Tag: angst

forventninger

Såååehm…A’s og mit forhold har været oppe til diskussion nærmest hver eneste dag siden jeg meddelte ham, at jeg ikke kunne gifte mig.

Jeg kan sagtens forstå, at det må være den ultimative mest nedslående afvisning man nogensinde kan få. Problemet for mig i det her forhold er, at jeg grundlæggende ikke kan være mig selv. A har mange forventninger til, hvordan man er kærester – og jeg har længe gjort hvad jeg kunne for at leve op til dem. Og fejlet 8 ud af 10 gange.

Jeg er sådan et menneske man kan kalde en fri fugl eller free spirit. Jeg kan sagtens være i et forhold, være 100% tro, og generelt være en rigtig god kæreste med masser af kærlighed at give. Det eneste jeg i det store hele forventer er, at jeg også får frihed, alenetid, tid med mine veninder og ikke bliver dikteret hvordan jeg skal agere i forskellige situationer. Jeg mister migselv hvis jeg føler mig begrænset. Sidstnævnte er især et resultat af 9 år sammen med Morten.

A har haft et stort behov for at være en del af ALT i mit liv – det har været enormt grænseoverskridende. Men jeg har forsøgt at lukke ham ind. Han vil gerne have at vi er en kerne, en fælles stærk kerne. Men jeg er stærk alene! og har altid været det – fra jeg var helt lille og mine forældre var selvstændige uden tid til mig, til mit lange forhold med Morten, som heller ikke var der, selv heller da vi fik 3 børn. Altid har jeg sørget for at være stærk alene. Så hvordan er man stærk sammen – og hvorfor føler jeg, at jeg giver afkald på mig selv, hvis jeg melder mig ind i tosomheden. Hvor forsvinder jeg hen? Hvorfor kan man ikke være stærk alene OG stærk sammen? A siger at jeg ikke behøver at være stærk alene mere, for nu kan vi være stærke sammen….

Jeg føler ikke han ser mig. Og derfor kan jeg ikke gifte mig med ham…

 

‘hvordan har du det?’

Fik stillet verdens mest almindelige spørgsmål…  ‘hvordan har du det?’   og kunne ikke svare på det. For vedkommende som stillede det, var rent faktisk oprigtig interesseret i svaret.

Der er jo ingen problemer i, at svare på det spørgsmål når alt er godt, eller vægtskålen i det mindste har en overvægt i den ene eller anden retning. Eller vedkommende som stiller det spørgsmål, egentlig bare forventer at høre at det går godt, fordi det er ment som et høflighedsspørgsmål, som ingen har nogen intentioner om at uddybe. Man smiler bare og svarer at det går godt og returnerer spørgsmålet i samme forventning om, at den anden person også smiler og siger at de også har det godt. Og så kan man snakke videre om alt muligt andet.

Grunden til at jeg ikke kunne svare på verdens mest almindelige spørgsmål hænger unægtelig sammen med at jeg fik stillet nok verdens mest unikke spørgsmål… ‘vil du gifte dig med mig?’. Et spørgsmål jeg svarede ja til…selvom jeg følte nejnejnejnej skrige inde i mit hoved. Jeg var ikke klar til det spørgsmål. Og jeg var så ekstremt skuffet over selve frieriet. A har af flere omgange nævnt, at han ville giftes med mig og hver gang har jeg svaret, at hvis han nogensinde skulle fri, så skulle det ikke være en eller anden offentlig attraktion med uvildige tilskuere. Han skulle have gennemtænkt det, og planlagt det. Jeg ville have fejet benene væk under mig. Om ikke andet, bare fordi han havde gidet at gøre sig en masse overvejelser og anstrengelser til ære for mig. Mig.

Og det der rent faktisk skete var, at han havde drukket sig forholdsvis godt i hegnet på vores ‘all inclusive’ hotel i løbet af dagen. Og gik kold på sengen om aftenen. Jeg spurgte ham om han ville med ned og spise, det ville han ikke, så jeg gik ned og spiste alene. Satte mig efterfølgende og fik en kop kaffe og nød varmen og udsigten over havet med skibene i baggrunden. Så ringede han – godt sur over at han ikke kunne finde mig. For han havde været nede og spise alene og var nu gået tilbage til hotelværelset, men kunne ikke komme ind, da jeg havde nøglen. Jeg svarede stille og roligt at jeg da bare kom over med det samme. Han var sur. Jeg forklarede ham, at han jo selv havde sagt at han ikke ville med. Det kunne han ikke huske noget om. Så sad vi der på altanen uden rigtig at sige noget. Han kom med en sur bemærkning om, at han skulle ned og hente sit ur, der havde fået nyt batteri. Jeg gad ikke med – sådan en sur stodder. Lagde mig på sengen og overvejede om jeg skulle lade som om jeg sov, så jeg slap for mere akavet stemning… Men han var for hurtigt tilbage. Efter at have tage sine klipklappere af, gik han direkte over og satte sig på sengekanten og sagde ‘jeg vil gerne spørge dig om noget’. Jeg blev SÅ overrasket! Hvad fanden skete der?! Jeg får sagt noget i stil med at han jo lige havde været mega sur. Hvortil han svarer, jamen nu er vi jo glade igen. Frier spørgsmålet er efterfulgt af en kort monolog om hvad jeg betyder for ham. Jeg hører ikke rigtig hvad han siger – alle mine kræfter går ubestridt på, at finde det rigtige ansigtsudtryk frem, og hvordan og hvad jeg skal svare. Shit! Jeg følte ikke jeg kunne svare andet end ja. Set i bagklogskabens lys, skulle jeg selvfølgelig have sagt noget i stil med at jeg ikke var klar endnu. Men jeg er sådan en forpulet pleaserperson, der har svært ved at skulle skuffe og såre andre, så hellere gå 100% på kompromis med mig selv… Og hvad der så sker, er jo at jeg stille og roligt mister mig selv. Jeg har været der før.

Så efter en uges tiltagende nedlukkethed fra min side, fik jeg endelig styr på mine tanker og fortalt A, hvilken grad af panik der florerede i mit hoved. Han blev naturligt meget ked af det og forlangte ringen tilbage…

Min vægtskål står helt lige. Jeg har det hverken godt eller skidt. Men hvordan har man det så…?

 

Jeg har været en uge om at få færdiggjort dette indlæg… Meget er yderligere sket på den uge… Fortsættelse følger.

her er stadig panik…

…og så gik jeg helt i stå herinde…

For det eneste der nærmest florerer i mit hoved er stadig panikpanikpanik og jeg ved ikke hvordan jeg skal kunne forklare min panik uden at få repressalier om at jeg selvfølgelig ikke skal gifte mig, hvis ikke jeg er klar eller A ikke er den rette.

Jeg føler 100% det er mig den er hel gal med – og som flere har påpeget, så er der jo en grund til min panik. Han hedder Morten og er faren til mine børn.

Short summary om Morten indebærer et 9 år langt forhold præget af psykisk vold og kontrol som resulterede i, at jeg til sidst overhovedet ikke kunne kende mig selv længere.

Jeg har siden dengang betegnet mig selv som ‘damaged goods’ og har kæmpet i nu 3 ½ år for at finde tilbage til mit oprindelige selv, og det har både en psykolog og A været en stor hjælp med. Jeg har længe følt at jeg virkelig er kommet langt, Morten har ikke den store påvirkning på mig længere (selvom han stadig prøver) og jeg fungerer rent faktisk i et forhold, hvor jeg ikke bakker ud, så snart manden har følelser og forventninger til mig.

Og så vælger A at fri til mig på vores ferie i sidste uge! Og har i den forbindelse sendt mig direkte tilbage til panik og angst, og en følelse af at have fået en jernkæde om anklen med en stor sort tung jernkugle hægtet på via en lang kæde.

Og jo mere han taler om brylluppet; hvor skal det holdes, hvem skal med, hvad må det koste, hvornår skal det ca være for der er jo regler om, at man så skal være gift inden for 1 år – jo mere vejrtrækningsbesvær får jeg.

Og ikke nok med det! Så har han jo et tæt bånd til facebook, så ca 20 min efter at han havde friet, havde han da også taget et billede af min hånd med ringen på, og lagt det på facebook. Så jeg skal også forholde mig til at venner og familie ved det og er super glade på vores vegne (selvfølgelig) og alle glæder sig spændt på der kommer en dato hvor der skal holdes kæmpe bryllupsfest. Nogen burde belønne mig mit pokerfjæs!

…og vil nogen venligst oplyse mig om hvor mit livs exit knap befinder sig…

 

Min top 10

Det er åbenbart ret moderne at lave sådan en liste med 10 random facts om sig selv, så andre kan få lidt mere indblik i, hvem bloggeren er. Jeg synes selv de er ret sjove at læse, men har egentlig ikke overvejet at hoppe med på bølgen før nu. Jeg tænkte at jeg faktisk lægger rimelig meget af migselv ud her på bloggen i forvejen, men nye læsere, læser vel næppe helt tilbage i arkivet…?

Nå, men here goes.

  1. jeg har pjækket fra arbejde i dag med undskyldningen om ‘barn syg’. Det gør jeg ellers aldrig, men jeg er ved at dø langsomt for tiden på arbejdet.
  2. Jeg elsker blomster
  3. Jeg savner at strikke, kan simplethen bare ikke finde tid til at fordybe mig i det.
  4. Jeg vejer 8 kg for meget og gentager ofte for mig selv ‘nothing tastes as good as skinny feels’, men når jeg så skal spise, så kan jeg alligevel ikke styre mængden. Savner en rygrad.
  5. Jeg har ikke kunne græde over en mand siden børnenes far Morten. Kan snildt græde når jeg ser et sørgeligt billede af fremmede børn der lider.
  6. Børnenes far kan stadig få mig til at græde.
  7. Jeg frygter at ramme de 40…selvom der er 4 år endnu.
  8. Jeg er ret dygtig til tal. Da jeg var barn memoriserede jeg nummerplader…bare for sjov. Mine veninder kalder mig ofte Rainman.
  9. Jeg værdsætter min alenetid højere end kærestetid…
  10. Jeg har lige fået over 12.000 kr tilbage i varmeregnskabet… jeg fortæller det ikke til A eller nogen anden, andet end jer, det er mine penge.

tom cruise animated GIF

stof til eftertanke… og hospitalsafslutning (forhåbentlig!)

For at få afsluttet alle hospitals historierne, kan jeg da også lige få opsummeret hvad der er sket på knuden-i-brystet fronten.

Var på Herlev hospital i sidste uge for at få svar på den biopsi jeg havde fået lavet ude i byen.

Aller først havde jeg en tid ugen forinden om torsdagen, som jeg ringede for at høre om jeg kunne rykke, da jeg sad i skolen og ikke kunne gå før tid. Hende jeg talte i tlf med var meget venlig og sagde ‘selvfølgelig kan du det – men hov vent lidt, du har jo en af de ekstra lange tider, og dem ligger vi jo ikke lige inde med…sååehh kan du komme på onsdag?’ 

….??…. Øh hvorfor har jeg en af de ekstra lange tider?

‘Nåå, det er bare fordi der altid er sat ekstra tid af til de patienter, der har været ude i byen og få lavet mammografi og biopsi’

Men helt ærlig – hvorfor siger man sådan noget til folk i tlf, og så ovenikøbet faktisk allerede har en tid under en uge efter – hvor ofte sker det lige hvis ikke det er alvorligt?

Så jeg var naturligt nok bundnervøs op til onsdag, da jeg skulle derind og have svar. Havde mareridt om natten op til, hvor jeg drømte at jeg fik at vide at jeg kun havde 6 mdr tilbage. Og da jeg sad i venteværelset og udfyldte diverse papirer om, om jeg ville være med i genforskning om arveligheden ift brystkræft, var min fantasi stukket helt af for mig ift alle de måder jeg kunne nå at dø på inden børnenes næste fødselsdag.

Da sygeplejersken så endelig hentede mig ind, selvfølgelig 20 min forsinket, hvilket bestemt ikke bidrog positivt til mine alt overskyggende paranoide dødshallucinationer, kom lægen mig i møde ude på gangen med et kæmpe smil og så skyndte hun sig at fortælle at bare rolig, det er en godartet bindevævsknude du har.

Jeg var selvfølgelig lettet, men det har faktisk taget mig helt til nu nærmest, at slippe den frygt jeg havde fået opbygget – og jeg kan ret nemt genfinde den hvis jeg kommer til at tænke lidt for længe over hele situationen.

Så! – med fare for at komme til at lyde alt for kvalmende og kliché agtig, så vil jeg prøve at huske at leve lidt mere i nuet fremover, man ved jo aldrig hvad der kan ske vel …?

Bonus på sidstnævnte… til aften passede jeg en patient, som – ifølge hans sønner – havde sagt til dem for nylig, at han havde planlagt sit liv indtil han blev 85 år, hvilket er om 20 år, derefter gad han ikke rigtig leve mere, og han glædede sig til de der næste 20 år…            Den sidste uges tid har han så ligget på hospitalet, pga en infektion som har spredt sig til hele kroppen – derudover har han fået en del andre udfordringer, heriblandt bla en hjerneskade… Som den ene søn sagde til mig – det var ikke lige det her hverken han eller de havde troet deres far skulle igennem, hvis han da kommer igennem det…

…igen…man burde leve hver dag, som var det den sidste…

life-is-like-a-box-of-chocolates-you-never-know-what-youre-gonna-get-22

‘nyskilt’

I mangel af bedre har jeg i aften set programmet ‘Nyskilt’ på kanal 4 – det er et program jeg egentlig ellers har holdt mig langt væk fra, da jeg – fra de startede med at reklamere for det – tænkte at det ville være et temmelig følsomt emne for mit vedkommende. På trods af at det er 3 år siden Morten og jeg gik fra hinanden.

Fik da heller ikke set hele afsnittet pga huslige gøremål i form af 400 kg vasketøj, der lige skulle ordnes.

Men det jeg så, omhandlede bla to kvinder, hvoraf den ene (videre omtalt som 1) var blevet skilt, da hun opdagede mandens mange affære og løgne. Og den anden (videre omtalt som 2) tror jeg bare de var blevet enige om at skilles.

Fælles for dem begge var at de skulle holde jul med deres eksmænd og disse’s nye kærester – hvilket de selvfølgelig kun gjorde for børnenes skyld. Og for hende med den utro mand, var det oven i købet med en af de kvinder xmanden havde været utro med.

1 skulle hjem til sit gamle hus, hvor hendes x boede med den nye kæreste, derudover kom xsvigerfar og ny kærestes mor. Hvor akavet har det lige lov at være?  Hun sagde hun var helt afklaret ift xmanden, hvilket må være en kæmpe lettelse. Men lidt bitterhed var der da at spore, da hun lidt efter gik gennem huset og påpegede hvad hun i øvrigt lige skulle have med hjem, fordi det var hendes ting.

Hun klarede det nu meget godt, men udtalte også at det var helt sikkert sidste gang hun holdt højtider med xmanden.

Det må være en dejlig følelse – den der afklarethedsfølelse. Jeg føler mig langt hen ad vejen også afklaret ift Morten – men jeg døjer ekstremt meget med bitterhed. Både mod ham, men nok også mod migselv, fordi jeg ikke så hvad der var lige for næsen af mig…nemlig alle de andre kvinder, og alle løgnene.

Nå!

2 var alene med xmanden og dennes nye kæreste, og da de træder ind af døren springer hendes lille pige i favnen på den nye kæreste og ænser nærmest ikke 2.

Jeg ville dø indvendig hvis det skete for mig.

Der var ingen tvivl om at den nye kæreste også holdt meget af den lille pige og 2 udtalte at det var vigtigt for hende at de alle kunne finde ud af det sammen – for det var jo som det skulle være i deres lille ny familie og det var det bedste for hendes lille pige.

Og jeg kan da også i en ideel verden være fuldstændig enig med hende. Men jeg tror simpelthen ikke jeg selv besidder den rummelighed.

Min x Morten, har jo også – klichéagtigt – fundet sig en ny og meget yngre kæreste, som mine børn er glade for. Og jeg er skam glad for at de er glade for hende, det ville straks være værre hvis de ikke kunne lide hende. Men jeg kan alligevel aldrig i min vildeste fantasi forestille mig at vi kommer til at holde jul sammen, mor & far, bonusmor & bonusfar.

For jeg ville virkelig dø lidt indvendig, hvis jeg på nogen måde følte at de var mere glade for hende end for mig. Og jeg ved jo godt, med min fornuft, at selvfølgelig kan hun eller nogen anden kvinde ikke tage min plads i deres hjerter, for jeg er deres mor og de elsker mig til døde…men alligevel…

Heldigvis bliver det forhåbentlig ikke aktuelt lige foreløbig, måske til ungernes konfirmation – der kan jeg nok ikke undslippe det, men der er de også blevet ældre, tænker det er anderledes når de er ældre end når de er små og bare kaster deres umiddelbare kærlighed i hovedet på de mennesker de elsker.

Og måske har jeg til den tid fået lagt min bitterhed på hylden… Det vil nok også hjælpe lidt mere på den der afklarethedsfølelse.

Blev hentet med ambulance…

…af nogle vældig søde ambulancemænd! Men det er sgu lidt upraktisk at de ikke også kører en hjem igen 11 timer senere.

For at starte med begyndelsen, så kom Alex ind og vækkede mig kl. 7:15 med en kæmpe morgenkrammer – det er jo altid dejligt! Bagefter gik han ind i stuen og bad om noget at drikke.

Inden jeg rejste mig fra sengen hostede jeg verdens mindste host og lå pludselig badet i blod på både ben og langt op af maven. Troede først jeg havde spontant tisset i sengen – kunne slet ikke forstå det.
Indtil jeg fik kigget ordentlig på min hvide, nu røde, natkjole og fik bekræftet at det VAR blod.
Kom hurtigt ud af sengen og med hænderne mellem benene, som skåle for at gribe endnu mere blod. styrtede jeg på toilettet hvor det fortsatte med at styrtbløde ud af mit underliv – WTF! var nærmest det eneste jeg kunne tænke i flere minutter!

Måtte dog, samtidig med jeg sad på toilettet, lige få vasket både gulv og vægge og toiletdøren af med vådservietter – der var blod alle vegne! For at undgå at børnene kom ud og blev traumatiseret af alt det blod.

Ringede panisk til A, som selvfølgelig var i sommerhuset – vi skulle derop senere. Han tog den ikke – klokken var jo heller ikke mere end 7:30. Ringede til min far og fortalte ham om det hele og at jeg var nødt til at ringe efter en ambulance, og om han kunne komme og være ved børnene. Det blev heldigvis ikke nødvendigt – Jeg blev hentet af ambulancen og A kom der 5 min efter.

Dagens helt store sideløbende tragedie var at min alt for store pige måtte aflyse sin bif date med sin nye genvundne hemmelige kæreste fordi hendes mor havde katastrofeblink på taget!

På trods af ovenstående lykkedes det mig faktisk også både at give de små tøj på, sætte vasketøj over og mindet Ida om at hun skulle huske at rede sit hår – alt sammen mens jeg havde 911 i røret og også lige tørrede mere blod op fordi Alex rendte rundt og ivrigt fandt blodspor han kunne råbe AADDD til.

Survival instinct…

Lige nu er jeg indlagt på Hillerød. Kom heldigvis hurtigt ind til lægen som endnu hurtigere fik tilkaldt 3 ekstra læger da de ikke kunne finde ud af om det de så i min livmoder var blod eller ‘noget andet’. Konklusionen var dog at det ikke var normalt at bløde så voldsomt når man har en hormonspiral. Afventer blodprøvesvarene – mht om jeg endnu engang er gravid uden for livmoderen eller om jeg evt skulle have en infektion.

Hmm…hvilken infektion forårsager så voldsom blødning…?

Nå, 8 timer senere kom blodprøvesvarene – alt er normalt. Udmeldingen er at måske der er en polyp, og måske har jeg ‘bare’ fået dobbelt menstruation …

Skal til kontrol om en lille måned …

Shit en dramatisk dag!

 

 

%d bloggers like this: