Tag: ARGH!

Jeg vil gerne bede om en envejsbillet til 2017

Tænk at der næsten er gået 2 mdr siden min usa tur…

Jeg tænker stadig meget på Frisøren og hvor vildt det var at vi fik så mange følelser for hinanden på så kort tid. Men jeg er også meget bevidst om, at hele kulissen var så meget anderledes end den dagligdag jeg har herhjemme, så selvfølgelig var det muligt at vi faldt pladask for hinanden. På en ferie, ovenikøbet en ferie uden børn, er man fri! Fri fra ansvar, fri fra arbejde, fri fra alle de daglige gøremål man vælter rundt i hver eneste dag herhjemme. Det var fuldstændig som at være 19 igen. Alle muligheder var åbne.

Havde jeg mødt Frisøren herhjemme, eller havde jeg været amerikaner og boet derovre med børn og et arbejde osv, så havde det nok ikke udviklet sig som det gjorde. For når man skal have et nyt forhold til at udvikle sig, så er man i fuldstændig fornægtelse, hvis man tror at alt det praktiske ikke spiller en rolle for hvor godt denne udvikling kommer til gå. Frisøren og jeg skulle i så fald have taget hensyn til børn og madpakker, og ekskærester, skiftende arbejdstider (for mit vedkommende), generelt praktisk ting HELE tiden. PLUS vi ville hele tiden passe på, ikke at udlevere os selv for meget, vi ville spille efter spillets regler.

Men istedet oplevede vi følelsen af at være 19 igen. Uden forpligtelser. Uden hensyntagen til alle de ovennævnte forstyrrende elementer.  Og uden frygten for at komme til at udlevere os selv for meget og for hurtigt, for vi havde simpelthen ikke tid til at passe på. Det var nu og her alting skete, for vi vidste begge to at vi havde begrænset tid sammen. Så ingen af os holdt noget tilbage af frygt for at overskride nogle usynlige grænser, vi ikke havde fået afdækket endnu. Det var fantastisk! Og selvom det har været så ekstremt hårdt at være hjemme med alt det praktisk igen, uden forelskelsen, uden Frisøren, kun sure madpakker, dumme ekser og med erkendelsen af, at Frisøren og jeg aldrig ville kunne få det til at fungere som langdistanceforhold, så ville jeg ikke være foruden. Jeg havde aldrig troet at jeg skulle opleve den form for forelskelse igen. Hvilket nu, nok også har sat mine standarder urealistisk højt for hvordan den der forelskelse skal og bør føles som. Hvilket jo egentlig ikke er skide smart vel, for så kan jeg jo kun blive skuffet.

Vi skriver stadig sammen ind imellem, Frisøren og jeg, men på venskabs basis nu, hvilket gør det noget nemmere at komme videre. Og jeg har faktisk også været på et par dates for ligesom at skubbe lidt til processen, men har måtte erkende at jeg nok lige pt ikke er helt klar på de der mænd, plus jeg har så sindssyg meget andet om ørerne, så jeg slet ikke ved hvordan og hvornår jeg overhovedet skal få presset en mand ind nogle steder.

Jeg har jo købt rækkehus, ungerne og jeg flytter mellem jul og nytår! Jeg prøver ihærdigt at forberede de tre krapyler på at jul ikke bliver helt som det plejer i år. Forestil jer en flyttekasse og en madras unger… Måske vi er heldige at vi kan invitere os selv hjem til min far…jeg håber! Men han snakker også ivrigt om at købe en flybillet til varmere himmelstrøg, suk hvad blev der af juletraditionerne i min familie!

Så skal vi til Bali i januar, mig og ungerne. Den tur var planlagt for længe siden, og det der huskøb er så kommet lidt på tværs midt ind i det hele. Så jeg skal have sat min gamle lejlighed i stand, det nye hus skal gerne lige løbes over med en pensel, så har jeg lige to arbejdsweekender i træk, den til nytår og den ugen efter, og så skrider vi til Bali. Jeg ved ikke lige hvornår vi skal nå at komme på plads… Februar måske… Nå ja, og jeg er fucking stadig heller ikke færdig med mit speciale. Det har jeg også en urealistisk idé om, at jeg da lige kan nå at få skrevet færdigt inden vi flytter… Who am I kidding?!

Og Nå ja igen, jeg har sgu da også fødselsdag midt i næste måned… og ungerne har en sjov forventning om at den da skal fejres. De forstår endnu ikke helt konceptet om at ældre ikke altid er sejere…suk… 38… hilfe… !

Alt dette samtidig med at jeg er i fuld gang med at fuldføre min intention om at til sommer 2017, der skal jeg stå snor lige…

FOKUS er mit nye motto…. Fokus på at alt kun kan blive nemmere når vi rammer 2017..ikk… 

J-DAG, kan jeg lige få lov at bede om hukommelsestab ca fra kl 24?

Så jeg var  i byen igår… Louise og hendes mand skal ud og rejse i 6 mdr og de holdt afskeds fest inde på Ørsteds Ølbar i KBH. Iøvrigt et mega fedt sted!

Jeg blev SÅ absurd fuld!! Som i alt for pinlig fuld for en snart 38 årig! Og jeg mindes faktisk kun at have drukket 4-5 øl, et glas rødvin og en white russian. What the FUCK happened?!

Jeg vælger at blive hængende i baren, selv efter hele selskabet er smuttet hjem, bare fordi børnene blev passet og jeg endelig kunne være ude og hygge mig, uden arbejde eller børn som bagkant. og fordi jeg var faldet i snak med to fyre fra min gymnasietid. Den ene var enormt sød med lækre øjne, gift selvfølgelig og tre børn. Den anden er nok et af Kbh’s svar på en fuldblown skørtejæger. Og ja jeg gir mig, manden var pæn. Men fordi han så udemærket godt selv vidste at han var lækker, så endte jeg med at synes at han var mega klammo. Og det hjalp heller ikke, at han hele tiden gik hen og fortalte Louises mand, at han så godt som havde scoret mig, og at jeg var fuldstændig fyr og flamme over ham. Fuck hvor blev han bare mere og mere grim jo mere lort han lukkede ud! Og det siger ikke så lidt, når man tænker på, at jeg nok havde en promille på omkring de 8, og han jo nok egentlig burde være blevet mere tiltrækkende, jo mere sløret mit syn blev.

Jeg mindes faktisk at jeg får svinet ham til. Jeg er virkelig grov. Siger til ham at han er en kæmpe narrøv, hvilket manden prøver at ryste af sig med et grin. Jeg fortsætter ufortrødent med at fortælle at den gifte mand til enhver tid ville fange min opmærksomhed før klammo ville det. Hvorefter Klammo vælger at lægge sit hoved helt ind til min hals og prøver at kysse mig. Jeg blev fysisk dårlig! Og kom til at toppe min tilsvining af manden til ved at lave opkast bevægelser. Gift mand er meget smigret over at han for en gangs skyld var den attraktive af de to…det var han tydeligvis ikke vant til.

Jeg ved ikke helt hvor Klammo blev af efter det, men efter sådan en tilsvining, kan jeg måske nok godt forstå hvorfor han ikke lige valgte at blive hængende og fortsætte med at bage på mig. For jeg var da bare mit mest charmerende selv…

Jeg siger til Gift mand at jeg skal hjem, at jeg er ved at blive for stiv. Men at jeg lige skal på toilettet inden jeg ville gå. Han siger at han vil vente på mig…. Hvorefter jeg i min fire hestes brandert falder i søvn, siddende på toilettet på Ørsted Ølbar… Og da jeg endelig vågner sådan helt nok op, til at jeg får taget mig sammen til at trække mine bukser op og forlade toilettet med væggene som stødpuder, er de nærmest ved at lukke. Jeg fornemmer klart at jeg har siddet der længe.. Shit jeg håber Gift mand bare er smuttet. For jeg er nu SÅ stiv, så det er umuligt for mig at gå bare nogenlunde lige, og det er selvom jeg støtter mig til vægge og stole hele vejen ud. Så pinligt!!! Jeg hader at være så stiv!

Da jeg kommer ud, kigger jeg lige ind i øjnene på en mand, som jeg er lidt i tvivl om er Gift mand – jeg kan simpelthen ikke fokusere, så jeg skynder mig bare at gå…eller zigzagge er nok mere præcist den måde jeg kom frem på.

Lidt efter indhenter Gift mand mig… Fuck han havde fandeme ventet! Arhmen altså, manden må ha’ troet at jeg lige har lagt verdens største lort på det toilet, så længe som jeg var derinde. Jeg prøver at forklare at jeg faldt i søvn derude og at han virkelig ikke havde behøvet at vente på mig. Suk hvor kan det bare snart ikke blive mere pinligt. Jeg synes det er SÅ upassende at blive så sanseløst beruset når man er i min alder. Jeg håber inderligt at han også er stiv, og jeg bare er for stiv til at kunne se det.

Han følger mig til Nørreport st, selvom han egentlig skal i den stik modsatte retning. Han spørger om jeg skal have en taxa – NEJ det skal jeg bestemt ikke, bussen kører jo lige derovre fra siger jeg. Jeg får sagt til ham, at havde han ikke været gift så havde jeg haft lyst til at kysse ham, men istedet får han bare et kram. Det var et langt kram. Han spørger mig hvorfor vi aldrig talte sådan sammen i gymnasiet, som vi havde gjort til aften. Så får han sagt noget i stil med, at han synes jeg bringer så meget glæde med mig og til dem jeg er sammen med, og at han er sikker på jeg en eller anden dag, møder en mand, som kan værdsætte det ordentligt. Det er meget sødt sagt, men samtidig fik han mig lige til at føle at jeg desperat stod og manglede en mand i mit liv. Sjovt som det for mange handler om at man skal finde en at være sammen med, ellers er man ikke helt complete. Jeg synes faktisk pt kun mænd bringer problemer med sig, og jeg er faktisk helst fri for ekstra problemer.

Jeg går over til busstoppestedet og maser mig ned på en bænk mellem en kvinde og en mand.

…Og falder i søvn… havde forinden lige tjekket Rejseplanen og set at min bus kørte lidt efter. Den kom jeg naturligvis ikke med.

Ca 4 gange gentager scenariet sig… Jeg vågner op igen, konstaterer at det ikke er den rigtig bus der holder der, tjekker rejseplanen, ser at min bus kommer om 5 min…. falder i søvn …misser bussen…

Det skelsættende øjeblik kommer, da en fyr skubber til mig og spørger om det er denne her bus jeg skal med. Jeg får kigget op på bussen…nej, stadig den forkerte. Tjekker rejseplanen, der er 7 min til min bus kommer, men denne gang tør jeg ikke blive siddende og vente længere på den.

Så jeg får rejst mig og stavret ud bag den forkerte bus og prajet en taxa…

472 kr senere er jeg endelig hjemme, jeg tror klokken nu er 4:30 – det har taget mig omkring 2-3 timer at komme hjem…

Jeg er meget flov over mig selv og min totalt manglende selvkontrol. Opdagede også til morgen, at jeg da selvfølgelig også havde tilføjet Gift mand på fb så snart vi havde sagt farvel til hinanden…og skrevet en sms til Frisøren i Californien, og fortalt hvor fucked up drunk jeg var, utroligt nok indeholdt sms’en ikke en eneste stavefejl. Hvilket nok er den største bedrift jeg formåede at opnå igår. Shit altså!

 

Post Californien

Så der er idag præcis gået en måned siden jeg kom hjem fra Californien, og der kunne lige så godt være gået et år! Sådan føles det ihvertfald. Aldrig har jeg følt dagene så lange før. Det er det største antiklimaks jeg længe har oplevet.

For det første så savner jeg selvfølgelig Frisøren helt afsindigt. For det andet, så er jeg ved at være pænt træt af min chef, som har sin egen lille hetz kørende på mig, og som jeg stadig ihærdigt prøver at regne ud hvorfor. For det tredje, så snart jeg fik børnene hjem, så væltede de ud med alle deres frustrationer om Mortens nye kæreste og hendes 4 årige søn, som de heller ikke kan lide. For det fjerde… vejret! jeg vil have sol og sommer! Nå, men historien om Morten og hans nye kæreste er et helt kapitel for sig, som får de fleste mennesker…normale mennesker, vel at mærke, til at tabe kæben ned på brystet. Den historie får et indlæg helt for sig selv snarest! Den er forrykt! Og jeg ved ikke lige helt hvordan jeg bør og skal håndtere den…

Frisøren og jeg skriver ofte sammen. Meget ofte. Plus vi har ringet en del sammen også. En lille uge efter jeg var kommet hjem skrev han til mig en aften, hans aften, ikke min, her var det eftermiddag, og jeg var i fuld gang med træning i Fitness World. Vi har aldrig decideret sagt til hinanden at vi var forelskede eller elskede hinanden. Vi havde dog begge konstateret at løbet var kørt ift ikke at blive forelskede, men direkte at sige det til hinanden havde vi ikke gjort…  Indtil den dag. Pludselig hælder han sit hjerte ud til mig. Midt i at jeg sidder i den ondeste benpres og kampsveder.

‘I miss you and I love you?’ skrev han med et spørgsmålstegn efter.

Jeg blev selvsagt noget overrasket, men også helt vildt glad og trist på samme tid. Glad over at han elskede mig, mega trist over afstanden!

I min forbløffelse fokuserede jeg meget på spørgsmålstegnet og spurgte retur om han spurgte mig?

Han skrev igen ‘I fucking love you! – and yes – I’m asking you’ 

Mens jeg var ved at svare, for nu tolkede jeg det som at han søgte om jeg havde det på samme måde, skrev han ‘never mind…’ 

Jeg skyndte mig at svare ‘I was already in love with you on our third day together’

Og så ringede jeg til ham. Fra spinningsalen i Fitness World. Vi snakkede længe. Han blev ved med at sige at han gerne ville have at jeg kom hjem. Hjem hvor jeg hørte til, hjem til ham. At han ville gøre alt for at gøre mig lykkelig. At vi ville blive så lykkelige sammen. Om ikke godt vi kunne få det til at fungere?!

Mit hjerte var totalt splittet, for fuck hvor vil jeg bare gerne ha’ ham, men jeg ved jo også godt at vi aldrig kan få det til at lykkes. Langdistance forhold ender aldrig godt. Jeg har dog selvfølgelig allerede kigget på flybilletter tilbage dertil. Men den næste ledige længere periode jeg har uden børn er i uge 7 – og der er fandeme længe til. Plus jeg i weekenden efter jeg kom hjem fra Californien, købte et rækkehus til mig og ungerne (wuhuu!!!). Vil gerne afsløre at min far har haft en lille finger med i spillet for at det kunne lade sig gøre. Og det skal vi flytte ind i til februar. Så pludselig kunne jeg jo godt se, at jeg heller ikke kunne skride midt i en flytning, for at tage over til Frisøren på den anden side af jorden. PLUS det meste af januar tager ungerne og jeg til Bali, for at besøge Louise og hendes familie, som er på jordomrejse i 6 mdr, så jeg forudser heller ikke det store plus på kontoen til den tid. Og helt ærligt… så giver det vel igen bare en masse hjertesorg når vi så skal sige farvel igen…

Efter ca 14 dage hjemme blev Frisøren og jeg enige om at det var fuldstændig ridiculess det her vi havde gang i, og aftalte at vi gerne ville følge med i hinandens liv, men at vi måtte være realistiske og indse at det der med et langdistanceforhold ikke kom til at fungere. Jeg var faktisk glad og lettet. Vi var enige om at det havde været 6 amazing days og at det var dejligt, at det ikke blev ødelagt af hverdags problemer. Det ville forblive smukt.


Det holdt lige nøjagtigt 3 dage, så skrev han igen hvor meget han savnede mig og elskede mig… Så nu er vi dér, stadig. Vi er stadig enige om at det er åndssvagt, men vi kan ikke lade være med at skrive søde ting til hinanden, og jeg er glad for at læse det når han skriver det. Og han holder fast i, at vi vil se hinanden igen, hvilket jeg selvfølgelig også håber, men fornuften er med hele vejen…det er fuldstændig latterligt. SÅ latterligt at forelske sig i en fyr der er mere end 9000 km væk. Jeg kan ikke anbefale det!!

 

I mellemtiden er antallet af mænd der har inviteret mig på kaffe og dinner dates, eksploderet den sidste måneds tid.

Jeg.  kan.  ikke.  følge.  med.  !!

Er alle mænd da ved at gå fuldstændig i panik over at skulle være alene her i vintermånederne??

 

SMUKFEST and some other news

Det er sgu et lidt dårligt år for mig og bloggen. Jeg ved ikke helt hvor tiden bliver af.

Jeg prøver lige at lave en opsummering på august.

31. juli: Chefen droppes efter 6 mdr.

1.august: Ida blev 11 år. I dag fangede jeg hende i, at flirte med teenagedrenge nede i det lokale indkøbscenter… jeg frygter lidt hun ender med at blive lige som sin mor – alt for flirtende for sit eget bedste.

3-7. august: Skanderborg Festival. Aldrig har jeg givet den så meget gas til den festival, som i år. Måske jeg lige havde noget indestængt der skulle ud efter hele affæren med Chefen. Var afsted med Louise, hendes storesøster og storesøsters veninde og mand + en ven. Samme Camp, samme mennesker de sidste 4 år.

Den første aften kyssede jeg med den sødeste mand, med de lækreste læber jeg længe har kysset på. Så ham ikke igen siden. Senere den aften kyssede jeg så med Nutella-pusheren – jeg har ingen anelse om, om det var godt eller skidt, men jeg kan tydeligt huske at min cowboyskjorte, hvor jeg kun havde en bh indenunder, fik jeg på en eller anden måde en fuldstændig sindssyg idé om, at den da lige skulle knappes op, så manden kunne se lidt mere af mig. 2 min senere er jeg på vej videre ud for at finde Louise, opdager at jeg inde for samme tidsrum har mistet min tlf. Zigzagger tilbage til teltet og vågner senere ved at Louise kaster sig ind på mig og hulkende siger at hun troede der var sket mig noget. Hun havde iøvrigt også mistet sin tlf, men fundet den igen. Næste morgen, som min bevidsthed begynder at komme mere og mere tilbage, ryger mine hænder også flere og flere gange op foran mit ansigt med tilhørende udbrud som ‘aj shit – det gjorde jeg bare ikke’.  Nutella-pusheren hjælper mig med at finde min tlf og kysser mig da jeg skal til at gå tilbage til campen igen… Han tror tydeligvis at aftenens kysseri betyder at det da er noget vi skal fortsætte med. Tarvelige mig.

Fredag tænker Louise og jeg at vi da skal ryge en joint – det har vi selvfølgelig ikke gjort siden 1995, og spørger derfor vores ene nabo om lån af lighter. Han ender med at joine os om jointen. Han er Journalist. Og vi får hurtigt konstateret at der vist er mere cigaret over den joint. Effekten udebliver ihvertfald. Han ender så med at feste sammen med os resten af aftenen. Og ham ender jeg også med at kysse med…og liste ind i hans telt da vi kommer tilbage til campen. Journalisten er hurtig på hænderne da først jeg ligger ved siden af ham. Og jeg må give ham credit – manden er et naturtalent med sine fingrer. Vi knalder ikke, vi er alt for stive til det begge to, og jeg har egentlig heller ikke lyst, i et telt, på skanderborg. Men hænderne vandrer og det er mega hyggeligt. Jeg lister tilbage i mit telt ved 4 tiden.

Lørdag tager Louise hjem, der kan hun ikke mere. Jeg har til gengæld aftalt at feste videre med Natalie og hendes bror. Da jeg møder dem foran bøgescenen går der heller ikke længe før jeg ender med at kysse med hendes bror. Vil godt lige have lov at sige at jeg faktisk havde prøvet at undgå den. Han er jo Natalies bror. Men han hiver fat i mig og kysser mig, og det er rigtig dejligt. Og så sker der ikke rigtig mere på den konto resten af aftenen. Til gengæld, så er den jeg har kysset mest med på den festival, faktisk Natalie. Vi har råsnavet 100 gange til stor underholdning for os selv. Og en hulens masse mænd, der uden tvivl havde en masse fantasier om at være tilskuer til to kvinder der er sammen. Så mødte vi A… Som ikke kunne forstå at jeg ikke ville være sammen med ham. Så på trods af mine mange nej’er, så påtvang han sigselv fysisk ved at fastholde mig indtil jeg havde kysset ham. Han fik et tantekys og så stak jeg af i mængden. Og mødtes med Journalisten. Vi fester lidt til Suspekt og bliver enige om at smutte tilbage til teltene. Men lige inden jeg skal til at snige mig ind i Journalistens telt den aften, kommer resten af Campen også hjem, dvs veninden og kæresten og dennes ven. Mændene er spritstive og jeg lader som om jeg er på vej i seng i mit eget telt. Pludselig kommer kæresten og sætter sig i døråbningen. Der er noget han gerne vil sige til mig, men han ville egentlig helst sige det når han var ædru. Noget han har ville sige de sidste 3 dage. Veninden, hans kæreste, er lige kravlet ind i deres telt lige skråt over for mit. Men kæresten kan selvfølgelig ikke vente til han er ædru og fortæller mig så, at han er ret tændt på mig… Jeg kigger på ham og siger: ‘gå over i dit telt til din kæreste’. Hvilket han skynder sig at gøre. Jeg er rystet! Hvad nu hvis kæresten i teltet har hørt ham – sådan nogle telte er jo ikke ligefrem kendt for at være lydtætte.

Nå, endte ovre i Journalistens telt da der var faldet ro i lejren – og denne gang var vi knap så stive. Vi knaldede stadig ikke, for Journalisten ville egentlig helst bare lege med mig med sine hænder og tunge, passede mig fint – sikke et talent. Manden fik mig til at komme uden at det virkede som om det krævede noget af ham. Og så tænker jeg tilbage på Chefen, som ikke har haft den fjerneste fornemmelse af hvad der skulle til for at han ikke altid kun, var den eneste der blev færdig når vi havde sex. 6 mdr uden en eneste orgasme sammen med ham, udover de 3 jeg gav mig selv når han var færdig.

Søndag morgen. Veninden virker noget stram i masken. Mon hun alligevel hørte hvad hendes kæreste sagde til mig om natten… da hun går på toilettet, siger kæresten til mig at han var glad for min måde at håndtere ham på, da han havde sagt det der om natten. Han mente det dog stadig. Jeg sagde at jeg ikke håbede hun havde hørt det, der var ingen grund til hun skulle være ked af det. Han overvejede selv at fortælle hende det, for ikke at lyve overfor hende… Jeg aner ikke om han gjorde det eller ej… men jeg var helt sikkert ikke hendes favoritperson den sidste dag… spændende om vi skal ligge i camp sammen til næste år.

Mødtes med A for at redde trådene ud, hvilket gik fint og egentlig var ganske hyggeligt og føltes meget normalt at hænge ud med ham. Manden har så efterfølgende udmeldt at han er på en enmandsmission mhp at få mig tilbage. Om det så skal tage ham 10 år, så VED han bare at vi bliver kærester igen… suk…

10.august er jeg nogenlunde ved at være ovenpå efter Smukfest.

11.august bliver jeg nedlagt af den sindssygeste halsbetændelse. Piv.

17. august er jeg direkte årsag til at Mortens on/off kæreste gennem 4 år, vælger at flytte fra ham, igen. Pludselig indser hun at hun faktisk ikke kan leve med at jeg eksisterer. Når man som kvinde (eller mand) vælger en kæreste som har børn med en anden, så er det mig en gåde, at hun har bildt sig selv ind, at jeg på en eller anden måde forsvandt.

20. august er jeg i nattevagt og midt på vagten tikker en besked ind fra Tobias – han kan ikke sove. Han er åbenbart blevet klar over at han er ved at være klar til en kæreste… og han håbede på at jeg gerne ville være det, altså hans kæreste. Det er jeg hverken klar til, hverken med ham eller nogen anden.

Derefter er resten af måneden gået med børn, arbejde og at være soccermom 4 ud af 7 dage om ugen – føler mit andet hjem efterhånden foregår på et stadion.

Journalisten har add’et mig på samtlige sociale platforme jeg er på og vil vildt gerne ses igen, men da jeg blev bevidst om at der eksisterede en kæreste gennem 15 år og to små drenge børn, så tænker jeg egentlig at jeg bare holder det til ‘hvad der sker på skanderborg, blir på skanderborg’. Gudetalent eller ej. Jeg skal aldrig være nogens elskerinde.

 

Så har jeg lavet et løfte til mig selv, eftersom jeg egentlig har en ret klar følelse i min krop af, at jeg faktisk ikke har mere at give af til nogen mand. Jeg skal prøve noget nyt!!

Ikke flere mænd resten af 2016….

Når man når sin grænse

Så her i uge 30 havde hverken Chefen eller jeg nogle børn hjemme fordi de var på ferie hos deres respektive anden forælder. Hvilket endte i, at vi fik set hinanden stort set hver dag i den uge. Det var mega hyggeligt! Og jeg havde nok en lille forventning om, at manden forhåbentlig snart ville åbne munden og fortælle mig bare et eller andet om, hvad han egentlig gik og tænkte om han og jeg…os. Det skete ikke. Vi har ikke talt om noget som helst vedrørende hvad han og jeg er, siden dengang han var ved at droppe mig for fake-mig på Dating.dk. Men vi har hygget os, grint en hel del og det har været ukompliceret og lækkert.

Men jeg kunne godt mærke jeg begyndte at trænge til bare en lille smule mere. Ikke noget offentligt på facebook eller introduktion af familie og venner, (selvom alle i hans familie og omgangskreds udemærket godt vidste hvem jeg var) men jeg gad virkelig VIRKELIG gerne at manden ikke fik ticks hver gang vi kom lidt for tæt på hinanden ude i offentligheden. Jeg ville bare gerne kunne holde ham i hånden når vi gik til og fra en restaurant eller var i biffen. Jeg begyndte desperat at holde fast i de små berøringer han ’tilfældigvis’ alligevel viste mig når vi var ude. Helt åndssvagt!

Så da vi nåede til lørdag formiddag skulle Chefen til polterabend og spørger om jeg gider køre ham der hen hvor han skal mødes med alle de andre. Straks tænkte jeg at det godt nok blev spændende hvordan han havde tænkt sig at tackle den konfrontation. Så da jeg kørte bilen front ind foran en hel gruppe af mænd, der alle stirrede direkte ind i bilen, siger Chefen anstrengt og halvtgrinende til mig: ‘du kan godt se jeg har virkelig svært ved at kysse dig farvel lige nu ikk?’ i et par sekunder er han helt desperat og prøver på ‘bedste’ Deadpool (the movie) maner at give mig en high-five, som jeg ikke møder. Han kysser mig hurtigere end nogensinde og flyver ud af bilen og jeg skynder mig at køre væk.

30 sekunder senere får jeg den første undskyldning fra ham. Jeg svarer ikke. Han forsøger desperat at få mig til at afsløre om jeg er rasende. 3 timer senere svarer jeg ham fast besluttet på, at manden er nødt til at give mig noget jeg kan bruge til noget, ellers må det slutte. Vi skriver lidt sammen i løbet af aftenen og natten. Han skriver han tænker på mig hele tiden. Jeg skriver at jeg gerne vil ham, men hvis han vil have mig, så skal han ud af busken nu. Han drikker sig i hegnet – hvilket han normalt aldrig gør. Og jeg prøver at holde fokus på den patient jeg passer den nat.

Vi snakker sammen næste dag. Han kan ikke forklare hvad det er der kolliderer i hans hoved når vi er ude og hvorfor han ikke bare kan holde mig i hånden eller kysse mig, for det er ikke fordi han ikke har lyst. Jeg siger til ham, at det nok handler om, at han ikke er klar og/eller at jeg ikke er den rette. At jeg ikke har mere at sige til ham og i det jeg siger til ham at nu lægger jeg på, siger manden kraftstejlme at jeg er dejlig.  Jeg lader bemærkningen hænge i luften, inden jeg lægger på uden at kommentere yderligere.

Vi er stadig venner på fb og han liker alt jeg lægger op.

Det har taget mig til nu – dvs ca 10 dages tid, ikke konstant at tjekke hvor meget han er online derinde. Jeg har slettet min profil på sexklubben – for jeg ville da først blive fuldstændig sindssyg hvis jeg kunne tjekke at han pludselig begyndte at være enormt meget online derinde – den ville sgu ramme mig hårdt…

Derudover har jeg afreageret de sidste 5 dage af sidste uge, ved at kysse mig igennem Smukfest’s lækre mænd….og Natalie. Samtidig har det krævet en del, at undertrykke trangen til at skrive til ham og spørge om han da slet ikke savner mig…

Jeg savner ham… det er pisse irriterende!

 

Når udbetaling danmark pisser på min sukkermad

Jeg har idag råbt af en dame i telefonen fra Udbetaling Danmark. Er ikke helt så stolt, men hun fortjente det fandeme!

Det startede med at jeg i eftermiddag fik et brev i e-boks vedr. en sagsbehandling om at jeg ikke havde betalt pasning for mine børn og dermed blev trukket i børnepenge her den 20.juli. Det drejede sig om 410 kr – ikke alverden nej, men da jeg har i forvejen, de sidste 4 mdr, har fået breve fra udbetaling danmark om at jeg har tjent for meget, og de dermed har trukket mig i boligsikring i lige så lang tid, så var det her altså dråben. Især fordi det har føltes noget så uretfærdigt at de har trukket mig. For det der har gjort at jeg har tjent for meget var, i juni måned fordi jeg fik min 6. ferieuge udbetalt fordi jeg ikke havde brugt den – det sker så ikke i år. I maj måned var det fordi jeg fik feriegodtgørelse, den kan jeg vidst ikke rigtig ændre på i næste ferieår, og i marts/april var det ganske rigtigt fordi jeg havde arbejdet ekstra vagter. 3 ekstravagter for at være præcis. Og grunden til jeg ved det er præcis 3 vagter er fordi jeg normalt aldrig har overskud i mit meget pressede børnedeleordningsprogram, til at tage ekstra vagter. Men jeg fik mine børn passet og arbejdede ekstra … fordi en familie var ved at miste deres 13 årige datter, og hver gang de skulle forholde sig til et ukendt sygeplejerskeansigt, røg de så meget længere ned i deres krise, så jeg simpelthen ikke kunne få mig selv til bare at gå hjem og holde weekend. Udbetaling Danmark er selvfølgelig pisse ligeglade med hvorfor jeg har arbejdet ekstra. Det er bare mig, der synes det er uretfærdigt, at jeg som det mindste ikke kan få lov at tjene det ekstra, når nu jeg prioriterede at være der for nogle andre på bekostning af mine egne børn. Penge er selvfølgelig ikke alt, de er bare rare at have, og jeg ville uden tvivl gøre præcis det samme for en anden familie, skulle jeg havne i samme situation igen på mit arbejde.

Nå men jeg ringer så til udbetaling danmark. Og set i bakspejlet burde jeg måske lige have trukket vejret en gang eller to, måske ovenikøbet løbet en lang tur, inden jeg tastede nummeret. For mit hjerte hamrede så hårdt i mit bryst i bar arrigskab, så jeg var klar til at råbe allerede i det der var en stemme i den anden ende. Jeg forklarer meget speedet, damen i den anden ende, hvad sagen drejer sig om og at jeg ikke kan forstå det, når nu der er blevet trukket til institution hver måned nærmest forevigt, at der nu pludselig er en sag, som jeg ikke er blevet inddraget i før nu. Damen i den anden ende kan oplyse mig om at hun ihvertfald kan se jeg mangler at betale 14 kr i marts og så er der et andet beløb her i juli…blablabla… WTF?!?

Jeg siger: hvordan kan det være at jeg mangler at betale når I selv trækker beløbet direkte ud af min konto via pbs.

Damen: ja det er jo nok fordi der så ikke har været nok

Mig: Hvad mener du, når du siger der ikke har været nok?

Damen (nedladende): Ja altså så har du nok ikke haft nok penge på kontoen

Mig (råbende): Når nu jeg fortæller dig at I selv trækker beløbet hver måned, gider du så godt forklare mig hvorfor jeg nu bliver trukket i mine børnepenge?! OG JEG HAR NOK PENGE PÅ KONTOEN!

Damen (råbende): Du skal ikke råbe af mig! Jeg stiller dig videre!

Mig (med puls 220): Hvad!! Hvorfor det?

………ventetone…. Så vender damen tilbage – hvilket hun må have hadet

Damen (med tydeligt sammenbidte tænder): Hende du skal snakke med er lige optaget.

Mig (stadig stiktosset og med puls 220): Hvorfor stiller du mig videre?

Damen: Så du kan få forklaret hvad der er sket. Du vil blive ringet op.

Samtalen slutter med et meget ophidset standard ‘tak’ og ligeledes sammenbidt ‘selv tak’ fra damen.

Mit enorme problem med denne samtale er, at damen pr automatik gik ud fra at jeg var et socialt tilfælde uden penge på kontoen, og det var derfor jeg var blevet trukket i børnepenge. Hun ikke så meget som overvejede at undersøge nærmere hvad der var sket siden jeg havde fået sådan et brev. Og selvom jeg havde været et socialt tilfælde uden penge på kontoen, så skal man sgu stadig tale ordentligt til folk, som ringer ind for at få svar på ting som kun de ved noget om.

Jeg blev ringet op en time senere. Her var jeg faldet lidt til ro…og alligevel ikke helt. Det viste sig at efter de er gået over til at månedsberegne/efterberegne hvad folk skal have i støtte, så er der naturligvis gået ged i systemerne. Intet overraskende i det. Så i virkeligheden drejede det sig kun om de skide 14 kr, som de et eller andet sted har glemt at hæve børnenes institutions plads med fordi jeg har tjent for meget tilbage i første kvartal. Ergo – fejlen ligger hos dem. Hvilket bringer mig tilbage til damen. Hvis de i udbetaling danmark ved, at de pt døjer med forkerte udbetalings problemer hos en masse mennesker, for det fik jeg nemlig at vide under andet opkald, så forstår jeg slet ikke damens umiddelbare konklusion, at fejlen selvfølgelig lå hos mig.

Dame 2 fik forklaret hvorfor jeg havde råbt af hendes kollega, sagde desuden til hende at hun gerne måtte give Dame 1 en undskyldning (hvilket jeg bestemt ikke fik sagt med overbevisning i stemmen) og at hun samtidig gerne måtte fortælle hende, at hun nok fremover skulle overveje hendes måde at tiltale folk på.  Dame 2 gav mig ret i, at det var upassende og hun ville gå videre med det.

Her et par timer senere, er jeg stadig lidt oppe og køre over Dame 1 – hens dette indlæg, jeg var simpelthen nødt til at komme af med min vrede. Også fordi jeg nu skal til at forholde mig til min egen forudindtagethed om, at folk der sidder i kommuner og fx udbetaling danmark, er magtsyge mennesker der nyder at kunne sidde på deres kontor og styre hvad folk får, eller ikke får, udbetalt. Jeg hader den følelse af, at man skal prøve at være venlig og beherske sig i tlf, hvis man vil have noget igennem sådan nogle steder, fordi ellers har de magten til at gøre alting meget mere besværligt for en.

Jeg var så helt uden selvbeherskelse i denne situation… spændende om jeg er blacklistet næste gang jeg har brug for at ringe til udbetaling danmark 😉

 

nu også med spøgelser

Så jeg overlevede!! på trods af de åbenlyse tilstedeværende seriemordere alle forsamlet i Skagen, kun for at få ram på undertegnede.

Igår nat var jeg dog smartere! Der gik jeg i seng før det blev mørkt. Og shit en forskel på panikniveauet! Altså jeg tjekkede selvfølgelig stadig alle de gængse steder for eventuelle uindbudte gæster, men med langt mere ro i sindet. Bag sofaen, under sengene, i skabene, bag gardinerne og bag bruseforhænget, som sjovt nok er det der er allermest skræmmende! Altså hvorfor er det det overhovedet var trukket for? – jeg kan ikke huske det, men det gav sikkert god mening da jeg gjorde det i dagslys. Dumtdumtdumt kl 24 her til aften.

For i aften besluttede jeg mig så for at farve hår. Jeg har den sidste måneds tid været eksperimenterende og er blevet farvet blond. Jeg er normalt mørkhåret. Farvet mørkt dog, fordi efter Morten og jeg gik fra hinanden eksploderede antallet af grå hår på mit hoved, og jeg måtte opgive at følge med med pincetten, og eftersom jeg overhovedet ikke er klar på at se ældre ud end jeg er, så har jeg siden da farvet mit hår til den nærmeste farve af min egen hårfarve. (altså I ved – præ silverfox looket)

Nå, men det blonde fungerede ikke rigtig for mig. Jeg følte mig ikke rigtig ‘hjemme i mig selv’. På trods af, at jeg har været det masser af gange før, så er det som om det bare ikke rigtig passer til mig længere. Måske det alligevel har noget med alderen at gøre…men det taler vi selvfølgelig ikke højt om. Så mens jeg havde Natalie i røret gik jeg kækt i gang med hårfarvningen, uden at skæve til klokken. Så da det var klar til at blive skyllet ud og jeg havde lagt på med Natalie, ja så var det jo blevet mørkt uden for. Og så er vi straks tilbage til de åndsvage seriemordere igen.

Panikniveau på en skala fra 1-10, så er jeg nok på en 7’er til aften, da jeg gør klar til at gå i bad.

Men ikke nok med det, så mens jeg står i badet, med lukket dør, så trækker badeforhænget sig pludselig, og meget hurtigt, ind ad mod mig. Jeg bliver så forskrækket, så jeg flår det til side for at se om der er kommet nogen ind i badeværelset uden jeg har hørt det. Det er der ikke. Var der nogen der sagde spøgelser???

Panikniveau 10+ !!

Arhmen altså! Selvom det har været en fantastisk uge her i Skagen, så er jeg faktisk begyndt at tænke det nok er meget godt vi vender næsen hjemad imorgen eftermiddag, for lige nu mangler det da bare at det også bliver fuldmåne…

%d bloggers like this: