Tag: ARGH!

Hverdagsproblemer #2

Og som om min forkølelse ikke forårsagede nok problemer med alt det ufrivillige tisseri.

Så står jeg i Netto og skal handle (nå ja what else?!) og hører lydbog samtidig. Ved grøntsagsafdelingen står en forholdsvis attraktiv mand bag ved mig og er ved at finde grøntsager til sig selv, da jeg vælger at snøfte op… og min næse på den mest indiskrete måde vælger at proklamere, at den har en busser på tværs!  Meget højlydt udsender min næse den mest pivende lyd, udstrukket til hele snøftets længde – det var ikke bare sådan en afslutningsvis piven – nejnej! Fra start til slut højlydt -ikke til at tage fejl af- pivelyd, som jeg snildt kunne høre henover lydbogen, der kørte direkte i mine ører.

Dum som jeg er, snøfter jeg prompte op igen. Arhmen hvor dum har man lov at være?!Hvorfor skal jeg altid lige dobbeltjekke alting!

Vælger at lade være med at vende mig om og kigge om den attraktive mand bag ved mig, ligner en der har hørt min lille koncert. Skynder mig videre til mælk og brød. Hvor jeg så gentager forestillingen foran en af Netto’s unge medarbejdere….!!

Videre til Kleenex!

 

Hverdagsproblemer

Der var engang, hvor jeg kunne være snothamrende forkølet, med voldsomme richterskala hosteanfald hvert andet minut UDEN at jeg småtissede i bukserne hver gang!!

Tænk at det værste ved en forkølelse nu, indebærer sjattisseri, bare fordi jeg har fået 3 børn! Så skal man åbenbart også lige straffes med periodevis inkontinens – som om strækmærker og sløje bryster ikke var rigeligt! (okay jeg har fået fixet mine – så de er heldigvis knap så sløje mere) But Still !!

Jeg har hostet så meget i nat, så jeg har skiftet trusser 3 gange, og det er vel at mærke efter, at jeg i forvejen havde lavet en solid ‘ble’ af toiletpapir. Og hver gang jeg kunne mærke et større hosteanfald var på vej, løb jeg ud og satte mig på toilettet – så var der ligesom styr på tisseriet. Det vilde er, at selvom jeg presser og presser til den allersidste dråbe er kommet med ud, når jeg så rejser mig, tager trusserne på og hoster et lille host, så kommer der alligevel mere tis ud! Jeg forstår det ikke! Jeg kunne med egen kraft ikke selv presse mere ud, men med et host oveni, så er der åbenbart altid mere i beholderen…suk!

Pludselig er det måske ikke helt så skidt at A kom til at købe Tena i stedet for trusseindlæg sidst jeg betroede ham så vigtig en opgave, som at købe ladies products til mig. Men det er simpethen SÅ grænseoverskridende, at skulle tage hul på den pakke. At den ligger i sommerhuset, gør det selvfølgelig unægtelig også noget nær umuligt at benytte sig af.. før jeg selvfølgelig kommer derop senere i dag.

Jeg indrømmer gerne at jeg glemmer at lave mine knibeøvelser. Jeg husker det kun i situationer som nu, hvor jeg er forkølet og igen døjer med problemet. Eller sidst jeg sad omkring toiletkummen og ørlede…og samtidig tissede ned af mine ben – Der er virkelig uanede kræfter på spil, når man kaster op! Og når jeg uforberedt kommer til at nyse, og ikke når at knibe sammen inden. Nå ja, eller når jeg løber – dér går det helt galt. Så det er jeg stoppet med. Der er selvfølgelig også ungernes trampolin, som de ind imellem får mig overtalt til at hoppe på, der får mit underliv til at føles som om det ryger med ud, ved hvert eneste hop – samtidig med jeg selvfølgelig lige selvvander mine trusser. Trampolinhopning er derfor også holdt på et minimum. I øvrigt gælder samme problem når datteren gerne vil dobbeltsjippe med mig…jeg fortæller hende at min ryg ikke har godt af alt det hoppen, hvilket den heller ikke har…meeen….

Så i dag står den på  knibeøvelserknibeøvelserknibeøvelser…og som nok er den mest kedelige træning ever.

ugh animated GIF

 

Voksenmobning

Jeg er for øjeblikket ikke på min egen afdeling, da jeg er i gang med en specialuddannelse inden for sygepleje, som desværre indebærer at jeg skal i ‘praktik’ på andre afdelinger. Og når jeg skriver ‘desværre’, så er det fordi den afdeling jeg er på, har skuffet mine forventninger helt vildt. Jeg havde SÅ høje forventninger! Glædede mig ubeskriveligt til at få en pause fra min egen afdeling, og samtidig komme ud og se nogle andre specialer og forhåbentlig stifte bekendtskab med en masse rigtig syge mennesker, som bare ikke var rigtig syge på samme organer som dem jeg selv arbejder aller mest med.

Jeg ved godt, at det lyder fuldstændig grotesk for andre mennesker, der ikke arbejder på et hospital, at man gerne vil passe de rigtig syge patienter. Men for de fleste sygeplejersker, især dem der passer patienter med tendens til at blive akut dårlige på meget kort tid, så er det præcis derfor vi elsker vores arbejde.

På denne her afdeling, er det som sådan ikke patienterne der ikke lever op til forventningerne, det er ledelsen og noget af personalet.

Ledelsen – fordi de konstant placerer mig på de mindst udfordrende patienter. Og noget af personalet – fordi de enten taler til mig som om jeg er kommet direkte ud af 9.klasse og tilsyneladende ikke burde fatte hat af hvad helvede jeg foretager mig som sygeplejerske, på trods af, at jeg normalt arbejder på en mere kompleks afdeling end deres. Eller også taler de slet ikke til mig. Altså jeg har vist aldrig rigtig forstået det der voksen mobning. Men det begynder så småt at dæmre for mig. Godt jeg kun har små to uger tilbage hos dem.

Nogle af dem er selvfølgelig mega søde, det er heldigvis umuligt at en hel afdeling kan bestå af selvhøjtidelige kællinger. Det er desværre bare ikke dem der dominerer afdelingen.

Men bare for lige at give et par eksempler på disse kællinger, og så jeg lige kan komme af med lidt galde, kommer her et lille uddrag.

I går er jeg igen blevet placeret på en, i mine øjne, kedelig patient. Det er selvfølgelig godt for patienten at han er i bedring, men jeg lærer jo mest af at være på dem, der er komplicerede syge. Hende jeg skal gå med er sød og spørger ledelseskælling om ikke jeg kan komme på en lidt mere spændende patient, hvorefter ledelseskælling uden mimik svarer, at jeg havde en spændende patient i sidste uge (ja i tre af dagene). Og dermed har jeg åbenbart opbrugt min kvote for at passe de spændende patienter…

Nedenfor er det så et par enkelte eksempler ud af MANGE, på hvor meget op af bakke min praktik er.

Kælling 1 gør en stor ære i, at ignorere det jeg siger eller spørger om.

Mig: Skal jeg holde, så du bedre kan sætte forbinding på?

Kælling 1: ….. (ingen respons)

kælling 1, ½ minut efter, til den observerende studerende: gider du lige holde her?

Sådan foregik to laaaange dage med kælling 1.

Kælling 2 er ikke til at slå et smil af – og lige meget hvor mange åbne spørgsmål jeg stillede hende, så lykkedes det hende at lukke samtalen med en enkelt kort sætning. Hun var også typen der sagde; vi skal også lige have gjort sådan og sådan. Uden at efterlade sig skyggen af tvivl om, at når hun nu sagde vi, så mente hun altid mig. Og da jeg spurgte om jeg måtte smutte hjem 30 min før tid fordi der ikke var mere at lave, så sagde hun; altså det skal du snakke med den ansvarshavende om – VI mangler bare at tjekke om der er kommet afføring i patientens ble. Jeg svarede hende at hun bare kunne bede de pårørende om at vente udenfor et øjeblik, så kunne VI lige tjekke bleen inden jeg gik. Aj så kunne hun bare gøre det selv, om 20 minutter, svarede hun tydeligt irriteret.

En anden situation med kælling 2 opløftede dog hele min lortedag.

På et tidspunkt står hun midt i en smal døråbning, jeg står inden for døråbningen og en mandlig ny sygeplejerske på afdelingen prøver at komme igennem. Men hun rykker sig ikke en mm. Han spørger undskyldende om han lige må komme forbi, men hun svarer ham ikke og udviser ikke nogle som helst tegn på at hun har tænkt sig at flytte sig. Han er en lille smule overvægtig, så han smiler lidt skævt og tager en dyb indånding, og prøver at lave en joke ud af at han skal gøre sig slank for at kunne smutte igennem. Hvilket hun selvfølgelig heller ikke reagerer på. Han får med møje og besvær maset sig igennem, med et ordentlig prust, for hun står fast som om hun havde beton i skoene. Da han endelig kommer ind gennem døren til hvor jeg står, siger han, (til hendes ryg) med overdreven positivitet i stemmen: Hvor var det dog fantastisk sødt af dig at tro at jeg kunne komme igennem SÅ lille en døråbning – tak skal du have. Kælling 2 ignorerede ham endnu engang, og forlod døråbningen. Endelig! Jeg var helt smadret af grin indvendig! For hvor var det dog den fedeste kommentar EVER !! Alle har jo prøvet at skulle forbi nogen, der ikke mente de behøvede flytte sig til ære for en – og denne her kommentar er hermed adopteret til næste gang jeg selv står i sådan en situation.

Og hvad angår kælling 2, så kan jeg næsten ikke vente til i morgen, hvor jeg står til at skulle følges med hende. Igen.

glee animated GIF

 

Uddrag af Birthe’s lovelife

Ok her kommer et indlæg jeg har udskudt at skrive i flere måneder.. simpelthen fordi jeg har været alt for flov til at dele det med nogen. Men deles det skal det dog! Bare ikke med dem, der kan grine af mig til daglig.

I slutningen af Juli var Birthe i løbetid. Jeg har altid gerne ville have hvalpe på hende, men det har ligesom aldrig rigtig passet. For hvornår får man lige presset 1 til måske (oh rædsel)12 hvalpe ind i familien samtidig med jeg blev ved med at få flere og flere børn?

Nå, jeg fik arrangeret med en, for 2000 kr venlig DBA hancocker ejer, at hendes hund og Birthe skulle mødes et par dage ud i fremtiden. De dage, i venten, endte jeg så med at nærstudere nettet for hvordan man håndterer en drægtig tæve og hvalpe etc, bare for at komme frem til den konklusion at Birthe simpelthen er blevet for gammel idet der kan risikere at komme alvorlige komplikationer under fødslen eller hun ikke har overskud til at passe på hvalpene.  Av! Total nedtur! Ingen dejlige Birthe hvalpe til mig. Og mig, som hele tiden havde planlagt at den næste hund jeg skulle have, skulle være en klon af Birthe…suk…

Skæbnen ville det så sådan, at jeg tog i sommerhus den uge hun var i løbetid. Og inden få dage måtte vi nærmest have fast vagt på Birthe for det der ‘løbetid’ kom da virkelig til sin ret. Jeg kunne gå og hænge vasketøj op og Birthe luntede camoufleret og meget udspekuleret roligt lige i hælene på mig og jeg troede selvfølgelig at det blev hun ved med, men i virkeligheden ventede hun bare på at jeg lige vendte hovedet den anden vej i et nanosekund – WHUP så var hun væk! Aldrig har jeg set hende forsvinde SÅ hurtigt – og jeg mener virkelig hun var hurtig! Det var ikke engang sådan så jeg kunne se hende spurte afsted i den anden ende af haven – hun var som et spøgelse! Puff.

Da vi så endelig fik styr på hende og sørgede for hun ikke stak af, begyndte der i stedet at dukke hanhunde op – ALLE slags hanhunde! Også dem der skulle have en skammel for overhovedet at kunne nå op til noget der kunne ligne en parring. Det var selvfølgelig resultatet af de gange hun var smuttet afsted og når vi havde luftet hende, hvor hun jo havde sat sine lokkende ‘kom-og-knald-mig-jeg-er-ligeglad-hvad-du-hedder-og-hvad-race-du-er- duftspor som en lang række kagekrummer i flere 100 meters afstand fra huset, men alle sammen ledende direkte til vores hus. Især nedenstående vuf havde vi rendende i pendulfart rundt om huset. Hele ugen!

er det overhovedet en hund? jeg er i tvivl.

Så en morgen, da jeg sad og spiste morgenmad på terrassen samtidig med jeg havde et bestemt jeg-holder-øje-med-dig stir på Birthe, hørte jeg en raslen, brød øjenkontakten og vendte mig om. Og dér stod Arnold i vores have. En sort Cocker Spaniel – what are the odds for en hanhund af samme race?! Og WHUP – væk var Birthe! Jeg nåede ikke engang at rejse mig, så var Arnold hoppet op på ryggen af Birthe og i gang med at humpe hende. Så kan I nok tro jeg fik accelereret! Ud over terrassen efter hundene, som selvfølgelig i dagens anledning tilsyneladende havde fået deres unghunde sportsform tilbage – shit de løb hurtigt! Jeg måtte opgive – ikke kun pga deres fart, men også fordi jeg selvfølgelig ikke havde tisset af inden jeg satte i løb – fucking fødselsblære, der ikke kan holde på en dråbe så snart der kommer uventet pres på.

Jeg satte mig med min morgenmad igen og tænkte; ok, sker det så sker det, men jeg gider fandeme ikke rende forpustet rundt efter et par liderlige hunde som ikke vil fanges, samtidig med jeg kæmper for ikke at tisse i bukserne. 2 min efter kom en halvløbende nabo ind i haven; ved du godt der er en sort hund der er i gang med at parre sig med Birthe længere nede af vejen? Øh ja og nej – jeg ved der er en sort hund, jeg ved ikke at de stadig parrer sig.

Pludselig kommer begge hunde tilbage igen, begge med tungerne langt ude af halsen og munden åben som om de grinede. Jeg får fanget dem begge ude på vejen ved hjørnet af vores grund. Naboen er fulgt med og begynder at tale om, at hun vist godt ved hvem der ejer den sorte Cocker. Jeg aner ikke lige hvad jeg skal gøre med de to virile hunde. Men så kommer der en bil i det samme, som stopper op og ruller vinduet ned for at snakke med naboen. Jeg står dér med et fast greb i  de to forpustede Cockere… og så ved jeg simpelthen ikke hvad pokker jeg tænkte på. Mens naboen var optaget, stak jeg, på bedste bjørnebandemanér, af med hundene – ind af vores ‘bagindgang’ til haven og ind i et indhegnet område i haven, hvor de ikke kunne stikke af igen. Og vi alle var ude af syne. Så kunne de bare parre løs.

Og det gjorde de…eller Arnold gjorde sit allerbedste, hver gang Birthe kørte halen til siden og struttede med muffen i hans retning. Tænk at en hund kan være sådan en skøge! Problemet var bare; Arnold kunne ikke ramme! Arhmen altså, helt ærligt for en amatør!

Så var det jo jeg fik den her fantastiske idé, at jeg da hellere måtte hjælpe det stakkels kræ. Så jeg satte mig ned og holdt fast i Birthes halsbånd med den ene hånd og når Arnold hoppede op på hendes ryg, prøvede jeg at guide Arnolds hundediller ind i Birthes…hundemuffe, med tommel- og pegefinger. Det var fandeme svært! For det første, så flyttede Birthe sig når det var tæt på at lykkedes, og for det andet….så troede Arnold hele tiden at han endelig havde ramt rigtigt, når jeg prøvede at få den lirket ind, så han gik for fuld skrue i gang med at humpe sin hundediller ind og ud imellem mine fingrer….. jeg kan afsløre at den er pænt tynd og spids, sådan en hundediller – og den kan fandeme blive lang, når den tror den er det rigtige sted…Jeg slap den hurtigt når han satte turboen til, han skulle eddermame ikke sprøjte hundesperm ud over min hånd!

Efter en times tid med adskillige! gentagelser af ovenstående scenarie, bad jeg Arnold om at smutte hjem. Og Birthe blev lukket ind i huset – helt udmattet.

Og jeg kunne endelig få vasket hænder!!! Sådan en hundediller udskiller, på samme måde som mennesker tilsyneladende, en form for præ glidevæske… jeg afslører: det dufter ikke af roser…. Forestil jer en mands diller sent om aftenen efter en lang arbejdsdag, måske har han også dyrket noget svedig sport, han har ikke dryppet ordentlig af en eneste gang når han har tisset og det sidste bad han har taget var måske forrige kvartal. There you go for en stinker!  Senere samme aften havde jeg da også stadig ‘fornøjelsen’ af at kunne fornemme Arnolds dillervæske på mine hænder, på trods af håndvask x 100. Mindst.  yes det er nu tilladt at ørle!

Og hvor ved jeg så fra den sorte Cocker hed Arnold? Jo – for dagen efter, jeg havde siddet på hug i græsset, med Arnolds væskende hundediller flyvende gennem mine fingrer, kom hans ejer forbi med ham i snor, for at høre om det var os der havde en tæve i løbetid. Det var svært at skjule, eftersom de to hunde allerede inden den sætning var færdiggjort, var i gang med parringsforsøgene igen. Ejeren var en nydelig ældre dame omkring de 75 år som fortalte at hendes hund hed Arnold og han var 12 år gammel. Hun blev undskyldende ved med at prøve at trække Arnold af Birthe indtil jeg sagde at det var ligemeget – han kunne alligevel ikke ramme. Damen og A kiggede spørgende på mig; hvor ved du det fra? Mig; øh…jeg kunne bare se at han var langt fra at ramme de få gange de prøvede. Men lysten fejler åbenbart ikke noget tilføjede den ældre dame, som var overrasket over Arnold overhovedet kunne bevæge sig så hurtigt. ja hun skulle bare vide hvilke moves han er i stand til. Vi får os en ca 15 minutters snak om hundene og sommerhus området, alt imens de to liderlige hunde gjorde alt hvad de kunne for at få parringen til at lykkes denne gang. Jeg siger ikke det var en akavet samtale, men anderledes –  det var den!

En uge efter var den ældre dame forbi med et kort med tlf nr og adresse… hvis nu… der kom hvalpe alligevel, for hun ville også rigtig gerne have en Arnold hvalp som Arnolds efterfølger.

Der er ikke kommet nogle hvalpe. Men Arnold har været på optimistisk besøg et par gange siden, men skøgen Birthe har pakket muffen væk, så i bedste ‘player stil’ smuttede Arnold hurtigt videre.

Og her er så Arnold – jeg er i øvrigt helt vild med navnet!

jeg blir’ så træt

– når de blogs jeg læser, skriver noget jeg gerne vil kommentere på, og de så er fra BloggersDelight og man derfor nærmest skal skrive i blinde i kommentarfeltet, og ej heller kan få lov til at trykke på ‘send kommentar’ knappen, fordi de absolut skal have et ‘følg dine yndlings blogs’ popup-vindue nede i højre hjørne, som man hverken kan lukke eller flytte, eller køre siden op eller ned, for at undvige. Problemet er, at det skide pop up vindue, har den helt modsatte effekt hos mig. Hvis jeg vil følge en blog, så gør jeg det via Bloglovin og ikke fordi jeg ikke har anden mulighed, hvis jeg også gerne vil have muligheden for at kommentere.

– når jeg havde glædet mig til at have hele dagen alene hjemme, til bare at lave ego ting, (i dag gad jeg for eksempel virkelig godt bare læse blogs og evt finde nogle nye at følge) uden at skulle forholde mig til nogen andre… og A så ringer og siger at han kommer tidligt hjem i dag. Argh for fanden da også!! Og manden så tilmed tilføjer med et stort kærligt smil, efter at være ankommet, at det altid trækker meget mere i ham, at komme tidligt hjem, når jeg er hjemme om dagen. Efter den udmelding nænnede jeg ikke at minde ham om, at jeg elsker (ELSKER!) at være alene hjemme om dagen. For han véd det jo godt!

– når opvaskemaskinen skal tømmes! Tror faktisk ikke der er noget andet husholdnings halløj jeg synes mindre om end at tømme opvaskeren. Har endelig fået lavet en aftale med A om, at han tømmer opvasker og jeg hænger vasketøj op. Top deal! I mit hoved of course. Især fordi den er klar til at blive tømt nu.

– ved tanken om alle de fritidsaktiviteter sådan tre børn gerne vil gå til, især når dét de allerhelst vil gå til kun tilbydes i nabobyen, og jeg dermed er nødt til at agere carpool for dem og deres kammerater, som selvfølgelig vil gå til det samme. De rotter sig jo sammen, sådan nogle krapylere. Og sjovt nok er det altid med de venner hvis forældre ikke har bil… Allerede nu er mandag og onsdag fra 17-19 reserveret fritidsaktiviteter – og nej, det er ikke det samme barn i hele tidsintervallet. SUK!

– når A har bedyret af flere omgange hvor godt det går for ham med at holde sig til det sunde mad, og jeg så låner hans bil og finder McD affald i bilen. Dér var nok en af forklaringerne på hvorfor hans mave ikke er skrumpet den sidste måneds tid. (den tid han har prøvet at holde sig på den sunde sti) Og jeg gider virkelig ikke være den der sure kæreste der hele tiden føler sig nødsaget til at rømme sig når han nærmer sig noget usundt. Det er aldrig sundt for et forhold når man begynder at opdrage på hinanden. Manden burde fandeme selv kunne styre sit indtag…men desværre taler beviset vist for sig selv. Endnu et suk.

– når det er torsdag og min nattevagts weekend allerede starter i nat i stedet for om fredagen, som det plejer. Sadistiske vagtplanlægger!!

– når Birthe har rullet sig i en lort…

intelligens test

Rigshospitalet har fået spritnyt parkeringshus, hvilket er super duper fantastisk, hvis altså det ikke var fordi de har placeret det længst væk på matriklen, så man nærmest bør have en cykel parkeret for ikke at komme for sent. Især når man har høje hæle på – så tager alting bare lidt længere tid. Men burde vel egentlig ikke brokke mig – det har ikke været muligt at parkere derinde i et år el. lign…førhen havde personalet parkeringspladser inde på Rigets område, og der var det patienterne der skulle parkere langpokkerivold…kan faktisk meget godt lide tanken om, at syge mennesker har nemmere ved at komme ind på hospitalet.

Nå, men jeg kørte op og op for at finde en ledig plads, endte vel på 3 sal, men lagde overhovedet ikke mærke til hvilket niveau hvorpå jeg havde parkeret sølvlynet aka den mest familielignende bil man kan fremskaffe.

Så da jeg skulle hjem igen i eftermiddags gik jeg ind i parkeringshuset og hen til elevatoren, hvor der stod en mand og ventede også. Oppe på displayet stod der ’10’ – og jeg siger overrasket til manden. Aj der er sgu da ikke 10 etager! Han forklarer så at det er fordi etagerne er forskudt. Jeg får sagt noget i stil med ‘okay, ja så er jeg da pludselig i tvivl om hvor jeg har parkeret’ Han siger lidt kækt ‘ja – det er nok meget smart at holde øje med etagenummeret’   og ja…han var jo ikke helt forkert på den.

Jeg stod af på 3…der var den ikke. Tog trappen 1 etage op, heller ingen bil, nåede helt op til 7. etage, før jeg indså at den jo så nok holdt på 2.

Grinede af mig selv hele vejen over til bilen PÅ ANDEN ETAGE – for Jezuz altså, hvor blank har man lige lov at være?!

Aj, og for lige at slutte af med endnu en pinlig historie, så havde jeg en lidt skidt patient i går på arbejdet. Hele dagen var temmlig heftig og hektisk. Så da jeg endelig får fri, skal jeg lige på toilettet inden jeg skal i kælderen og klæde om. Og DER opdager jeg at der, i løbet af dagen formentlig, og uden tvivl om formiddagen, er sprøjtet blod på mit hvide tøj. Det er ikke fordi det ikke er sket før, men det er alligevel ALDRIG NOGENSINDE havnet lige i skridtet på mig!! og det er placeret så præcist, så den første tanke enhver vil få, når de får øje på det, vil være at jeg har fået menstruation og har blødt igennem mine bukser… Arhmen altså! Hvem fanden har også fundet på at sygeplejersker skal have hvidt arbejdstøj på?! Nå ja – og ingen- INGEN! har på noget tidspunkt sagt noget til mig om at jeg burde skifte bukser. Og nej, det var ikke til at overse.

Når man opdager sådan noget, lidt ligesom når man om aftenen opdager man har haft birkes fra morgenmaden mellem alle tænderne, så tænker man automatisk hvor mange mennesker man har haft kontakt med i løbet af dagen. Og ja jeg har nok talt med en del kollegaer, for ikke at tale om pårørende til den meget syge patient. Og FUCK da også, der var jo også ham den overdrevne lækre tilsynsgående læge, som jeg diskret prøvede at lure navnet på, ud fra hans miniature navneskilt. Han smilede sødt til mig da han gik…shit hvor jeg ikke håber han lagde mærke til det…ARGH!

Story of my life!

untitled_by_hetaliamegafan-d8nfbut

FilterFilterFILTER #2

Okay! Såååehm det der filter jeg stadig arbejder på at udvikle til mig selv.. det går tydeligvis ikke skide fantastisk !

#1:  Havde nattevagt forleden. En meget rolig en af slagsen – og en af de der vagter hvor jeg hele tiden søger efter noget at spise for at få tiden til at gå med et eller andet. Så på et tidspunkt står jeg meget koncentreret og roder rundt i vores kikseskuffe og hører overhovedet ikke at den ansvarshavende kommer ud i køkkenet, før han meget kækt og højlydt siger: ‘nååå…der er nok en der er lækkersulten’  Jeg flyver nærmest en halv meter op i luften af bar forskrækkelse, hvortil jeg svarer: ‘JA, men jeg kan ikke finde min yndlingskiks, jeg tror fandeme der er andre der har den samme kiks som yndlingskiks’. samtidig med jeg griner lidt fjoget. Ansvarshavende har åbenbart ikke rigtig mere at tilføje, så min nattevagtshjerne fortsætter med at snakke ‘ja jeg elsker nemlig de store med hvidt creme i’… Ansvarshavende går forbi mig ud af køkkenet og over i personalestuen…uden umiddelbart at registrere dobbeltbetydningen af hvad jeg lige har sagt. Og fordi han ikke reagerer på det, bliver jeg helt forfjamsket og sådan halvt råber efter manden… ‘øh…altså – jeg mener kiksen…’   Stadig ingen respons… skyndte mig ud af køkkenet og tilbage til min patient…uden kiks.

#2: I en aftenvagt for lidt tid siden, hvor der heller ikke var så travlt, ender jeg med at sidde og surfe lidt rundt på facebook på arbejdscomputeren (vigtig detalje!). Hvor en gammel ven pludselig skriver til mig på chatten, I ved, den der, der popper op nede i højre hjørne. Vi skriver lidt om løst og fast og han får da også lige flettet ind at han stadig har følelser for mig og blablabla. Jeg får ikke rigtig lagt låg på det han udmelder fordi jeg bliver afbrudt og lige laver noget andet uden at få lukket skærmen med facebook ned, og næste gang jeg så kigger på skærmen, så har manden kraftstejlme sendt mig et PIK BILLEDE! Til ære for både mig og mine kollegaer står den der – helt stiv ned i højre hjørne af skærmen! Jeg skynder mig at lægge en arm over skærmen og lukke fb ned… Ingen af mine kollegaer sagde noget, måske de ikke nåede at se den…

#3: Der er en skydedør inde på mit arbejde. En skydedør som hele tiden går i stykker. I sidste uge fik den så sat sig fast, men stadig så der var en lille åbning som flere af mine kollegaer fik mast sig igennem når de skulle ind og ud.  Så da jeg lige skal ud i køkkenet og hente en kop kaffe, går jeg også hen til åbningen og tænker at jeg da bare liige presser mig igennem… Det gjorde noget af min krop så også, indtil jeg så sad fast på halvvejen…pga mine bryster! De var simpelthen for store til at komme igennem døren! Jeg kommer, pga pinligheden, til at grine af mig selv, hvilket tiltrækker opmærksomheden fra mine kollegaer, så hvad der ellers kunne være gået hen i det uvisse for alle andre end mig, blev pludselig til stor morskab for mine kollegaer, da de opdager at jeg sidder fast. FlotFlotFlot.

%d bloggers like this: