Tag: arbejde

Nyt job…

Er blevet tilbudt et nyt job.

Det er egentlig en del af samme afdeling jeg allerede arbejder i, men den skal deles op, og ‘de nemme’ patienter skal sorteres fra i en mindre afdeling, hvor man ikke skal arbejde i weekenden, andet end hver fjerde lørdag i dagvagt – kontra nu, hvor jeg arbejder hver anden weekend – fra torsdag til mandag – altså al den tid jeg ikke har børnene.

Jeg har tænkt mig at søge det. For at mit kæresteliv kan hænge sammen…  Men jeg frygter simpelthen så meget at jeg kommer til at kede mig selv ihjel rent fagligt. Min fordom er, at hver dag kommer til at være den samme – alting kører som på et samlebånd som en stor hjerneformindskende rutine.

Jeg hader rutiner! Jeg har det allerbedst på arbejdet hvis jeg ikke aner hvad dagen bringer, og jeg må også gerne blive så presset, så jeg er lige ved at miste overblikket. Jeg har altid sagt at jeg trives bedst i ‘jo værre jo bedre’ situationer  – jeg elsker at passe de rigtig ustabile patienter – dem man ikke ved om er i live når ens vagt slutter. Når jeg har haft sådan en patient, går jeg hjem og er glad. For jeg er blevet udfordret rent fagligt, og også menneskeligt – det kan ikke helt undgås i mit fag, og så har jeg forhåbentlig gjort en forskel i denne patients liv. Det er den bedste følelse!

Men privat hænger det bare ikke rigtig sammen længere, når jeg næsten altid arbejder om natten når jeg ikke har mine børn. Havde jeg stadig været single, havde det været lige meget – det er alligevel begrænset hvor mange veninde aftaler man kan blive ved med at lave for at fylde tomrummet ud, når børnene er hos Morten. Men nu har jeg jo A, og han har selvfølgelig en del forventninger til det der med at man er kærester. Og det har jeg jo nok egentlig også selv. For der er ikke noget værre end at blive inviteret til sociale arrangementer, og så enten ikke kunne pga arbejdet, eller være nødt til at gå tidligt, fordi jeg skal i nattevagt. Jeg er SÅ træt af det. Nogle gange står jeg inde på arbejdet og kigger ud af vinduet og føler livet passerer forbi udenfor. Især nu hvor det er blevet så dejligt vejr! Så er man derinde, mens man kan høre folk have det sjovt og nyde livet og varmen udenfor. Og jojo vi har det skam også varmt indendøre på hospitalet…sådan noget aircondition er nemlig ret overvurderet inde for det offentlige…

Jeg har dog altid følt, at mit arbejde opvejede det jeg gik glip af uden for hospitals verdenen…but not so much anymore.  Livet handler jo også om andet end ens arbejde…? og min nærmeste chef har sagt, at jeg altid kan komme tilbage – og det er jo rigtig rart at vide…skulle jeg føle at min hjerne bliver reduceret til rutine gelé. Og det rigtig gode ved mit arbejde generelt er, at der er nærmest uendelige muligheder for hvad man kan arbejde med. Jeg skal bare lige huske mig selv på det…sådan næsten hele tiden…for der er jo intet der er endeligt. Hvis jeg ikke trives, så kan jeg bare søge noget andet.

Det er jo faktisk lidt et luksus problem.

Beretninger fra nattevagt #10: vaskeægte spøgelseshistorier

For et par uger siden da jeg var i nattevagt spørger min kollega mig, om jeg også har hørt at der er nogle der flytter rundt på nogle møbler ovenpå stue 32. Jeg tøver lidt med at svare…for der er ikke nogen etage ovenpå vores, så er naturligt nok noget skeptisk ift om hun tager pis på mig.

Det gør hun så ikke. Hun er sikker på hun har hørt nogle flytte rundt på stole og borde ovenpå, og fortæller også at der er andre af vores kollegaer der har hørt det.

Der kommer en anden kollega ind og deltager i samtalen. Hun er 100% non-believer ift spøgelser – for hende og jeg har allerede haft den snak et par uger forinden, hvor jeg og en helt tredje kollega sidder og udveksler spøgelseshistorier fra vores forskellige arbejdspladser på forskellige hospitaler.

På min gamle afdeling skete der ofte uforklarlige ting når man havde nattevagt – dog var det ikke alle der oplevede det, så jeg ved ikke om man på en eller anden måde skal være modtagelig for at opleve det.

Nå, men på den der tidligere arbejdsplads jeg var på, skete der sjovt nok altid det, at når vi havde en tom stue om natten, så begyndte klokken at ringe dernede fra. Første gang den ringede jokede vi altid omkring det, uuuhhh nu er der spøgelser og gik ind og tjekkede stuen og slog klokken fra. Men når den så ringede igen, når jeg var nået 3 meter ned af gangen væk fra stuen, så begyndte mit hoved allerede at spekulere på hvad der fik klokken til at ringe. Det logiske var selvfølgelig overgang i klokkesystemet…men hvorfor kun på den ene stue hvor der ikke lå patienter, og hvorfor kun om natten?

Da det var sket et par gange, begyndte panikken som regel at brede sig i mit lille hoved. Så istedet for at åbne døren stille og roligt, blev den istedet sparket forsigtigt op, samtidig med jeg, halvt i knæ, prøvede at lyse med min lille pupil lygte i alle afkroge indtil jeg kom langt nok ind på stuen til at kunne tænde lyset. Og så stod jeg så og stirrede på den forpulede klokkesnor i 10 min for at se på den næste gang den blev aktiveret.

Det blev den ikke – lige meget hvor længe jeg kunne tillade mig selv at stå og stirre på den, gik den altid først i gang, når jeg havde forladt stuen og var kommet lidt ned af gangen…

Samme afdeling havde også en kvinde der sad og skreg i luftkanalerne om natten. Og inde på en bestemt stue, har jeg også oplevet helt normale voksne mennesker sidde krøllet skræmt sammen oppe i det ene hjørne af deres seng, fordi de kunne se at der sad en og kiggede ned på dem oppe fra luftkanalen.

En nat på samme afd, skulle min kollega på intensiv med en patient, og efterlod derfor mig, alene sygeplejerske, tilbage i afdelingen. Det var jo sådan set fint nok…lige indtil dørene begyndte at lyde som om de blev lukket rundt omkring i afdelingen. Jeg tjekkede samtlige 32 patienter, og alle lå og sov med undtagelse af et par stykker, som bestemt ikke var i stand til at bevæge sig ud af sengen for at lukke døren. Så snart min kollega returnerede stoppede lyden af døre der gik i…

Havde iøvrigt også en kollega der en nat kom flyvende ud af vores personaletoilet, helt kridhvid i hovedet. For mens hun havde siddet på toilettet var der en der havde sagt PSSSTTT! til hende. Toilettet var sådan et lillebitte et, midt inde i bygningen og uden vinduer…

Har aldrig set den danske serie ‘Riget’, har fået at vide at det er en fejl i min ’sygeplejeopdragelse’ – måske det snart var på tide at se den.

Er der andre end mig der har oplevet uforklarlige ting? eller som er hardcore non-belivers og i så fald – hvorfor?

 

So so sorry

…og så var der pludselig gået 3 uger siden jeg sidst skrev herinde i blogverdenen…

grunden er mange – var til eksamen i starten af juni, som jeg glædeligt bestod! Selvfølgelig ikke med den karakter jeg allermest havde håbet på, men der er vist ikke rigtig nogen der nogensinde har skulle bruge det tal til noget efterfølgende – så who cares!  Men så er det jeg ikke forstår hvorfor man så ikke bare lader folk bestå eller ikke bestå? Skal aflevere en 20 sider opgave om et år som følgeton til min nylige overståede eksamen, og DEN er sjovt nok bestået/ikke bestået – I don’t get it!

To timer efter eksamen kollapsede min krop med feber og snot og det holdt ved i adskillige dage – så burde man vel lære ikke at stresslæse til eksamen i døgndrift op til eventet. Jeg forudser dog ikke de store ændringer på det område – skulle jeg nogensinde til en eksamen igen. Nå, men det passede heldigvis med at ungerne var hos Morten, hvilket gjorde det noget nemmere for mig at være rigtig syg.

Modtog så en kogende Alex i børnehaven den første dag de var retur hos mig – og sådan har de sidste to uger så kørt herhjemme… når den ene lige har sluppet feberen, så ramte det den næste.

Der er taget så meget temperatur de sidste 14 dage, så ørertermometeret idag har proklameret LO på skærmen, med et lille hint om at skifte batterier – yesyes wil do, der er da ikke noget jeg hellere vil, end at blive ved med at opdage at nogen er syge herhjemme.

Tog faktisk på arbejde sidste onsdag selvom Alex ikke var 100% på toppen – og jeg havde den sorteste samvittighed hele dagen! For hvorfor holdt jeg ikke bare ‘barns sygedag’? Hvorfor vurderede jeg lige der, at det var vigtigere ikke at få mit navn på sygefraværslisten inde på arbejdet end at passe mit semisyge barn? Jeg talte med kollega Natalie om det – og hun har førhen gjort det samme, altså sendt sit barn i børnehave på panodil for at kunne passe sit arbejde. Problemet nu, er at hendes børn er blevet så store så de jo fortæller højlydt hele børnehaven når de har fået en panodil i numsen.

Alex er lidt i samme boldgade efterhånden – han slipper dog for panodilen i numsen fordi jeg kun kan få ham til at indtage det flydende panodil, men han render gerne rundt og fortæller alle der gider lytte noget i stil med ‘JEG HAR FEBER!’. Så det er jo nærmest russisk roulette at aflevere sådan en dreng i børnehaven – ’siger han noget eller gør han ikke’ – for hvad kan man overhovedet sige til en børnehavepædagog, som får hende til at tro på, at man ikke har fodret ham med panodil lige inden han blev afleveret? Og opdager de at han rent faktisk har feber, så kan man lige så godt stemple sig selv med ‘utroværdig’ i panden. For lige meget hvor meget man prøver at understrege at; ‘aj skat – det var jo i går kan du nok huske, I DAG har du ikke feber, det var igår – I GÅR..(!)’ så er løbet kørt…      Jeg holdt ham hjemme dagen efter hvor jeg alligevel havde fri… og slap for den dårlige samvittighed overfor arbejdet.

Og i dag (eller det vil sige igår – ser jeg lige på klokken) har jeg så endelig tilladt mig at holde barns sygedag…dog med Ida – for nu holdt min samvittighed alligevel ikke til at sende en af dem afsted længere, for at jeg kunne undgå sygeopkaldet til arbejdet. Og det er sjovt, som det skide opkald altid giver mig den værste følelse. For selvom jeg ringer med en hel reel sygemelding, så er jeg altid bange for at vedkommende i den anden ende sidder og vender det hvide ud af øjnene, fordi de alligevel ikke tror på en – I hate it!

Det er meningen at jeg skal på arbejde imorgen og jeg frygter allerede nu, når ørertermometret går sin morgenrunde, at det vil afsløre at en eller flere af dem ikke har sluppet sin feber helt endnu… men jeg har faktisk besluttet mig for at jeg fremover vil prioritere at have dårlig samvittighed over for arbejdet højere end overfor mine børn. For ja – jeg ved også godt at det er sådan nogle som mig, der sørger for at risikoen for at smitten bæres videre til andre børn, holdes ved lige. Og konsekvensen er endnu et sæt forældre der kommer til at stå i samme dilemma som mig. Og det er bestemt ikke fair og jeg har faktisk heller ikke lyst til at være sådan en slags forældre.

Havde det været nytår, havde jeg lige lavet et nytårsfortsæt… er der noget der hedder et ’sankt hans fortsæt?’

 

 

Overspringshandlinger #2

Mit eksamens kaosbord! Som jeg har SÅ svært ved at sætte mig ved. Hvorfor er det så svært at sætte sig ned og læse til eksamen? Ja jeg spørger bare.

Jeg forstår simpelthen ikke hvorfor der pludselig er så mange andre ting jeg da liiige er nødt til at få ordnet inden. Det er lidt ligesom når man skal på slankekur og der liige er et nutellaglas i skabet, der skriger på at blive tømt før kuren sådan for alvor kan blive skudt i gang.

Jeg kan jo umuligt koncentrere mig hvis ikke lige jeg har klippet de der visne grene af den ene blomst i vinduet. Og terrassen fik jeg da også lige fejet – det var vist også på tide efter kirsebærtræet havde smidt alle sine fine lyserøde blomster. Så smukt som det også er når det blomster – mindst lige så møgirriterende er det lortetræ når det smider smukheden igen. Hvorfor kan det ikke bare beholde smukheden på hele sommeren…hva’hva’hva’?

Er ved at være pænt stresset – der er kun lidt over en uge til eksamen – og jeg havde virkelig sat mig for, at denne gang skulle jeg gøre det anderledes end hvordan jeg altid har gjort – (nemlig paniklæse 40 timer i streg lige op til dagen) og dermed måske også høste en lidt højere belønning for mit slid. Og det der med ‘at køre den på rutinen’ kommer jeg vist ikke langt med – er der egentlig nogensinde nogen der gør det?

Har også fået vasket en afsindig mængde tøj i dag…og mangler da egentlig også lige at tømme opvaskeren.

…Ooog så er der vist også gået en del tid med at chatte med tidligere mandlige venner på fb…den ene var Patrick, den anden var H (som stadig er lidt en klammert) og så har jeg fået kontakt til en rigtig gammel ven forleden, kalder ham F – han er virkelig sød – havde jeg ikke haft A, så havde jeg nok lige mødtes med ham – ikke i dag selvfølgelig – der læser jeg jo til eksamen…høhø…

F havde da bestemt ikke glemt mig fra dengang for 15’ish år siden. For som han lige har skrevet ‘jeg var ret forelsket i dig dengang’. Jeg er simpelthen den største sucker for mænd der sådan ville ønske de havde gjort mere ud af at handle på de følelser de havde for mig – for ofte har de dem jo stadig i en eller anden grad, selvom det er SÅ umindeligt mange år siden, sådan er det jo lidt med de følelser der aldrig rigtig blev udforsket og udlevet. Sådan tænker jeg også selv om de fyre jeg ikke fik.. hmm what could have been…?

Og let’s face it…ind imellem er det altså også bare virkelig dejligt med noget bekræftelse fra mænd, som ikke er ens kæreste…for han synes jo altid jeg er dejlig…eller…næsten altid.

Så får jeg mig et lille selvtillidsboost med følelsen af ‘I still got it’ selvom jeg ikke er lige så spændstig som da jeg var 20…til gengæld rummer jeg forhåbentlig lidt mere på øverste etage.

Og nååå ja …mændende er selvfølgelig heller ikke 20 år længere…ikke at forglemme

lille detalje 😉

 

 

FilterFilterFILTER #1

Jeg har et par gange beskrevet nogle situationer, hvor jeg bagefter har lyst til at banke hovedet ind i væggen, fordi jeg er kommet til at sige eller gøre nogle ting, som ‘normale’ mennesker bare ikke ville have gjort. De fleste mennesker jeg kender har et naturligt indbygget filter, for hvornår noget er passende at sige og gøre i en given situation…

Jeg ejer tilsyneladende ikke et sådan filter… her er nogle nylige filterløse situationer jeg har fået rodet mig ud i.

#1: I går var jeg på besøg hos veninde Laura på hendes kontor. Hende og Louise (og deres mænd) deler kontoret til deres diverse firmaer. Louise var der dog ikke i går. Men Louise og mand har en lille hund, som jeg også har passet på et tidspunkt, og som altid er med på kontoret – i går ingen undtagelse. Louise’s mand skal så en tur ud og køre og spørger om vi lige vil kigge efter hunden mens han er væk, hvilket vi selvfølgelig vil. Jeg hører døren smække efter ham, og da han så er kørt begynder jeg at fortælle Laura om da jeg passede hunden, og hvordan jeg var nødt til at opdrage virkelig meget på den bla fordi den gøede hele tiden, så jeg var ved at blive sindssyg. For når Louise prøvede at opdrage på den, så var det med sådan en blød autoritetsforladt musestemme, som jeg så sad og efterlignede, samtidig med jeg satte pegefingeren op for munden (som man gør til børn), for at illustrere hvordan hun gjorde overfor hunden når hun ville have at den skulle være stille. Laura begyndte at grine…og samtidig gik toiletdøren op… Louise’s mand var slet ikke gået endnu…han var bare gået på toilettet inden han skulle køre…Goddamnit altså! Hvorfor kunne jeg ikke bare vente 5 minutter med at nedgøre hendes måde at opdrage hund på?

Måtte bagefter en tur på toilettet inden jeg selv skulle køre, for at tjekke om jeg kunne høre hvad der foregik på den anden side af døren…det kunne jeg godt… argh!

#2: Ringede til min chef for at sygemelde mig, og begyndte at fortælle om den meget dramatiske oplevelse med styrtblødning og ambulance. Jeg lagde overhovedet ikke fingrer imellem hvor voldsomt det havde været med blod op og ned af vægge, at jeg havde blødt så meget så min spiral var blødt med ud og børn der skulle opleve det hele blablabla. Bagefter jeg så havde fortalt min drabelige og meget intime historie om hvorfor jeg var nødt til at sygemelde mig – kunne jeg bare høre hende svagt i baggrunden tælle 1,2,3,4,5,6….vagter… så det er 6 vagter du sygemelder dig til?

Mig: Øøhh…ja det er det vel…

Hvornår lærer jeg, at jeg bare skal ringe og sige at jeg er syg, uden de lange forklaringer? Og slet ikke lange forklaringer der omhandler mit blødende underliv…

#3: Efter at have blødt spiralen ud, skulle jeg også ringe til gynækologen, der havde sat den op, og aflyse min 3 mdr’s kontrol tid. Og inden jeg får set mig om, har jeg forklaret sekretæren at spiralen er røget med ud med al blodet jvf den meget dramatiske oplevelse, og at jeg skal opereres fordi der er noget galt inde i min livmoder.

BUT WHY??!

Hvorfor kunne jeg ikke bare aflyse tiden? Kunne til nøds bare have sagt at det var fordi spiralen var taget ud…hvorfor al det info til en fremmed?? Sekretæren er da ligeglad hvorfor jeg aflyser!

Arhmen altså!

untitled_by_hetaliamegafan-d8nfbut

 

Velkommen til det offentlige

Måtte retur til Hillerød sygehus til aften. Det der blødende understel vil sgu ikke rigtig arte sig, så kom da lige en tur i stigbøjlerne igen…igenigenigen….

Blødte hormonspiralen ud i lørdags – væk med den, den var vel egentlig også bare i vejen…eller noget…og sådan en koster jo heldigvis heller ikke så mange penge… (host læs: 1500kr !) Men det er vel også kun rimeligt for noget der, i mit tilfælde, åbenbart skal skiftes hvert halve år.

Fik til denne skanning konstateret:

1) ja jeg bløder stadig

2) JA hormonspiralen er der minsandten ikke længere

3) …men der er noget derinde der ikke skal være der…

4) hold da op – du har da æggestokke som en 17 årig!!

Sidstnævnte forklarer jo så min overdrevne tendens til at blive gravid.

Lægen mente desuden ikke jeg havde blod nok i systemet til at vente på den planlagte kikkertundersøgelse den 28/4, så afventer opkald mañana med en akut operationsdag, hvor de så kan gå op og kigge hvad pokker der står og bløder derinde. Bad om fuld narkose – er godt nok ved at være træt af at få proppet alt muligt op i understellet som absolut ikke hører til derinde!

A er enig…han mener selv at han er et bedre bud på hvad der burde høre til i mit understel.

Natalie mener jeg er den mest uheldige person hun til dato har mødt…tænker selv at alderdommen måske bare indhenter mig lidt tidligere end jeg selv liiige havde planlagt…

Min ‘kære’ chef, som jeg ringede til tidligere for at informere om at min sygemelding trak ud, havde mere travlt med at tælle alle de vagter hun skulle have dækket, end at lytte til bekymrede mig, der bare søgte lidt forståelse og accept af at jeg har tilladt mig at melde mig syg i 6 dage… fik hverken forståelse eller accept… Det fik jeg til gengæld som patient på Hillerød, men som ansat i systemet – der er vi vist bare brikker i et kæmpe puslespil, hvor vi alle har svært ved at holde sammen på helheden…

Velkommen til det offentlige!

conclusione-sulle-vendite

The Cameltoe

Er på kursus i øjeblikket  – det er fantastisk! …og ikke mindst underholdende!

Sidder på forreste række og så kan jeg jo ikke helt lade være med at nærstudere underviserne. Og der er en gentagende ting med mange af dem – og det er at som formiddagen skrider frem jo større bliver deres svedplamager under arme og på ryg også…og det gælder både hos de mandlige og kvindelige undervisere…og det er ikke fordi der er varmt i lokalet – så tænker det må være fordi de er nervøse… Har heldigvis ikke kunne lugte noget, på trods af stræberpladsen på første række 😉

Mange af underviserne har også små irriterende ting de siger som hvert 10. ‘ord’  når de lige køber lidt tid – eksempelvis: øøøhhhh… / lad mig lige tænke / for eksempel / som I kan se / altsååå…

Det sjoveste var dog den ene underviser fra i går – en høj slank kvinde med lyst hår i en lav hestehale, sløve øjne og sløv tale, sådan en dvask sammensunken holdning og så virkede hun hele tiden som om hun havde ondt af nogen – os måske…

Hun havde desuden en lille detalje som man vel kalder en Cameltoe . Og selvom det selvfølgelig ikke er særlig attraktivt at man kan forestille sig hvordan hun er udformet forneden, så var det virkelig øjendragende, altså jeg havde virkelig svært ved ikke at komme til at kigge på den/det…øhh…?

Og det er jo ikke fordi man lige ville gå op og fortælle hende at hun fx har en sort streg i ansigtet…         ‘Øh undskyld men generer dine bukser dig ikke lidt… der forneden? Det ser nemlig lidt sådan ud…’ hmmm… tough one…

Sammen med cameltoe underviseren var der så også en anden ’sjov’ underviser. En læge ca 50 år – med mønstret uldnederdel som sad lige højt nok oppe i livet parret med en kort lyseblå trøje, nylonstrømper…og multifarvede løbesko… som ud af det blå, eller til meget uheldige situationer, som fx ved snak om død, eksploderede i sådan en on/off latter = hurtigt udbrud – hurtig fattet igen. Det var simpelthen så akavet men samtidig til stor underholdning for de fleste af os. Det virkede en anelse som om hun var en lille smule off på øverste etage – i hvert fald socialt… 😉 Men virkede til gengæld, og heldigvis da! som om hun havde 100% styr på sit shit 😀

jim-carrey

 

%d bloggers like this: