Tag: ARGH!

nogen glemte at tanke min tålmodighed op

Jeg syntes selv jeg var et dårligt menneske i går… eller virkelig dårlig kollega, either way, så føler jeg jeg burde have haft tålmodighedskappen bredt noget mere ud end jeg havde. Nogle gange, så er det bare som om jeg ikke kan styre hvad der kommer ud af min mund og hvordan mit kropssprog har tænkt sig at agerer. Jeg er faktisk lidt flov. Normalt ligger arrogance slet ikke til mig – jeg kunne simpelthen bare ikke bremse mig selv… kan jeg undskylde mig med at det var mandag…?

Sagen er – vi har fået en ny kollega i mit team. Hun er ældre, dvs over 50, jeg vurderer hende til midt 50’erne. Hun har arbejdet i udlandet de sidste 20 år og er nu kommet hjem pga sine børnebørn. Hun er sådan en lille lidt tæt kvinde, med stort filtret hår, der står ud til alle sider, selvom hun har en elastik i det. Så taler hun naturligvis med accent. Hun taler lavt og meget meeeeeeget langsomt, så langsomt, så jeg faktisk nærmest får stress over at skulle vente på hun færdiggør sin sætning. Så jeg overtager ind imellem hendes sætninger, når jeg kan regne ud hvad hun vil sige. Yes I know – ret provokerende. Af mig.

Så når man skal have sådan en lidt ældre-end-en-selv-dame med sig i oplæring, og vi konsekvent taler forbi hinanden, fordi hun ikke rigtig hører hvad jeg siger, så bliver det sgu lidt langhåret. Hun havde en tendens til at opstarte noget, for så ikke at gøre det færdigt, før hun startede noget nyt. Hvilket resulterede i, at jeg gentagne gange måtte bede hende holde fokus på den ting hun var igang med, før hun gik videre. Derudover så kan hun ikke regne – hvilket er ret vigtigt i vores fag! – alt vores medicin bliver regnet ud i mg pr ml pr kg pr døgn, men skal iøvrigt sættes på medicinpumper, hvor infusionshastigheden er udregnet i mg pr ml pr kg pr time og nogle gange yderligere ned til pr minut – det kan godt til tider være lidt en hjernevrider. Igår skulle hun bare trække 28 gram fra en patientvægt på 5,58 kg, hun troede ikke på mig, da jeg sagde det blev 5,552 kg – der måtte til sidst en lommeregner til…

Vi er pisse dygtige, både sygeplejersker og læger på min afdeling! (hvis jeg må have lov at klappe os selv på skulderen) Jeg ville til enhver tid være tryg hvis nogen jeg kendte blev indlagt hos os. Og måske derfor er vi... ja igår var det så tydeligvis mig, ikke særlig large hvis nye sygeplejersker i afdelingen ikke lytter til det vi siger, når de er i oplæring. For fejlmargenen er meget lille i vores afdeling, hvis vi skal undgå fatale konsekvenser. Så det er yderst vigtigt at de lærer og lagrer det de får at vide i de første 2 mdr af deres oplæring. Alt derefter er add-ons, som man lærer hen ad vejen i learning by doing, hvor man dog har en makker man kan sparre med hele tiden i op til et år efter ansættelsesstart, fordi vi er så specialiserede. Kvinden her har været ansat i ca 3 mdr. og virker ikke til, at hun har været der mere end en uge – det er som om hun nulstiller efter hver vagt, og så er vi forfra næste dag… (lidt ligesom den der søde film Fifty first dates med Adam Sandler og Drew Barrymore – jeg er vild med den film – jeg orker altså bare ikke arbejde med filmens Drew på daglig basis)

 

De fleste af vores patienter svæver på et eller andet tidspunkt mellem liv og død, og nogle gange gør de det mere end een gang. Fx var der denne her 7 årige dreng, der gik i hjertestop hvert kvarter, indtil nogen havde tid til at anlægge en pacemaker på ham – det var en lang og nervepirrende vagt. Og så er der de patienter der begynder at bløde helt afsindigt kl 9, hvor alle de planlagte operationer selvfølgelig er gået i gang, og vi så er nødt til nærmest at tømme blodbanken, for at holde dem i live, indtil de får afsluttet de i gangværende operationer og kan tage patienten på operationsstuen igen.

Nu siger jeg selvfølgelig ikke at det altid er sådan, men vi ved det faktisk ikke når vi møder ind. Og derfor er det så sindssyg vigtigt, at vi ved hvor vi har hinanden. Teamwork er en nødvendighed, for det er fysisk og praktisk umuligt både at give hjertemassage, trække medicin op, tilkalde læger, hente blod, bestille diverse tilsyn osv helt alene, for så når patienten at dø i mellemtiden. Vi er allesammen afhængige af hinandens kompetencer i sådanne situationer.

Og fordi jeg véd!! At på et eller andet tidspunkt, så er jeg afhængig af hende her den nye sygeplejerske i en sådan situation, som ovenfor beskrevet, så pissede det mig for vildt af, at hun enten ikke interesserede sig nok til at lære tingene ordentligt, eller simpelthen bare ikke kan finde ud af det, men prøver at lade som om hun godt kan. Det er fair nok, hvis tingene er svære, det var det også for mig i starten, men erkend det for pokker, så vi andre ved, hvad vi kan forvente.

Og så er det jeg kommer til min dårlige samvittighed. For jeg bør jo være den der finder tålmodigheden frem og hjælper denne her kvinde, når nu jeg var sat til at gå sammen med hende. Altså det bør vi selvfølgelig allesammen gøre i teamet. Vi bør også kunne finde tålmodigheden frem selvom vi skal gentage os selv 20 gange, hvis det er det der skal til, før hun forstår hvad hun skal – vi bør jo løfte hende til det niveau der generelt er i afdelingen, så vi kan regne med vi ved hvor vi har hende senere hen når det hele brænder på.

Men FUCK hvor er det altså svært, når først man er nået til det stadie, hvor man har dømt en spiller ude…

Dagens Drama #4

Jeg har i dag modtaget den længste sms, jeg i mit liv nogensinde har fået…fra FILF’en!! Dvs fra en mand…en mand!! ….come on altså!

Den omhandler mest af alt, alt det jeg har gjort galt i vores forhold. Han har selvfølgelig ingen skyld i at det endte som det gjorde – selvsagt.

Jeg fik sms’en mens jeg var på arbejde – kunne slet ikke overskue at svare… så gik der en time, så modtog jeg en tilføjelse, hvor han skriver, at forrige roman naturligvis ikke var en kritik af mig… øh… who the fuck then?

Jeg svarede stadig ikke…

Senere kommer der endnu en sms fra ham, hvor han skriver, at jeg kan læse en af hans noter (wtf?!) som han havde skrevet i sin tlf den 5.maj. Den er så også en halv kilometer lang og omhandler denne her pige, som han forelskede sig i, men som nu er forsvundet og som han stadig leder efter, men aldrig mere ved om han kan finde igen.

Jeg er helt paf !  (og der skal alligevel en del til!)

Overvejede bare at sende en thumbs up retur, men måske alligevel lidt for provokerende ?

Har endelig lige taget mig sammen til at svare, det er jo heller ikke helt fair bare sådan at lade ‘manden’ hænge der i flere timer, uden nogen form for respons.

Mit svar siger i det store hele bare at jeg har brede skuldre og at jeg håber han har fået afløb for det hele, jeg påtager mig gerne skylden, hvis han får det bedre af det.

Så nu afventer jeg …mon det er det sidste jeg hører fra ham… (indsæt Dødens Gab melodien her)

Mere fra sidste uge og lidt fra denne uge

Så Ida fortalte sin lærer om alt det med hunden og fuglene, og jeg fik en mail om at de var meget bekymrede. JA TAK, så er vi flere!

De skrev at de syntes jeg skulle kontakte kommunen med det samme! Men grunden til jeg inddrog skolen, var netop for at det jo ikke er mig der skal underrette kommunen – det skal de ud fra det Ida har fortalt dem. For udfaldet fra Mortens side vil uden tvivl modsvare måden hvorpå underretningen kommer fra.

Som jeg skrev igår, så var Ida og jeg til møde på skolen igår med hendes lærer. De var meget bekymrede! Børn skal ikke opleve og overvære vold – heller ikke mod dyr.

Pga Mortens trusler, blev vi enige om, at de skulle skrive deres underretning, sende den til mig og så videre til kommunen mandag. Grunden til det skulle vente til mandag, var for at vente til børnene var hjemme hos mig igen. Jeg skal så følge op med også at kontakte kommunen. Derudover havde Ida en veninde med forrige weekend, hvor de var på camping med Morten. Hendes mor fortalte mig forleden, at hun havde grædt hele aftenen efter hun var kommet retur, pga mishandlingen af hunden. De vil også gerne hjælpe med at skrive en underretning, hvis jeg havde brug for det.

Slagplan – YES!

Mail modtaget igår eftermiddags fra læreren….

Kære SH

Vi har vendt tingene med ledelsen, som vurderer, at den mest direkte og ‘rigtige’ vej er, hvis du på mandag selv henvender dig til kommunen med din bekymring. Også omkring de trusler, som du er bange for. 

Før vi som skole sender en underretning har vi en række formalia, som vi skal have afklaring på. Det er vores ledelse i gang med… 

KH

 

Jeg er nu SÅ frustreret! Det føles som om de vasker deres hænder og efterlader mig og børnene til bare selv at få styr på det her. (Ja selvfølgelig er det mig der i sin tid valgte at få børn med en psykopat – jeg vidste dog ikke dengang at det var hvad han var, men come on… ingen hjælp…overhovedet….)

Jeg er en meget selvstændig kvinde – jeg spørger meget meget sjældent om hjælp, sådan rigtig hjælp.

Jeg rækker nu ud efter hjælp, ekstremt velovervejet pga Mortens trusler – ergo vil jeg tænke de fleste mennesker også må tænke, at det er fordi det efterhånden står virkelig skidt til. Skolen fortæller de er bekymrede og kommunen skal underrettes med det samme… Men tager jeg direkte kontakt til kommunen, helt alene, så virker det så meget mere som et aktivt valg om at modarbejde Morten, end når Ida også har informeret skolen om hvad der foregår, og vi så kontakter dem sammen.

Hvad fuck er deres undskyldning for ikke at underrette kommunen ??!

Er synsk

Jep!

Jeg er rendt ind i FILF’en næsten alle dage, siden jeg fortalte ham, vi ikke kunne ses som kærester længere. Hvor er det typisk!

Han skrev det også til mig den anden dag, at det var pudsigt at vi nu skulle rende ind i hinanden hele tiden. Han har desuden skrevet at han er ked af, at han ikke havde lyttet mere til det jeg fortalte ham og at han savner mig og bare gerne vil holde om mig og fortælle mig en masse ting. (som om den mand ville kunne sætte ord på alt hvad der foregår i alle hans kasser, han er så kontrolleret, så han altid når at stoppe sig selv)

Men jeg må mærkeligt nok indrømme, at jeg ikke er helt så lettet som jeg havde regnet med, efter at have slået op med ham. Er virkelig ærgelig, fordi det var så godt i starten. Men vi var simpelthen bare alt for forskellige og jeg var efterhånden SÅ irriteret på ham, over ALT, så det var slet ikke fair overfor ham, at han skulle finde sig i det heller.

Ofte handler det vel egentlig bare om vane når man går fra hinanden. Jaja, jeg ved godt der selvfølgelig også er nogle følelser i klemme. Men fx så jeg nogle vine i Netto igår, hvor jeg var lige ved at sende en snap til FILF’en om, at de havde fået fyldt lageret op. Jeg stoppede mig selv inden jeg fik sendt billedet. Så jeg skal jo faktisk bare have fyldt de ting ud, der minder mig om ham, med andre ting eller mennesker, så jeg ikke kommer til, i vanens magt, at skrive til ham om de ting. Det kommer ingen af os videre af.

Fik jeg egentlig fortalt at FILF’en har købt hus lige skråt bagved mig… JEP – det skal nok blive en succes, når han flytter ind til efteråret. Men mon ikke han til den tid har fået pakket alle sine følelser godt væk i kasserne og dermed kan vi måske finde ud af at få en eller anden form for venskab til at eksistere – det ville være ok fint.

Jeg krydser fingrer!

 

når man ikke længere er i tvivl

om hvorvidt man er i det rigtige forhold eller ej…

Jeg kan godt være ret ærgelig over jeg ikke lige havde overskud til at skrive om december, hvor FILF’en og jeg startede med at date, hvor alting bare var perfekt, og hvor jeg syntes han gjorde og sagde alle de rigtige ting. For kontrasten til hvor jeg er nu, ift ham, er så sindssyg stor, og jeg kunne godt have brugt lidt flere input til hvorfor vi er endt her…

For i bund og grund er jeg faktisk ret ærgelig over det – han er en af de gode mænd, desværre bare ikke for mig, men det kunne virkelig have været så perfekt. Vi bor i nærheden af hinanden, vores børn kan både lide hinanden og den modsatte part. Men sådan skulle det ikke være. Måske jeg alligevel var kommet frem til denne konklusion med tiden, havde jeg ikke rejst til Bali, og dermed afskåret forelskelsen i, at blomstre endnu mere – jeg ved det ikke. Men som jeg ser det nu, så er vi simpelthen SÅ forskellige som to mennesker overhovedet kan være. 

Jeg er generelt et meget positivt menneske, mit glas er stort set altid halvt fyldt. FILF’en starter ofte sine sætninger med hvad der irriterer ham ved ting eller mennesker. Alting er altid fyldt med problemer og belastninger.

Jeg prøver at se mænd som individer, selvom der selvfølgelig er generelle karaktertræk man ikke altid kan komme ud over, men dem snakker jeg kun med veninderne om. For ingen gider sgu da at blive kylet ned i samme balje som alle andre. Det tog FILF’en VIRKELIG lang tid af fralægge sig sætningen…‘I kvinder…’ – Shit han har en stærk holdning til hvordan samtlige kvinder er. Og det pissede mig for sindssygt af! Han startede med at sige at han var kassemenneske…jeg troede ikke rigtig på ham, måske jeg egentlig aldrig rigtig har mødt et kassemenneske før… Men NU er jeg så udemærket klar over hvad han mener. Han har placeret alt og alle i en eller anden form for generaliseringskasse. Og selvom jeg har prøvet at få ham til at tømme indholdet i alle kasserne og genplacere det hele, så er der vel egentlig også bare grænser for hvor meget man kan eller skal lave om på et andet menneske.

Så er han bitter. Bitter på sin ekskone fordi hun havde en affære – selvfølgelig forståeligt! Men man må også komme videre i livet 4 år efter. Bitter på sine kammerater fordi de engang har taget en dyr flaske rødvin fra hans vinskab. Han ses med dem jævnligt, hvis det stadig fylder, så stop med at se dem. Så er der alle de ting han nægter! Han nægter fx at tage skoene af når han kommer ind hos mig. Tænk hvor anderledes sådan en sætning kan lyde, hvis han istedet sagde; er det okay at jeg beholder mine sko på?

Så er der hans stemme. Når han taler normalt, er den ok, ikke den dybeste mandestemme, men ok. Men så snart han bliver bare en lille smule begejstret eller irriteret, ryger den 10 toner højere op og bliver helt forvrænget og pivende. Så jeg føler mig helt maskulin ved siden af, når jeg snakker. Kontrasten er enorm! Så har han en tendens til at tale til mig som om jeg er et barn og alting er synd for mig. Fx den anden morgen skulle jeg tidligt op til afslutning i Alexanders børnehave, da jeg lister ind og siger farvel til ham, bliver jeg mødt af ord som nurh nurh nurh lille skat, hvor er det synd for dig, nurh nurh.. samtidig med han tantekysser mig 20 gange i træk på kinden (gu det da røv synd for mig, jeg vil sgu da gerne med!)

Derudover, så har han set nogle af de Snaps, som Luna og jeg sender til hinanden, hvor vi har sjove ansigter og stemmeforvrænger på. Gudhjælpemig om ikke han pludselig også skulle have snapchat og skulle være med på den bølge. Mænd skal bare holde sig fra snapchat filtre! Især hvor de er en mus med rød næse og læbestift OG stemmeforvrænger, og især når han i forvejen har en lidt lys stemme. Al min respekt for ham, som mand, forsvandt med den snap, hvor han iført ovenstående filter og stemme, skjorte og slips, helt tørt og uden en eneste grimasse, stod og spurgte om jeg var nået langt med min opgave og at han iøvrigt havde travlt på arbejdet. (OMG)

Så laver han et stort overdrevet kunstigt smil når han ser mig… så smil dog normalt menneske. Han ligner fuldstændig min femårige, når han skal  fotograferes, og han slår sit kamerasmil på, hvor samtlige tænder og gummer vises. (åh gud hvor jeg håber han lægger det smil fra sig inden han bliver voksen)

Når vi skal kysse, trutter han læberne sammen 1 meter før han når over til mig, samtidig med han lige går en lille smule ned i knæ og lukker øjnene. Hallo du er manden, du skal ikke gå ned i knæ medmindre du er på vej ned for at slikke mig mens jeg står op. Eller du er to meter høj. Så tantekysser han for det meste. Og kysser mig rigtig mange gange på kinden og på panden, men ikke som normale mennesker gør det. Han bliver hængende, som en anden sugemalle, så jeg til sidst står og synes det er mega akavet, at han har haft sine våde læber fastklistret til min kind i 30 sek. Og så fjerner jeg mig. Hvilket han så godt kan se jeg gør, og han fortrækker en forundret mine, men han læser det tydeligvis ikke som om det så er noget han måske skal drosle lidt ned på, nej nej, 5 min senere hænger han der igen… Arhmen altså.

I starten aede han mig også rigtig meget i ansigtet, ikke bare sådan på den ene kind, men glidende frem og tilbage på først den ene kind, ned over hagen, op over den anden kind, tilbage ned over hagen og retur på startkinden igen, selvfølgelig efterfulgt af en til to gentagelser. Den fik jeg heldigvis sagt fra overfor. Men igen, han spottede slet ikke, at det at jeg trak mig væk, måske betød at jeg ikke kunne lide det. Nope lad os da gentage det igen om lidt.

Apropos Hallo – så bruger han Hallo og Altså flere gange i alle hans utilfredse udtalelser. ‘Altså HALLO, jeg nægter blablabla…altså HALLO… altså’  Spurgte ham forleden om han nogle gange havde prøvet at tælle hvor mange gange han brugte de to ord på en dag… han fangede den ikke.

Så er der selvfølgelig også sexen. Men inden vi overhovedet når til sexen, kan han finde på at kilde mig lidt på knæet og så tilføje, at han hellere må lade være med at pirre mig. (Arhmen HVORFOR?! Og hvordan kan han tro nogen overhovedet bliver pirret af at blive kildet på knæet i 2 sekunder) Han siger ting som, at uhh han har svært ved at lade mig være, for så at vende sig om og lave noget praktisk (Øhhh?).

Jeg fik til gengæld for nylig heldigvis fortalt ham, at han skulle stoppe med at bruge ordet elske, medmindre han aldrig ville have oralsex igen og iøvrigt gerne ville kæmpe sig igennem saharas ørken for at få den op i mig. Jeg fik sagt til ham, at jeg godt kan lide at han tager fat, og når han alligevel står bagfra og knalder mig, så skal han da endelig ikke holde sig tilbage for lige at smække mig i røven. Jamen jeg er bange for at det gør ondt på dig’. (argh!!) Sidstnævnte er så blevet SÅ akavet, fordi han ikke kan få sig selv til det, så istedet klapper han mig måske 20 gange i træk, ligesom en der prøver at klappe i takt til musikken, men simpelthen ikke ejer en rytme i sin sjæl, og så istedet bliver det sådan noget febrilsk turbo noget, som han prøver at gøre synkront med begge hænder på samme tid. (Sving nu bare den ene hånd for helvede) Så måtte også bede ham stoppe med dét. Fortalte ham også, at han gerne måtte trække mit hoved bagover i håret, men her endte det bare med, at han rodede rundt i mit hår – igen med begge hænder, så jeg istedet måtte kæmpe med at få uglereden væk fra ansigtet bagefter. Han har tydeligvis ikke det fjerneste dominans i sig… Selv et stillingsskift, er jeg nødt til at tage initiativ til. Og når jeg skubber ham ned og ligge eller trækker ham ovenpå mig, så bliver han helt forfjamsket og siger ‘nå…nå…hvad skal vi nu…’  (ja vi skal da ud og købe julegaver – det er vel ved at være på tide!)

Det er sgu op ad bakke. Aldrig har jeg prøvet at sex er så svært. Og jeg har bare ikke tålmodigheden til at skulle prøve at lære en 47 årig mand nye tricks. Også fordi det kommer aldrig til at falde ham naturligt. Andet end missionærstillingen.

AJ, jeg var lige ved at glemme hans prutter! FILF’en har nærmest ingen sphincter (analmuskel) tilbage. En gang kom jeg til at kramme ham lidt hårdt, så slog han en prut. Andre gange skal han bare løfte noget tungt eller bukke sig ned og tage sko på, så prutter han. Om natten kan han slet ikke styre det. Og ja, jeg er med på, at man ikke er herre over hvad man laver i søvne, men altså… det er pænt ufedt når nu jeg kun har en dobbeltdyne og han godt kan lide at skubbe sin røv helt op og ligge op af mig!

Så nu brygger jeg på en slå op tale til næste gang vi taler i tlf sammen. Samtidig med jeg kan se han skriver flere og flere sms’er til mig om hvor dejlig jeg er, og at han savner mig når vi ikke er sammen…

Jeg føler mig som jordens største sæk lige nu… og jeg er slet ikke i tvivl om, at jeg får mig en fin lille plads i FILF’ens I kvinder – kasse, når jeg får taget mig sammen til at sige at det er slut… 

ARGH!!!

Så mit liv er pretty much stillestående pt pga min opgave – jeg er træt helt ind i sjælen over den møg opgave. Jeg er fuldstændig ligeglad nu hvordan resultatet bliver, bare den bliver godkendt, så jeg kan komme tilbage til mit liv.

Natalie var så sød og spørge en livline om hjælp, når nu min vejleder åbenlyst ikke vejleder en dyt, en livline der er vant til at coache folk ift opgaveskrivning…

Så nu skal jeg bare lige lave de første seks sider om… Det der videreuddannelse sker aldrig igen!

Overspringshandlinger #3

Der var en gang jeg skrev et par indlæg om overspringshandlinger i forbindelse med jeg skulle til eksamen og en anden gang fordi jeg skulle forberede en fremlæggelse.

Nu er jeg her igen! Fandeme!!

Jeg forstår simpelthen ikke hvorfor det er så fucking svært for mig at sætte mig ned og skrive mit forpulede speciale færdigt, som skal afleveres senest 1/4.  (pardon my language)

Så var der lige et opkald fra Natalie…efterfølgende fra min far – og ham tager jeg den altid fra, for han har som regel noget på hjerte når han ringer, problemet med hans opkald er dog at når han har sagt det han vil sige, så kan han faktisk snakke videre som en anden tøs i flere timer om alt og intet, hvis ikke han selv bliver afbrudt af noget han skal, eller jeg selv ihærdigt prøver at gøre det klart for ham, at jeg også skal nå nogle andre ting. Men han er nu dejlig alligevel. Og så var der lige Luna også der ringede, og hun skulle have været på arbejde, så var jo også nødt til lige at høre hvordan det kunne være at hun ikke var det. Hun havde været til lægen…og blive tjekket for kønssygdomme. Sådan noget skal jo til, når man lever det søde single(slut)liv og ikke altid har fornuftbrillerne på – det kender jeg jo selv alt til.

Nu har jeg lige fået sat min nr 2 maskine tøj over OG fået rengjort badeværelset. Jeg har fået målt op til en ny sofa og læst samtlige reklamer og aviser der er kommet de sidste 14 dage. Nå ja, Facebook og IG er selvfølgelig også blevet endevendt omkring 100 gange…har set det sødeste klip med en lille papegøje omkring 10 gange. (Har lagt videoen op på min facebook side, den er virkelig nuttet)

Jeg ved ikke hvorfor jeg tænker jeg på magisk vis nok skal få svunget min Harry Potter pind og få tryllet det der speciale færdig på no time, eller ihvertfald helst inden 1/4! Jeg ved bare jeg kommer til at fortryde big time, hvis jeg ikke får det færdigt!

Åh Altså! HVEM kommer lige og skriver det færdigt for mig – jeg mangler kun 15 sider… plus kildehenvisninger…

Frustrated GIF - Find & Share on GIPHY

%d bloggers like this: