Havde den hyggeligste morgen med ungerne… det vil sige indtil vi kom over på min datters skole og jeg lige tjekker hendes taske efter hendes nøgler hjem til. Det er ret vigtigt de er i hendes taske, så min ex kan hente det tøj der står klar til dem derhjemme.

Ida siger begejstret: de ligger derhjemme!
Mig: aj for pokker skat, hvordan skal du så komme hjem senere og hvordan skal far hente al tøjet?
Ida: nåååå, øh…

Nå, jeg får sagt farvel, temmelig irriteret for nu er jeg nødt til at køre hjem og låse hoveddøren op og lade den stå åben til dem i eftermiddag.

Fræser videre mod vug og børnehave, allerede alt for forsinket, kan mærke stressen lave store ansamlinger i min mave.

Ankommer til børnehaven, hvor der holder en kæmpe lastbil og læsser madvarer af.
Oh no, sådan en lastbil er jo det 8. Vidunder for to små drenge, og de er da i øvrigt også pænt ligeglade med at deres mor er ved at eksplodere ved siden af dem fordi de overhovedet ikke ænser at jeg står og råber at de skal komme med – for det er da langt sjovere at se på en (fuckinglorte) lastbil!

Ender med at kaste den mindste over skulderen og sige at han kunne se på den derfra mens jeg løber ind med den mellemste ved siden af. Kommer ind i entreen i børnehaven hvor der hænger noget irriterende snor fra et radiatorrør over til to ‘glemte sager’ kurve på gulvet.
Kaster kurvene til siden så vi ikke falder i snorene og vil skynde mig at hjælpe ungerne ud af tøjet.

Mindste dreng har så besluttet at I DAG skal være dagen, hvor han absolut selv vil tage alt overtøjet af – hvilket jo ikke ligefrem fremmer hastigheden på afleveringen – ARGH!

Får endelig tøjet af dem begge og åbner døren ind til børnehaven…. Hele gangen ned til børnehaven er så plastret til med sejlgarn på kryds og tværs, lige som det jeg irriteret havde kastet til side i indgangen. Der havde jeg bare ikke lige lagt to og to sammen endnu… Meningen er at man (juleglad) enten skal hoppe over eller bukke sig under det spindelvæv ‘nogen’ har kastet ud over det hele!
Samtidig kører julemusikken for fuld udblæsning nede i børnehaven, så jeg dårlig nok kan høre hvad jeg selv tænker. Normalt skal børnene afleveres i vuggestuen når man er der før kl. 8, men åbenbart ikke i dag…

Drengene elsker forhindringsbanen og styrter mod musikken i bh. Jeg kæmper mig igennem alle snorene og kommer endelig derned, rødglødende af raseri, bare for at finde… tomhed…! og den mindste er nu klatret op i et træhus malet som et æbletræ, sådan et hvor der er små huller i, men ikke nogen muligheder for at man rent faktisk kan fange sit barn og få ham hurtigt ned igen!

Nejnej han skal lokkes ned med alverdens søde gloser, hvilket kræver det sidste overskud ud af mig – men det lykkes – ungen kommer ned og vi returnerer til forhindringsbanen….¤%&%¤#

Nede i vuggestuen finder jeg endelig de voksne! De sidder så helt stille og roligt inde på en stue sammen med et par børn, helt uvidende om alle mine strabadser i den anden ende af institutionen. Tror dog ikke de er et sekund i tvivl om min frustration, da jeg hidsigt siger at man jo tror de er nede i bh med den høje musik der bliver spillet dernede. (som jeg i øvrigt slukkede prompte i min arrigskab)

Nå ja, siger min ellers normalt yndlings pædagog, smilende og med overskud i stemmen at ‘det er jo fordi der har været drillenisser.’
Samme pædagog har i øvrigt klædt sin bil, en lille Hyundai i30, ud som Rensdyret Rudolf til ære for alle børnene.

Kan godt høre jeg er helt galt på den, og det jo er for børnenes skyld, behersker mig og siger farvel til drengene og løber ud til bilen, shit 7:45, skal være på arbejde om 15 min…