Tag: ARGH!

ARGH!!!

Så mit liv er pretty much stillestående pt pga min opgave – jeg er træt helt ind i sjælen over den møg opgave. Jeg er fuldstændig ligeglad nu hvordan resultatet bliver, bare den bliver godkendt, så jeg kan komme tilbage til mit liv.

Natalie var så sød og spørge en livline om hjælp, når nu min vejleder åbenlyst ikke vejleder en dyt, en livline der er vant til at coache folk ift opgaveskrivning…

Så nu skal jeg bare lige lave de første seks sider om… Det der videreuddannelse sker aldrig igen!

Overspringshandlinger #3

Der var en gang jeg skrev et par indlæg om overspringshandlinger i forbindelse med jeg skulle til eksamen og en anden gang fordi jeg skulle forberede en fremlæggelse.

Nu er jeg her igen! Fandeme!!

Jeg forstår simpelthen ikke hvorfor det er så fucking svært for mig at sætte mig ned og skrive mit forpulede speciale færdigt, som skal afleveres senest 1/4.  (pardon my language)

Så var der lige et opkald fra Natalie…efterfølgende fra min far – og ham tager jeg den altid fra, for han har som regel noget på hjerte når han ringer, problemet med hans opkald er dog at når han har sagt det han vil sige, så kan han faktisk snakke videre som en anden tøs i flere timer om alt og intet, hvis ikke han selv bliver afbrudt af noget han skal, eller jeg selv ihærdigt prøver at gøre det klart for ham, at jeg også skal nå nogle andre ting. Men han er nu dejlig alligevel. Og så var der lige Luna også der ringede, og hun skulle have været på arbejde, så var jo også nødt til lige at høre hvordan det kunne være at hun ikke var det. Hun havde været til lægen…og blive tjekket for kønssygdomme. Sådan noget skal jo til, når man lever det søde single(slut)liv og ikke altid har fornuftbrillerne på – det kender jeg jo selv alt til.

Nu har jeg lige fået sat min nr 2 maskine tøj over OG fået rengjort badeværelset. Jeg har fået målt op til en ny sofa og læst samtlige reklamer og aviser der er kommet de sidste 14 dage. Nå ja, Facebook og IG er selvfølgelig også blevet endevendt omkring 100 gange…har set det sødeste klip med en lille papegøje omkring 10 gange. (Har lagt videoen op på min facebook side, den er virkelig nuttet)

Jeg ved ikke hvorfor jeg tænker jeg på magisk vis nok skal få svunget min Harry Potter pind og få tryllet det der speciale færdig på no time, eller ihvertfald helst inden 1/4! Jeg ved bare jeg kommer til at fortryde big time, hvis jeg ikke får det færdigt!

Åh Altså! HVEM kommer lige og skriver det færdigt for mig – jeg mangler kun 15 sider… plus kildehenvisninger…

Frustrated GIF - Find & Share on GIPHY

Konfrontationen

Jeg havde jo nok været lidt naiv hvis jeg havde forestillet mig at mit manglende svar på min chefs mail, også ville holde hende væk i virkeligheden.

Det blev mandag morgen inde på Rigshospitalet og min chef kom lidt i 7, overdrevet glad og grinende ind i på de stuer, hvoraf jeg befandt mig på den ene. Hun spurgte til hvordan natten havde gået og vi sagde alle sammen ’stille og roligt’, så chitchattede hun lystigt videre med min mandlige kollega der passede patienten ved siden af mig. Da hun er færdig vender hun sig om mod mig og siger kommanderende: ‘vi skal lige snakke når du har fri !’ hvorefter hun vender siden til mig og snakker med en anden. Som om hendes kommando er en ordre og den kan der ikke ændres ved.

Mig (uden hensyn til at hun taler med en anden): Nej det skal vi ikke.

Chef (uden at stoppe samtalen med min kollega): JO det skal vi!

Mig (noget hårdere i tonen): NEJ chef! det skal vi ikke!

Chef (stopper samtalen med kollega og vender fuld opmærksomhed mod mig): Jo, jeg vil gerne tale med dig inden du går hjem!

Mig (siddende tilbagelænet i min stol-hende stående): Jeg vil gerne gå når jeg har fri, jeg er træt og jeg skal have min hund til dyrelægen.

Chef (ved at være tydeligt forundret over min vedholdenhed, vender hun sig mod min mandlige kollega på stuen): C – kan du ikke lige passe hendes patient så går vi ud og snakker nu!

Mig: CHEF – det bliver ikke nu – jeg har ikke overskud til at snakke med dig nu.

Chefen bliver mere og mere sur og siger at hun ikke synes det kan vente, at det må være ret alvorligt når hun får at vide mens hun er derhjemme at jeg er gået ked af det hjem. Jeg svarer at jeg ikke ved hvad hun har fået at vide. Hun siger at hun ikke ved mere end det, fordi da hun havde spurgt de andre to afdelingssygeplejersker, havde de ikke ville fortælle hende hvad det drejede sig om. HA! tænkte jeg, og svarede, at det var fordi jeg havde bedt dem om ikke at sige noget.

Chef (træder to intimiderende skridt frem imod mig og trækker chefkortet): Så du vil ikke fortælle hvad der foregår til din afdelingssygeplejerske?!! 

Mig: Nej det vil jeg ikke! jeg har talt med de to andre og det er fint for mig indtil videre.

Chefen forlader ENDELIG stuen, tydeligt vred og frustreret over hun ikke fik sin vilje. Jeg sad tilbage med en hjertebanken på 200 i timen, men med antræk til et lille smil. Det er første gang jeg har sagt fra overfor hende. Og det kom tydeligt også bag på hende. For hun er virkelig typen der træder ind i et rum og udstikker ordrer og har absolut ingen forventning om, at de mennesker hun (ned)taler til, vil gøre nogen indvendinger mod det hun siger. Og hun har desværre været vant til at jeg heller ikke har sagt fra.

Iøvrigt ret spøjst at opleve sådan en mandlig kollega, der har været vidne til et temmelig ubehagelig situation, blive meget munter og snakkende efterfølgende, som om han ikke rigtig kan finde ud af at være i rummet længere og simpelthen bare er nødt til at sige nogle sjove ting for at lette stemningen. Jeg grinte meget overskudsagtigt af alt hvad han sagde. Jeg vandt nemlig denne gang over min chef!

Resten af min dag har været præget af det adrenalinsus den 5 min samtale tog. For det første er jeg endnu engang blevet bekræftet i, at kvinden ingen empati eller respekt har for andre mennesker. Jeg gentog nok mig selv 10 gange overfor hende, at jeg ikke havde overskud til at snakke med hende efter en nattevagt, hvilket hun var fuldstændig iskold overfor. Hun ville tale med mig – punktum! Skide være med hvad jeg ønskede. Der var også et tidspunkt hvor jeg kunne mærke at tårerne var lige ved at presse sig på, men det lykkedes mig heldigvis at holde dem inde. For det andet, har jeg haft en lille bitte sejrsfølelse i kroppen – det føltes fandeme godt at sige hende imod!

Så da jeg endelig fik fri, tog jeg til dyrelægen med Birthe, smed 1000 kr mere i dyredoktorens pengekasse, oveni de 8000 kr jeg allerede har lagt der siden vi kom hjem fra Bali i slut januar. Tog hen og handlede, så køleskabet ikke var helt tomt nu hvor ungerne kommer retur fra Morten efter skole idag. Tog hjem til min far og snakkede med ham i et par timer og endte endelig hjemme i sengen kl 13. Op igen kl 16 og er i skrivende stund stadig imponerende frisk 🙂

Ting der kan få en 10 timers flyvetur til at virke uendeligt meget længere

  • Andre (belastende) folk i en flyver
  • Baby der græder fuldstændig hysterisk i en time mens hele flyet er mørklagt og prøver at sove.
  • Højlydt Jysk familie på rækken bagved os.
  • Aircon flow på max 15 gr
  • Stewardesser der nægter at skrue op for varmen

Alt hvad den jyske familie indbyrdes snakker om foregår så højlydt så samtlige mennesker 4 rækker foran konstant vender sig om og kigger på dem fordi de er så forstyrrende.
Højlydt jysk families mindste barn vågner midt imens der er helt stille på flyet fordi folk ENDELIG sover efter skrigende baby endelig er faldet til ro også.
Hvorefter både mor og far igen taler så højt til lille Emil om at han skal være stille fordi folk sover. Lille Emil bliver til sidst SÅ ked af det så han også begynder at skrige, hvor mor så bliver endnu mere sur og højlydt fordi; der jo lige har været et andet barn der skreg i en time – nu skal du ikke også begynde! 
Lille Emil og storesøster Augusta skal så pludselig lege købmand midt i det sovende mørklagte fly.

Begge børn er selvfølgelig lige så højlydte som mor og far når de køber ting af hinanden.

Mor prøver at forklare lille Emil at han kun skal tage en lille Mayo. Om det er en rigtig Mayo eller en legemayo, vides ikke, men mor er meget passioneret over mængden lille Emil skal have.

Mor: EMIIIIL – tag nu bare en lille DUT!
En DUT!! DUUUUT!

DET var godt udbryder mor irriteret over afkommets manglende evne til endelig at forstå hvad en lille dut er.
Tilsyneladende er bedsteforældrene også med og de skal selvfølgelig også informeres om alt hele tiden selvom de sidder på en anden række.
Højlydt mor: årrrhhh hvor jeg synes folk hoster på det her fly!! Jeg gider fandeme ikke blive syg!! 
Smilede til mor en enkelt gang hvor vi fik øjenkontakt da jeg skulle på toilettet – fik det ondeste blik tilbage – ok så! Som om JEG er den irriterende af os to ?!

Iøvrigt vil jeg dog give hende ret i, at folk hostede mere og mere på det fly, inkl mig selv, for af en eller anden årsag ville de ikke slukke for aircon’en som de havde sat til 15 grader. Hver gang jeg bad stewardessen skrue op for varmen kom hun istedet med et ekstra tæppe – og der er faktisk grænser for hvor mange tæpper man kan sidde med over sig på et indeklemt flysæde.

Ankom til Doha snotforkølet.

Heldigvis sad vi ikke i nærheden af den højlydte jyske familie på flyet fra Doha til Kbh… livets små glæder.

Bali

Så jeg er på ferie på Bali med alle mine unger. Her er sindssyg varmt, som i SINDSSYG varmt og fugtigt! Jeg behøver ikke engang trække vejret for at komme til at svede.

Vi forlod Danmark forrige onsdag, lige som snestormen var ved at rulle ind over DK – og jeg kan godt afsløre at jeg ikke er det mindste ked af at skrive om varme og ferie, mens I andre fryser derhjemme. Jeg nyder virkelig at være på ferie, også selvom sveden hagler af os.

De første par dage tilbragte vi i Kuta. Og den eneste grund til det, var at jeg var der i 2002, dengang nogle idioter valgte at sprænge en bombe og dræbe en masse mennesker. Nytår har aldrig været det samme for mig lige siden den dag.

Jeg ville nemlig gerne se mindevæggen.


Så jeg slæbte de svedende børn hele byen igennem for at finde den. Og så stod den bare midt i skrald og dårlig vedligeholdelse. Og jeg kunne selvfølgelig ikke genkende området. Om det har noget at gøre med at et kæmpe område blev udslettet og måtte bygges op igen, eller fordi der alligevel er gået over 14 år, ved jeg selvfølgelig ikke. En kombi kunne måske også være en ret naturlig forklaring.

Men pisse irriterende var byen ihvertfald blevet på de 14 år. Rigtig turistfælde med shops alle vegne hvor de råber HEY BOY efter mine drenge og hiver dem i armene og Ida der konstant fik tilbud om at få flettet sit garn til ‘I make special price for you – very cheap!’

Shit hvor jeg hader sådan nogle steder. Og ungerne lærte at hade det ret hurtigt også.

En ny ting jeg dog pludselig måtte tage mig selv i, at det var essentielt at jeg forholdt mig til, var at Ida nu var en attraktion… På trods af at hun kun er 11 år gammel, blev der råbt SEXYYY efter hende af nogle af dem vi passerede og adskillige mænd hang ud af bilerne og vinkede til hende.

DEN havde jeg ikke set komme – OVERHOVEDET!! Det havde ikke engang været i den mindste afkrog af min hjerne, at det var dér vi var…NU.

På de to dage vi var i Kuta, nåede jeg faktisk at tænke adskillige meget positive (foruroligende!) tanker om Burka’en. Måske er de alligevel ikke helt galt på den med den beklædning… Hvis man altså lige tager alt andet ud af ligningen end at mænd ikke kan se andet end øjnene.

Ida blev selvfølgelig også pisse tosset på mig, hver gang jeg bad hende rette på sit tøj, så det sad ordentligt og ikke for stramt over de kropsdele, der iøvrigt slet ikke er udviklede endnu.

Jeg er slet ikke klar på den del af forældrerollen – jeg er faktisk slet ikke sikker på jeg har skrevet under på at det var en del af det at få børn. Altså selve ordet BØRN, siger jo lissom det hele ikk?! De er børn, mine børn, for altid. Jeg kender til det der med at have børnbørn, ikke prævoksnebørn. Den manual tror jeg måske nogen har valgt ikke at udlevere!

Jeg vil gerne bede om en envejsbillet til 2017

Tænk at der næsten er gået 2 mdr siden min usa tur…

Jeg tænker stadig meget på Frisøren og hvor vildt det var at vi fik så mange følelser for hinanden på så kort tid. Men jeg er også meget bevidst om, at hele kulissen var så meget anderledes end den dagligdag jeg har herhjemme, så selvfølgelig var det muligt at vi faldt pladask for hinanden. På en ferie, ovenikøbet en ferie uden børn, er man fri! Fri fra ansvar, fri fra arbejde, fri fra alle de daglige gøremål man vælter rundt i hver eneste dag herhjemme. Det var fuldstændig som at være 19 igen. Alle muligheder var åbne.

Havde jeg mødt Frisøren herhjemme, eller havde jeg været amerikaner og boet derovre med børn og et arbejde osv, så havde det nok ikke udviklet sig som det gjorde. For når man skal have et nyt forhold til at udvikle sig, så er man i fuldstændig fornægtelse, hvis man tror at alt det praktiske ikke spiller en rolle for hvor godt denne udvikling kommer til gå. Frisøren og jeg skulle i så fald have taget hensyn til børn og madpakker, og ekskærester, skiftende arbejdstider (for mit vedkommende), generelt praktisk ting HELE tiden. PLUS vi ville hele tiden passe på, ikke at udlevere os selv for meget, vi ville spille efter spillets regler.

Men istedet oplevede vi følelsen af at være 19 igen. Uden forpligtelser. Uden hensyntagen til alle de ovennævnte forstyrrende elementer.  Og uden frygten for at komme til at udlevere os selv for meget og for hurtigt, for vi havde simpelthen ikke tid til at passe på. Det var nu og her alting skete, for vi vidste begge to at vi havde begrænset tid sammen. Så ingen af os holdt noget tilbage af frygt for at overskride nogle usynlige grænser, vi ikke havde fået afdækket endnu. Det var fantastisk! Og selvom det har været så ekstremt hårdt at være hjemme med alt det praktisk igen, uden forelskelsen, uden Frisøren, kun sure madpakker, dumme ekser og med erkendelsen af, at Frisøren og jeg aldrig ville kunne få det til at fungere som langdistanceforhold, så ville jeg ikke være foruden. Jeg havde aldrig troet at jeg skulle opleve den form for forelskelse igen. Hvilket nu, nok også har sat mine standarder urealistisk højt for hvordan den der forelskelse skal og bør føles som. Hvilket jo egentlig ikke er skide smart vel, for så kan jeg jo kun blive skuffet.

Vi skriver stadig sammen ind imellem, Frisøren og jeg, men på venskabs basis nu, hvilket gør det noget nemmere at komme videre. Og jeg har faktisk også været på et par dates for ligesom at skubbe lidt til processen, men har måtte erkende at jeg nok lige pt ikke er helt klar på de der mænd, plus jeg har så sindssyg meget andet om ørerne, så jeg slet ikke ved hvordan og hvornår jeg overhovedet skal få presset en mand ind nogle steder.

Jeg har jo købt rækkehus, ungerne og jeg flytter mellem jul og nytår! Jeg prøver ihærdigt at forberede de tre krapyler på at jul ikke bliver helt som det plejer i år. Forestil jer en flyttekasse og en madras unger… Måske vi er heldige at vi kan invitere os selv hjem til min far…jeg håber! Men han snakker også ivrigt om at købe en flybillet til varmere himmelstrøg, suk hvad blev der af juletraditionerne i min familie!

Så skal vi til Bali i januar, mig og ungerne. Den tur var planlagt for længe siden, og det der huskøb er så kommet lidt på tværs midt ind i det hele. Så jeg skal have sat min gamle lejlighed i stand, det nye hus skal gerne lige løbes over med en pensel, så har jeg lige to arbejdsweekender i træk, den til nytår og den ugen efter, og så skrider vi til Bali. Jeg ved ikke lige hvornår vi skal nå at komme på plads… Februar måske… Nå ja, og jeg er fucking stadig heller ikke færdig med mit speciale. Det har jeg også en urealistisk idé om, at jeg da lige kan nå at få skrevet færdigt inden vi flytter… Who am I kidding?!

Og Nå ja igen, jeg har sgu da også fødselsdag midt i næste måned… og ungerne har en sjov forventning om at den da skal fejres. De forstår endnu ikke helt konceptet om at ældre ikke altid er sejere…suk… 38… hilfe… !

Alt dette samtidig med at jeg er i fuld gang med at fuldføre min intention om at til sommer 2017, der skal jeg stå snor lige…

FOKUS er mit nye motto…. Fokus på at alt kun kan blive nemmere når vi rammer 2017..ikk… 

J-DAG, kan jeg lige få lov at bede om hukommelsestab ca fra kl 24?

Så jeg var  i byen igår… Louise og hendes mand skal ud og rejse i 6 mdr og de holdt afskeds fest inde på Ørsteds Ølbar i KBH. Iøvrigt et mega fedt sted!

Jeg blev SÅ absurd fuld!! Som i alt for pinlig fuld for en snart 38 årig! Og jeg mindes faktisk kun at have drukket 4-5 øl, et glas rødvin og en white russian. What the FUCK happened?!

Jeg vælger at blive hængende i baren, selv efter hele selskabet er smuttet hjem, bare fordi børnene blev passet og jeg endelig kunne være ude og hygge mig, uden arbejde eller børn som bagkant. og fordi jeg var faldet i snak med to fyre fra min gymnasietid. Den ene var enormt sød med lækre øjne, gift selvfølgelig og tre børn. Den anden er nok et af Kbh’s svar på en fuldblown skørtejæger. Og ja jeg gir mig, manden var pæn. Men fordi han så udemærket godt selv vidste at han var lækker, så endte jeg med at synes at han var mega klammo. Og det hjalp heller ikke, at han hele tiden gik hen og fortalte Louises mand, at han så godt som havde scoret mig, og at jeg var fuldstændig fyr og flamme over ham. Fuck hvor blev han bare mere og mere grim jo mere lort han lukkede ud! Og det siger ikke så lidt, når man tænker på, at jeg nok havde en promille på omkring de 8, og han jo nok egentlig burde være blevet mere tiltrækkende, jo mere sløret mit syn blev.

Jeg mindes faktisk at jeg får svinet ham til. Jeg er virkelig grov. Siger til ham at han er en kæmpe narrøv, hvilket manden prøver at ryste af sig med et grin. Jeg fortsætter ufortrødent med at fortælle at den gifte mand til enhver tid ville fange min opmærksomhed før klammo ville det. Hvorefter Klammo vælger at lægge sit hoved helt ind til min hals og prøver at kysse mig. Jeg blev fysisk dårlig! Og kom til at toppe min tilsvining af manden til ved at lave opkast bevægelser. Gift mand er meget smigret over at han for en gangs skyld var den attraktive af de to…det var han tydeligvis ikke vant til.

Jeg ved ikke helt hvor Klammo blev af efter det, men efter sådan en tilsvining, kan jeg måske nok godt forstå hvorfor han ikke lige valgte at blive hængende og fortsætte med at bage på mig. For jeg var da bare mit mest charmerende selv…

Jeg siger til Gift mand at jeg skal hjem, at jeg er ved at blive for stiv. Men at jeg lige skal på toilettet inden jeg ville gå. Han siger at han vil vente på mig…. Hvorefter jeg i min fire hestes brandert falder i søvn, siddende på toilettet på Ørsted Ølbar… Og da jeg endelig vågner sådan helt nok op, til at jeg får taget mig sammen til at trække mine bukser op og forlade toilettet med væggene som stødpuder, er de nærmest ved at lukke. Jeg fornemmer klart at jeg har siddet der længe.. Shit jeg håber Gift mand bare er smuttet. For jeg er nu SÅ stiv, så det er umuligt for mig at gå bare nogenlunde lige, og det er selvom jeg støtter mig til vægge og stole hele vejen ud. Så pinligt!!! Jeg hader at være så stiv!

Da jeg kommer ud, kigger jeg lige ind i øjnene på en mand, som jeg er lidt i tvivl om er Gift mand – jeg kan simpelthen ikke fokusere, så jeg skynder mig bare at gå…eller zigzagge er nok mere præcist den måde jeg kom frem på.

Lidt efter indhenter Gift mand mig… Fuck han havde fandeme ventet! Arhmen altså, manden må ha’ troet at jeg lige har lagt verdens største lort på det toilet, så længe som jeg var derinde. Jeg prøver at forklare at jeg faldt i søvn derude og at han virkelig ikke havde behøvet at vente på mig. Suk hvor kan det bare snart ikke blive mere pinligt. Jeg synes det er SÅ upassende at blive så sanseløst beruset når man er i min alder. Jeg håber inderligt at han også er stiv, og jeg bare er for stiv til at kunne se det.

Han følger mig til Nørreport st, selvom han egentlig skal i den stik modsatte retning. Han spørger om jeg skal have en taxa – NEJ det skal jeg bestemt ikke, bussen kører jo lige derovre fra siger jeg. Jeg får sagt til ham, at havde han ikke været gift så havde jeg haft lyst til at kysse ham, men istedet får han bare et kram. Det var et langt kram. Han spørger mig hvorfor vi aldrig talte sådan sammen i gymnasiet, som vi havde gjort til aften. Så får han sagt noget i stil med, at han synes jeg bringer så meget glæde med mig og til dem jeg er sammen med, og at han er sikker på jeg en eller anden dag, møder en mand, som kan værdsætte det ordentligt. Det er meget sødt sagt, men samtidig fik han mig lige til at føle at jeg desperat stod og manglede en mand i mit liv. Sjovt som det for mange handler om at man skal finde en at være sammen med, ellers er man ikke helt complete. Jeg synes faktisk pt kun mænd bringer problemer med sig, og jeg er faktisk helst fri for ekstra problemer.

Jeg går over til busstoppestedet og maser mig ned på en bænk mellem en kvinde og en mand.

…Og falder i søvn… havde forinden lige tjekket Rejseplanen og set at min bus kørte lidt efter. Den kom jeg naturligvis ikke med.

Ca 4 gange gentager scenariet sig… Jeg vågner op igen, konstaterer at det ikke er den rigtig bus der holder der, tjekker rejseplanen, ser at min bus kommer om 5 min…. falder i søvn …misser bussen…

Det skelsættende øjeblik kommer, da en fyr skubber til mig og spørger om det er denne her bus jeg skal med. Jeg får kigget op på bussen…nej, stadig den forkerte. Tjekker rejseplanen, der er 7 min til min bus kommer, men denne gang tør jeg ikke blive siddende og vente længere på den.

Så jeg får rejst mig og stavret ud bag den forkerte bus og prajet en taxa…

472 kr senere er jeg endelig hjemme, jeg tror klokken nu er 4:30 – det har taget mig omkring 2-3 timer at komme hjem…

Jeg er meget flov over mig selv og min totalt manglende selvkontrol. Opdagede også til morgen, at jeg da selvfølgelig også havde tilføjet Gift mand på fb så snart vi havde sagt farvel til hinanden…og skrevet en sms til Frisøren i Californien, og fortalt hvor fucked up drunk jeg var, utroligt nok indeholdt sms’en ikke en eneste stavefejl. Hvilket nok er den største bedrift jeg formåede at opnå igår. Shit altså!

 

%d bloggers like this: