Tag: ARGH!

Opsummering på et følelsesmæssigt hektisk år

Det er gået op for mig, at jeg åbenbart har grænser… Jeg ved ikke hvorfor jeg ikke rigtig før har mærket dem så tydeligt i mit liv, men jeg mærker dem nu. Tydeligt. Og jeg tror fosterstilling vil være mit næste tiltrængte move…

Siden september sidste år…nej løgn…faktisk siden maj sidste år, synes jeg livet har brudt på en del…udfordringer.

I maj sidste år kom Natalie alvorligt til skade i en ulykke, så alvorligt så jeg i omkring 2 uger efterfølgende ikke kunne slippe tanken om, hvordan hendes begravelse ville foregå. Det var en hård limbo tid, hvor jeg ikke anede om den næste besked eller tlf opkald jeg ville modtage, var besked om at vi skulle komme og sige farvel. Der er nu gået over et år siden, og der er stadig ikke en eneste dag, hvor hendes ulykke ikke på en eller anden måde fylder i mit liv. Enten når jeg taler med hende, og kan høre at hun ikke er helt den samme, som før. Eller når det er tydeligt at hun nogle dage har en kamp, bare for at være der for sine børn. Eller når jeg ser folk i trafikken, der ikke passer ordentligt på sig selv, så minder det mig om ulykken. Hver eneste dag er der en eller anden lille eller stor ting, der minder mig om hvor lidt der skal til, før livet kan forandres for evigt.

Chefen og jeg stoppede i slut juli, han var en svær vane at bryde med…

Jeg kompenserede ved at kysse mig gennem Smukfest en uge efter. Mødte Journalisten.

Slut august røg jeg på hospitalet og fik konstateret Trigeminusneuralgi.

Tog til Californien i september og mødte Frisøren. Han fylder stadig meget! Især når det er fuldmåne. Fuldmånen var SÅ flot da jeg var derovre. Han skrev så senest som igår, at han savnede og elskede mig… det er håbløst, hvilket nok er derfor han stadig fylder så meget…

Chefen returnerede i mit liv i form af ny træningsmakker. Havde glemt hvor nemt det var for ham, at få mig til at grine. Jeg er faktisk ikke sikker på jeg nogensinde har mødt så motiverende et andet menneske. Han har virkelig nogle vilde evner på det punkt. No wonder han er succesfuld chef i en stor virksomhed. Som han selv ydmygt siger; jeg ser jo bare folks potentiale og kaster lys på det. That he does.

September begynder ungerne at fortælle om forholdene hjemme hos Morten. Mest om kæresten (luderen) og hendes ‘onkel’ (slaven). Om hvordan de føler at Morten elsker den nye kæreste mere end dem. Det er hårdt for især Ida. Daddys girl.

November dater jeg en fyr tre gange, der allerede på anden date spørger, hvordan jeg ville have det hvis han sagde at han godt kunne forelske sig i mig… øhhh….(regn med at jeg stikker af!)  iøvrigt ville han også gerne have at jeg skilte min bruser ad, og stoppede slangen op i røven, så min endetarm var helt ren, så han kunne knalde mig i røven… øhm… nej, bare nej! Ikke fordi jeg ikke kan lide analsex – det kan jeg skam…men PROJEKT analsex, nej, så er jeg hellere foruden.

Start december starter jeg med at date FILF*en – alt er lykke med ham i december.

December eskalerer det hjemme hos Morten. Han kan ikke komme op om morgenen og får ikke afleveret ungerne i skole. Han læser ikke Intra, og det er derfor mig der står for skud, hver gang jeg møder lærerne ovre på skolen. Jeg begynder at fortælle skolen om at samarbejdet ikke fungerer helt optimalt. Og siger til Morten, at hvis ikke han er sit forældreansvar bevidst, så kan han ikke have børnene i hverdagene. Han truer med at komme og tæske mig ihjel, hvis jeg nogensinde prøver at tage børnene fra ham.

Vi skal flytte lige inden jul. Alt er kaos. Min far får en blodprop i sit ben dagen før vi skal flytte – det er meningen han skal hjælpe…

Vi flytter hjem til min far mellem jul og nytår, fordi alt er kaos i det nye hus. Far er naturligvis i bedring.

Januar tager vi til Bali. FILF’en begynder at udvise virkelige dårlige kommunikative evner.

Februar, stadig kæmpe kaos i det nye hus = mega stress!  Derudover har et års hetz fra min chef, begyndt at sætte sine spor. Jeg bekæmper trangen til at græde næsten hver dag inden jeg træder ind i afdelingen og når jeg kører hjem om eftermiddagen i bilen. Jeg bryder sammen foran mine to andre chefer og pludselig er der enormt meget fokus på mig inde på arbejdet…

Marts…min chef siger op, men det tager åbenbart lige lidt tid, sådan at slippe den dårlige følelse hun har efterladt i mig.

Jeg begynder at synes at FILF’en er lidt kikset.…..okay… meget kikset!

April vælger jeg at holde pause med min træning til fordel for at få mit speciale færdigt, som jeg har været forsinket med, siden Natalies ulykke. Det skulle jeg aldrig have gjort. Træning giver mig så meget overskud og energi. Så det pausen har gjort, ud over at jeg har taget 4 kg på er, at jeg har mistet mit overskud og min energi, så jeg alligevel ikke har fået skrevet det lorte speciale færdigt, fordi jeg går kold hele tiden. Samtidig eskalerer min Trigeminusneuralgi, og jeg har hovedpine hver dag plus flere og flere smertefulde jag i mit hoved.

Maj starter jeg træningen op igen – hovedet får det bedre wuhu og kroppen er på vej tilbage i form igen – jeg har ovenikøbet ladet mig overtale til at deltage i DHL i august med arbejdet. Dog kommer jeg til kontrol med mit hoved, og den kære søde doctor tillægger mig endnu en diagnose; Ice pick headache… jeg tænker ikke den titel behøver yderligere uddybelse.

Det eskalerer til helt sindssyge dimensioner hjemme hos Morten. Ida og nu også Magnus græder og græder over hvor dårligt Morten behandler deres hund derhjemme. Jeg kaster håndklædet i ringen og skriver til skolen, at Ida skal have en anden voksen at snakke med end mig, for jeg har ikke redskaberne til at hjælpe hende optimalt.

Skolen melder tilbage, efter at have talt med Ida, at kommunen skal inddrages. Jeg fortæller dem om Mortens trusler. Vi lægger en slagplan, som de pludselig bakker helt væk fra. ÅH hvilke frustrationer altså. Jeg bliver SÅ frustreret så jeg ikke får svaret skolen. Der går en lille uge, så melder de tilbage, at de vil sende underretningen alligevel. Den sendte de forrige torsdag… jeg går og venter i spænding på hvornår Morten får det at vide…

Samme dag, den torsdag, får FILF’en ‘hjerneblødning’… altså en af de selvvalgte af slagsen. Han sender mig den største svinerbesked jeg til dato nogensinde har modtaget i mit liv. Han overgik selv A, der ellers indtil videre har haft førstepladsen, som værende den mest nederdrægtige person jeg nogensinde har mødt. I starten af vores korrespondance, der tilbage i december, sagde jeg til ham, at jeg ikke var til Shemales, Latrinærsex og smerte, så hvis han var til noget af det, så ville jeg ikke indlede mig i noget med ham. Det havde han fået vendt om til, at jeg så var til ALT slags sex derudover. Så han fik sammenstrikket verdens længste sms om, hvor billig han synes jeg var, at jeg var en slut og trailertrash fra en trailerpark.  En ting er, at jeg og veninderne godt kan kalde os selv og hinanden for sluts og grine helt vildt af det, men en mand som FILF’en har ikke retten til at benytte sig af det ord, ud fra ting han har konkluderet i sit hoved ud fra små bitte anekdoter jeg har fortalt om min fortid. Havde jeg været ham utro, så kunne han tillade sig at kalde mig alt det lort han ville, men ikke ud fra noget, han ingen del har haft i.

Efterspillet af den sms blev desværre kun mere og mere forrykt. For jeg blev fucking vred på ham. Hvilket han ikke kunne forstå. Han kunne simpelthen ikke forstå hvad der var galt i alt det lort han havde sendt til mig. Han følte det var en nødvendighed, at han havde måtte sende det. Undskyld men hvem havde brækket armen om på ryggen af dig din idiot?!

Altså hvad blev der af, bare at acceptere, at et forhold ikke gik og så gå med værdigheden i behold??

FILF’en troppede op næste dag fredag og undskyldte – han kunne måske godt alligevel se, at han nok måske var gået en lille smule over stregen… Ya Think??! Jeg var stadig sur. Sagde til ham, at inden undskyldning nogensinde kunne godtgøre for alt det lort han havde sendt i min retning. Manden undskylder stadig så sent som før denne weekend.

Samme dag ringer min far og siger han har fået en blodprop i sit ben… Hvilken han mener han bare skal arbejde væk, hvilket resulterer i, at farmand prøver at ignorere smerterne for til sidst at blive indlagt semi akut i tirsdags, nu med 3 blodpropper i sit ben og tilsvarende adskillige i begge lunger.. Han bliver ovenikøbet indlagt på et hospital og en afdeling, hvor de glemmer at give ham hans blodfortyndende og hans blodtryksmedicin, så jeg til sidst ender med at blive den mest irriterende pårørende, som stiller dem tusind spørgsmål til hans blodprøver og medicin, som de så ikke kan svare på. Siden hvornår er det blevet forbudt som sygeplejerske at tænke en tanke selv?! Kontrasten til min egen afdeling var pludselig enormt tydelig. Shit hvor jeg pludselig elsker mit job, hvor vi gerne må tænke og handle selv.

Var så i torsdags til møde i kommunen…halvanden time tog det. Jeg fortalte alt. Om hunden der bliver kvalt. Om Luderen og Slaven. Om Psykopaten Morten. Om alle børnenes reaktioner. ALT kommer frem. Den meget søde og kompetente socialrådgiver fortæller at hun lige vil vende det hele med sit bagland og så vil jeg høre noget fra hende næste dag. De havde iøvrigt valgt ikke at informere Morten endnu, selvom det er kotume, men af hensyn til hans trusler mod mig.

Dagen efter, dvs i fredags, ringer Socialrådgiveren til mig mens jeg er på arbejde. Faktisk midt i at jeg sidder og får vejledning på den sidste ene % jeg mangler at gøre færdig i min opgave. Hun fortæller mig, at alle på kontoret havde været SÅ påvirkede af alt det hun havde fortalt fra vores møde dagen før, så de havde valgt at ville tale med Ida først, før Morten. At jeg måske skulle regne med at han kunne blive politianmeldt, at vi ville blive placeret på et krisecenter, samt at jeg ville få midlertidig fuld forældremyndighed.

Jeg rystede!!

Socialrådgiveren sagde; ‘du har formentlig levet i det her så længe, så du slet ikke længere kan se hvad der er normalt og hvad der ikke er, men for os der ser det hele udefra, skal du vide, at det her er IKKE normalt, og børn skal ikke opleve de ting de oplever hjemme hos deres far’. Mig; ‘jajo, det kan du måske godt have ret i…’ Socialrådgiveren; ‘Han har truet med at tæske dig ihjel!’ Mig; ‘nååå ja…det har han jo også’

Hun har sikkert ret…eller det har hun…jo nok… Mine grænser for hvad der er normalt ift Morten, er nok ret elastiske efterhånden.

De skal tale med Ida imorgen på skolen. Morten bliver informeret bagefter. Ida er meget bange, ikke for dem, men for hvordan Morten tager det. Ikke mindst fordi det er meningen at de skal 2 1/2 uge på sommerferie hos ham fra på onsdag…

Weekenden har heldigvis været nogenlunde fredet – imorgen springer bomben formentlig, afhængig af hvad de finder ud af med Ida.

Jeg har prøvet at ordne både have og hus hele weekenden…bare så det hele ikke sejler, hvis nu Morten reagerer med sin værst tænkelige side og vi er nødt til at tage benene på nakken…

Ruineret

Jeg har idag været til kontrol på Herlev hospital med mit hoved. Der var jo det der med de sidste år fandt ud af at jeg havde noget der hed, og hold nu fast, Trigeminusneuralgi… jaja jeg har øvet mig længe på at sige det ord, så det er okay, hvis I bare lige skimmer det og tænker aha.

Lægen, som iøvrigt er ganske nydelig at kigge på, spørger mig hvordan det går. Jeg fortæller at jeg faktisk har haft sådan en basishovedpine fra påske og ca halvanden måned frem, og at jagene i mit hoved nogle gange flytter sig over i højre side, istedet for at holde sig til venstre side, som diagnosen ellers ligesom foreskriver, at smerten hører til.

Nådada siger den nydelige læge og slår noget op på sin skærm. ‘Sig lige hvis det jeg læser op her, passer på de smerter du har’ 

Han læser den engelske beskrivelse meget dramatisk op med amerikansk accent. Nogle af ordene tillægger han så meget styrke, så jeg er lige ved at få et chok hver gang. ‘Jep – det passer ret præcist på det jeg oplever’ svarer jeg, da han er færdig.

Lægen sidder og grubler lidt…ja altså så har du jo så også, eller måske istedet, fået det der hedder Primary Stabbing Headache, også kaldet IcePick headache – det er ikke særlig ofte vi får de tilfælde, så hvad siger du til at du prøver det her medicin og så mødes vi igen efter sommerferien og ser hvordan det så går?’ 

Yeah!! siger jeg ironisk og griner.

Så jeg har hentet ny medicin idag, og var også nødt til at hente mine blodfortyndende, og wuhu – sørme om ikke min CTR saldo var nulstillet, og ligeså var tilskudsdelen…. som den søde apotekerdame lidt nervøst konstaterede… det bliver altså desværre lidt dyrt…

No shit Sherlock…

nogen glemte at tanke min tålmodighed op

Jeg syntes selv jeg var et dårligt menneske i går… eller virkelig dårlig kollega, either way, så føler jeg jeg burde have haft tålmodighedskappen bredt noget mere ud end jeg havde. Nogle gange, så er det bare som om jeg ikke kan styre hvad der kommer ud af min mund og hvordan mit kropssprog har tænkt sig at agerer. Jeg er faktisk lidt flov. Normalt ligger arrogance slet ikke til mig – jeg kunne simpelthen bare ikke bremse mig selv… kan jeg undskylde mig med at det var mandag…?

Sagen er – vi har fået en ny kollega i mit team. Hun er ældre, dvs over 50, jeg vurderer hende til midt 50’erne. Hun har arbejdet i udlandet de sidste 20 år og er nu kommet hjem pga sine børnebørn. Hun er sådan en lille lidt tæt kvinde, med stort filtret hår, der står ud til alle sider, selvom hun har en elastik i det. Så taler hun naturligvis med accent. Hun taler lavt og meget meeeeeeget langsomt, så langsomt, så jeg faktisk nærmest får stress over at skulle vente på hun færdiggør sin sætning. Så jeg overtager ind imellem hendes sætninger, når jeg kan regne ud hvad hun vil sige. Yes I know – ret provokerende. Af mig.

Så når man skal have sådan en lidt ældre-end-en-selv-dame med sig i oplæring, og vi konsekvent taler forbi hinanden, fordi hun ikke rigtig hører hvad jeg siger, så bliver det sgu lidt langhåret. Hun havde en tendens til at opstarte noget, for så ikke at gøre det færdigt, før hun startede noget nyt. Hvilket resulterede i, at jeg gentagne gange måtte bede hende holde fokus på den ting hun var igang med, før hun gik videre. Derudover så kan hun ikke regne – hvilket er ret vigtigt i vores fag! – alt vores medicin bliver regnet ud i mg pr ml pr kg pr døgn, men skal iøvrigt sættes på medicinpumper, hvor infusionshastigheden er udregnet i mg pr ml pr kg pr time og nogle gange yderligere ned til pr minut – det kan godt til tider være lidt en hjernevrider. Igår skulle hun bare trække 28 gram fra en patientvægt på 5,58 kg, hun troede ikke på mig, da jeg sagde det blev 5,552 kg – der måtte til sidst en lommeregner til…

Vi er pisse dygtige, både sygeplejersker og læger på min afdeling! (hvis jeg må have lov at klappe os selv på skulderen) Jeg ville til enhver tid være tryg hvis nogen jeg kendte blev indlagt hos os. Og måske derfor er vi... ja igår var det så tydeligvis mig, ikke særlig large hvis nye sygeplejersker i afdelingen ikke lytter til det vi siger, når de er i oplæring. For fejlmargenen er meget lille i vores afdeling, hvis vi skal undgå fatale konsekvenser. Så det er yderst vigtigt at de lærer og lagrer det de får at vide i de første 2 mdr af deres oplæring. Alt derefter er add-ons, som man lærer hen ad vejen i learning by doing, hvor man dog har en makker man kan sparre med hele tiden i op til et år efter ansættelsesstart, fordi vi er så specialiserede. Kvinden her har været ansat i ca 3 mdr. og virker ikke til, at hun har været der mere end en uge – det er som om hun nulstiller efter hver vagt, og så er vi forfra næste dag… (lidt ligesom den der søde film Fifty first dates med Adam Sandler og Drew Barrymore – jeg er vild med den film – jeg orker altså bare ikke arbejde med filmens Drew på daglig basis)

 

De fleste af vores patienter svæver på et eller andet tidspunkt mellem liv og død, og nogle gange gør de det mere end een gang. Fx var der denne her 7 årige dreng, der gik i hjertestop hvert kvarter, indtil nogen havde tid til at anlægge en pacemaker på ham – det var en lang og nervepirrende vagt. Og så er der de patienter der begynder at bløde helt afsindigt kl 9, hvor alle de planlagte operationer selvfølgelig er gået i gang, og vi så er nødt til nærmest at tømme blodbanken, for at holde dem i live, indtil de får afsluttet de i gangværende operationer og kan tage patienten på operationsstuen igen.

Nu siger jeg selvfølgelig ikke at det altid er sådan, men vi ved det faktisk ikke når vi møder ind. Og derfor er det så sindssyg vigtigt, at vi ved hvor vi har hinanden. Teamwork er en nødvendighed, for det er fysisk og praktisk umuligt både at give hjertemassage, trække medicin op, tilkalde læger, hente blod, bestille diverse tilsyn osv helt alene, for så når patienten at dø i mellemtiden. Vi er allesammen afhængige af hinandens kompetencer i sådanne situationer.

Og fordi jeg véd!! At på et eller andet tidspunkt, så er jeg afhængig af hende her den nye sygeplejerske i en sådan situation, som ovenfor beskrevet, så pissede det mig for vildt af, at hun enten ikke interesserede sig nok til at lære tingene ordentligt, eller simpelthen bare ikke kan finde ud af det, men prøver at lade som om hun godt kan. Det er fair nok, hvis tingene er svære, det var det også for mig i starten, men erkend det for pokker, så vi andre ved, hvad vi kan forvente.

Og så er det jeg kommer til min dårlige samvittighed. For jeg bør jo være den der finder tålmodigheden frem og hjælper denne her kvinde, når nu jeg var sat til at gå sammen med hende. Altså det bør vi selvfølgelig allesammen gøre i teamet. Vi bør også kunne finde tålmodigheden frem selvom vi skal gentage os selv 20 gange, hvis det er det der skal til, før hun forstår hvad hun skal – vi bør jo løfte hende til det niveau der generelt er i afdelingen, så vi kan regne med vi ved hvor vi har hende senere hen når det hele brænder på.

Men FUCK hvor er det altså svært, når først man er nået til det stadie, hvor man har dømt en spiller ude…

Dagens Drama #4

Jeg har i dag modtaget den længste sms, jeg i mit liv nogensinde har fået…fra FILF’en!! Dvs fra en mand…en mand!! ….come on altså!

Den omhandler mest af alt, alt det jeg har gjort galt i vores forhold. Han har selvfølgelig ingen skyld i at det endte som det gjorde – selvsagt.

Jeg fik sms’en mens jeg var på arbejde – kunne slet ikke overskue at svare… så gik der en time, så modtog jeg en tilføjelse, hvor han skriver, at forrige roman naturligvis ikke var en kritik af mig… øh… who the fuck then?

Jeg svarede stadig ikke…

Senere kommer der endnu en sms fra ham, hvor han skriver, at jeg kan læse en af hans noter (wtf?!) som han havde skrevet i sin tlf den 5.maj. Den er så også en halv kilometer lang og omhandler denne her pige, som han forelskede sig i, men som nu er forsvundet og som han stadig leder efter, men aldrig mere ved om han kan finde igen.

Jeg er helt paf !  (og der skal alligevel en del til!)

Overvejede bare at sende en thumbs up retur, men måske alligevel lidt for provokerende ?

Har endelig lige taget mig sammen til at svare, det er jo heller ikke helt fair bare sådan at lade ‘manden’ hænge der i flere timer, uden nogen form for respons.

Mit svar siger i det store hele bare at jeg har brede skuldre og at jeg håber han har fået afløb for det hele, jeg påtager mig gerne skylden, hvis han får det bedre af det.

Så nu afventer jeg …mon det er det sidste jeg hører fra ham… (indsæt Dødens Gab melodien her)

Mere fra sidste uge og lidt fra denne uge

Så Ida fortalte sin lærer om alt det med hunden og fuglene, og jeg fik en mail om at de var meget bekymrede. JA TAK, så er vi flere!

De skrev at de syntes jeg skulle kontakte kommunen med det samme! Men grunden til jeg inddrog skolen, var netop for at det jo ikke er mig der skal underrette kommunen – det skal de ud fra det Ida har fortalt dem. For udfaldet fra Mortens side vil uden tvivl modsvare måden hvorpå underretningen kommer fra.

Som jeg skrev igår, så var Ida og jeg til møde på skolen igår med hendes lærer. De var meget bekymrede! Børn skal ikke opleve og overvære vold – heller ikke mod dyr.

Pga Mortens trusler, blev vi enige om, at de skulle skrive deres underretning, sende den til mig og så videre til kommunen mandag. Grunden til det skulle vente til mandag, var for at vente til børnene var hjemme hos mig igen. Jeg skal så følge op med også at kontakte kommunen. Derudover havde Ida en veninde med forrige weekend, hvor de var på camping med Morten. Hendes mor fortalte mig forleden, at hun havde grædt hele aftenen efter hun var kommet retur, pga mishandlingen af hunden. De vil også gerne hjælpe med at skrive en underretning, hvis jeg havde brug for det.

Slagplan – YES!

Mail modtaget igår eftermiddags fra læreren….

Kære SH

Vi har vendt tingene med ledelsen, som vurderer, at den mest direkte og ‘rigtige’ vej er, hvis du på mandag selv henvender dig til kommunen med din bekymring. Også omkring de trusler, som du er bange for. 

Før vi som skole sender en underretning har vi en række formalia, som vi skal have afklaring på. Det er vores ledelse i gang med… 

KH

 

Jeg er nu SÅ frustreret! Det føles som om de vasker deres hænder og efterlader mig og børnene til bare selv at få styr på det her. (Ja selvfølgelig er det mig der i sin tid valgte at få børn med en psykopat – jeg vidste dog ikke dengang at det var hvad han var, men come on… ingen hjælp…overhovedet….)

Jeg er en meget selvstændig kvinde – jeg spørger meget meget sjældent om hjælp, sådan rigtig hjælp.

Jeg rækker nu ud efter hjælp, ekstremt velovervejet pga Mortens trusler – ergo vil jeg tænke de fleste mennesker også må tænke, at det er fordi det efterhånden står virkelig skidt til. Skolen fortæller de er bekymrede og kommunen skal underrettes med det samme… Men tager jeg direkte kontakt til kommunen, helt alene, så virker det så meget mere som et aktivt valg om at modarbejde Morten, end når Ida også har informeret skolen om hvad der foregår, og vi så kontakter dem sammen.

Hvad fuck er deres undskyldning for ikke at underrette kommunen ??!

Er synsk

Jep!

Jeg er rendt ind i FILF’en næsten alle dage, siden jeg fortalte ham, vi ikke kunne ses som kærester længere. Hvor er det typisk!

Han skrev det også til mig den anden dag, at det var pudsigt at vi nu skulle rende ind i hinanden hele tiden. Han har desuden skrevet at han er ked af, at han ikke havde lyttet mere til det jeg fortalte ham og at han savner mig og bare gerne vil holde om mig og fortælle mig en masse ting. (som om den mand ville kunne sætte ord på alt hvad der foregår i alle hans kasser, han er så kontrolleret, så han altid når at stoppe sig selv)

Men jeg må mærkeligt nok indrømme, at jeg ikke er helt så lettet som jeg havde regnet med, efter at have slået op med ham. Er virkelig ærgelig, fordi det var så godt i starten. Men vi var simpelthen bare alt for forskellige og jeg var efterhånden SÅ irriteret på ham, over ALT, så det var slet ikke fair overfor ham, at han skulle finde sig i det heller.

Ofte handler det vel egentlig bare om vane når man går fra hinanden. Jaja, jeg ved godt der selvfølgelig også er nogle følelser i klemme. Men fx så jeg nogle vine i Netto igår, hvor jeg var lige ved at sende en snap til FILF’en om, at de havde fået fyldt lageret op. Jeg stoppede mig selv inden jeg fik sendt billedet. Så jeg skal jo faktisk bare have fyldt de ting ud, der minder mig om ham, med andre ting eller mennesker, så jeg ikke kommer til, i vanens magt, at skrive til ham om de ting. Det kommer ingen af os videre af.

Fik jeg egentlig fortalt at FILF’en har købt hus lige skråt bagved mig… JEP – det skal nok blive en succes, når han flytter ind til efteråret. Men mon ikke han til den tid har fået pakket alle sine følelser godt væk i kasserne og dermed kan vi måske finde ud af at få en eller anden form for venskab til at eksistere – det ville være ok fint.

Jeg krydser fingrer!

 

når man ikke længere er i tvivl

om hvorvidt man er i det rigtige forhold eller ej…

Jeg kan godt være ret ærgelig over jeg ikke lige havde overskud til at skrive om december, hvor FILF’en og jeg startede med at date, hvor alting bare var perfekt, og hvor jeg syntes han gjorde og sagde alle de rigtige ting. For kontrasten til hvor jeg er nu, ift ham, er så sindssyg stor, og jeg kunne godt have brugt lidt flere input til hvorfor vi er endt her…

For i bund og grund er jeg faktisk ret ærgelig over det – han er en af de gode mænd, desværre bare ikke for mig, men det kunne virkelig have været så perfekt. Vi bor i nærheden af hinanden, vores børn kan både lide hinanden og den modsatte part. Men sådan skulle det ikke være. Måske jeg alligevel var kommet frem til denne konklusion med tiden, havde jeg ikke rejst til Bali, og dermed afskåret forelskelsen i, at blomstre endnu mere – jeg ved det ikke. Men som jeg ser det nu, så er vi simpelthen SÅ forskellige som to mennesker overhovedet kan være. 

Jeg er generelt et meget positivt menneske, mit glas er stort set altid halvt fyldt. FILF’en starter ofte sine sætninger med hvad der irriterer ham ved ting eller mennesker. Alting er altid fyldt med problemer og belastninger.

Jeg prøver at se mænd som individer, selvom der selvfølgelig er generelle karaktertræk man ikke altid kan komme ud over, men dem snakker jeg kun med veninderne om. For ingen gider sgu da at blive kylet ned i samme balje som alle andre. Det tog FILF’en VIRKELIG lang tid af fralægge sig sætningen…‘I kvinder…’ – Shit han har en stærk holdning til hvordan samtlige kvinder er. Og det pissede mig for sindssygt af! Han startede med at sige at han var kassemenneske…jeg troede ikke rigtig på ham, måske jeg egentlig aldrig rigtig har mødt et kassemenneske før… Men NU er jeg så udemærket klar over hvad han mener. Han har placeret alt og alle i en eller anden form for generaliseringskasse. Og selvom jeg har prøvet at få ham til at tømme indholdet i alle kasserne og genplacere det hele, så er der vel egentlig også bare grænser for hvor meget man kan eller skal lave om på et andet menneske.

Så er han bitter. Bitter på sin ekskone fordi hun havde en affære – selvfølgelig forståeligt! Men man må også komme videre i livet 4 år efter. Bitter på sine kammerater fordi de engang har taget en dyr flaske rødvin fra hans vinskab. Han ses med dem jævnligt, hvis det stadig fylder, så stop med at se dem. Så er der alle de ting han nægter! Han nægter fx at tage skoene af når han kommer ind hos mig. Tænk hvor anderledes sådan en sætning kan lyde, hvis han istedet sagde; er det okay at jeg beholder mine sko på?

Så er der hans stemme. Når han taler normalt, er den ok, ikke den dybeste mandestemme, men ok. Men så snart han bliver bare en lille smule begejstret eller irriteret, ryger den 10 toner højere op og bliver helt forvrænget og pivende. Så jeg føler mig helt maskulin ved siden af, når jeg snakker. Kontrasten er enorm! Så har han en tendens til at tale til mig som om jeg er et barn og alting er synd for mig. Fx den anden morgen skulle jeg tidligt op til afslutning i Alexanders børnehave, da jeg lister ind og siger farvel til ham, bliver jeg mødt af ord som nurh nurh nurh lille skat, hvor er det synd for dig, nurh nurh.. samtidig med han tantekysser mig 20 gange i træk på kinden (gu det da røv synd for mig, jeg vil sgu da gerne med!)

Derudover, så har han set nogle af de Snaps, som Luna og jeg sender til hinanden, hvor vi har sjove ansigter og stemmeforvrænger på. Gudhjælpemig om ikke han pludselig også skulle have snapchat og skulle være med på den bølge. Mænd skal bare holde sig fra snapchat filtre! Især hvor de er en mus med rød næse og læbestift OG stemmeforvrænger, og især når han i forvejen har en lidt lys stemme. Al min respekt for ham, som mand, forsvandt med den snap, hvor han iført ovenstående filter og stemme, skjorte og slips, helt tørt og uden en eneste grimasse, stod og spurgte om jeg var nået langt med min opgave og at han iøvrigt havde travlt på arbejdet. (OMG)

Så laver han et stort overdrevet kunstigt smil når han ser mig… så smil dog normalt menneske. Han ligner fuldstændig min femårige, når han skal  fotograferes, og han slår sit kamerasmil på, hvor samtlige tænder og gummer vises. (åh gud hvor jeg håber han lægger det smil fra sig inden han bliver voksen)

Når vi skal kysse, trutter han læberne sammen 1 meter før han når over til mig, samtidig med han lige går en lille smule ned i knæ og lukker øjnene. Hallo du er manden, du skal ikke gå ned i knæ medmindre du er på vej ned for at slikke mig mens jeg står op. Eller du er to meter høj. Så tantekysser han for det meste. Og kysser mig rigtig mange gange på kinden og på panden, men ikke som normale mennesker gør det. Han bliver hængende, som en anden sugemalle, så jeg til sidst står og synes det er mega akavet, at han har haft sine våde læber fastklistret til min kind i 30 sek. Og så fjerner jeg mig. Hvilket han så godt kan se jeg gør, og han fortrækker en forundret mine, men han læser det tydeligvis ikke som om det så er noget han måske skal drosle lidt ned på, nej nej, 5 min senere hænger han der igen… Arhmen altså.

I starten aede han mig også rigtig meget i ansigtet, ikke bare sådan på den ene kind, men glidende frem og tilbage på først den ene kind, ned over hagen, op over den anden kind, tilbage ned over hagen og retur på startkinden igen, selvfølgelig efterfulgt af en til to gentagelser. Den fik jeg heldigvis sagt fra overfor. Men igen, han spottede slet ikke, at det at jeg trak mig væk, måske betød at jeg ikke kunne lide det. Nope lad os da gentage det igen om lidt.

Apropos Hallo – så bruger han Hallo og Altså flere gange i alle hans utilfredse udtalelser. ‘Altså HALLO, jeg nægter blablabla…altså HALLO… altså’  Spurgte ham forleden om han nogle gange havde prøvet at tælle hvor mange gange han brugte de to ord på en dag… han fangede den ikke.

Så er der selvfølgelig også sexen. Men inden vi overhovedet når til sexen, kan han finde på at kilde mig lidt på knæet og så tilføje, at han hellere må lade være med at pirre mig. (Arhmen HVORFOR?! Og hvordan kan han tro nogen overhovedet bliver pirret af at blive kildet på knæet i 2 sekunder) Han siger ting som, at uhh han har svært ved at lade mig være, for så at vende sig om og lave noget praktisk (Øhhh?).

Jeg fik til gengæld for nylig heldigvis fortalt ham, at han skulle stoppe med at bruge ordet elske, medmindre han aldrig ville have oralsex igen og iøvrigt gerne ville kæmpe sig igennem saharas ørken for at få den op i mig. Jeg fik sagt til ham, at jeg godt kan lide at han tager fat, og når han alligevel står bagfra og knalder mig, så skal han da endelig ikke holde sig tilbage for lige at smække mig i røven. Jamen jeg er bange for at det gør ondt på dig’. (argh!!) Sidstnævnte er så blevet SÅ akavet, fordi han ikke kan få sig selv til det, så istedet klapper han mig måske 20 gange i træk, ligesom en der prøver at klappe i takt til musikken, men simpelthen ikke ejer en rytme i sin sjæl, og så istedet bliver det sådan noget febrilsk turbo noget, som han prøver at gøre synkront med begge hænder på samme tid. (Sving nu bare den ene hånd for helvede) Så måtte også bede ham stoppe med dét. Fortalte ham også, at han gerne måtte trække mit hoved bagover i håret, men her endte det bare med, at han rodede rundt i mit hår – igen med begge hænder, så jeg istedet måtte kæmpe med at få uglereden væk fra ansigtet bagefter. Han har tydeligvis ikke det fjerneste dominans i sig… Selv et stillingsskift, er jeg nødt til at tage initiativ til. Og når jeg skubber ham ned og ligge eller trækker ham ovenpå mig, så bliver han helt forfjamsket og siger ‘nå…nå…hvad skal vi nu…’  (ja vi skal da ud og købe julegaver – det er vel ved at være på tide!)

Det er sgu op ad bakke. Aldrig har jeg prøvet at sex er så svært. Og jeg har bare ikke tålmodigheden til at skulle prøve at lære en 47 årig mand nye tricks. Også fordi det kommer aldrig til at falde ham naturligt. Andet end missionærstillingen.

AJ, jeg var lige ved at glemme hans prutter! FILF’en har nærmest ingen sphincter (analmuskel) tilbage. En gang kom jeg til at kramme ham lidt hårdt, så slog han en prut. Andre gange skal han bare løfte noget tungt eller bukke sig ned og tage sko på, så prutter han. Om natten kan han slet ikke styre det. Og ja, jeg er med på, at man ikke er herre over hvad man laver i søvne, men altså… det er pænt ufedt når nu jeg kun har en dobbeltdyne og han godt kan lide at skubbe sin røv helt op og ligge op af mig!

Så nu brygger jeg på en slå op tale til næste gang vi taler i tlf sammen. Samtidig med jeg kan se han skriver flere og flere sms’er til mig om hvor dejlig jeg er, og at han savner mig når vi ikke er sammen…

Jeg føler mig som jordens største sæk lige nu… og jeg er slet ikke i tvivl om, at jeg får mig en fin lille plads i FILF’ens I kvinder – kasse, når jeg får taget mig sammen til at sige at det er slut… 

%d bloggers like this: