Tag: angst

her er stadig panik…

…og så gik jeg helt i stå herinde…

For det eneste der nærmest florerer i mit hoved er stadig panikpanikpanik og jeg ved ikke hvordan jeg skal kunne forklare min panik uden at få repressalier om at jeg selvfølgelig ikke skal gifte mig, hvis ikke jeg er klar eller A ikke er den rette.

Jeg føler 100% det er mig den er hel gal med – og som flere har påpeget, så er der jo en grund til min panik. Han hedder Morten og er faren til mine børn.

Short summary om Morten indebærer et 9 år langt forhold præget af psykisk vold og kontrol som resulterede i, at jeg til sidst overhovedet ikke kunne kende mig selv længere.

Jeg har siden dengang betegnet mig selv som ‘damaged goods’ og har kæmpet i nu 3 ½ år for at finde tilbage til mit oprindelige selv, og det har både en psykolog og A været en stor hjælp med. Jeg har længe følt at jeg virkelig er kommet langt, Morten har ikke den store påvirkning på mig længere (selvom han stadig prøver) og jeg fungerer rent faktisk i et forhold, hvor jeg ikke bakker ud, så snart manden har følelser og forventninger til mig.

Og så vælger A at fri til mig på vores ferie i sidste uge! Og har i den forbindelse sendt mig direkte tilbage til panik og angst, og en følelse af at have fået en jernkæde om anklen med en stor sort tung jernkugle hægtet på via en lang kæde.

Og jo mere han taler om brylluppet; hvor skal det holdes, hvem skal med, hvad må det koste, hvornår skal det ca være for der er jo regler om, at man så skal være gift inden for 1 år – jo mere vejrtrækningsbesvær får jeg.

Og ikke nok med det! Så har han jo et tæt bånd til facebook, så ca 20 min efter at han havde friet, havde han da også taget et billede af min hånd med ringen på, og lagt det på facebook. Så jeg skal også forholde mig til at venner og familie ved det og er super glade på vores vegne (selvfølgelig) og alle glæder sig spændt på der kommer en dato hvor der skal holdes kæmpe bryllupsfest. Nogen burde belønne mig mit pokerfjæs!

…og vil nogen venligst oplyse mig om hvor mit livs exit knap befinder sig…

 

Min top 10

Det er åbenbart ret moderne at lave sådan en liste med 10 random facts om sig selv, så andre kan få lidt mere indblik i, hvem bloggeren er. Jeg synes selv de er ret sjove at læse, men har egentlig ikke overvejet at hoppe med på bølgen før nu. Jeg tænkte at jeg faktisk lægger rimelig meget af migselv ud her på bloggen i forvejen, men nye læsere, læser vel næppe helt tilbage i arkivet…?

Nå, men here goes.

  1. jeg har pjækket fra arbejde i dag med undskyldningen om ‘barn syg’. Det gør jeg ellers aldrig, men jeg er ved at dø langsomt for tiden på arbejdet.
  2. Jeg elsker blomster
  3. Jeg savner at strikke, kan simplethen bare ikke finde tid til at fordybe mig i det.
  4. Jeg vejer 8 kg for meget og gentager ofte for mig selv ‘nothing tastes as good as skinny feels’, men når jeg så skal spise, så kan jeg alligevel ikke styre mængden. Savner en rygrad.
  5. Jeg har ikke kunne græde over en mand siden børnenes far Morten. Kan snildt græde når jeg ser et sørgeligt billede af fremmede børn der lider.
  6. Børnenes far kan stadig få mig til at græde.
  7. Jeg frygter at ramme de 40…selvom der er 4 år endnu.
  8. Jeg er ret dygtig til tal. Da jeg var barn memoriserede jeg nummerplader…bare for sjov. Mine veninder kalder mig ofte Rainman.
  9. Jeg værdsætter min alenetid højere end kærestetid…
  10. Jeg har lige fået over 12.000 kr tilbage i varmeregnskabet… jeg fortæller det ikke til A eller nogen anden, andet end jer, det er mine penge.

tom cruise animated GIF

stof til eftertanke… og hospitalsafslutning (forhåbentlig!)

For at få afsluttet alle hospitals historierne, kan jeg da også lige få opsummeret hvad der er sket på knuden-i-brystet fronten.

Var på Herlev hospital i sidste uge for at få svar på den biopsi jeg havde fået lavet ude i byen.

Aller først havde jeg en tid ugen forinden om torsdagen, som jeg ringede for at høre om jeg kunne rykke, da jeg sad i skolen og ikke kunne gå før tid. Hende jeg talte i tlf med var meget venlig og sagde ’selvfølgelig kan du det – men hov vent lidt, du har jo en af de ekstra lange tider, og dem ligger vi jo ikke lige inde med…sååehh kan du komme på onsdag?’ 

….??…. Øh hvorfor har jeg en af de ekstra lange tider?

‘Nåå, det er bare fordi der altid er sat ekstra tid af til de patienter, der har været ude i byen og få lavet mammografi og biopsi’

Men helt ærlig – hvorfor siger man sådan noget til folk i tlf, og så ovenikøbet faktisk allerede har en tid under en uge efter – hvor ofte sker det lige hvis ikke det er alvorligt?

Så jeg var naturligt nok bundnervøs op til onsdag, da jeg skulle derind og have svar. Havde mareridt om natten op til, hvor jeg drømte at jeg fik at vide at jeg kun havde 6 mdr tilbage. Og da jeg sad i venteværelset og udfyldte diverse papirer om, om jeg ville være med i genforskning om arveligheden ift brystkræft, var min fantasi stukket helt af for mig ift alle de måder jeg kunne nå at dø på inden børnenes næste fødselsdag.

Da sygeplejersken så endelig hentede mig ind, selvfølgelig 20 min forsinket, hvilket bestemt ikke bidrog positivt til mine alt overskyggende paranoide dødshallucinationer, kom lægen mig i møde ude på gangen med et kæmpe smil og så skyndte hun sig at fortælle at bare rolig, det er en godartet bindevævsknude du har.

Jeg var selvfølgelig lettet, men det har faktisk taget mig helt til nu nærmest, at slippe den frygt jeg havde fået opbygget – og jeg kan ret nemt genfinde den hvis jeg kommer til at tænke lidt for længe over hele situationen.

Så! – med fare for at komme til at lyde alt for kvalmende og kliché agtig, så vil jeg prøve at huske at leve lidt mere i nuet fremover, man ved jo aldrig hvad der kan ske vel …?

Bonus på sidstnævnte… til aften passede jeg en patient, som – ifølge hans sønner – havde sagt til dem for nylig, at han havde planlagt sit liv indtil han blev 85 år, hvilket er om 20 år, derefter gad han ikke rigtig leve mere, og han glædede sig til de der næste 20 år…            Den sidste uges tid har han så ligget på hospitalet, pga en infektion som har spredt sig til hele kroppen – derudover har han fået en del andre udfordringer, heriblandt bla en hjerneskade… Som den ene søn sagde til mig – det var ikke lige det her hverken han eller de havde troet deres far skulle igennem, hvis han da kommer igennem det…

…igen…man burde leve hver dag, som var det den sidste…

life-is-like-a-box-of-chocolates-you-never-know-what-youre-gonna-get-22

‘nyskilt’

I mangel af bedre har jeg i aften set programmet ‘Nyskilt’ på kanal 4 – det er et program jeg egentlig ellers har holdt mig langt væk fra, da jeg – fra de startede med at reklamere for det – tænkte at det ville være et temmelig følsomt emne for mit vedkommende. På trods af at det er 3 år siden Morten og jeg gik fra hinanden.

Fik da heller ikke set hele afsnittet pga huslige gøremål i form af 400 kg vasketøj, der lige skulle ordnes.

Men det jeg så, omhandlede bla to kvinder, hvoraf den ene (videre omtalt som 1) var blevet skilt, da hun opdagede mandens mange affære og løgne. Og den anden (videre omtalt som 2) tror jeg bare de var blevet enige om at skilles.

Fælles for dem begge var at de skulle holde jul med deres eksmænd og disse’s nye kærester – hvilket de selvfølgelig kun gjorde for børnenes skyld. Og for hende med den utro mand, var det oven i købet med en af de kvinder xmanden havde været utro med.

1 skulle hjem til sit gamle hus, hvor hendes x boede med den nye kæreste, derudover kom xsvigerfar og ny kærestes mor. Hvor akavet har det lige lov at være?  Hun sagde hun var helt afklaret ift xmanden, hvilket må være en kæmpe lettelse. Men lidt bitterhed var der da at spore, da hun lidt efter gik gennem huset og påpegede hvad hun i øvrigt lige skulle have med hjem, fordi det var hendes ting.

Hun klarede det nu meget godt, men udtalte også at det var helt sikkert sidste gang hun holdt højtider med xmanden.

Det må være en dejlig følelse – den der afklarethedsfølelse. Jeg føler mig langt hen ad vejen også afklaret ift Morten – men jeg døjer ekstremt meget med bitterhed. Både mod ham, men nok også mod migselv, fordi jeg ikke så hvad der var lige for næsen af mig…nemlig alle de andre kvinder, og alle løgnene.

Nå!

2 var alene med xmanden og dennes nye kæreste, og da de træder ind af døren springer hendes lille pige i favnen på den nye kæreste og ænser nærmest ikke 2.

Jeg ville dø indvendig hvis det skete for mig.

Der var ingen tvivl om at den nye kæreste også holdt meget af den lille pige og 2 udtalte at det var vigtigt for hende at de alle kunne finde ud af det sammen – for det var jo som det skulle være i deres lille ny familie og det var det bedste for hendes lille pige.

Og jeg kan da også i en ideel verden være fuldstændig enig med hende. Men jeg tror simpelthen ikke jeg selv besidder den rummelighed.

Min x Morten, har jo også – klichéagtigt – fundet sig en ny og meget yngre kæreste, som mine børn er glade for. Og jeg er skam glad for at de er glade for hende, det ville straks være værre hvis de ikke kunne lide hende. Men jeg kan alligevel aldrig i min vildeste fantasi forestille mig at vi kommer til at holde jul sammen, mor & far, bonusmor & bonusfar.

For jeg ville virkelig dø lidt indvendig, hvis jeg på nogen måde følte at de var mere glade for hende end for mig. Og jeg ved jo godt, med min fornuft, at selvfølgelig kan hun eller nogen anden kvinde ikke tage min plads i deres hjerter, for jeg er deres mor og de elsker mig til døde…men alligevel…

Heldigvis bliver det forhåbentlig ikke aktuelt lige foreløbig, måske til ungernes konfirmation – der kan jeg nok ikke undslippe det, men der er de også blevet ældre, tænker det er anderledes når de er ældre end når de er små og bare kaster deres umiddelbare kærlighed i hovedet på de mennesker de elsker.

Og måske har jeg til den tid fået lagt min bitterhed på hylden… Det vil nok også hjælpe lidt mere på den der afklarethedsfølelse.

Blev hentet med ambulance…

…af nogle vældig søde ambulancemænd! Men det er sgu lidt upraktisk at de ikke også kører en hjem igen 11 timer senere.

For at starte med begyndelsen, så kom Alex ind og vækkede mig kl. 7:15 med en kæmpe morgenkrammer – det er jo altid dejligt! Bagefter gik han ind i stuen og bad om noget at drikke.

Inden jeg rejste mig fra sengen hostede jeg verdens mindste host og lå pludselig badet i blod på både ben og langt op af maven. Troede først jeg havde spontant tisset i sengen – kunne slet ikke forstå det.
Indtil jeg fik kigget ordentlig på min hvide, nu røde, natkjole og fik bekræftet at det VAR blod.
Kom hurtigt ud af sengen og med hænderne mellem benene, som skåle for at gribe endnu mere blod. styrtede jeg på toilettet hvor det fortsatte med at styrtbløde ud af mit underliv – WTF! var nærmest det eneste jeg kunne tænke i flere minutter!

Måtte dog, samtidig med jeg sad på toilettet, lige få vasket både gulv og vægge og toiletdøren af med vådservietter – der var blod alle vegne! For at undgå at børnene kom ud og blev traumatiseret af alt det blod.

Ringede panisk til A, som selvfølgelig var i sommerhuset – vi skulle derop senere. Han tog den ikke – klokken var jo heller ikke mere end 7:30. Ringede til min far og fortalte ham om det hele og at jeg var nødt til at ringe efter en ambulance, og om han kunne komme og være ved børnene. Det blev heldigvis ikke nødvendigt – Jeg blev hentet af ambulancen og A kom der 5 min efter.

Dagens helt store sideløbende tragedie var at min alt for store pige måtte aflyse sin bif date med sin nye genvundne hemmelige kæreste fordi hendes mor havde katastrofeblink på taget!

På trods af ovenstående lykkedes det mig faktisk også både at give de små tøj på, sætte vasketøj over og mindet Ida om at hun skulle huske at rede sit hår – alt sammen mens jeg havde 911 i røret og også lige tørrede mere blod op fordi Alex rendte rundt og ivrigt fandt blodspor han kunne råbe AADDD til.

Survival instinct…

Lige nu er jeg indlagt på Hillerød. Kom heldigvis hurtigt ind til lægen som endnu hurtigere fik tilkaldt 3 ekstra læger da de ikke kunne finde ud af om det de så i min livmoder var blod eller ‘noget andet’. Konklusionen var dog at det ikke var normalt at bløde så voldsomt når man har en hormonspiral. Afventer blodprøvesvarene – mht om jeg endnu engang er gravid uden for livmoderen eller om jeg evt skulle have en infektion.

Hmm…hvilken infektion forårsager så voldsom blødning…?

Nå, 8 timer senere kom blodprøvesvarene – alt er normalt. Udmeldingen er at måske der er en polyp, og måske har jeg ‘bare’ fået dobbelt menstruation …

Skal til kontrol om en lille måned …

Shit en dramatisk dag!

 

 

Kompromisser eller frihed?

SÅ fik jeg sørme oprettet min egen hjemmeside! Er faktisk ret stolt af mig selv – men bær lige over med mig, jeg har ikke helt styr på opsætningen af siden endnu 😉

Er i mit sommerhus i denne uge – ingen børn og fri fra arbejde…har dog ikke fri fra A…

Vi kæmper lige nu for at se om vi kan redde forholdet, jeg har mine tvivl – for han har virkelig udvist nogle bizarre holdninger og pga det er vi grundlæggende så ekstremt langt fra hinanden mht hvordan vi hver især synes et forhold bør være.

Han mener det hele handler om kompromisser og alle ens handlinger skal gøres ud fra et fælles perspektiv. Jeg mener derimod at man skal gøre de ting der gør en glad, også selvom det ikke nødvendigvis involverer ens kæreste. Vi kan overhovedet ikke forstå hinandens tilgangsvinkler, for filan hvor har vi skændes så det brager.

Hans første kommentar på 14 dages ferie uden ham var: ‘det kommer aldrig til at ske’. Den næste kommentar var: ‘ok, vi kan sige at om 5 år, når vi har udlevet ALLE vores drømme, så må du rejse med Louise. Så har han været ude i at jeg måtte rejse lige så tosset jeg ville, bare jeg selv skaffede pengene, for han ville ikke sponsorere. Så skulle vi have separat økonomi, dog ville han kun udligne hvad jeg mister i tilskud ved at hans adresse flyttes over til min, hvilket dermed betød at han ikke ville betale halvdelen af huslejen – ‘for jeg skulle jo ikke få en økonomisk gevinst ved at han flyttede ind til mig’.

Vi har fået en tid til parterapi den 12/3…indtil videre er jeg gået med på hans seneste kompromis hvor han foreslog at jeg gerne må rejse 14 dage med Louise i 2017, så vil han gøre det samme med en kammerat. Jeg må stadig gerne holde fast i Louises og min tur til Spanien i april hvert år og Skanderborg Festivalen + div venindeting. Og på den aftale vil han så gerne have fælles økonomi.

Jeg har det jo som om løkken er ved at strammes om min hals fordi han sætter nogle retningslinier op som han har defineret… Jeg begynder virkelig at savne min singletilværelse – hvor ingen andre end migselv bestemte hvad der skulle ske i mit liv, med undtagelse af hvad der selvfølgelig kunne lade sig gøre ift børnene. Men stadig langt mere frit liv end nu…

 

Single i et forhold?

Har vist været lidt tavs i lang tid….

Har snart årsdag med A…. Hvis vi holder så lang tid…

Vi har kæmpe krise!

I forgårs nævnte jeg for A at jeg godt kunne tænke mig at tage på 14 dages ferie igen med Louise til næste år…. Fuck hvor blev det dårligt modtaget! Og det er vist årets underdrivelse!

Ifølge A : Når man er et par, så kan man ikke stadig opføre sig som om man er single, så laver man alt ud fra hvad der er i forholdets interesse, så er der ikke plads til ego ting… Så udmeldingen blev ret hurtigt: Hvis du ønsker at rejse 14 dage og fravælge mig, så find en anden. Vi er slut!

Men fra min vinkel handler det jo om, at man ikke skal begrænse hinanden, man kan ikke og har ikke ret til at bestemme over et andet menneske…vel? I et forhold bør man vel støtte op om hinanden, både som par og hver for sig.

Nu skal vi til parterapi, jeg kan ikke få ham til at se at det ikke handler om de 14 dages ferie, men at det handler om at man skal gøre de ting der gør en glad. Og jeg er sådan en person som er gladest når jeg både er sammen med venner og veninder OG min kæreste, det ene udelukker ikke det andet.
Jeg kan ikke kun tilrettelægge mit liv ud fra at nu er jeg i et forhold, og så skal alting planlægges ud fra hvad der passer med A… Så skal jeg vist have en pose jeg kan trække vejret i med jævne mellemrum… !

%d bloggers like this: