Tag: ARGH!

På skadestuen

Så jeg kørte forbi et totalt overproppet venteværelse på skadestuen og var lige der alligevel lidt taknemmelig for jeg var blevet hentet med ambulance. For så fik jeg da en seng med det samme.

Den mandlige sygeplejerske der kom og tog imod mig, var sådan en ung småbuttet meget bedrevidende klaphat, med en tlf fæstnet til hans T-shirt i nakken, for vigtighedens skyld. Ja undskyld – jeg var løbet tør for overskud og overbærenhed. Så da han begyndte at nedgøre ambulancefolkenes arbejde, så måtte jeg lige markere at jeg altså ikke var en hvilken som helst uvidende patient.

Klaphat: hvad har du fået af smertestillende? Mig: fentanyl, Panodil og ibuprofen. Klaphat: ja det er jo typisk ambulancerne, de giver altid alt muligt mærkeligt medicin, som vi aldrig bruger på hospitalerne. (Han hentydede til Fentanyl). Mig: ??? Fentanyl er da et af førstevalgene på samtlige intensiv, semi intensiv, operationsgange, opvågning og skadestuer. Klaphat: nååå, ja, det var selvfølgelig det næste jeg skulle til at tilføje, altså med undtagelse af de afdelinger. Er du sygeplejerske? Mig: ja. Klaphat: nå, ja jeg syntes godt jeg kunne fornemme det. Hvor arbejder du? Mig: jeg arbejder på …. (ja her er jeg jo desværre nødt til at udelade præcis hvor – kan dog fortælle at det er…heftig… afd med liv og død scenarier næsten hver dag) Klaphat spærrer øjnene helt op: nå okay… jamen … øh ..jeg går lige ud og ser hvornår der kan komme en læge. Hvorefter han forsvandt i nogle timer.

Imens skrev Hr Herlev. Jeg havde overhovedet ikke informeret ham om dagens udvikling. Ærligt, så var jeg lidt irriteret på ham, syntes ikke han skrev så meget mere og følte lidt han havde trukket sig, hvilket selvfølgelig bare medfører at jeg også trækker mig. Man skal huske at passe på sig selv jo i datinghelvedet. Han spurgte til min dag og så fik han den ultrakorte version, hvorefter han spørger om han skal komme ud til mig. Eftersom jeg er lidt fornærmet svarer jeg, at jeg føler han har trukket sig lidt og at han ikke skal føle sig forpligtet bare fordi jeg er kommet til skade. ‘SKAL jeg komme ud til dig??’ Skriver han igen, meget insisterende. Ja okay, du må gerne komme og underholde.

20 min senere står Hr Herlev i døren. Shit han har skyndt sig og Forhelvede altså hvor synes jeg bare han er en pæn mand! Bliver pludselig meget stolt over at han ‘hører til mig’ der på firesengs stuen.

Jeg, derimod, ligner naturligvis lort! Havde gårsdagens make up rester under øjnene, havde ikke været i bad, hverken før eller efter træning, og havde stadig træningstøj på. Måtte hurtigt konstatere at så blev han ligesom præsenteret for det værste af det værste…han var enig.

Han havde åbenbart været i gang med at lave hjemmelavede toffifees, men var skredet fra det hele for at komme ind til mig. Så han havde to karameller med til mig. Hvor er nøden og chokoladen? Brokker jeg mig smilende. (Jeg er meget smigret – men prøver selvfølgelig ikke at virke alt for sådan)

Han spørger hvorfor jeg føler han har trukket sig, for det mente han ikke han havde. Jeg forklarer hvorfor. Han ryster på hovedet af mig og siger; du skal ikke overtænke alting. Og så var den ligesom lukket. Vi kysser en del og han sidder enten på sengekanten og nusser mig eller på stolen ved siden af og massere min arm nærmest ham.

På et tidspunkt hvor han sidder på sengen begynder han at kysse mig ned af halsen og ned til brystet, konstaterer grinene at jeg smager salt (læs:svedigt). Jeg smiler undskyldende. Han letter lidt på dynen og får hurtigt hånden ned i bukserne på mig! Jeg letter lidt i sengen og kigger på ham med det mest anklagende blik jeg kan sætte op. Han smiler provokerende og begynder at lege med mig. Samtidig bliver alle på stuen helt stille (!!) og jeg får selvfølgelig afgivet et støn som ikke kunne misforstås. Hr Herlev griner stille af mig og tager den anden hånd op og holder mig for munden, og jeg glemmer helt at jeg har ondt i ryggen.

Jeg har naturligvis sengen lige ved døren, hvor der går nysgerrige mennesker forbi hvert andet minut. Hr Herlev synes det er mægtig underholdende at jeg kæmper for at bevare fatningen så ingen af de forbipasserende opdager noget.

Han er så tæt på at give mig en orgasme, men det lykkes mig at stoppe ham inden. Ikke fordi jeg ikke havde lyst til han fortsatte men fordi han er så dygtig, så jeg glemmer hvor jeg er og forudså at jeg ville ende med at afsløre endnu mere højlydt hvad der foregik bag vores gardin.

Bagefter bruger vi meget tid på at lytte til de andre patienters symptomer og sammen diagnosticere hvad de fejler.

Efter 7 timer kommer der endelig en kvindelig læge til mig.

Hr. Herlev er med under hele den grundlæggende udspørgen om mine symptomer….

Læge: har du vandladningsbesvær? Får du tømt blæren helt når du er på toilettet? Mig: nej og ja det skulle jeg mene. Læge: har du haft afføring? Eller tror du du har problemer med at komme af med afføring? (Arhmen altså, så det kunne godt blive endnu værre foran en mand jeg har kendt i 14 dage?) mig: pas – øhm det ved jeg ikke lige, men jeg tror ikke der er nogle problemer. Jeg sniger mig til at kigge på Hr Herlev, han kigger den anden vej men har helt sikkert hørt med. Læge: jeg er nødt til lige at tjekke med en finger om du har nedsat funktion i endetarmen. Hun hiver nogle handsker ud af en æske og gør klar til undersøgelsen og her trækker Hr Herlev heldigvis ud på gangen. Læge: vil du have din mand eller kæreste med herinde? Mig: nej det er fint, han må gerne blive på gangen. (Virkelig lettet over han smuttede ud og virkelig overrasket over hvor godt jeg kan lide lyden af … din kæreste)

Undervejs i samtalen med lægen spørger hun også hvor jeg arbejder. Jeg lægger ikke selv mærke til det, men det gjorde Hr Herlev, som konstaterer: det er virkelig sjovt at se hvordan folk ændrer facon overfor dig når du fortæller hvor du arbejder. Han virkede et øjeblik lige lidt stolt.

Lægen sagde de ikke kunne skanne mig på en søndag, og jeg måtte også erkende at jeg havde fået det bedre. Så jeg fik en ekstra smertestillende og blev sendt hjem med Hr Herlev. På det tidspunkt havde han siddet hos mig i 8 timer, uden mad og stadig med tålmodigheden nogenlunde intakt. Vi kørte til et pizzaria i nærheden af mit hjem og fik meget sen aftensmad. Selvom man ikke skulle tro det, så var det først her jeg for alvor peakede på charmekontoen. Den smertestillende pille virkede nemlig så meget så jeg var helt rundt på gulvet, ved at kaste op og svingede mellem at kampfryse og kampsvede. Var faktisk slet ikke sulten. Fik dog spist lidt pizza samtidig med jeg vitterlig kastede tøj af mig så jeg sad i min træningstop og Hr Herlev beholdt sin jakke på, fordi han frøs.

Virker pillen? Spørger han drillende og med hævede øjenbryn, samtidig med der kom tre arbejdsmænd ind af døren og jeg diskret prøvede at trække trøjen lidt op over mine bare skuldrer.

Han kørte mig hjem efterfølgende. Og jeg tror, takket være min gode grundform, er jeg sluppet forholdsvis billigt ift min ryg. Jeg klarer mig med Panodil og ibuprofen. Og må erkende at Hr Herlev mere end rigeligt har bevist at han ikke har trukket sig.

Hokus pokus – mig i fokus

Jeg var til Cross Fit træning med kammerat T forrige søndag.

T, som dagen forinden lige havde skrevet at hvis ikke jeg vidste det, så havde han altså følelser for mig… altså mere end vennefølelser… jeg responderede med at jeg var ked af hvis jeg havde udsendt signaler der kunne misforstås, for jeg kunne ikke gengælde følelserne. Det havde jeg heldigvis ikke, den lå udelukkende hos ham, svarede han. Hvorefter han fortsatte og skrev at han ville vente på mig, hvis jeg en dag ombestemte mig.

(!!)

Arhmen altså…. der kommer aldrig noget godt ud af at nogen venter på nogen.

Nå, men vi stod midt i træningen og skulle lave et dødløft. Et løft som jeg normalt sagtens kan løfte med 40-50 kg på. Jeg havde 20 kg på denne morgen.

Træneren var en pæreformet blævrende midaldrende korthåret kvinde i meget farverige leggings, som ikke overlod noget til fantasien.

Midt i jeg havde gjort klar til et løft, spændt i core, og skulle til at løfte sammen med resten af holdet, vendte træneren sig om, så jeg fik frit udsyn til hendes blævrende baller, der hver især havde sit eget liv i de spraglede leggings og jeg tabte fuldstændig fokus, trak vejret og dermed mistede min coreopspænding og SMÆLD!

Min gamle diskus prolabs smuttede ud mellem mine ryghvirvler. Fucking 20 kg!!

Jeg gik helt i panik – fik T til at smide sin vægtstang og tage min. Kom ned og ligge med enorm frygt for aldrig at komme op igen. For sådan var det jo sidst. Holdet fortsatte og jeg lå og kæmpede for ikke at bryde helt sammen i panikangst over at skulle gennemleve 3 mdr i smertehelvede endnu en gang. Lægen for 2 1/2 år siden, på Gentofte hospital, fik ret – det var ikke sidste gang jeg fik en diskus prolabs. Og allermest lå jeg bare og tænkte på al min træning, alt det jeg har opnået. Og Nordic Race som jeg skal løbe med 10 kollegaer om 2 mdr, hvor de har udnævnt mig som holdkaptajn fordi jeg er den der er i bedst form…

ARGH!!

Timen sluttede og jeg turde stadig ikke bevæge mig. ‘Der kommer vel ikke et hold til efter det her vel?’ Fik jeg spurgt de spraglede leggings som havde sat sig på hug med spredte ben lige ved siden af mit hoved, så jeg kunne lugte at hendes fisse trængte til et bad… evt også en svampekur…føj for helvede!! (Ja som sygeplejerske, så kender man desværre alt for godt denne karakteriske lugt)

Som svar på mit spørgsmål kom næste hold ind af døren og kiggede alle meget spørgende til hele scenariet der foregik omkring mig. Jeg ringer efter en ambulance sagde leggings’ne.

Fandeme nej! tænkte jeg. Jeg skal ikke have alt det drama omkring mig i mit lokale træningscenter, så med T’s hjælp kom jeg på benene og med støtte fra ham, bevægede vi os gennem centret som et andet futtog i en børnehave.

Jeg kom ud i min bil og fik fragtet mig hjem. Og undervejs fik T og jeg lige afklaret hans besked fra dagen før – den lå jo lissom lidt i luften og lurede … oveni alt kaoset. Timing is everything.

Da jeg kom ind af døren derhjemme brød jeg sammen… foran børnene. Ikke skide smart da de blev helt vildt bange og iøvrigt sagtens kunne huske sidste episode hvor jeg lå på gulvet og græd. Denne gang kunne jeg dog stå op, eller nærmere jeg skulle bevæge mig hele tiden for at det var til at holde ud.

Jeg ringede 1813. Det smæld jeg mærkede i ryggen skulle tjekkes. Plus jeg havde meget fint i erindringen alle de smerter der medfulgte når jeg skulle skifte fra stående til liggende og omvendt. Og på et eller andet tidspunkt kunne jeg jo ikke blive ved med at trave rundt i huset med tårer og latent panik i øjnene.

1813 sygeplejersken var en ko! Ja vi udreder jo altså ikke for diskus prolabs på en søndag!! Hvorefter hun stillede mig videre til en læge inden jeg kunne nå at sige mere.

Lægen til gengæld tog mig ret alvorligt. Jeg har allerede sendt en ambulance afsted sagde han.

5 min senere sad jeg på kanten af båren og rystede, og med tårerne trillende ned af kinderne. Kæmpede for at komme ned og ligge uden alt for mange smerter. Kunne se mine naboer havde stimlet sammen i vinduerne og holdt øje med hele optrinnet. Fantastisk …! Hokus pokus mig i fokus.

Karma

Så jeg har været lidt stille den sidste tid, og det er der naturligvis et par årsager til. For det første så har januar bare stået på ekstremt mange dagvagter, og er der noget jeg dør langsomt af, så er det dagvagter, især når jeg pludselig har 4 eller mere i træk. Jaja! jeg ved udemærket godt at helt normalt velfungerende mennesker fungerer så ganske fint i et 8-16 job 5 dage om ugen, bare ikke mig. Jeg elsker at have fri om dagen og nyde mit eget selskab. Gøre præcis hvad jeg har lyst til, om det er træning eller tage en moffe på sofaen, eller mødes med en veninde til kaffe, så er det min tid. Men når jeg kun arbejder om dagen, så er jeg tvunget til at handle sammen med resten af Danmark direkte fra arbejde, jeg kommer hjem til børn der allerede er hjemme fra skole som, inden jeg overhovedet når at tage overtøjet af, har 1000 fortællinger fra deres dag, gerne på samme tid, samtidig med de ret hurtigt konstaterer at de egentlig er ret sultne, og hvornår jeg har tænkt mig at lave mad. Imellem det og aftensmaden er der jo som regel et barn eller to der skal til en fritidsaktivitet, og de skal dælme også hentes hjem igen. Så er der vasketøjet og madpakkerne… Og Birthe, som selvfølgelig også kræver lidt opmærksomhed, selvom hun faktisk er den nemmeste og mest taknemmelige i min lille flok af mini habitants.

Så alt ovenstående har naturligvis medført, at jeg kl 22 er tom for energi og tankevirksomhed – som i HELT tom. Jeg kan sidde og stirre på tv’et og ikke ane hvad jeg ser, og være så træt så jeg nogle gange er nødt til at tage en lur på sofaen, inden jeg har styrke til at gå op i seng. Yes I know, så sørgeligt.

Nå! men idag har jeg fri! Ingen dagvagt, ingen vagt overhovedet. Jeg tager selvfølgelig revanche fra imorgen hvor jeg lige nupper en arbejdsweekend på 43 timer fordelt på aften og nattetimerne. Men det er jo først imorgen…

Så lige nu nyder jeg i den grad stilheden herhjemme. (hvis altså lige jeg filtrerer Birthes snorken fra)

Mit næste problem har været, at jeg har 3 veninder som kender til bloggen her. Og det jeg har haft på hjerte det sidste stykke tid, har omhandlet noget ift de 2 af dem. Og så nytter det jo ikke rigtig at jeg hælder mit hjerte ud her, og de så læser om det, når nu noget af det måske ikke helt skal fortælles til dem endnu.

Jeg valgte jo faktisk at være undercover blogger netop for at undgå sådan nogle problemer, så nu straffes jeg selvfølgelig for, i sin tid, at have fortalt om bloggen. KARMA.

Nå men nu er det heldigvis sådan så den ene veninde Natalie endelig er informeret om hvad der fyldte, som jeg ikke lige kunne fortælle hende om på det aktuelle tidspunkt, så nu er jeg ved at få hul på skriveriet igen – og det føles sgu meget rart!

Jeg håber I stadig er derude 🙂

Dodgeball

Okay, som I måske kunne fornemme på det forrige indlæg så er jeg temmelig træt af datingverdenens mærkelige mænd. SÅ! Jeg tog en beslutning den 30/12 midt i badet til træning, at jeg lægger dating på hylden igen (altså…bare indtil jeg ændrer mening igen, naturligvis). Så jeg gik ind i det nye år og havde slettet samtlige datingapps…hvilket føltes virkelig godt! Så nu kan der uforstyrret være fokus på min træning, mine børn, mit arbejde og mit byggeprojekt i mit hus. Sidstnævnte er det dog mest håndværkerne der har styr på.

Aj jeg er faktisk stadig medlem af en af de der singlegrupper der eksisterer på facebook, men den har jeg tænkt mig at blive i, for det var fucking svært at blive medlem, det krævede både jeg stod som single og havde fødselsdag og by offentligt på min egen profil, og stadig måtte jeg ansøge 3 gange og vente 3 uger på jeg blev optaget! Siden burde hedde; Facebooks Fort Knox gruppe for singler!

Men altså…universet var ikke helt enige i, at jeg skulle holde pause fra virtuelle mænd, så det kan godt være jeg slettede dating apps’ne, men sjovt nok begyndte min messenger istedet bare at blive fyldt op med beskedanmodninger fra mænd, som jeg gætter på var tømmermændsliderlige, desperate og alene den 1. januar.

Great…!

Den ene var super lækker, altså så lækker, så jeg ret hurtigt tænkte; ‘du er vist en fake kammerat’! Ret hurtigt skrev han om han måtte sende mig et billede? ‘Ja da, så længe det ikke er et dicpick’!  ‘Jamen den er ellers virkelig stor’ Skrev han tilbage. ‘Jeg er pænt ligeglad med din pik – du kan sende mig et billede af dig selv (uden pik) fra i aften’? Hvilket sjovt nok resulterede i tavshed på linien. Og lidt efter var jeg blokeret. Virkelig flot fake mand.

Og så er der dem på +60 som ligner de er mere døde end levende, uden gnist tilbage i øjnene, med uregerligt skæg og hår, og en ølvom i en gammel slidt Metallica t-shirt, men som stadig mener de er guds gave til kvinder… jaja de kan jo kun få et nej, og ja selvfølgelig er jeg da også fan af, at man jo ikke får noget ud af ikke at prøve… men altså…

Så er der en kollega, som jeg synes er sød…og jeg tror også han synes jeg er sød…men vi kan godt blive enige om, at det der med at skide i egen baghave, har jeg ligesom eksperimenteret med dengang med FILF’en, og det gik ikke skide (haha) godt, vel?! Nej, så hellere undgå potentiel ballade på arbejdspladsen.

Så status på singletilværelsen her et par dage inde i 2018 er, at jeg befinder mig i et dodgeball spil, hvor jeg ihærdigt prøver at undgå at blive ramt af en (semipsykotisk) mandebold.

 

Nå ja, og godt nytår for pokker! Håber I kom godt ind i 2018! Er der nogen der har nogle sjove nytårsfortsæt??

 

S U K

Så det der datingshit, det kører bare skide godt!

Fx. Så skrev jeg sammen (en HEL dag og aften) med den her enormt humoristiske lækre fyr midt i 30’erne ved navn Tommy. Et godt stykke inde i samtalen afslørede han dog, at han var sygemeldt, og havde været det i 2 1/2 år pga slid og han var i gang…eller skulle til og i gang med at blive omskolet… Det lød til at have lidt lange udsigter, men altså nu havde jeg jo ligesom brugt hvad der lignede 20 timer på at kommunikere med manden, så ville det måske være pænt sigende om mig, hvis jeg valgte at sige; ‘Arhmen det var også skide hyggeligt – shit du virker sød og dejlig, men at du ikke har noget arbejde, har jeg det stramt med.’ SÅ! Vi aftalte inden vi gik i seng, at vi skulle mødes næste dag til kaffe. Så måtte jeg jo tage den derfra.

Næste morgen, hvor jeg alligevel var ude og træne sammen med Chefen i Tommys nærområde, skrev jeg Godmorgen til Tommy ….stilhed… kl 14 skrev han ‘godmorgen’ … Okay, manden er sygemeldt…han står op kl 14… (Jeg prøver lige at tæmme alle mine fordomme) Og så var der ellers tyst igen. Resten af døgnet. Jeg havde skrevet en enkelt besked mere til ham, ikke noget om om vi skulle mødes, som aftalt, men han svarede ikke. Ikke før et godt stykke op af næste dag. En kort besked, hvor han skrev noget i stil med, at han havde været svimmel dagen før pga alt den medicin (!?!) han tog pga smerter og havde været til lægen, efterfulgt af en masse smileys der grinte så tårerne spruttede. Så en ny besked; ‘nå men nok om det, har du en god dag?’ Jeg besvarede med et spørgsmålstegn. Som han så besvarede 10 timer senere med, at han jo bare ville forklare hvorfor han havde været stille på linien. Som om det var en forklaring. Så han blev slettet.

Der sker altså et eller andet med den ellers så gode kommunikation man kan have med en mand en hel dag, så snart der kommer en nats søvn i vejen. Det er som med så mange andre ting, at man ser klarere efter en god nats søvn. Men ift dating verdenen, så stinker det altså virkelig. Jeg føler mig lidt som Drew Barrymore i filmen ’50 first dates’. Bortset fra at jeg starter forfra med en ny mand pr vågen dag.

Aj så var der også Henrik, vi skrev sammen over et stykke tid, men han spurgte ikke een gang om vi skulle mødes. (Alarmklokke nr 1) Han var sjov men havde været single i 7 år (argh alarmklokke nr 2). Men havde ellers styr på sit liv. Boede i hus, som han sendte billeder af, havde arbejde og familie osv. Men så pludselig slog han over i at være lidt en fantast. (Alarmklokke nr 3) Der var ikke det han ikke skulle fra jul og 3 uger frem. Han skulle både rejse til spanien til sin søster, og til Østrig og stå på ski og så selvfølgelig lige en tur til Asien også. Okaayyyy…og du er sikker på du overhovedet har tid til at date…? Nå ja, han var iøvrigt også lige i gang med at lægge 250 m2 terrasse om sit hus. Hvor han iøvrigt egenhændigt skulle fjerne x antal kg ton jord. Hvilket var grunden til han ikke gad træne. Han trænede rigeligt med at bygge sit hus om. Og så var der hans arbejde, der var han selvfølgelig også chef og den eneste der kunne løse diverse opgaver. (4)

Af en eller anden årsag gik jeg ind i min veninde Luna’s og min messenger samtale og kiggede de billeder vi havde sendt frem og tilbage til hinanden og opdagede at vi for lang tid siden faktisk havde sendt billedet af Henrik til hinanden, fra en tidligere dating periode. Hvem der havde sendt det til hvem kunne jeg ikke huske, men jeg havde virkelig en mærkelig fornemmelse omkring ham. Luna bekræftede min fornemmelse. Henrik var nemlig en hun engang havde skrevet med også, og været på date med. På daten havde han spurgt hende, hvordan hun havde turde tage på date med ham, tænk hvis han var psykopat og kunne finde på at slå hende ihjel? Det havde hun syntes var en lidt mærkelig ting at sige. Ikke desto mindre havde de kysset, og hun havde så fundet ud af efterfølgende at hun ikke var interesseret alligevel.

Med det resultat at Henrik begyndte at stalke hende. På den der virkelig klamme måde, hvor han bare stod og holdt øje med hendes hus og kiggede ind af vinduerne. Hun endte med at få politi tilhold på ham. Og politiet kunne så afsløre, at Henrik slet ikke hed Henrik, han havde stjålet en anden mands identitet. SÅ…ham stoppede jeg stille og rolig bare med at svare… og det har han heldigvis virket til at være ligeglad med.

Så var der Byggelederen, ham så jeg lige en gang til inden jul og efter jeg havde været sammen med Coach’en, men har meddelt ham igår, at vi ikke skal ses mere. Det blev virkelig tydeligt, at vi havde rigtig god sex ja, men virkelig lidt at tale om. Han var ikke enig i den sidste del.

Så er der Christoffer, virker SÅ sød og dejlig og ikke mindst klar. …Vi har så børn stik modsat hinanden…

Sebastian …lækker håndværker… afslører pludselig at han ryger 80 smøger om dagen….

Jesper har sendt mig en flirt på Single.dk… han er 5 år yngre end mig og har passet samtlige af mine børn i børnehaven… Jeg overvejer stadig om jeg skal acceptere eller ej… ?

Hannibal, har jeg været sammen med da vi var meget unge, han var lidt kikset dengang, men sød og pæn (2 meter høj… og med en lille diller – didn’t see that coming) har nu inviteret mig ud ca en gang om ugen gennem et godt stykke tid. Point for vedholdenhed. Total kærestepotentiale…men jeg kan simpelthen ikke abstrahere fra mindet om den lille diller… Han påstår at han ikke er kikset mere, og kan en masse i sengen nu, som sjovt nok ikke har noget med selve sex delen at gøre… måske han har lært at kompensere…?

Det der er mest irriterende ved alt det her random online dating er, at det tager så hulens meget tid. Tid jeg kunne bruge på Bloggen her, for jeg har simpelthen så meget på hjerte, men som jeg virkelig føler jeg forsømmer, fordi min tlf konstant brummer med beskeder fra mænd der snupper mit fokus, og som alligevel er væk igen, så snart de har fået en god nats søvn og er kommet til fornuft.

S U K

 

Forresten! Skulle der sidde en og læse med, som har fundet en Henrik på Tinder, der matcher nogenlunde min beskrivelse, så send mig gerne en mail, så skal jeg nok bekræfte om det er ham eller ej…bare sådan så der ikke er flere der skal ud i politi tilhold eller hvad der end måtte følge med med ham.

Når man ville ønske man var struds…bare det næste år

Jeg er så flov! 
I min afdeling har vi en kirurgisk overlæge, som ikke er særlig høj, jeg gætter på ca 165-170 cm, men han er nok den dygtigste vi har og pga hans hjerne så har han mega meget pondus og maskulin udstråling…synes jeg. Men det ved han selvfølgelig ikke at jeg synes.

Så da en kollega og jeg sidder og spiser frokost idag i personalestuen, kommer han ind og smilende spørger om æblerne på bordet er gode. Jeg svarer ja det plejer de at være. Hvorefter han opdager de hjemmebagte Cookies der ligger længere henne på bordet hvor kollega og jeg sidder og spiser. 
Lille overlæge, nu lidt savlende over cookies’ne: Øj hvad er det der står der?
Mig: nå, så er æblet måske udkonkurreret? 

Kollega: du kan bare tage en cookie. 

Lille overlæge overvejer: hmm må jeg godt det tror I? 

Mig lidt for kæk: nej DET må du ikke, de er kun til folk over 170 (cm) 

Lille overlæge blev helt paf og min kollega konstaterede at jeg vist var liiige lovlig streng nu. 
Mig: Aj det var da for sjov – selvfølgelig må du gerne tage en cookie. 
Lille overlæge prøver at tage det med oprejst pande og siger: næh! Ta’ du to istedet. Hvorefter han forlod personalestuen … uden cookie…

Allerede her er jeg allerede ret bevidst om min kæmpe brøler. 

Kollega: Aj jeg talte for nylig med en sygeplejerske der havde arbejdet sammen med Lille Overlæge der hvor han arbejdede før. Og hun havde mødt ham igen for nylig og var kommet til at spørge ham, om ikke han var blevet mindre, og havde skyndt sig at tilføje; altså om ikke han havde tabt sig, fordi dengang på den gamle afdeling vidste man godt at Lille Overlæge var rigtig ked af sin højde. 

Jeg har naturligvis lagt min opsigelse da jeg gik hjem til eftermiddag, og er fremad at finde i mit strudsehul. 

Babyface

Læs forhistorien her

Så jeg går i panik og ringer til Luna…der kl 4 om natten. Heldigvis var hun vågen – hende og kæresten var i gang med en opgave til studiet.

Jeg er simpelthen nødt til at få et godt råd ift at Babyface gerne vil have at jeg kommer retur og sover hos ham på hotellet. (hvor iøvrigt min mor og hendes mand og hele hans familie også overnatter). Men altså hvornår får jeg nogensinde muligheden for at prøve at være sammen med en ung fyr…altså som jeg også synes er lidt sød. For unge fyre er der jo nok rigeligt af, hvis først man åbner op for at få lov at være en ægte MILF. Jeg har bare ikke rigtig været der før. Og er jo egentlig rigtig meget til mænd..ikke drenge.

Nå, men Luna synes selvfølgelig bare jeg skal springe ud i det. Lev livet, kom nu, det er da mega sjovt, siger hun ivrigt. Jajaja siger jeg endnu mere panisk, det er jo heller ikke dig der måske skal have sex med en jeg i realiteten kunne være mor for – det går slet ikke!!

I min halvbrandert får jeg dog både skrevet min adresse til Babyface, og 2 sekunder efter, at det nok er en ret dårlig ide, og det er bedst han ikke kommer. Der går lidt tid, så svarer han at han allerede er halvvejs. FUUUCCCCKKKKK! 

Jeg lægger på med en grinende Luna i den anden ende af tlf og åbner 2 min efter døren til 2 meter høj meget ung menneskedreng.

Han kysser mig meget forsigtigt. Sjovt nok blev jeg lynhurtigt kastet tilbage til min ungdom og mindet om, at unge mænd/drenge jo er usikre. Ergo…det blir mig der skal styre hele showet.

Aldrig i mit liv har jeg haft så verbal sex. Og altså ikke på den frække måde… men på den forklarende måde. Det var ikke fordi han intet vidste om kvinders anatomi, men alligevel liiiidt tæt på. Jeg skulle forklare ham stort set alt. Hvordan han skulle fingerkneppe, hvordan han skulle kysse, hvordan han skulle holde om mine hofter, når han tog mig bagfra, og ikke mindst hvordan han IKKE skulle agere Duracell kanin så snart han fik chancen. Knægten lignede et stort spørgsmålstegn hver gang jeg kaldte ham for Duracell kaninen. (Er den reklame virkelig så gammel??)

På et tidspunkt spørger han om han skal slikke mig? Kan du finde ud af det?? får jeg desværre sagt lidt for skeptisk. Babyface svarer at han da kan prøve. (…Stakkels dreng)

Jeg var lige ved at falde i søvn mens han slikkede mig – igen var han meget meget forsigtig. Og endnu engang blev jeg mindet om, hvorfor jeg egentlig ikke brød mig så meget om at blive slikket da jeg var ung – det var jo decideret kedeligt.

På et tidspunkt da jeg rider ham siger han mens han kigger op og ned af min krop; Jeg har aldrig været sammen med en mor før. Og jeg har aldrig været sammen med en der var yngre end jeg selv før, griner jeg tilbage – fuck hvor var det bare en sjov kommentar, midt i sex, arhmen altså.

Jeg giver ham et blowjob bagefter, og han udbryder undervejs ; shit du har styr på dit kram! Øh ja – jeg har ligesom også liiidt mere erfaring end dig. Han fortsætter og siger at han rigtig gerne vil se mig igen; jeg tror du kan lære mig virkelig meget. Jep det kan jeg, men jeg tror altså ikke at vi skal ses igen på denne måde, altså sexmåden. Desværre kan vi ikke undgå at ses til diverse arrangementer.

Han bliver og overnatter. Eller han bliver de få timer der er til jeg skal til fødselsdagsbrunch hos en veninde. Eller nej vent… jeg smider ham faktisk ud kl 7. Han spørger ellers om ikke vi skal prøve det der sex igen. Nej jeg orker ikke – jeg vil hellere sove, du må hellere smutte inden mine naboer står op og evt ser dig. 

Han siger ikke et ord – giver mig et forsigtigt kys og smutter.

Arhhh….ro.

 

Nå ja… Babyface var forresten 21 år  – 17 år yngre end mig…(yes – indsæt gerne emoji-abe med hænderne for øjnene NU) Og grunden til han hedder Babyface, var fordi, da jeg vendte mig om lidt i 7 om morgenen og kiggede ind i hans ansigt, var det det eneste ord der poppede op i mit hoved…

%d bloggers like this: