Tag: arbejde

Hvad jeg har lært i maj måned

  • At lægge mascara! Der er åbenbart både regler for hvordan sådan en børste trækkes ud af holderen, samt at man kan kombinere flere forskellige typer. Effekten var fantastisk! Nu tager det mig så pludselig en krig at lægge mascara hver morgen…man vil vel gerne være lige lækker hver dag ikk…eller ihvertfald de dage hvor jeg har make up på
  • At Ida er ved at være en stor pige, lidt større end moren sådan lige helt er tilfreds med. Lurede på hendes Musical.ly på hendes tlf…pigen danser frækt med hofter, bider sig i læben og laver det der ‘meget intelligente look’ med at sætte tungen ud mellem tænderne. Hun mestrer heldigvis ikke helt den frække version endnu – hendes tunge er sådan lidt mere bare en splattet klump der bliver mast mellem hendes tænder – very charming…  but still…min lille baby
  • at årsdagen for Natalies ulykke, er samme dag som Luna har fødselsdag
  • at det der weekendfri uden børn bestemt er noget jeg sagtens kunne vænne mig til
  • at det er fucking hårdt at komme i gang med at træne igen – piv
  • at jeg faktisk ikke kan tåle at holde pause fra min træning. Av diskus prolabs, av hoved…nå ja og piv vægt …+ 4 kg
  • at Chefen gerne vil ses igen…og ikke kun i forhold til træning…
  • at jeg kun kan drikke af min nyindkøbte drikkedunk, hvis jeg drikker af den udtrækkelige tut – det der med at skrue låget af for at få det sidste med var jeg åbenbart ikke voksen nok til at kunne administrere – velkommen miss wet t-shirt! (og jaja – jeg var selvfølgelig omgivet af en masse mennesker, det ville da også være pisse ærgerligt hvis sådan en brøler skulle gå ubemærket hen…)
  • at jeg nok alligevel er ret glad for mit arbejde, så jeg bliver sgu hængende lidt endnu
  • at jeg overhovedet ikke kan koncentrere mig om at sidde i en bil, når der er en mellemstor edderkop der vandrer frem og tilbage over forruden…indenfor! Godt min far var chaufføren!
  • at Alex heller ikke kan lide edderkopper indenfor i bilen. Knægten panikkede fuldstændig midt mens vi kørte 110 på motorvejen, da en lille edderkop firede sig ned og satte sig på nakkestøtten foran ham – aldrig har jeg set ham klikke sig så hurtigt ud af sit sæde og nærmest flyve over på storebrors skød. Hvorefter ALLE panikkede i bilen, både fordi han ikke længere var spændt, så pga edderkoppen, og ikke mindst fordi bilen gik fuldstændig amok i alarmsystemet over der var en der havde tilladt sig at klikke sig op. Man skulle dælme tro Fort Knox var blevet brudt op, sådan som den alarmerede!
  • at jeg er ret dårlig til at tage imod komplimenter… Var til fest med en masse gamle venner og blev ved med at få at vide, at jeg stadig blev kønnere og kønnere med alderen… hvorfor er det så svært nogle gange bare at sige tak – istedet begynder jeg at lave jokes… arhmen altså
  • at jeg aldrig mere lover jeg vil smøre 5 (FEM!) madpakker kl 24, efter at være kommet hjem fra fest…det tog halvanden time fordi jeg var så træt. Til gengæld fik jeg dog kæmpe ros næste dag fra FILF’ens to piger – det var de bedste madpakker de nogensinde havde fået. Yes mand! – tænk hvor latterligt, at der ikke skal mere til for at jeg laver en sejrsdans – velkommen til voksenlivet med børn…suk… (mine egne unger var som sædvanlig ganske uimponeret – måske jeg skulle prøve kun at give dem kedelige klapsammenmadder med i en periode – så kunne de måske også begynde at være lidt taknemmelige…)
  • at når man involverer skolen i alt bøvlet der foregår hjemme hos Morten – vupti, så er kommunen pludselig også involveret
  • at vi i år springer foråret over – frost den ene uge, 26 grader den næste – velkommen sommer…eller…så længe den varede.
  • at min fars helbred er virkelig skrantende…og manden trækker bare på skuldrene og griner
  • at Luna godt kan lide bryster når hun bliver stiv
  • at Frisøren nok aldrig holder op med at spøge i mit hoved… og jeg ved heller ikke om jeg egentlig ønsker han skal forsvinde… heldigvis trøster jeg mig med at det går begge veje, han skriver gennemsnitligt hver uge at han savner og elsker mig, og hvornår vi kan ses igen.
  • en clairvoyant har fortalt mig at jeg tilsyneladende har clairvoyante evner. Hun kiggede intenst på mig og tilføjede; og du véd det godt! 

nogen glemte at tanke min tålmodighed op

Jeg syntes selv jeg var et dårligt menneske i går… eller virkelig dårlig kollega, either way, så føler jeg jeg burde have haft tålmodighedskappen bredt noget mere ud end jeg havde. Nogle gange, så er det bare som om jeg ikke kan styre hvad der kommer ud af min mund og hvordan mit kropssprog har tænkt sig at agerer. Jeg er faktisk lidt flov. Normalt ligger arrogance slet ikke til mig – jeg kunne simpelthen bare ikke bremse mig selv… kan jeg undskylde mig med at det var mandag…?

Sagen er – vi har fået en ny kollega i mit team. Hun er ældre, dvs over 50, jeg vurderer hende til midt 50’erne. Hun har arbejdet i udlandet de sidste 20 år og er nu kommet hjem pga sine børnebørn. Hun er sådan en lille lidt tæt kvinde, med stort filtret hår, der står ud til alle sider, selvom hun har en elastik i det. Så taler hun naturligvis med accent. Hun taler lavt og meget meeeeeeget langsomt, så langsomt, så jeg faktisk nærmest får stress over at skulle vente på hun færdiggør sin sætning. Så jeg overtager ind imellem hendes sætninger, når jeg kan regne ud hvad hun vil sige. Yes I know – ret provokerende. Af mig.

Så når man skal have sådan en lidt ældre-end-en-selv-dame med sig i oplæring, og vi konsekvent taler forbi hinanden, fordi hun ikke rigtig hører hvad jeg siger, så bliver det sgu lidt langhåret. Hun havde en tendens til at opstarte noget, for så ikke at gøre det færdigt, før hun startede noget nyt. Hvilket resulterede i, at jeg gentagne gange måtte bede hende holde fokus på den ting hun var igang med, før hun gik videre. Derudover så kan hun ikke regne – hvilket er ret vigtigt i vores fag! – alt vores medicin bliver regnet ud i mg pr ml pr kg pr døgn, men skal iøvrigt sættes på medicinpumper, hvor infusionshastigheden er udregnet i mg pr ml pr kg pr time og nogle gange yderligere ned til pr minut – det kan godt til tider være lidt en hjernevrider. Igår skulle hun bare trække 28 gram fra en patientvægt på 5,58 kg, hun troede ikke på mig, da jeg sagde det blev 5,552 kg – der måtte til sidst en lommeregner til…

Vi er pisse dygtige, både sygeplejersker og læger på min afdeling! (hvis jeg må have lov at klappe os selv på skulderen) Jeg ville til enhver tid være tryg hvis nogen jeg kendte blev indlagt hos os. Og måske derfor er vi... ja igår var det så tydeligvis mig, ikke særlig large hvis nye sygeplejersker i afdelingen ikke lytter til det vi siger, når de er i oplæring. For fejlmargenen er meget lille i vores afdeling, hvis vi skal undgå fatale konsekvenser. Så det er yderst vigtigt at de lærer og lagrer det de får at vide i de første 2 mdr af deres oplæring. Alt derefter er add-ons, som man lærer hen ad vejen i learning by doing, hvor man dog har en makker man kan sparre med hele tiden i op til et år efter ansættelsesstart, fordi vi er så specialiserede. Kvinden her har været ansat i ca 3 mdr. og virker ikke til, at hun har været der mere end en uge – det er som om hun nulstiller efter hver vagt, og så er vi forfra næste dag… (lidt ligesom den der søde film Fifty first dates med Adam Sandler og Drew Barrymore – jeg er vild med den film – jeg orker altså bare ikke arbejde med filmens Drew på daglig basis)

 

De fleste af vores patienter svæver på et eller andet tidspunkt mellem liv og død, og nogle gange gør de det mere end een gang. Fx var der denne her 7 årige dreng, der gik i hjertestop hvert kvarter, indtil nogen havde tid til at anlægge en pacemaker på ham – det var en lang og nervepirrende vagt. Og så er der de patienter der begynder at bløde helt afsindigt kl 9, hvor alle de planlagte operationer selvfølgelig er gået i gang, og vi så er nødt til nærmest at tømme blodbanken, for at holde dem i live, indtil de får afsluttet de i gangværende operationer og kan tage patienten på operationsstuen igen.

Nu siger jeg selvfølgelig ikke at det altid er sådan, men vi ved det faktisk ikke når vi møder ind. Og derfor er det så sindssyg vigtigt, at vi ved hvor vi har hinanden. Teamwork er en nødvendighed, for det er fysisk og praktisk umuligt både at give hjertemassage, trække medicin op, tilkalde læger, hente blod, bestille diverse tilsyn osv helt alene, for så når patienten at dø i mellemtiden. Vi er allesammen afhængige af hinandens kompetencer i sådanne situationer.

Og fordi jeg véd!! At på et eller andet tidspunkt, så er jeg afhængig af hende her den nye sygeplejerske i en sådan situation, som ovenfor beskrevet, så pissede det mig for vildt af, at hun enten ikke interesserede sig nok til at lære tingene ordentligt, eller simpelthen bare ikke kan finde ud af det, men prøver at lade som om hun godt kan. Det er fair nok, hvis tingene er svære, det var det også for mig i starten, men erkend det for pokker, så vi andre ved, hvad vi kan forvente.

Og så er det jeg kommer til min dårlige samvittighed. For jeg bør jo være den der finder tålmodigheden frem og hjælper denne her kvinde, når nu jeg var sat til at gå sammen med hende. Altså det bør vi selvfølgelig allesammen gøre i teamet. Vi bør også kunne finde tålmodigheden frem selvom vi skal gentage os selv 20 gange, hvis det er det der skal til, før hun forstår hvad hun skal – vi bør jo løfte hende til det niveau der generelt er i afdelingen, så vi kan regne med vi ved hvor vi har hende senere hen når det hele brænder på.

Men FUCK hvor er det altså svært, når først man er nået til det stadie, hvor man har dømt en spiller ude…

hvad skete der egentlig med hende chefen

For noget tid siden, der skrev jeg om mit kæmpe arbejdsdilemma  og min tyranniserende chef der virkelig i dén grad gjorde livet surt for mig på mit arbejde. Jeg havde en meget ubehagelig konfrontation med hende en mandag morgen. Måtte skrive en mail til min oversygeplejerske efterfølgende om, at jeg gerne ville have en fortrolig snak med hende. Vi aftalte at snakkes ved onsdag i den samme uge.

Det blev onsdag, og min oversygeplejerske lavede et snedigt trick, hvor hun med påskud om noget andet arbejdsrelateret, fik gennet mig ind på sit kontor. Her fik jeg fortalt om alt det min chef havde budt mig siden januar sidste år. Oversygeplejersken lyttede interesseret og sagde bagefter, at hun lige var nødt til at snakke med sit bagland, inden vi skulle tage en beslutning om, hvordan vi skulle gribe hele situationen an, ift min chef.

Det sjove var, at så snart jeg fik lettet mit hjerte og fortalt om alt det der havde foregået, så var det ligesom jeg slap det. Jeg blev ligeglad! Ligeglad med flere konfrontationer – det var nemlig lykkedes mig at sige fra overfor hende, så jeg følte mig pludselig stærk. Stærkere end hende. Hun kunne bare komme an. Og jeg fik ovenikøbet sagt til oversygeplejersken, at hvis hun mente det var bedst at vi havde en direkte snak med min chef, hvor jeg fortalte hende det hele direkte, så kunne jeg også sagtens det – no problemo.

Så blev det torsdag… vi havde travlt, som sædvanlig. Min chef smilte og hilste sødt på mig og ellers snakkede vi ikke sammen.

Fredag… Min chef sagde op….. !

WTF!! I hvilken verden sker det?

 

Så nu har jeg fået skuldrene ned på plads, og går på arbejde uden at blive fysisk dårlig, fordi jeg skulle høre på hendes stemme gennem hele afdelingen.

Men fordi hun pressede mig i så lang tid, havde jeg jo fuld gang i omstillingsprocessen; MÅ FINDE NYT ARBEJDE NU! Og den har jeg ikke helt kunne slippe, heller ikke selvom det her nok bliver det mest spændende og akutte speciale jeg nogensinde kommer til at arbejde med igen, og jeg stortrives i det. Så er det bare stadig på bekostning af mit eget liv. Jeg trænger til weekend fri, også når jeg ikke har mine børn.

Så jeg har søgt nyt arbejde, eller jeg har faktisk søgt flere….

wish me luck

<3

Konfrontationen

Jeg havde jo nok været lidt naiv hvis jeg havde forestillet mig at mit manglende svar på min chefs mail, også ville holde hende væk i virkeligheden.

Det blev mandag morgen inde på Rigshospitalet og min chef kom lidt i 7, overdrevet glad og grinende ind i på de stuer, hvoraf jeg befandt mig på den ene. Hun spurgte til hvordan natten havde gået og vi sagde alle sammen ’stille og roligt’, så chitchattede hun lystigt videre med min mandlige kollega der passede patienten ved siden af mig. Da hun er færdig vender hun sig om mod mig og siger kommanderende: ‘vi skal lige snakke når du har fri !’ hvorefter hun vender siden til mig og snakker med en anden. Som om hendes kommando er en ordre og den kan der ikke ændres ved.

Mig (uden hensyn til at hun taler med en anden): Nej det skal vi ikke.

Chef (uden at stoppe samtalen med min kollega): JO det skal vi!

Mig (noget hårdere i tonen): NEJ chef! det skal vi ikke!

Chef (stopper samtalen med kollega og vender fuld opmærksomhed mod mig): Jo, jeg vil gerne tale med dig inden du går hjem!

Mig (siddende tilbagelænet i min stol-hende stående): Jeg vil gerne gå når jeg har fri, jeg er træt og jeg skal have min hund til dyrelægen.

Chef (ved at være tydeligt forundret over min vedholdenhed, vender hun sig mod min mandlige kollega på stuen): C – kan du ikke lige passe hendes patient så går vi ud og snakker nu!

Mig: CHEF – det bliver ikke nu – jeg har ikke overskud til at snakke med dig nu.

Chefen bliver mere og mere sur og siger at hun ikke synes det kan vente, at det må være ret alvorligt når hun får at vide mens hun er derhjemme at jeg er gået ked af det hjem. Jeg svarer at jeg ikke ved hvad hun har fået at vide. Hun siger at hun ikke ved mere end det, fordi da hun havde spurgt de andre to afdelingssygeplejersker, havde de ikke ville fortælle hende hvad det drejede sig om. HA! tænkte jeg, og svarede, at det var fordi jeg havde bedt dem om ikke at sige noget.

Chef (træder to intimiderende skridt frem imod mig og trækker chefkortet): Så du vil ikke fortælle hvad der foregår til din afdelingssygeplejerske?!! 

Mig: Nej det vil jeg ikke! jeg har talt med de to andre og det er fint for mig indtil videre.

Chefen forlader ENDELIG stuen, tydeligt vred og frustreret over hun ikke fik sin vilje. Jeg sad tilbage med en hjertebanken på 200 i timen, men med antræk til et lille smil. Det er første gang jeg har sagt fra overfor hende. Og det kom tydeligt også bag på hende. For hun er virkelig typen der træder ind i et rum og udstikker ordrer og har absolut ingen forventning om, at de mennesker hun (ned)taler til, vil gøre nogen indvendinger mod det hun siger. Og hun har desværre været vant til at jeg heller ikke har sagt fra.

Iøvrigt ret spøjst at opleve sådan en mandlig kollega, der har været vidne til et temmelig ubehagelig situation, blive meget munter og snakkende efterfølgende, som om han ikke rigtig kan finde ud af at være i rummet længere og simpelthen bare er nødt til at sige nogle sjove ting for at lette stemningen. Jeg grinte meget overskudsagtigt af alt hvad han sagde. Jeg vandt nemlig denne gang over min chef!

Resten af min dag har været præget af det adrenalinsus den 5 min samtale tog. For det første er jeg endnu engang blevet bekræftet i, at kvinden ingen empati eller respekt har for andre mennesker. Jeg gentog nok mig selv 10 gange overfor hende, at jeg ikke havde overskud til at snakke med hende efter en nattevagt, hvilket hun var fuldstændig iskold overfor. Hun ville tale med mig – punktum! Skide være med hvad jeg ønskede. Der var også et tidspunkt hvor jeg kunne mærke at tårerne var lige ved at presse sig på, men det lykkedes mig heldigvis at holde dem inde. For det andet, har jeg haft en lille bitte sejrsfølelse i kroppen – det føltes fandeme godt at sige hende imod!

Så da jeg endelig fik fri, tog jeg til dyrelægen med Birthe, smed 1000 kr mere i dyredoktorens pengekasse, oveni de 8000 kr jeg allerede har lagt der siden vi kom hjem fra Bali i slut januar. Tog hen og handlede, så køleskabet ikke var helt tomt nu hvor ungerne kommer retur fra Morten efter skole idag. Tog hjem til min far og snakkede med ham i et par timer og endte endelig hjemme i sengen kl 13. Op igen kl 16 og er i skrivende stund stadig imponerende frisk 🙂

det offentlige sygehusvæsen

…set med mine øjne…

Tog en dobbelt vagt i går på hospitalet – aften og nat. Jeg gjorde det både for pengene og for at hjælpe. Afdelingen er i knæ og har været det et godt stykke tid. Ledelsesproblemer har fået mange erfarne sygeplejersker til at smutte, der er selvfølgelig blevet ansat en masse nye sygeplejersker. Men få, af de nye, har meget erfaring, og på grund af desperation har ledelsen følt sig nødsaget til også at ansætte helt sprit nyuddannede sygeplejersker, samt sygeplejersker med meget lidt erfaring. Nogle af dem har selvfølgelig potentiale til at blive rigtig dygtige – men det gennemgående problem vi oplever i afdelingen med disse nye piger er, at de opfører sig som om de ikke kan lære mere. Når nogle af os med lidt mere erfaring prøver at lære fra os, så bliver vi mødt med rullende øjne, et ‘jaja’, og en konstant bortforklaring af hvorfor de var i deres ret, til at handle stik i mod afdelingens protokoller og retningslinier ift patientpleje.

Vi er begyndt at referere til dem som resultatet af en curling generation.  Vi bruger faktisk en del energi på at snakke om problemerne med de nye’s arrogance, og de fejl de laver i afdelingen – og ikke mindst de fejl de laver ift patienterne. Det fylder meget – især fordi vi andre føler os forpligtede til at have et øje på alt hvad de foretager sig, så der ikke sker for mange fejl. Ikke at vi andre ikke også kan lave fejl, forskellen er, at de fejl curlingsygeplejerskerne laver hører under basic viden – ting de helt af sigselv burde vide, eller som de burde have lært på skolen eller fra den korte erfaring de ellers har.  Men sjovt nok dækker ledelsen lidt over dem. Curlingledelse. Jeg gætter på de gør det, pga personalemanglen. Alle er i knæ.

På min afdeling handler vores stressede hverdag meget om dårlig ledelse. Ikke så meget om beskæringer, som hos jordemødrene for eksempel. Men resultatet er det samme. Og jo – egentlig handler det jo også om beskæringer – for hvis vores ledere fik den nødvendige lederuddannelse, så ville de højst sandsynligt blive bedre ledere…men der er sjældent penge til at sende dem afsted, og ej heller mulighed for at undvære dem i den daglige drift.

Som sagt har dårlig ledelse fået sygeplejerskerne til at skifte arbejde, nogle skifter til mere bekvemme jobs inden for sygehusvæsenet og andre søger helt væk. For vilkårene er bestemt ikke optimale inden for det offentlige. Der er meget stress, ofte løber vi gennem gangene for at kunne nå at hente medicin eller andet udstyr til en kritisk syg patient, fordi vi er for få hænder til, at der er en anden der kan holde øje med patienten imens. Siden jeg kom tilbage fra mit praktikophold i mandags, er der ikke gået en eneste dag, hvor jeg ikke er blevet spurgt om jeg kunne tage dobbeltvagter.

Tag dog ikke fejl! Mit arbejde er sindssyg spændende og jeg elsker det, og jeg er slet slet ikke færdig med at arbejde med akut sygepleje. Men jeg ser ikke mig selv blive pensioneret fra det offentlige – for med det tempo vi arbejder under, så er min krop enten bukket under pga nedslidning, eller psykisk pga stress. Og alle beslutninger jeg tager ift at få mest mulig relevant erfaring med i bagagen inden fra det offentlige, handler udelukkende om, at skabe de bedste muligheder for mig den dag jeg vælger at skifte til en privat arbejdsplads…

Stjernedrys

Nu er jeg normalt overhovedet ikke til sådan nogle ‘happygolucky-jeg drysser stjernestøv ud over jer alle sammen-blogs, og af samme årsag, er det langt fra heller ikke stjernedrys mine egne indlæg bærer præg af. Nok oftest det stik modsatte nu jeg lige tænker lidt efter.

Det her er heller ikke et stjernedrys indlæg, eftersom jeg ikke kaster glimmer i jeres retning, men min egen. Så jeg beklager på forhånd, men jeg er simpelthen lige nødt til at dele min ‘beskedne’ begejstring – og jeg har allerede misbrugt min fars opmærksomhed til max, så nu går det ud over jer!

Har en alenedag/aften i dag. Ungerne er afleveret til Morten og der skal de være hele efterårsferien (ikke at jeg egentlig synes det er skide fantastisk at jeg ikke skal se dem i 12 dage – men for at vende det til noget positivt, så giver det noget ego tid).

Fik i dag tidligt fri, tog direkte ud og shoppe, talte en halv time i tlf med min far imens, spiste dejlig aftensmad i form af Rød Karry fra i går (elsker Thaimad) spiste Ben&Jerry’s, talte yderligere halvanden time i tlf med far, fik ordnet vasketøj, downloadet ny lydbog (tak til MieC for tippet om Chris Carter! I’m a fan) spist mere Ben&Jerry’s. pakket en hulens masse slik til min praktik afdeling, for jeg har nemlig sidste dag i morgen!!! (indsæt sejrsdansende emoji her) – det kan næsten ikke blive bedre! For Jezuz hvor jeg glæder mig til at komme tilbage i vante omgivelser efter efterårsferien. OG OG OG så rejser A og jeg på ferie til Tyrkiet fredag! En hel uges kæreste ferie <3 Er ret sikker på hele ugen kommer til at stå i alkoholens, sexen og solens tegn. Jeg glæder mig afsindigt!

Og som det absolut lykkeligste øjeblik for mig i dag, så var jeg lige ved at blive kapret til et job på min absolut topofthepops drømme afdeling – afdelingen som jeg har stilet mod at komme til at arbejde på i hele min karriere som sygeplejerske, men som aldrig har stillingsopslag, og som jeg nu, uden tvivl i mit sind, véd, at dér skal jeg arbejde, så snart jeg er færdig med min nuværende uddannelse. Det ultimative fedeste er især, at det ikke kun er mig der vil ha’ den afdeling som arbejdsplads – de vil sørme også have mig! Men, som hende jeg talte med om jobbet så fint påpegede, så er det altid godt at have alt det med sig man kan. Og jeg er jo helt enig – kunne aldrig drømme om at frafalde uddannelsen – det ville være direkte dumt.  Så hun noterede sig begejstret mine oplysninger, lagde dem forrest i hendes ‘huskekalender’ og vil sørge for at holde mig underrettet om nye stillinger, så snart vi skriver sommer 2016. Jeg kan overhovedet ikke få armene ned! Og kan i øvrigt næsten heller ikke overskue at skulle vente SÅ længe.

Men  – først og fremmest står den på FERIE!! (altså efter i morgen)

carlton animated GIF

Og rigtig god efterårsferie til jer! <3

 

Voksenmobning

Jeg er for øjeblikket ikke på min egen afdeling, da jeg er i gang med en specialuddannelse inden for sygepleje, som desværre indebærer at jeg skal i ‘praktik’ på andre afdelinger. Og når jeg skriver ‘desværre’, så er det fordi den afdeling jeg er på, har skuffet mine forventninger helt vildt. Jeg havde SÅ høje forventninger! Glædede mig ubeskriveligt til at få en pause fra min egen afdeling, og samtidig komme ud og se nogle andre specialer og forhåbentlig stifte bekendtskab med en masse rigtig syge mennesker, som bare ikke var rigtig syge på samme organer som dem jeg selv arbejder aller mest med.

Jeg ved godt, at det lyder fuldstændig grotesk for andre mennesker, der ikke arbejder på et hospital, at man gerne vil passe de rigtig syge patienter. Men for de fleste sygeplejersker, især dem der passer patienter med tendens til at blive akut dårlige på meget kort tid, så er det præcis derfor vi elsker vores arbejde.

På denne her afdeling, er det som sådan ikke patienterne der ikke lever op til forventningerne, det er ledelsen og noget af personalet.

Ledelsen – fordi de konstant placerer mig på de mindst udfordrende patienter. Og noget af personalet – fordi de enten taler til mig som om jeg er kommet direkte ud af 9.klasse og tilsyneladende ikke burde fatte hat af hvad helvede jeg foretager mig som sygeplejerske, på trods af, at jeg normalt arbejder på en mere kompleks afdeling end deres. Eller også taler de slet ikke til mig. Altså jeg har vist aldrig rigtig forstået det der voksen mobning. Men det begynder så småt at dæmre for mig. Godt jeg kun har små to uger tilbage hos dem.

Nogle af dem er selvfølgelig mega søde, det er heldigvis umuligt at en hel afdeling kan bestå af selvhøjtidelige kællinger. Det er desværre bare ikke dem der dominerer afdelingen.

Men bare for lige at give et par eksempler på disse kællinger, og så jeg lige kan komme af med lidt galde, kommer her et lille uddrag.

I går er jeg igen blevet placeret på en, i mine øjne, kedelig patient. Det er selvfølgelig godt for patienten at han er i bedring, men jeg lærer jo mest af at være på dem, der er komplicerede syge. Hende jeg skal gå med er sød og spørger ledelseskælling om ikke jeg kan komme på en lidt mere spændende patient, hvorefter ledelseskælling uden mimik svarer, at jeg havde en spændende patient i sidste uge (ja i tre af dagene). Og dermed har jeg åbenbart opbrugt min kvote for at passe de spændende patienter…

Nedenfor er det så et par enkelte eksempler ud af MANGE, på hvor meget op af bakke min praktik er.

Kælling 1 gør en stor ære i, at ignorere det jeg siger eller spørger om.

Mig: Skal jeg holde, så du bedre kan sætte forbinding på?

Kælling 1: ….. (ingen respons)

kælling 1, ½ minut efter, til den observerende studerende: gider du lige holde her?

Sådan foregik to laaaange dage med kælling 1.

Kælling 2 er ikke til at slå et smil af – og lige meget hvor mange åbne spørgsmål jeg stillede hende, så lykkedes det hende at lukke samtalen med en enkelt kort sætning. Hun var også typen der sagde; vi skal også lige have gjort sådan og sådan. Uden at efterlade sig skyggen af tvivl om, at når hun nu sagde vi, så mente hun altid mig. Og da jeg spurgte om jeg måtte smutte hjem 30 min før tid fordi der ikke var mere at lave, så sagde hun; altså det skal du snakke med den ansvarshavende om – VI mangler bare at tjekke om der er kommet afføring i patientens ble. Jeg svarede hende at hun bare kunne bede de pårørende om at vente udenfor et øjeblik, så kunne VI lige tjekke bleen inden jeg gik. Aj så kunne hun bare gøre det selv, om 20 minutter, svarede hun tydeligt irriteret.

En anden situation med kælling 2 opløftede dog hele min lortedag.

På et tidspunkt står hun midt i en smal døråbning, jeg står inden for døråbningen og en mandlig ny sygeplejerske på afdelingen prøver at komme igennem. Men hun rykker sig ikke en mm. Han spørger undskyldende om han lige må komme forbi, men hun svarer ham ikke og udviser ikke nogle som helst tegn på at hun har tænkt sig at flytte sig. Han er en lille smule overvægtig, så han smiler lidt skævt og tager en dyb indånding, og prøver at lave en joke ud af at han skal gøre sig slank for at kunne smutte igennem. Hvilket hun selvfølgelig heller ikke reagerer på. Han får med møje og besvær maset sig igennem, med et ordentlig prust, for hun står fast som om hun havde beton i skoene. Da han endelig kommer ind gennem døren til hvor jeg står, siger han, (til hendes ryg) med overdreven positivitet i stemmen: Hvor var det dog fantastisk sødt af dig at tro at jeg kunne komme igennem SÅ lille en døråbning – tak skal du have. Kælling 2 ignorerede ham endnu engang, og forlod døråbningen. Endelig! Jeg var helt smadret af grin indvendig! For hvor var det dog den fedeste kommentar EVER !! Alle har jo prøvet at skulle forbi nogen, der ikke mente de behøvede flytte sig til ære for en – og denne her kommentar er hermed adopteret til næste gang jeg selv står i sådan en situation.

Og hvad angår kælling 2, så kan jeg næsten ikke vente til i morgen, hvor jeg står til at skulle følges med hende. Igen.

glee animated GIF

 

%d bloggers like this: