Tag: ARGH!

Hvad jeg har lært i Juli måned

  • At 4th of july også betyder uafhængighedsdag for mig! Wuhuu speciale blev afleveret!
  • At det at Chefen og jeg fik klarlagt at vores ‘forhold’ er et venskab – selvfølgelig medførte akut trang til at forsegle det med sex… igen og igen…
  • At jeg virkelig har nydt nogle længere perioder uden børnene… jeg ved godt man ikke må sige sådan noget højt, men fuck hvor har det været skønt…og stille
  • At jeg kyssede med en fyr i byen, før Chefen og jeg havde sex, som kyssede bedre end Chefen… men som selvfølgelig var gift!
  • At en mandlig kollega pludselig også begyndte at flirte…okay jeg kom til at flirte tilbage.. han er fandeme også gift! Gifte mænd-stop jer selv!! Mig … stop med at tiltrække gifte mænd!
  • At min nu 12 årige datter Ida, har en sørgelig teenage tendens til at kunne bringe mit pis i kog på et nanosekund – hvad fuck sker der i hovedet på en præteenager?! Hun ved det tydeligvis ikke selv når adspurgt… indtil videre siger hun stadig undskyld… jeg er spændt på hvor længe det varer endnu
  • At jeg egentlig ikke gider holde sommerferie – vil bare helst ligge og stene Netflix…nærmere betegnet Vampire Diaries… jeg skulle bare lige smugkigge hvad den handlede om og vupti, nu kan jeg ikke slippe den igen…på trods af at det er teenagere den handler om, selvom nogle af dem selvfølgelig har levet i flere hundrede år… Men åh jeg kan simpelthen ikke få nok af Ian Somerhalder!
  • At jeg nok bør få min lilletå røntgen undersøgt – den blir lissom ikke bedre, tværtimod!
  • At jeg synes det er lidt irriterende at min nabo udlejer sit hus via airbnb… pænt træt af nye nysgerrige naboer hver anden weekend, som iøvrigt også snupper min p-plads! Det er faktisk ret vildt at noget så banalt kan irritere så meget
  • At det hjælper på følelsesniveauet ift Chefen, når vi ikke ses. Vi har ikke set hinanden siden forrige fredag, hvor han pludselig blev så fornuftig. Vi taler og skriver dog hver dag… det er meget venskabeligt…måske det er okay
  • At jeg på mirakuløs vis godt kan løbe 5 km – DHL kan bare komme an (hader at løbetræne)
  • At jeg har et kæmpe softspot for en mand fra fortiden, som jeg overhovedet ikke burde lade få lov at charme sig ind på mig igen…men det er dælme svært at ignorere de sommerfugle han planter i min mave – pis os’!
  • At A har unblokeret mig på facebook… spændende hvornår der dukker en besked op fra ham…
  • Det samme har FILF’en – tænker det passer med han og hans piger er taget til Bornholm, hvor vi skulle ha’ været med…han lægger ihvertfald pinligt mange offentlige opslag op derovre fra
  • At jeg skal slippe min OCD ift tallet på vægten… muskler vejer mere end fedt – fat det nu altså
  • At jeg har set 1800 minutters Vampire Diaries i Juli måned…

Frustreret !!

Så jeg føler lidt at staus med Chefen er ret lig sidste år på præcis det her tidspunkt. Han er på, meget på! Vi skriver og snakker flere gange dagligt.

Han kom hjem til mig i fredags…vi krammer og han prikker lidt til mig, lige som sidst…men ingen kys eller lignende… ret mærkeligt, men alligevel ret naturligt at være sammen uden.

Da det bliver tid til at gå i seng, spørger han om han skal køre hjem.. Øh nej! Jeg ville blive ret trist hvis du kørte hjem. Så vi gør klar til at gå i seng…og så er det det bliver lidt mærkeligt ikk! Fordi… så kravler vi under dynen…ham i boksershorts, mig i trusser (og ja – lige der syntes jeg faktisk måske det begyndte at blive liiidt akavet… ingen kys eller berøring hele aftenen og nu næsten nøgne sammen)

Tænker du måske ikke vi burde forventningsafstemme det her? spørger jeg ham

Jo det mente han vi burde…

Og så tog fornuften HELT over hos ham! At måske vi lige burde mærke lidt efter hvad det her egentlig var, før vi havde sex igen. Jeg blev SÅ træt!! og ikke mindst frustreret – seksuelt frustreret! Er vi venner, er vi venner med fordele, er vi venner med flirt, er der mere i det end bare venner… ? 

Samtidig med han sagde alt det lort, sagde han samtidig 1000 helt fantastiske søde ting til mig, som bare øger forvirringen max hos mig. Fx fortæller han, at jeg betyder alt for ham, at han elsker at have mig i sit liv, at han slet ikke kan forestille sig at jeg ikke skulle være en del af hans liv, at jeg er hans mest fortrolige, at vi har den vildeste kemi på alle planer, at han tænder så meget på mig, så det kræver alt af ham, ikke at flå mig rundt konstant. Derudover fortalte han også, at han havde været ret ked af det sidste år, da han og jeg stoppede. At han virkelig havde følt han havde jokket i spinaten og at det havde taget ham et godt stykke tid at komme videre efterfølgende.

Jeg var ret chokeret over den sidste udmelding. Vi har jo aldrig rigtig talt om følelser før, så det kom ret bag på mig. Jeg spurgte ham, hvad han var bange for ift mig og ift at se hvor det kunne føre hen. Han var bange for at såre mig, sagde han. Men ikke dig selv?? Jo det var han jo nok også…

Der var en pause… og pludselig fik jeg sagt; jeg endte med at kysse mig igennem Smukfest sidste år. (en uge efter vi stoppede) Han spærrede øjnene op; HVAD?? sagde han. Ja jeg var så sur på dig, så jeg kyssede mig igennem smukfest… Chefen blev helt urolig og lignede han fik det småskidt. Skulle du til Smukfest igen i år??  spurgte han nu helt oppe på albuerne i sengen. Jep!  Han så helt forkert ud. Jeg smilede af ham og sagde, jeg troede ikke det betød noget for dig hvad jeg rendte og lavede, du virker altid så cool når jeg har fortalt dig om andre mænd… men Joooo han havde skam jalousifølelser ift mig, fik han til sidst ud. Jeg sagde til ham, at jeg selvfølgelig ikke ville lave samme stunt i år, hvis han og jeg var blevet enige om, at vi ville se hvor vi kunne ende henne…

Nå…men status blev… jeg sov stort set ikke, og det gjorde Chefen iøvrigt heller ikke, uforløst sex kan virkelig plante uro kroppen – fuck hvor var jeg frustreret! Hvad sker der for manden pludselig skulle være SÅ fornuftig?

Næste morgen bliver vi enige om, at vi vist ikke har talt helt færdig om hvad vi egentlig er, og skal finde en dag i løbet af denne uge, hvor vi kan mødes og få snakket… og lige give os selv lidt tid til at tænke over ‘os’.

Jeg ved sgu ikke hvad jeg selv skal tænke om det hele… Jeg er ret vild med ham, det har jeg nok været helt siden februar sidste år…men om jeg lige nu og her er klar til at slippe min nyfundne singlestatus ved jeg ikke. Jeg ved heller ikke om det måske mest af alt handler om at blive afvist, der gør at jeg gerne vil have ham… Jeg er ikke såååå vant til at blive afvist…så når der ind imellem er en, der rent faktisk ikke vil mig, så vil jeg selvfølgelig vildt gerne ham.. ret klassisk ikk?!

Samtidig går jeg virkelig med overvejelser om, hvad jeg kan leve med, hvis vi bliver ‘enige’ om bare at forblive venner… der er ingen tvivl om, at jeg helst gerne vil beholde ham i mit liv, kontra undvære ham. Men jeg ved jo godt at vores fortrolighed forsvinder, så snart en af os finder en kæreste, og jeg ved ærlig talt heller ikke hvor gerne jeg vil vide noget som helst om hans datingliv, hvis/når han ikke vil have mig… lige meget hvor jeg selv befinder mig i den proces, så kan det kun gøre ondt, at han hellere vil have en anden…  Jeg kan også godt have lysten til bare at ruske ham, og spørge ham, hvad fuck det er han føler der mangler imellem os… for ud fra hvad han siger og ud fra hvordan vi er sammen, så burde det være et match made in heaven…og jeg forstår ikke hans tøven…

Nå, men hvis vi ender med at forblive på venskabsniveau, så skal min indre singleslut edderdælme lukkes ud igen – og ja… så er det selvfølgelig meget belejligt at Smukfest venter lige om hjørnet !

Chefen part 2

Sidste år havde Natalie og jeg en lidt vild periode. Der blev udforsket lidt af hvert…blandt andet sexklubber.

Tilhørende disse sexklubber er der selvfølgelig en hjemmeside hvor man har en profil, lidt a la scor.dk, bare meget mere vulgært og direkte.

Nå, men derinde møder jeg Chefen, altså på siden, ikke i klubben. Vi skulle jo faktisk bare mødes med det formål at se om vi kunne nyde hinanden seksuelt … det kunne vi!! Og det endte faktisk med vi blev ved med at se hinanden i 6 mdr.

Vi nåede aldrig til et punkt hvor vi ville introducere familie og venner. Men alligevel stak det mere og mere i mig hver gang vi var ude i offentligheden, fordi han ikke engang kunne holde mig i hånden eller være bare en lille smule kærlig. For når vi var hjemme privat, kunne han slet ikke lade være med at skulle røre ved mig hele tiden, så det hang slet ikke sammen for mig, at vi opførte os enormt meget som kæreste og ligeså snart vi kom uden for en dør, så kunne jeg få et dask på skulderen.

Det kulminerede i slutningen af Juli hvor vi havde været sammen non-stop i mere end en uge og jeg tænkte nu må han sgu da for helvede snart fortælle mig bare et eller andet om hvad han føler, og tænker om ham og mig. 

Det skete ikke. Jeg var pænt skuffet.

Dagen vi slutter, sker der det at han spørger om ikke jeg kan køre ham til en polterabend han skal til. Selvfølgelig siger jeg og tænker at det blir spændende, for så kommer jeg jo med ud til hans venner og det har han med garanti ikke gennemtænkt.

Det havde han heller ikke. Så da vi er ved at nærme os kan jeg mærke han går lidt i panik. Og da jeg parkerer foran 10 af hans venner, og han kigger panisk på mig samtidig med han giver mig verdens hurtigste tantekys og nærmest flyver ud af bilen, der tænkte jeg at det var slut. Jeg gad ikke gemmes væk længere.

30 sek efter han havde forladt min bil fik jeg den første undskyldning. Derefter kom der adskillige opkald. Jeg ignorerede dem alle. Senere blev jeg bombarderet med billeder af deres aften.

Han vidste udemærket godt han havde jokket big time i spinaten.

Dagen efter fik vi talt sammen og jeg stoppede det. Han var ikke klar på at vi skulle defineres, hvilket jeg egentlig heller ikke var, jeg ville bare gerne holde i hånd når vi var ude. Jeg græd det meste af aftenen og han drak sig i hegnet. Hvilket han ellers aldrig gjorde normalt. Han var afholdsmand fordi han gik så meget op i sin træning, så han ikke ville ødelægge det med alkohol.

Der går 3 mdr ca hvor vi kun har lidt sporadisk kontakt via sms. Efter jeg kom hjem fra Californien spurgte jeg ham om ikke han ville hjælpe med at strukturere min træning – det ville han meget gerne.

Og sådan startede vi stille og roligt med at opbygge et form for venskab igen. Dog med visse seksuelle undertoner ind imellem, eftersom vi begge stadig tænder på hinanden.

I takt med at det går dårligere og dårligere mellem FILF’en og jeg øges vores kommunikation. Og da jeg melder ud at FILF’en og jeg endelig er slut er det næsten på daglig basis at jeg hører fra Chefen igen. Dvs næsten 2 måneder nu, med en eller anden form for daglig kontakt.

Chefen selv havde været en del på Tinder dates, han fortæller at han føler han er klar til en kæreste men er også ved at være pænt træt af mærkelige kvinder. Det gjorde mig lidt glad når han fortalte om det. 

Men så pludselig for 3 uger siden spørger han mig om han må spørge mig om noget ift kvinder. Øh ja siger jeg og tænker hvad fanden kommer der nu…

Så fortæller han, at han havde datet en kvinde den gang han og jeg startede med at træne sammen tilbage i oktober. Hun havde stoppet med ham pga mig. Hun havde så vendt tilbage for omkring 2 mdr siden og de havde haft sex og hun havde meldt ud at hun ikke ville andet end det. Fint med ham. Så begynder han at date en anden kvinde, en ung en der vil have børn og hele molevitten, hende dater han i en uge, hvorefter den første kvinde pludselig kontakter ham og fortæller ham, at hun er smask forelsket i ham og vil det hele med ham. Han bliver så snot forvirret, og stopper med hende den skrukke, og går i tænkeboks i et par dage. Mere når han ikke fordi, hende den forelskede pludselig opdager han er på Tinder og flejner fuldstændig. Så Chefen mister stort set alt for hende den forelskede, fordi hendes anklager var så uberettiget.

Alt imens prøver jeg virkelig at holde den ‘nej jeg er overhovedet ikke chokeret’ maske gennem telefonen. Chefen spørger om det er okay at han fortæller mig de her ting… Jaja det er helt fint, lyver jeg. Det gjorde faktisk mere ondt end jeg selv lige var klar over det ville gøre…. Det er faktisk lidt hårdt at høre Chefen snakke om følelser for andre kvinder, når han ikke kunne vise mig de rigtige dengang…Okay jeg lyver…det er meget mere end hårdt – og det var ret heldigt han ikke stod foran mig, da han fortalte om de to andre kvinder, så havde jeg ikke kunne skjule den mavepuster det medførte at høre om dem.

Nå men han har jo så droppet begge kvinder og udbryder, at han er pænt træt af og SÅ færdig med KVINDER! Og ikke skal have noget med nogen at gøre det næste lange stykke tid. Fedt tænker jeg, så er jeg den der kvindeven, som til sidst alligevel får sneget mig ind på ham…jaja det skal nok lykkes! Vi aftaler at vi skal træne sammen i løbet af den kommende uge. Hvilket vi også gør, flere gange faktisk og samtidig bliver hans sms’er til mig bliver mere og mere direkte ift sex. Jeg tænker det er fint, jeg kan sagtens bare have et ukompliceret fuckbuddy forhold til ham. Mange ting ville blive løst på den måde = fast sex med lækker partner, ikke behøve bekymre sig om kæresteissues, ingen forventninger.

Hvorfor jeg vil have Chefen har jeg tænkt meget over… hvad er det han gør, som gør at jeg ikke kan slippe ham. Først og fremmest handler det vel om noget uforløst fra sidste år. Derudover så er han nok det mest positive menneske jeg kender og jeg har svært ved at få nok af ham, han har en meget smittende og tiltalende måde at være på. Når jeg er sammen med ham, er der intet i hele verden der ikke kan lade sig gøre.

 

Da jeg afleverer mit speciale i tirsdags er jeg helt kvæstet om aftenen, Jeg ligger på sofaen da Chefen ringer. Han er lige så kvæstet efter en hård arbejdsdag. Vi snakker lidt om hvad der er at stene i tv om aftenen, hvorefter han spørger om jeg vil komme hjem til ham og stene film sammen med ham… Øhhh jaaah… det vil jeg gerne… 

Jeg skynder mig at pakke træningstaske, for det tilfælde at jeg ender med at sove der, og vi kan tage hen og træne næste dag. Jeg skynder mig at barberer mig de mest nødvendige steder…for det tilfælde at jeg ender med at sove der… Skynder mig at skifte til noget tøj jeg ved han synes er lækkert på mig… og 30 min efter sidder jeg i min bil med Luna i røret… Jeg er lidt panikken….

hvad hvis jeg ender med at sove der????? 

 

 

Hvad jeg har lært i Juni

  •  At mine børn sørme også kan få børneorm
  •  At Mortens luderkæreste er en lille og lav, men meget kraftig rund tønde. Stik modsat hvad han normalt ville gå efter – jeg var chokeret! Men okay – Morten har vist også for længst lagt sit vaskebræt på hylden, og så gør det vel ikke noget at han bliver solidarisk med sin kæreste.
  • At Tinder nok er et af de mest tidsrøvende dødsyge spil…som jeg ikke kan stoppe mig selv i at spille.
  • At jeg synes Happn er grænseoverskridende!
  • At det ikke kun er nok at slå kameralyden fra når jeg er i nattevagt (læs; nedsat belysning)… ville prøve at tage et sniger billede af min lækre kollega og sende til Natalie som er på ferie… Blitz er faktisk også noget man skal huske at slå fra.
  • At jeg ikke så godt kan lide røde roser mere, efter FILF’en flere gange har efterladt store bundter af dem foran min dør. Han mener de siger mere end ord. Jeg har den største røde kravle rosen busk på hele den ene side af min hoveddør – kunne de ikke bare have været en anden farve!
  • At jeg mistænker FILF’en for at være paranoid skizofren…!
  • At jeg åbenbart har grænser
  • At jeg har verdens bedste mennesker i mit liv, som altid støtter mig og er der for mig, også selvom de selv har en svær periode i deres eget liv
  • At resultatet af, at børnene er 2 1/2 uge hos Morten, medfører at jeg har mistet evnen til at rydde op og gøre rent…faktisk har jeg vist bare helt mistet min ansvarsfølelse og istedet brugt tiden på veninder, byture, mousserende rosévin, shopping og træning – ego ego ego ! Jeg er ret vild med det!
  • At jeg har fundet ro i, at kommunen har lagt sagen med børnene og Morten på standby, til børnene er retur hos mig, de er på ferie, og hunden bliver passet.
  • At Chefen virkelig er vendt tilbage i mit liv på daglig basis… og jeg ikke lige helt kunne finde mit fodfæste i det…venskab… men tror jeg har fundet ud af det nu hvor vi er trådt ind i næste måned…more to come on that one.
  • At jeg godt kan mærke at 122 timers arbejde på 12 dage beviser at jeg vist ikke er 25 længere
  • At sådan en brækket tå faktisk gør ondt i lang tid! Og jeg blev straffet hårdt i søndags, efter at have været i byen i høje hæle om lørdagen…jeg kunne simplethen ikke få mig selv til at gå i byen i flade sko.
  • At jeres søde opbakkende kommentarer her på bloggen, løfter mit humør helt vildt – tak ❤️

Dagens Drama #8

Jeg var SÅ sur idag….! Eller nu er det vist ved at være igår.

For lidt tid siden skrev jeg om min manglende tålmodighed med en kollega, fordi jeg ikke mente hun var kompetent nok. Jeg prøvede der at vende den om og tænke jeg istedet skulle prøve at hjælpe hende med at få de kompetencer hun manglede.

Men i går blev jeg desværre bekræftet i, at jeg ikke tog fejl af hende.

Hun lavede så mange fejl i forhold til den 3 mdr gamle pige hun passede, så da jeg kommer forbi for at hjælpe hende med noget basalt, og opdager hvor skidt pigen har det, går jeg straks i gang med at hjælpe hende med hendes vejrtrækning og få fat på en læge. Vi får hende på ret køl igen…eller det vil sige, hun blev lagt i kunstigt koma og lagt i respirator. Min kollega havde ikke reageret på alle de symptomer pigen udviste, som indikerede hvor skidt hun havde det, og hvor meget hun kæmpede for at få vejret.

Jeg var rasende! For pga hende, gik jeg hjem med dårlig samvittighed over jeg ikke også havde overblik over hendes patient og kunne have afhjulpet så stort et setback for den lille pige og hendes familie. Rasende over min kollega ikke spørger om hjælp, hvis hun er i tvivl om hvad hun skal gøre. Rasende over ledelsen ikke reagerer på alle de observationer vi bringer dem, om denne kollegas manglende kompetencer og daglige fejl.

Pga episoden, endte jeg selv med at have overarbejde, fordi min baby patient nåede at blive semi skidt i processen også, fordi jeg ikke kunne være 100% til stede, som han havde brug for. Bosserne var derfor smuttet inden jeg var færdig, hvilket har resulteret i, at jeg har sendt dem en mail istedet for at få talt med dem personligt…

Jeg har lige læst mailen igen. Og jeg må sige, jeg vist nok glemte at trække vejret inden jeg sendte den afsted. Puha hvor var jeg sur, og hvor har jeg skrevet mange hårde ting. Aj jeg lægger faktisk ud med at undskylde længden af mailen…for derefter selvfølgelig at begrunde det med at jeg er sur! Men ja – min kollega lader jeg ikke tvivlen komme hende til gode…ikke længere.

 

 

Opsummering på et følelsesmæssigt hektisk år

Det er gået op for mig, at jeg åbenbart har grænser… Jeg ved ikke hvorfor jeg ikke rigtig før har mærket dem så tydeligt i mit liv, men jeg mærker dem nu. Tydeligt. Og jeg tror fosterstilling vil være mit næste tiltrængte move…

Siden september sidste år…nej løgn…faktisk siden maj sidste år, synes jeg livet har brudt på en del…udfordringer.

I maj sidste år kom Natalie alvorligt til skade i en ulykke, så alvorligt så jeg i omkring 2 uger efterfølgende ikke kunne slippe tanken om, hvordan hendes begravelse ville foregå. Det var en hård limbo tid, hvor jeg ikke anede om den næste besked eller tlf opkald jeg ville modtage, var besked om at vi skulle komme og sige farvel. Der er nu gået over et år siden, og der er stadig ikke en eneste dag, hvor hendes ulykke ikke på en eller anden måde fylder i mit liv. Enten når jeg taler med hende, og kan høre at hun ikke er helt den samme, som før. Eller når det er tydeligt at hun nogle dage har en kamp, bare for at være der for sine børn. Eller når jeg ser folk i trafikken, der ikke passer ordentligt på sig selv, så minder det mig om ulykken. Hver eneste dag er der en eller anden lille eller stor ting, der minder mig om hvor lidt der skal til, før livet kan forandres for evigt.

Chefen og jeg stoppede i slut juli, han var en svær vane at bryde med…

Jeg kompenserede ved at kysse mig gennem Smukfest en uge efter. Mødte Journalisten.

Slut august røg jeg på hospitalet og fik konstateret Trigeminusneuralgi.

Tog til Californien i september og mødte Frisøren. Han fylder stadig meget! Især når det er fuldmåne. Fuldmånen var SÅ flot da jeg var derovre. Han skrev så senest som igår, at han savnede og elskede mig… det er håbløst, hvilket nok er derfor han stadig fylder så meget…

Chefen returnerede i mit liv i form af ny træningsmakker. Havde glemt hvor nemt det var for ham, at få mig til at grine. Jeg er faktisk ikke sikker på jeg nogensinde har mødt så motiverende et andet menneske. Han har virkelig nogle vilde evner på det punkt. No wonder han er succesfuld chef i en stor virksomhed. Som han selv ydmygt siger; jeg ser jo bare folks potentiale og kaster lys på det. That he does.

September begynder ungerne at fortælle om forholdene hjemme hos Morten. Mest om kæresten (luderen) og hendes ‘onkel’ (slaven). Om hvordan de føler at Morten elsker den nye kæreste mere end dem. Det er hårdt for især Ida. Daddys girl.

November dater jeg en fyr tre gange, der allerede på anden date spørger, hvordan jeg ville have det hvis han sagde at han godt kunne forelske sig i mig… øhhh….(regn med at jeg stikker af!)  iøvrigt ville han også gerne have at jeg skilte min bruser ad, og stoppede slangen op i røven, så min endetarm var helt ren, så han kunne knalde mig i røven… øhm… nej, bare nej! Ikke fordi jeg ikke kan lide analsex – det kan jeg skam…men PROJEKT analsex, nej, så er jeg hellere foruden.

Start december starter jeg med at date FILF*en – alt er lykke med ham i december.

December eskalerer det hjemme hos Morten. Han kan ikke komme op om morgenen og får ikke afleveret ungerne i skole. Han læser ikke Intra, og det er derfor mig der står for skud, hver gang jeg møder lærerne ovre på skolen. Jeg begynder at fortælle skolen om at samarbejdet ikke fungerer helt optimalt. Og siger til Morten, at hvis ikke han er sit forældreansvar bevidst, så kan han ikke have børnene i hverdagene. Han truer med at komme og tæske mig ihjel, hvis jeg nogensinde prøver at tage børnene fra ham.

Vi skal flytte lige inden jul. Alt er kaos. Min far får en blodprop i sit ben dagen før vi skal flytte – det er meningen han skal hjælpe…

Vi flytter hjem til min far mellem jul og nytår, fordi alt er kaos i det nye hus. Far er naturligvis i bedring.

Januar tager vi til Bali. FILF’en begynder at udvise virkelige dårlige kommunikative evner.

Februar, stadig kæmpe kaos i det nye hus = mega stress!  Derudover har et års hetz fra min chef, begyndt at sætte sine spor. Jeg bekæmper trangen til at græde næsten hver dag inden jeg træder ind i afdelingen og når jeg kører hjem om eftermiddagen i bilen. Jeg bryder sammen foran mine to andre chefer og pludselig er der enormt meget fokus på mig inde på arbejdet…

Marts…min chef siger op, men det tager åbenbart lige lidt tid, sådan at slippe den dårlige følelse hun har efterladt i mig.

Jeg begynder at synes at FILF’en er lidt kikset.…..okay… meget kikset!

April vælger jeg at holde pause med min træning til fordel for at få mit speciale færdigt, som jeg har været forsinket med, siden Natalies ulykke. Det skulle jeg aldrig have gjort. Træning giver mig så meget overskud og energi. Så det pausen har gjort, ud over at jeg har taget 4 kg på er, at jeg har mistet mit overskud og min energi, så jeg alligevel ikke har fået skrevet det lorte speciale færdigt, fordi jeg går kold hele tiden. Samtidig eskalerer min Trigeminusneuralgi, og jeg har hovedpine hver dag plus flere og flere smertefulde jag i mit hoved.

Maj starter jeg træningen op igen – hovedet får det bedre wuhu og kroppen er på vej tilbage i form igen – jeg har ovenikøbet ladet mig overtale til at deltage i DHL i august med arbejdet. Dog kommer jeg til kontrol med mit hoved, og den kære søde doctor tillægger mig endnu en diagnose; Ice pick headache… jeg tænker ikke den titel behøver yderligere uddybelse.

Det eskalerer til helt sindssyge dimensioner hjemme hos Morten. Ida og nu også Magnus græder og græder over hvor dårligt Morten behandler deres hund derhjemme. Jeg kaster håndklædet i ringen og skriver til skolen, at Ida skal have en anden voksen at snakke med end mig, for jeg har ikke redskaberne til at hjælpe hende optimalt.

Skolen melder tilbage, efter at have talt med Ida, at kommunen skal inddrages. Jeg fortæller dem om Mortens trusler. Vi lægger en slagplan, som de pludselig bakker helt væk fra. ÅH hvilke frustrationer altså. Jeg bliver SÅ frustreret så jeg ikke får svaret skolen. Der går en lille uge, så melder de tilbage, at de vil sende underretningen alligevel. Den sendte de forrige torsdag… jeg går og venter i spænding på hvornår Morten får det at vide…

Samme dag, den torsdag, får FILF’en ‘hjerneblødning’… altså en af de selvvalgte af slagsen. Han sender mig den største svinerbesked jeg til dato nogensinde har modtaget i mit liv. Han overgik selv A, der ellers indtil videre har haft førstepladsen, som værende den mest nederdrægtige person jeg nogensinde har mødt. I starten af vores korrespondance, der tilbage i december, sagde jeg til ham, at jeg ikke var til Shemales, Latrinærsex og smerte, så hvis han var til noget af det, så ville jeg ikke indlede mig i noget med ham. Det havde han fået vendt om til, at jeg så var til ALT slags sex derudover. Så han fik sammenstrikket verdens længste sms om, hvor billig han synes jeg var, at jeg var en slut og trailertrash fra en trailerpark.  En ting er, at jeg og veninderne godt kan kalde os selv og hinanden for sluts og grine helt vildt af det, men en mand som FILF’en har ikke retten til at benytte sig af det ord, ud fra ting han har konkluderet i sit hoved ud fra små bitte anekdoter jeg har fortalt om min fortid. Havde jeg været ham utro, så kunne han tillade sig at kalde mig alt det lort han ville, men ikke ud fra noget, han ingen del har haft i.

Efterspillet af den sms blev desværre kun mere og mere forrykt. For jeg blev fucking vred på ham. Hvilket han ikke kunne forstå. Han kunne simpelthen ikke forstå hvad der var galt i alt det lort han havde sendt til mig. Han følte det var en nødvendighed, at han havde måtte sende det. Undskyld men hvem havde brækket armen om på ryggen af dig din idiot?!

Altså hvad blev der af, bare at acceptere, at et forhold ikke gik og så gå med værdigheden i behold??

FILF’en troppede op næste dag fredag og undskyldte – han kunne måske godt alligevel se, at han nok måske var gået en lille smule over stregen… Ya Think??! Jeg var stadig sur. Sagde til ham, at inden undskyldning nogensinde kunne godtgøre for alt det lort han havde sendt i min retning. Manden undskylder stadig så sent som før denne weekend.

Samme dag ringer min far og siger han har fået en blodprop i sit ben… Hvilken han mener han bare skal arbejde væk, hvilket resulterer i, at farmand prøver at ignorere smerterne for til sidst at blive indlagt semi akut i tirsdags, nu med 3 blodpropper i sit ben og tilsvarende adskillige i begge lunger.. Han bliver ovenikøbet indlagt på et hospital og en afdeling, hvor de glemmer at give ham hans blodfortyndende og hans blodtryksmedicin, så jeg til sidst ender med at blive den mest irriterende pårørende, som stiller dem tusind spørgsmål til hans blodprøver og medicin, som de så ikke kan svare på. Siden hvornår er det blevet forbudt som sygeplejerske at tænke en tanke selv?! Kontrasten til min egen afdeling var pludselig enormt tydelig. Shit hvor jeg pludselig elsker mit job, hvor vi gerne må tænke og handle selv.

Var så i torsdags til møde i kommunen…halvanden time tog det. Jeg fortalte alt. Om hunden der bliver kvalt. Om Luderen og Slaven. Om Psykopaten Morten. Om alle børnenes reaktioner. ALT kommer frem. Den meget søde og kompetente socialrådgiver fortæller at hun lige vil vende det hele med sit bagland og så vil jeg høre noget fra hende næste dag. De havde iøvrigt valgt ikke at informere Morten endnu, selvom det er kotume, men af hensyn til hans trusler mod mig.

Dagen efter, dvs i fredags, ringer Socialrådgiveren til mig mens jeg er på arbejde. Faktisk midt i at jeg sidder og får vejledning på den sidste ene % jeg mangler at gøre færdig i min opgave. Hun fortæller mig, at alle på kontoret havde været SÅ påvirkede af alt det hun havde fortalt fra vores møde dagen før, så de havde valgt at ville tale med Ida først, før Morten. At jeg måske skulle regne med at han kunne blive politianmeldt, at vi ville blive placeret på et krisecenter, samt at jeg ville få midlertidig fuld forældremyndighed.

Jeg rystede!!

Socialrådgiveren sagde; ‘du har formentlig levet i det her så længe, så du slet ikke længere kan se hvad der er normalt og hvad der ikke er, men for os der ser det hele udefra, skal du vide, at det her er IKKE normalt, og børn skal ikke opleve de ting de oplever hjemme hos deres far’. Mig; ‘jajo, det kan du måske godt have ret i…’ Socialrådgiveren; ‘Han har truet med at tæske dig ihjel!’ Mig; ‘nååå ja…det har han jo også’

Hun har sikkert ret…eller det har hun…jo nok… Mine grænser for hvad der er normalt ift Morten, er nok ret elastiske efterhånden.

De skal tale med Ida imorgen på skolen. Morten bliver informeret bagefter. Ida er meget bange, ikke for dem, men for hvordan Morten tager det. Ikke mindst fordi det er meningen at de skal 2 1/2 uge på sommerferie hos ham fra på onsdag…

Weekenden har heldigvis været nogenlunde fredet – imorgen springer bomben formentlig, afhængig af hvad de finder ud af med Ida.

Jeg har prøvet at ordne både have og hus hele weekenden…bare så det hele ikke sejler, hvis nu Morten reagerer med sin værst tænkelige side og vi er nødt til at tage benene på nakken…

Ruineret

Jeg har idag været til kontrol på Herlev hospital med mit hoved. Der var jo det der med de sidste år fandt ud af at jeg havde noget der hed, og hold nu fast, Trigeminusneuralgi… jaja jeg har øvet mig længe på at sige det ord, så det er okay, hvis I bare lige skimmer det og tænker aha.

Lægen, som iøvrigt er ganske nydelig at kigge på, spørger mig hvordan det går. Jeg fortæller at jeg faktisk har haft sådan en basishovedpine fra påske og ca halvanden måned frem, og at jagene i mit hoved nogle gange flytter sig over i højre side, istedet for at holde sig til venstre side, som diagnosen ellers ligesom foreskriver, at smerten hører til.

Nådada siger den nydelige læge og slår noget op på sin skærm. ‘Sig lige hvis det jeg læser op her, passer på de smerter du har’ 

Han læser den engelske beskrivelse meget dramatisk op med amerikansk accent. Nogle af ordene tillægger han så meget styrke, så jeg er lige ved at få et chok hver gang. ‘Jep – det passer ret præcist på det jeg oplever’ svarer jeg, da han er færdig.

Lægen sidder og grubler lidt…ja altså så har du jo så også, eller måske istedet, fået det der hedder Primary Stabbing Headache, også kaldet IcePick headache – det er ikke særlig ofte vi får de tilfælde, så hvad siger du til at du prøver det her medicin og så mødes vi igen efter sommerferien og ser hvordan det så går?’ 

Yeah!! siger jeg ironisk og griner.

Så jeg har hentet ny medicin idag, og var også nødt til at hente mine blodfortyndende, og wuhu – sørme om ikke min CTR saldo var nulstillet, og ligeså var tilskudsdelen…. som den søde apotekerdame lidt nervøst konstaterede… det bliver altså desværre lidt dyrt…

No shit Sherlock…

%d bloggers like this: