Tag: ARGH!

Er synsk

Jep!

Jeg er rendt ind i FILF’en næsten alle dage, siden jeg fortalte ham, vi ikke kunne ses som kærester længere. Hvor er det typisk!

Han skrev det også til mig den anden dag, at det var pudsigt at vi nu skulle rende ind i hinanden hele tiden. Han har desuden skrevet at han er ked af, at han ikke havde lyttet mere til det jeg fortalte ham og at han savner mig og bare gerne vil holde om mig og fortælle mig en masse ting. (som om den mand ville kunne sætte ord på alt hvad der foregår i alle hans kasser, han er så kontrolleret, så han altid når at stoppe sig selv)

Men jeg må mærkeligt nok indrømme, at jeg ikke er helt så lettet som jeg havde regnet med, efter at have slået op med ham. Er virkelig ærgelig, fordi det var så godt i starten. Men vi var simpelthen bare alt for forskellige og jeg var efterhånden SÅ irriteret på ham, over ALT, så det var slet ikke fair overfor ham, at han skulle finde sig i det heller.

Ofte handler det vel egentlig bare om vane når man går fra hinanden. Jaja, jeg ved godt der selvfølgelig også er nogle følelser i klemme. Men fx så jeg nogle vine i Netto igår, hvor jeg var lige ved at sende en snap til FILF’en om, at de havde fået fyldt lageret op. Jeg stoppede mig selv inden jeg fik sendt billedet. Så jeg skal jo faktisk bare have fyldt de ting ud, der minder mig om ham, med andre ting eller mennesker, så jeg ikke kommer til, i vanens magt, at skrive til ham om de ting. Det kommer ingen af os videre af.

Fik jeg egentlig fortalt at FILF’en har købt hus lige skråt bagved mig… JEP – det skal nok blive en succes, når han flytter ind til efteråret. Men mon ikke han til den tid har fået pakket alle sine følelser godt væk i kasserne og dermed kan vi måske finde ud af at få en eller anden form for venskab til at eksistere – det ville være ok fint.

Jeg krydser fingrer!

 

når man ikke længere er i tvivl

om hvorvidt man er i det rigtige forhold eller ej…

Jeg kan godt være ret ærgelig over jeg ikke lige havde overskud til at skrive om december, hvor FILF’en og jeg startede med at date, hvor alting bare var perfekt, og hvor jeg syntes han gjorde og sagde alle de rigtige ting. For kontrasten til hvor jeg er nu, ift ham, er så sindssyg stor, og jeg kunne godt have brugt lidt flere input til hvorfor vi er endt her…

For i bund og grund er jeg faktisk ret ærgelig over det – han er en af de gode mænd, desværre bare ikke for mig, men det kunne virkelig have været så perfekt. Vi bor i nærheden af hinanden, vores børn kan både lide hinanden og den modsatte part. Men sådan skulle det ikke være. Måske jeg alligevel var kommet frem til denne konklusion med tiden, havde jeg ikke rejst til Bali, og dermed afskåret forelskelsen i, at blomstre endnu mere – jeg ved det ikke. Men som jeg ser det nu, så er vi simpelthen SÅ forskellige som to mennesker overhovedet kan være. 

Jeg er generelt et meget positivt menneske, mit glas er stort set altid halvt fyldt. FILF’en starter ofte sine sætninger med hvad der irriterer ham ved ting eller mennesker. Alting er altid fyldt med problemer og belastninger.

Jeg prøver at se mænd som individer, selvom der selvfølgelig er generelle karaktertræk man ikke altid kan komme ud over, men dem snakker jeg kun med veninderne om. For ingen gider sgu da at blive kylet ned i samme balje som alle andre. Det tog FILF’en VIRKELIG lang tid af fralægge sig sætningen…‘I kvinder…’ – Shit han har en stærk holdning til hvordan samtlige kvinder er. Og det pissede mig for sindssygt af! Han startede med at sige at han var kassemenneske…jeg troede ikke rigtig på ham, måske jeg egentlig aldrig rigtig har mødt et kassemenneske før… Men NU er jeg så udemærket klar over hvad han mener. Han har placeret alt og alle i en eller anden form for generaliseringskasse. Og selvom jeg har prøvet at få ham til at tømme indholdet i alle kasserne og genplacere det hele, så er der vel egentlig også bare grænser for hvor meget man kan eller skal lave om på et andet menneske.

Så er han bitter. Bitter på sin ekskone fordi hun havde en affære – selvfølgelig forståeligt! Men man må også komme videre i livet 4 år efter. Bitter på sine kammerater fordi de engang har taget en dyr flaske rødvin fra hans vinskab. Han ses med dem jævnligt, hvis det stadig fylder, så stop med at se dem. Så er der alle de ting han nægter! Han nægter fx at tage skoene af når han kommer ind hos mig. Tænk hvor anderledes sådan en sætning kan lyde, hvis han istedet sagde; er det okay at jeg beholder mine sko på?

Så er der hans stemme. Når han taler normalt, er den ok, ikke den dybeste mandestemme, men ok. Men så snart han bliver bare en lille smule begejstret eller irriteret, ryger den 10 toner højere op og bliver helt forvrænget og pivende. Så jeg føler mig helt maskulin ved siden af, når jeg snakker. Kontrasten er enorm! Så har han en tendens til at tale til mig som om jeg er et barn og alting er synd for mig. Fx den anden morgen skulle jeg tidligt op til afslutning i Alexanders børnehave, da jeg lister ind og siger farvel til ham, bliver jeg mødt af ord som nurh nurh nurh lille skat, hvor er det synd for dig, nurh nurh.. samtidig med han tantekysser mig 20 gange i træk på kinden (gu det da røv synd for mig, jeg vil sgu da gerne med!)

Derudover, så har han set nogle af de Snaps, som Luna og jeg sender til hinanden, hvor vi har sjove ansigter og stemmeforvrænger på. Gudhjælpemig om ikke han pludselig også skulle have snapchat og skulle være med på den bølge. Mænd skal bare holde sig fra snapchat filtre! Især hvor de er en mus med rød næse og læbestift OG stemmeforvrænger, og især når han i forvejen har en lidt lys stemme. Al min respekt for ham, som mand, forsvandt med den snap, hvor han iført ovenstående filter og stemme, skjorte og slips, helt tørt og uden en eneste grimasse, stod og spurgte om jeg var nået langt med min opgave og at han iøvrigt havde travlt på arbejdet. (OMG)

Så laver han et stort overdrevet kunstigt smil når han ser mig… så smil dog normalt menneske. Han ligner fuldstændig min femårige, når han skal  fotograferes, og han slår sit kamerasmil på, hvor samtlige tænder og gummer vises. (åh gud hvor jeg håber han lægger det smil fra sig inden han bliver voksen)

Når vi skal kysse, trutter han læberne sammen 1 meter før han når over til mig, samtidig med han lige går en lille smule ned i knæ og lukker øjnene. Hallo du er manden, du skal ikke gå ned i knæ medmindre du er på vej ned for at slikke mig mens jeg står op. Eller du er to meter høj. Så tantekysser han for det meste. Og kysser mig rigtig mange gange på kinden og på panden, men ikke som normale mennesker gør det. Han bliver hængende, som en anden sugemalle, så jeg til sidst står og synes det er mega akavet, at han har haft sine våde læber fastklistret til min kind i 30 sek. Og så fjerner jeg mig. Hvilket han så godt kan se jeg gør, og han fortrækker en forundret mine, men han læser det tydeligvis ikke som om det så er noget han måske skal drosle lidt ned på, nej nej, 5 min senere hænger han der igen… Arhmen altså.

I starten aede han mig også rigtig meget i ansigtet, ikke bare sådan på den ene kind, men glidende frem og tilbage på først den ene kind, ned over hagen, op over den anden kind, tilbage ned over hagen og retur på startkinden igen, selvfølgelig efterfulgt af en til to gentagelser. Den fik jeg heldigvis sagt fra overfor. Men igen, han spottede slet ikke, at det at jeg trak mig væk, måske betød at jeg ikke kunne lide det. Nope lad os da gentage det igen om lidt.

Apropos Hallo – så bruger han Hallo og Altså flere gange i alle hans utilfredse udtalelser. ‘Altså HALLO, jeg nægter blablabla…altså HALLO… altså’  Spurgte ham forleden om han nogle gange havde prøvet at tælle hvor mange gange han brugte de to ord på en dag… han fangede den ikke.

Så er der selvfølgelig også sexen. Men inden vi overhovedet når til sexen, kan han finde på at kilde mig lidt på knæet og så tilføje, at han hellere må lade være med at pirre mig. (Arhmen HVORFOR?! Og hvordan kan han tro nogen overhovedet bliver pirret af at blive kildet på knæet i 2 sekunder) Han siger ting som, at uhh han har svært ved at lade mig være, for så at vende sig om og lave noget praktisk (Øhhh?).

Jeg fik til gengæld for nylig heldigvis fortalt ham, at han skulle stoppe med at bruge ordet elske, medmindre han aldrig ville have oralsex igen og iøvrigt gerne ville kæmpe sig igennem saharas ørken for at få den op i mig. Jeg fik sagt til ham, at jeg godt kan lide at han tager fat, og når han alligevel står bagfra og knalder mig, så skal han da endelig ikke holde sig tilbage for lige at smække mig i røven. Jamen jeg er bange for at det gør ondt på dig’. (argh!!) Sidstnævnte er så blevet SÅ akavet, fordi han ikke kan få sig selv til det, så istedet klapper han mig måske 20 gange i træk, ligesom en der prøver at klappe i takt til musikken, men simpelthen ikke ejer en rytme i sin sjæl, og så istedet bliver det sådan noget febrilsk turbo noget, som han prøver at gøre synkront med begge hænder på samme tid. (Sving nu bare den ene hånd for helvede) Så måtte også bede ham stoppe med dét. Fortalte ham også, at han gerne måtte trække mit hoved bagover i håret, men her endte det bare med, at han rodede rundt i mit hår – igen med begge hænder, så jeg istedet måtte kæmpe med at få uglereden væk fra ansigtet bagefter. Han har tydeligvis ikke det fjerneste dominans i sig… Selv et stillingsskift, er jeg nødt til at tage initiativ til. Og når jeg skubber ham ned og ligge eller trækker ham ovenpå mig, så bliver han helt forfjamsket og siger ‘nå…nå…hvad skal vi nu…’  (ja vi skal da ud og købe julegaver – det er vel ved at være på tide!)

Det er sgu op ad bakke. Aldrig har jeg prøvet at sex er så svært. Og jeg har bare ikke tålmodigheden til at skulle prøve at lære en 47 årig mand nye tricks. Også fordi det kommer aldrig til at falde ham naturligt. Andet end missionærstillingen.

AJ, jeg var lige ved at glemme hans prutter! FILF’en har nærmest ingen sphincter (analmuskel) tilbage. En gang kom jeg til at kramme ham lidt hårdt, så slog han en prut. Andre gange skal han bare løfte noget tungt eller bukke sig ned og tage sko på, så prutter han. Om natten kan han slet ikke styre det. Og ja, jeg er med på, at man ikke er herre over hvad man laver i søvne, men altså… det er pænt ufedt når nu jeg kun har en dobbeltdyne og han godt kan lide at skubbe sin røv helt op og ligge op af mig!

Så nu brygger jeg på en slå op tale til næste gang vi taler i tlf sammen. Samtidig med jeg kan se han skriver flere og flere sms’er til mig om hvor dejlig jeg er, og at han savner mig når vi ikke er sammen…

Jeg føler mig som jordens største sæk lige nu… og jeg er slet ikke i tvivl om, at jeg får mig en fin lille plads i FILF’ens I kvinder – kasse, når jeg får taget mig sammen til at sige at det er slut… 

ARGH!!!

Så mit liv er pretty much stillestående pt pga min opgave – jeg er træt helt ind i sjælen over den møg opgave. Jeg er fuldstændig ligeglad nu hvordan resultatet bliver, bare den bliver godkendt, så jeg kan komme tilbage til mit liv.

Natalie var så sød og spørge en livline om hjælp, når nu min vejleder åbenlyst ikke vejleder en dyt, en livline der er vant til at coache folk ift opgaveskrivning…

Så nu skal jeg bare lige lave de første seks sider om… Det der videreuddannelse sker aldrig igen!

Overspringshandlinger #3

Der var en gang jeg skrev et par indlæg om overspringshandlinger i forbindelse med jeg skulle til eksamen og en anden gang fordi jeg skulle forberede en fremlæggelse.

Nu er jeg her igen! Fandeme!!

Jeg forstår simpelthen ikke hvorfor det er så fucking svært for mig at sætte mig ned og skrive mit forpulede speciale færdigt, som skal afleveres senest 1/4.  (pardon my language)

Så var der lige et opkald fra Natalie…efterfølgende fra min far – og ham tager jeg den altid fra, for han har som regel noget på hjerte når han ringer, problemet med hans opkald er dog at når han har sagt det han vil sige, så kan han faktisk snakke videre som en anden tøs i flere timer om alt og intet, hvis ikke han selv bliver afbrudt af noget han skal, eller jeg selv ihærdigt prøver at gøre det klart for ham, at jeg også skal nå nogle andre ting. Men han er nu dejlig alligevel. Og så var der lige Luna også der ringede, og hun skulle have været på arbejde, så var jo også nødt til lige at høre hvordan det kunne være at hun ikke var det. Hun havde været til lægen…og blive tjekket for kønssygdomme. Sådan noget skal jo til, når man lever det søde single(slut)liv og ikke altid har fornuftbrillerne på – det kender jeg jo selv alt til.

Nu har jeg lige fået sat min nr 2 maskine tøj over OG fået rengjort badeværelset. Jeg har fået målt op til en ny sofa og læst samtlige reklamer og aviser der er kommet de sidste 14 dage. Nå ja, Facebook og IG er selvfølgelig også blevet endevendt omkring 100 gange…har set det sødeste klip med en lille papegøje omkring 10 gange. (Har lagt videoen op på min facebook side, den er virkelig nuttet)

Jeg ved ikke hvorfor jeg tænker jeg på magisk vis nok skal få svunget min Harry Potter pind og få tryllet det der speciale færdig på no time, eller ihvertfald helst inden 1/4! Jeg ved bare jeg kommer til at fortryde big time, hvis jeg ikke får det færdigt!

Åh Altså! HVEM kommer lige og skriver det færdigt for mig – jeg mangler kun 15 sider… plus kildehenvisninger…

Frustrated GIF - Find & Share on GIPHY

Konfrontationen

Jeg havde jo nok været lidt naiv hvis jeg havde forestillet mig at mit manglende svar på min chefs mail, også ville holde hende væk i virkeligheden.

Det blev mandag morgen inde på Rigshospitalet og min chef kom lidt i 7, overdrevet glad og grinende ind i på de stuer, hvoraf jeg befandt mig på den ene. Hun spurgte til hvordan natten havde gået og vi sagde alle sammen ‘stille og roligt’, så chitchattede hun lystigt videre med min mandlige kollega der passede patienten ved siden af mig. Da hun er færdig vender hun sig om mod mig og siger kommanderende: ‘vi skal lige snakke når du har fri !’ hvorefter hun vender siden til mig og snakker med en anden. Som om hendes kommando er en ordre og den kan der ikke ændres ved.

Mig (uden hensyn til at hun taler med en anden): Nej det skal vi ikke.

Chef (uden at stoppe samtalen med min kollega): JO det skal vi!

Mig (noget hårdere i tonen): NEJ chef! det skal vi ikke!

Chef (stopper samtalen med kollega og vender fuld opmærksomhed mod mig): Jo, jeg vil gerne tale med dig inden du går hjem!

Mig (siddende tilbagelænet i min stol-hende stående): Jeg vil gerne gå når jeg har fri, jeg er træt og jeg skal have min hund til dyrelægen.

Chef (ved at være tydeligt forundret over min vedholdenhed, vender hun sig mod min mandlige kollega på stuen): C – kan du ikke lige passe hendes patient så går vi ud og snakker nu!

Mig: CHEF – det bliver ikke nu – jeg har ikke overskud til at snakke med dig nu.

Chefen bliver mere og mere sur og siger at hun ikke synes det kan vente, at det må være ret alvorligt når hun får at vide mens hun er derhjemme at jeg er gået ked af det hjem. Jeg svarer at jeg ikke ved hvad hun har fået at vide. Hun siger at hun ikke ved mere end det, fordi da hun havde spurgt de andre to afdelingssygeplejersker, havde de ikke ville fortælle hende hvad det drejede sig om. HA! tænkte jeg, og svarede, at det var fordi jeg havde bedt dem om ikke at sige noget.

Chef (træder to intimiderende skridt frem imod mig og trækker chefkortet): Så du vil ikke fortælle hvad der foregår til din afdelingssygeplejerske?!! 

Mig: Nej det vil jeg ikke! jeg har talt med de to andre og det er fint for mig indtil videre.

Chefen forlader ENDELIG stuen, tydeligt vred og frustreret over hun ikke fik sin vilje. Jeg sad tilbage med en hjertebanken på 200 i timen, men med antræk til et lille smil. Det er første gang jeg har sagt fra overfor hende. Og det kom tydeligt også bag på hende. For hun er virkelig typen der træder ind i et rum og udstikker ordrer og har absolut ingen forventning om, at de mennesker hun (ned)taler til, vil gøre nogen indvendinger mod det hun siger. Og hun har desværre været vant til at jeg heller ikke har sagt fra.

Iøvrigt ret spøjst at opleve sådan en mandlig kollega, der har været vidne til et temmelig ubehagelig situation, blive meget munter og snakkende efterfølgende, som om han ikke rigtig kan finde ud af at være i rummet længere og simpelthen bare er nødt til at sige nogle sjove ting for at lette stemningen. Jeg grinte meget overskudsagtigt af alt hvad han sagde. Jeg vandt nemlig denne gang over min chef!

Resten af min dag har været præget af det adrenalinsus den 5 min samtale tog. For det første er jeg endnu engang blevet bekræftet i, at kvinden ingen empati eller respekt har for andre mennesker. Jeg gentog nok mig selv 10 gange overfor hende, at jeg ikke havde overskud til at snakke med hende efter en nattevagt, hvilket hun var fuldstændig iskold overfor. Hun ville tale med mig – punktum! Skide være med hvad jeg ønskede. Der var også et tidspunkt hvor jeg kunne mærke at tårerne var lige ved at presse sig på, men det lykkedes mig heldigvis at holde dem inde. For det andet, har jeg haft en lille bitte sejrsfølelse i kroppen – det føltes fandeme godt at sige hende imod!

Så da jeg endelig fik fri, tog jeg til dyrelægen med Birthe, smed 1000 kr mere i dyredoktorens pengekasse, oveni de 8000 kr jeg allerede har lagt der siden vi kom hjem fra Bali i slut januar. Tog hen og handlede, så køleskabet ikke var helt tomt nu hvor ungerne kommer retur fra Morten efter skole idag. Tog hjem til min far og snakkede med ham i et par timer og endte endelig hjemme i sengen kl 13. Op igen kl 16 og er i skrivende stund stadig imponerende frisk 🙂

Ting der kan få en 10 timers flyvetur til at virke uendeligt meget længere

  • Andre (belastende) folk i en flyver
  • Baby der græder fuldstændig hysterisk i en time mens hele flyet er mørklagt og prøver at sove.
  • Højlydt Jysk familie på rækken bagved os.
  • Aircon flow på max 15 gr
  • Stewardesser der nægter at skrue op for varmen

Alt hvad den jyske familie indbyrdes snakker om foregår så højlydt så samtlige mennesker 4 rækker foran konstant vender sig om og kigger på dem fordi de er så forstyrrende.
Højlydt jysk families mindste barn vågner midt imens der er helt stille på flyet fordi folk ENDELIG sover efter skrigende baby endelig er faldet til ro også.
Hvorefter både mor og far igen taler så højt til lille Emil om at han skal være stille fordi folk sover. Lille Emil bliver til sidst SÅ ked af det så han også begynder at skrige, hvor mor så bliver endnu mere sur og højlydt fordi; der jo lige har været et andet barn der skreg i en time – nu skal du ikke også begynde! 
Lille Emil og storesøster Augusta skal så pludselig lege købmand midt i det sovende mørklagte fly.

Begge børn er selvfølgelig lige så højlydte som mor og far når de køber ting af hinanden.

Mor prøver at forklare lille Emil at han kun skal tage en lille Mayo. Om det er en rigtig Mayo eller en legemayo, vides ikke, men mor er meget passioneret over mængden lille Emil skal have.

Mor: EMIIIIL – tag nu bare en lille DUT!
En DUT!! DUUUUT!

DET var godt udbryder mor irriteret over afkommets manglende evne til endelig at forstå hvad en lille dut er.
Tilsyneladende er bedsteforældrene også med og de skal selvfølgelig også informeres om alt hele tiden selvom de sidder på en anden række.
Højlydt mor: årrrhhh hvor jeg synes folk hoster på det her fly!! Jeg gider fandeme ikke blive syg!! 
Smilede til mor en enkelt gang hvor vi fik øjenkontakt da jeg skulle på toilettet – fik det ondeste blik tilbage – ok så! Som om JEG er den irriterende af os to ?!

Iøvrigt vil jeg dog give hende ret i, at folk hostede mere og mere på det fly, inkl mig selv, for af en eller anden årsag ville de ikke slukke for aircon’en som de havde sat til 15 grader. Hver gang jeg bad stewardessen skrue op for varmen kom hun istedet med et ekstra tæppe – og der er faktisk grænser for hvor mange tæpper man kan sidde med over sig på et indeklemt flysæde.

Ankom til Doha snotforkølet.

Heldigvis sad vi ikke i nærheden af den højlydte jyske familie på flyet fra Doha til Kbh… livets små glæder.

Bali

Så jeg er på ferie på Bali med alle mine unger. Her er sindssyg varmt, som i SINDSSYG varmt og fugtigt! Jeg behøver ikke engang trække vejret for at komme til at svede.

Vi forlod Danmark forrige onsdag, lige som snestormen var ved at rulle ind over DK – og jeg kan godt afsløre at jeg ikke er det mindste ked af at skrive om varme og ferie, mens I andre fryser derhjemme. Jeg nyder virkelig at være på ferie, også selvom sveden hagler af os.

De første par dage tilbragte vi i Kuta. Og den eneste grund til det, var at jeg var der i 2002, dengang nogle idioter valgte at sprænge en bombe og dræbe en masse mennesker. Nytår har aldrig været det samme for mig lige siden den dag.

Jeg ville nemlig gerne se mindevæggen.


Så jeg slæbte de svedende børn hele byen igennem for at finde den. Og så stod den bare midt i skrald og dårlig vedligeholdelse. Og jeg kunne selvfølgelig ikke genkende området. Om det har noget at gøre med at et kæmpe område blev udslettet og måtte bygges op igen, eller fordi der alligevel er gået over 14 år, ved jeg selvfølgelig ikke. En kombi kunne måske også være en ret naturlig forklaring.

Men pisse irriterende var byen ihvertfald blevet på de 14 år. Rigtig turistfælde med shops alle vegne hvor de råber HEY BOY efter mine drenge og hiver dem i armene og Ida der konstant fik tilbud om at få flettet sit garn til ‘I make special price for you – very cheap!’

Shit hvor jeg hader sådan nogle steder. Og ungerne lærte at hade det ret hurtigt også.

En ny ting jeg dog pludselig måtte tage mig selv i, at det var essentielt at jeg forholdt mig til, var at Ida nu var en attraktion… På trods af at hun kun er 11 år gammel, blev der råbt SEXYYY efter hende af nogle af dem vi passerede og adskillige mænd hang ud af bilerne og vinkede til hende.

DEN havde jeg ikke set komme – OVERHOVEDET!! Det havde ikke engang været i den mindste afkrog af min hjerne, at det var dér vi var…NU.

På de to dage vi var i Kuta, nåede jeg faktisk at tænke adskillige meget positive (foruroligende!) tanker om Burka’en. Måske er de alligevel ikke helt galt på den med den beklædning… Hvis man altså lige tager alt andet ud af ligningen end at mænd ikke kan se andet end øjnene.

Ida blev selvfølgelig også pisse tosset på mig, hver gang jeg bad hende rette på sit tøj, så det sad ordentligt og ikke for stramt over de kropsdele, der iøvrigt slet ikke er udviklede endnu.

Jeg er slet ikke klar på den del af forældrerollen – jeg er faktisk slet ikke sikker på jeg har skrevet under på at det var en del af det at få børn. Altså selve ordet BØRN, siger jo lissom det hele ikk?! De er børn, mine børn, for altid. Jeg kender til det der med at have børnbørn, ikke prævoksnebørn. Den manual tror jeg måske nogen har valgt ikke at udlevere!

%d bloggers like this: