gamle diskus prolabs smuttede ud mellem mine ryghvirvler. Fucking 20 kg!!

Jeg gik helt i panik – fik T til at smide sin vægtstang og tage min. Kom ned og ligge med enorm frygt for aldrig at komme op igen. For sådan var det jo sidst. Holdet fortsatte og jeg lå og kæmpede for ikke at bryde helt sammen i panikangst over at skulle gennemleve 3 mdr i smertehelvede endnu en gang. Lægen for 2 1/2 år siden, på Gentofte hospital, fik ret – det var ikke sidste gang jeg fik en diskus prolabs. Og allermest lå jeg bare og tænkte på al min træning, alt det jeg har opnået. Og Nordic Race som jeg skal løbe med 10 kollegaer om 2 mdr, hvor de har udnævnt mig som holdkaptajn fordi jeg er den der er i bedst form…

ARGH!!

Timen sluttede og jeg turde stadig ikke bevæge mig. ‘Der kommer vel ikke et hold til efter det her vel?’ Fik jeg spurgt de spraglede leggings som havde sat sig på hug med spredte ben lige ved siden af mit hoved, så jeg kunne lugte at hendes fisse trængte til et bad… evt også en svampekur…føj for helvede!! (Ja som sygeplejerske, så kender man desværre alt for godt denne karakteriske lugt)

Som svar på mit spørgsmål kom næste hold ind af døren og kiggede alle meget spørgende til hele scenariet der foregik omkring mig. Jeg ringer efter en ambulance sagde leggings’ne.

Fandeme nej! tænkte jeg. Jeg skal ikke have alt det drama omkring mig i mit lokale træningscenter, så med T’s hjælp kom jeg på benene og med støtte fra ham, bevægede vi os gennem centret som et andet futtog i en børnehave.

Jeg kom ud i min bil og fik fragtet mig hjem. Og undervejs fik T og jeg lige afklaret hans besked fra dagen før – den lå jo lissom lidt i luften og lurede … oveni alt kaoset. Timing is everything.

Da jeg kom ind af døren derhjemme brød jeg sammen… foran børnene. Ikke skide smart da de blev helt vildt bange og iøvrigt sagtens kunne huske sidste episode hvor jeg lå på gulvet og græd. Denne gang kunne jeg dog stå op, eller nærmere jeg skulle bevæge mig hele tiden for at det var til at holde ud.

Jeg ringede 1813. Det smæld jeg mærkede i ryggen skulle tjekkes. Plus jeg havde meget fint i erindringen alle de smerter der medfulgte når jeg skulle skifte fra stående til liggende og omvendt. Og på et eller andet tidspunkt kunne jeg jo ikke blive ved med at trave rundt i huset med tårer og latent panik i øjnene.

1813 sygeplejersken var en ko! Ja vi udreder jo altså ikke for diskus prolabs på en søndag!! Hvorefter hun stillede mig videre til en læge inden jeg kunne nå at sige mere.

Lægen til gengæld tog mig ret alvorligt. Jeg har allerede sendt en ambulance afsted sagde han.

5 min senere sad jeg på kanten af båren og rystede, og med tårerne trillende ned af kinderne. Kæmpede for at komme ned og ligge uden alt for mange smerter. Kunne se mine naboer havde stimlet sammen i vinduerne og holdt øje med hele optrinnet. Fantastisk …! Hokus pokus mig i fokus.

Nu må vi se…

Så jeg kom hjem til tirsdags daten kl 23:30 torsdag aften, direkte fra Chefen.

Hans dørtlf virkede ikke, så han kom springende ned af trappen da jeg ringede på… havde glemt han var så pæn. Denne gang dog i meget afslappende tøj, præcis som han havde advaret om.

Vi sad længe og snakkede i sofaen og pludselig slog det mig! Fuck!! Jeg har kun fjernet hår på venstre ben! Arhmen for fucks sake da også!

Jeg har sådan en epilator jeg fjerner hår med, og det tager altså noget længere tid end at barbere ben, men til gengæld så holder det længere og de er bløde når de kommer ud igen. Men havde ikke tid til begge ben fik fjernet hår og havde planlagt at færdiggøre projektet i weekenden… før jeg fik denne her spontane ide at skulle på date igen.

Måske kommer han slet ikke til at lægge mærke til at mit ene ben er helt vildt blødt og det andet …lidt loddent.

Efter vi har siddet længe og talt, strækker han mine ben over i skødet på sig og begynder at massere mine fødder. Fødder som iøvrigt har været i sko i omtrent 16 timer på det tidspunkt…

Jeg er jo bare indbegrebet af charme

Heldigvis fjerner han ikke mine strømper og prøver heller ej at få fingrene op i mine bukseben. So far so good.

Til gengæld tror jeg han nyder en lille smule at jeg er møg øm alle de steder han trykker på mig. Han er åbenbart typen der godt kan lide at give massage og også har taget kurser i det. Nå, jamen så tager jeg da det med også (winkwink)

Jeg smutter en tur på toilettet og da jeg kommer ind igen, sidder han ret op i sofaen og har lagt en pude på gulvet foran sig mellem sine ben. Jeg skraldgriner og spørger om det er en hentydning til at jeg skal sætte mig på knæ. Han bliver helt forlegen da han opdager hvordan den pude kan misforstås, for i virkeligheden ville han bare udvide massagen til nakken, og så kunne jeg jo sidde blødt imens.

Istedet sætter jeg mig på knæ mellem hans ben og kysser ham. Han kysser spidst. Ikke så blødt som jeg havde forventet med de læber han render rundt med. Men okay, måske vi bare lige skal lære hinanden lidt mere at kende på det punkt.

Der gik ikke længe så førte han mig ind i sit soveværelse – pillede al tøjet af mig og lagde mig ned. Han kravlede ned mellem mine ben… og viste at han ikke var i tvivl om hvad der skulle til for at få en kvinde helt ud i euforisk tilstand – har ikke været sammen med sådan en ‘ekspert’ siden A…for 2 1/2 år siden. Hold nu op hvor var han god!

Første gang jeg fik mærket hans pik gennem hans bukser, åndede jeg lettet op. Pfew! Størrelsen på hans hænder og pik hang ikke sammen. Lucky me!!

Vi havde fuldstændig overdrevet lækker sex i en evighed, tror først vi lagde os til at sove 4:30, efter han havde fået mig til at komme i en sådan grad, så jeg nærmest ikke anede hvad jeg selv hed bagefter. Han kom ikke.

Vi vågnede igen ved 9 tiden og tog en tur til. Denne gang kom han.

Spiste morgenmad sammen og så var det hjem med mig og han skulle hente sin datter.

Vi var en anelse trætte.

Da jeg kommer hjem, holder min far foran mit hus. Han er ved at hjælpe med at renovere det. Fuckedifuck! Han og jeg følger hinanden på findvenner app’en, og han har uden tvivl tjekket hvor jeg var nu jeg ikke var hjemme.

Ganske rigtigt.

Far: ja jeg troede jo du var på arbejde, men så kunne jeg se du var et sted ude i Herlev…?

Mig: jaaah øh jeg var på en date…som havde varet siden igår…

Far smiler: jeg troede du skulle hjem til Chefen igår ?

Mig: jamen det var jeg også… først …

Lige med min far kan jeg lige så godt bare krybe til korset og være ærlig, han ville alligevel lure hvis jeg løj.

Men hvor er det typisk, når man ikke engang selv ved hvad man har gang i, så skal man pludselig indvie flere i det også.

Nå, men jeg har jo stadig ‘nu må vi se’ hatten på…

Selvom Hr Herlev virker ret fantastisk, så er skepsis nok bare en stor del af datinglivet efterhånden.

Så nu må vi se

Stolt!

Så jeg holdt hele 2 1/2 mdr uden mænd – jeg er sgu lidt stolt af migselv …haha

Jeg gik på Tinder igen for 2 ugers tid siden. Og har naturligvis begrænset mig selv til kun at have skrevet med omtrent 20 mænd giveortake siden jeg kom på.

Og det var faktisk mega fjollet jeg gik på igen, for jeg har egentlig ikke rigtig tid til at mødes med nogle af dem. Total narre tinder jeg er.

Nå, Men besluttede mig så alligevel for at mødes med en af dem fordi han kunne i dagtiden og jeg havde en fridag.

Vi mødtes på Cafe Jorden Rundt og lige da han steg ud af sin bil, tænkte jeg Fuck jeg er total underdressed!

Han var i pæne bukser, skjorte og sådan en semi lang blazer frakke – meget megetpæn mand. Sådan en mand som, hvis jeg mødte ham i byen, ville jeg ikke overhovedet overveje om jeg havde en chance hos ham. Ikke fordi jeg egentlig tænker jeg ikke er pæn nok, men bare fordi han snildt kunne få en yngre og endnu pænere model end jegselv. Og der ingen grund ville være til at forsøge. Det er nok sådan en kvindeting – det der med at tale sig selv ned.

Nå men 3 timer fløj afsted hvor vi snakkede som om vi havde kendt hinanden i længere tid end en uges tid frem og tilbage på skrift.

Han var virkelig sød og sjov (og pæn!) Og sarkastisk – det kan jeg godt lide! Han er sådan en badminton type, hvor han selvfølgelig selv spiller med sine venner og også træner sin 12 årige datter mod forhåbentlig at hun bliver mere prof. Så arbejder han som konsulent hvor han er med til at udvikle virksomheder – hvilket bringer mig tilbage til tøjet, det var selvfølgelig bare arbejdstøj. Men undertegnede var alligevel imponeret.

Jeg kunne simpelthen ikke finde noget bekymrende ved ham, udover han måske havde lidt små fine kontorhænder (and you know what they say about small hands) og hostede sig igennem alle sætninger fordi han, ligesom resten af Dk, har ligget med influenza i en evighed. Nå jo, og så var han en lille smule mindre pæn fra siden end forfra, men det lettede bare helt vildt på min følelse af ikke at være pæn nok.

Men sød det var han! Og han duftede så sindssygt godt! Hvad Fuck sker der for at de udvikler mandeparfumer der slører ens fornuft så meget så man er på nippet til at bore næsen ind i halsen på en fremmed mand bare for at få mere af duften??

Nå! Pludselig opdagede jeg at klokken var mange og jeg skulle til træning kl 16, så vi måtte bryde op lidt hurtigt. Jeg fik en krammer og vi sagde farvel. (Jep jeg sniffede diskret til ham igen)

Mens jeg var til træning fik jeg så en besked fra ham.

Jeg blev selvfølgelig smigret og måtte erkende jeg faktisk også gerne ville se ham igen. Men så er vi tilbage til min sparsomme tids problematik ikk! Arhmen altså…

Vi har selvfølgelig skrevet sammen efter daten og han spørger ofte hvornår jeg kan ses igen. Jeg foreslår på søndag, men der holder han så åbenbart fødselsdag, (indsæt selv himmelvendte øjne) han bliver 38, og på trods af utallige ufattelig gode (ironiske) ideer fra min side af, mener han alligevel ikke helt jeg skal møde hele hans regnbue familie endnu – hmm… okay, så lad gå da.

Han har spurgt til mit Tindermænd forbrug og jeg var jo nødt til at sige at jeg skrev med et par andre også, alt andet ville lugte langt væk af løgn. ‘Men naturligvis ikke lige så vedholdende som med dig!’ Hvilket også næsten er sandt. Og jeg har ikke nået at være på nogle dates med de andre endnu.

For som han skrev … hvis vi beslutter at mødes flere gange, så vil jeg ikke være en i mængden. Eller ihvertfald vil jeg have muligheden for at vælge fra, så vi skal være ærlige hvis der er andre.

Og han har ret. Jeg vil jo heller ikke være en i tinder mængden.

Men det er sjovt. For selvom han virker sød og engageret, så er det bare som om jeg har svært ved at tro på noget blir godt. Standardsætningen i disse dage er; ja, nu må vi jo se.

Der er jo så sindssyg mange ting der kan gå galt altså …

Date med Bror – ja altså ikke min vel.

Så jeg var egentlig i god tid inden daten med Natalies storebror. Gik en tur med Birthe inden han skulle komme 18:30 og konstaterede at det var han også. Han holdt nemlig ude foran nedkørslen til mit hus og ventede på klokken blev 18:30. Jeg smuttede uset ind igen med Birthe og sendte ham en besked om at han gerne måtte komme ind. Vi kørte lidt efter han lige havde set mit køkken ombygningsprojekt.

Da vi kommer op til hans bil, går han foran mig og over og åbner døren for mig, venter til jeg har sat mig og lukker den herefter forsigtigt. Okay…så en gentleman.

Vi parkerer inde i ved planetariet, han lader bilen være tændt for jeg kan holde varmen, mens han finder en parkeringsautomat. Herefter går turen hen til den restaurant han har bestilt bord ved. Snakken flyder, også selvom jeg godt kan fornemme at han er lidt genert.

Vi starter i baren med et glas hvidvin til mig og en GT til ham. Bagefter bestiller vi mad og selvom jeg egentlig synes maden var ganske udemærket og stedet er meget hipt, så kan jeg godt mærke at han ikke rigtig synes om stedet og tripper lidt for at komme ud derfra så snart vi er færdige med dessert og kaffe.

Desværre blev det ikke til et pitstop efterfølgende, da han skulle tidligt på arbejde næste dag. Så han holdt hvad han lovede og kørte mig hjem igen. Jeg var hjemme kl 22.

Hele aftenen igennem skinner gentleman tendensen igennem hos ham – hvilket overrasker mig på den positive måde. Sjovt som det at manden holder døren, tager ens jakke, skubber stolen ind under en og hele tiden generelt er opmærksom på hvad man kunne have brug for som kvinde, føles enormt romantisk og trygt. Jeg elsker, at jeg er så selvstændig på alle områder, men lige denne aften, kunne jeg godt mærke at jeg også savner at der er en der rent faktisk godt gider yde en indsats for mig. Og den ros skal han bestemt have – for det gjorde han. Og ovenikøbet helt ubesværet og som det mest naturlige i hele verdenen.

Da vi ankommer hjemme foran mit hus taler vi lidt om, hvad vi hver især har af forventninger til ‘det her’. Jeg siger til ham, at qua Natalie er min veninde, tager jeg jo ikke helt let på at date ham. Og han stemmer i, ift mig. Men så kan jeg godt pludselig mærke at han bliver lidt skræmt. Og til sidst siger han da også, at han altså ikke er ude efter at vi skal giftes imorgen. ØH NEJ din klaphat – selvfølgelig skal vi sgu da ikke giftes imorgen – og heller ikke næste år.  Så jeg er nødt til til sidst at sige, at bare rolig der er ingen pres fra min side af. Men jeg er da også klar over, at hvis han trækker sig allerede nu, så går mit liv videre. Lidt indsats skal der jo være efter første date også, hvis der skal være chance for at noget kan udvikle sig.

En uges tid efter daten, fortæller jeg Natalie om det. Samt at jeg stort set ikke har hørt fra ham efterfølgende. Hvilket hun kommenterer overfor ham og som så resulterer i et opkald fra Bror, hvor vi endeligt slår fast, at det nok er bedst at vente og se hvad der sker. For der skulle nødig gå noget galt inden Smukfest, hvor vi skal bo i telt sammen i 5 dage.

SÅ! dagen efter jeg havde været på date med Bror, var jeg i byen med en gammel veninde… og kom til at kysse med en anden der…

Livet går jo videre, som man siger.

Karma

Så jeg har været lidt stille den sidste tid, og det er der naturligvis et par årsager til. For det første så har januar bare stået på ekstremt mange dagvagter, og er der noget jeg dør langsomt af, så er det dagvagter, især når jeg pludselig har 4 eller mere i træk. Jaja! jeg ved udemærket godt at helt normalt velfungerende mennesker fungerer så ganske fint i et 8-16 job 5 dage om ugen, bare ikke mig. Jeg elsker at have fri om dagen og nyde mit eget selskab. Gøre præcis hvad jeg har lyst til, om det er træning eller tage en moffe på sofaen, eller mødes med en veninde til kaffe, så er det min tid. Men når jeg kun arbejder om dagen, så er jeg tvunget til at handle sammen med resten af Danmark direkte fra arbejde, jeg kommer hjem til børn der allerede er hjemme fra skole som, inden jeg overhovedet når at tage overtøjet af, har 1000 fortællinger fra deres dag, gerne på samme tid, samtidig med de ret hurtigt konstaterer at de egentlig er ret sultne, og hvornår jeg har tænkt mig at lave mad. Imellem det og aftensmaden er der jo som regel et barn eller to der skal til en fritidsaktivitet, og de skal dælme også hentes hjem igen. Så er der vasketøjet og madpakkerne… Og Birthe, som selvfølgelig også kræver lidt opmærksomhed, selvom hun faktisk er den nemmeste og mest taknemmelige i min lille flok af mini habitants.

Så alt ovenstående har naturligvis medført, at jeg kl 22 er tom for energi og tankevirksomhed – som i HELT tom. Jeg kan sidde og stirre på tv’et og ikke ane hvad jeg ser, og være så træt så jeg nogle gange er nødt til at tage en lur på sofaen, inden jeg har styrke til at gå op i seng. Yes I know, så sørgeligt.

Nå! men idag har jeg fri! Ingen dagvagt, ingen vagt overhovedet. Jeg tager selvfølgelig revanche fra imorgen hvor jeg lige nupper en arbejdsweekend på 43 timer fordelt på aften og nattetimerne. Men det er jo først imorgen…

Så lige nu nyder jeg i den grad stilheden herhjemme. (hvis altså lige jeg filtrerer Birthes snorken fra)

Mit næste problem har været, at jeg har 3 veninder som kender til bloggen her. Og det jeg har haft på hjerte det sidste stykke tid, har omhandlet noget ift de 2 af dem. Og så nytter det jo ikke rigtig at jeg hælder mit hjerte ud her, og de så læser om det, når nu noget af det måske ikke helt skal fortælles til dem endnu.

Jeg valgte jo faktisk at være undercover blogger netop for at undgå sådan nogle problemer, så nu straffes jeg selvfølgelig for, i sin tid, at have fortalt om bloggen. KARMA.

Nå men nu er det heldigvis sådan så den ene veninde Natalie endelig er informeret om hvad der fyldte, som jeg ikke lige kunne fortælle hende om på det aktuelle tidspunkt, så nu er jeg ved at få hul på skriveriet igen – og det føles sgu meget rart!

Jeg håber I stadig er derude 🙂

%d bloggers like this: