Tag: angst

nu også med spøgelser

Så jeg overlevede!! på trods af de åbenlyse tilstedeværende seriemordere alle forsamlet i Skagen, kun for at få ram på undertegnede.

Igår nat var jeg dog smartere! Der gik jeg i seng før det blev mørkt. Og shit en forskel på panikniveauet! Altså jeg tjekkede selvfølgelig stadig alle de gængse steder for eventuelle uindbudte gæster, men med langt mere ro i sindet. Bag sofaen, under sengene, i skabene, bag gardinerne og bag bruseforhænget, som sjovt nok er det der er allermest skræmmende! Altså hvorfor er det det overhovedet var trukket for? – jeg kan ikke huske det, men det gav sikkert god mening da jeg gjorde det i dagslys. Dumtdumtdumt kl 24 her til aften.

For i aften besluttede jeg mig så for at farve hår. Jeg har den sidste måneds tid været eksperimenterende og er blevet farvet blond. Jeg er normalt mørkhåret. Farvet mørkt dog, fordi efter Morten og jeg gik fra hinanden eksploderede antallet af grå hår på mit hoved, og jeg måtte opgive at følge med med pincetten, og eftersom jeg overhovedet ikke er klar på at se ældre ud end jeg er, så har jeg siden da farvet mit hår til den nærmeste farve af min egen hårfarve. (altså I ved – præ silverfox looket)

Nå, men det blonde fungerede ikke rigtig for mig. Jeg følte mig ikke rigtig ‘hjemme i mig selv’. På trods af, at jeg har været det masser af gange før, så er det som om det bare ikke rigtig passer til mig længere. Måske det alligevel har noget med alderen at gøre…men det taler vi selvfølgelig ikke højt om. Så mens jeg havde Natalie i røret gik jeg kækt i gang med hårfarvningen, uden at skæve til klokken. Så da det var klar til at blive skyllet ud og jeg havde lagt på med Natalie, ja så var det jo blevet mørkt uden for. Og så er vi straks tilbage til de åndsvage seriemordere igen.

Panikniveau på en skala fra 1-10, så er jeg nok på en 7’er til aften, da jeg gør klar til at gå i bad.

Men ikke nok med det, så mens jeg står i badet, med lukket dør, så trækker badeforhænget sig pludselig, og meget hurtigt, ind ad mod mig. Jeg bliver så forskrækket, så jeg flår det til side for at se om der er kommet nogen ind i badeværelset uden jeg har hørt det. Det er der ikke. Var der nogen der sagde spøgelser???

Panikniveau 10+ !!

Arhmen altså! Selvom det har været en fantastisk uge her i Skagen, så er jeg faktisk begyndt at tænke det nok er meget godt vi vender næsen hjemad imorgen eftermiddag, for lige nu mangler det da bare at det også bliver fuldmåne…

En ren gyser………

Så sidder i Skagen i et semi stort sommerhus med fire sovende unger i den anden ende af huset. Lige nu regner det – hvilket jeg synes er monster hyggeligt at sidde og lytte til.

Hvad jeg til gengæld ikke synes er så hyggeligt er det der med at være alene voksen (kvinde) efter mørkets frembrud, i et fremmed sommerhus. Jeg har lige luftet Birthe mens det stadig var en lille smule lyst og efterfølgende har jeg så gennemgået hele huset for boogiemænd. Altså jeg taler om, at jeg har ligget på gulvet og gloet ind under samtlige senge, kigget i alle skabe, hvor et menneske ville kunne presse sig ind, rullet samtlige gardiner for, med undtagelse af køkkenvinduet, fordi dem der har huset, af fuldstændig utilgivelige og uforklarlige årsager! har valgt ikke at sætte gardiner op der! Arhmen har de da ingen forståelse for den panik der kan udspille sig når man har et vindue man ikke kan lukke af for. Seriemordere kan jo stå og observere samtlige mine moves uden jeg har den fjerneste mulighed for at se at han står og holder øje med mig.

Derudover så hjælper det heller ikke at grunden til det her sommerhus er på 3300 m2 og efter adskillige ture med Birthe, har jeg hurtigt afkodet at det vist nok egentlig er gennemsnits størrelsen for sommerhusgrunde heroppe. Så det der med at skrige efter hjælp, skulle den der seriemorder dukke op og banke på køkkenvinduet med en allerede blodindsmurt jægerkniv, vil utvivlsomt være fuldstændig omsonst. Og at løbe efter hjælp vil med garanti også resultere i, at han indhenter mig ved at gribe mig om mine ankler samtidig med han lige skærer min achillessene over så jeg ikke kan løbe videre.

Ja, og så er løbet jo ligesom kørt ikk!! Den del er vi jo alle sammen godt klar over.

Og eftersom Danmark jo nærmest er verdenskendt for antallet af seriemordere on the loose, så ser jeg mig nok nødsaget til at ligge mig i sengerevnen mellem min to drenge i nat…

…just in case…

You never know what tomorrow brings

Jep jeg lever stadig!

Har været meeeeeget stille den sidste måneds tid herinde og det er der flere årsager til.

Mit sidste indlæg handlede om livets meget små udfordringer – og set i lyset af det, så kan det her passende handle om livets ubegribelig store gigantiske udfordringer.

Den eneste årsag jeg vil uddybe for nu, som har fyldt alle mine tanker og kostet mig mange tårer, nummer 1 over dem alle, og som gør at alle andre årsager virker totalt latterlige overhovedet at overveje at komme i samme indlæg, handler om …

…Natalie.

Min skønne dejligste og tætteste veninde og kollega, som jeg bruger al min fritid med, når ikke jeg lige ser Chefen eller Louise. Hun kom ud for en voldsom bilulykke for ca 3 uger siden. Så voldsom så hun svævede mellem liv og død den første halvanden uge efter ulykken. Sjældent har jeg oplevet at føle glæde det ene øjeblik hvor hun virkede til at få det bedre, til at føle alt blive revet væk igen det næste øjeblik når hun endnu en gang røg afsted til en ny akut skanning pga forværring. Hun er heldigvis i bedring nu, jeg hentede hende ovenikøbet i onsdags da hun blev udskrevet. Sikken lettelse, men wow en følelsesmæssig rutschebanetur det har været at sidde på sidelinien, mens Natalie kæmpede for sit liv. Hun skal stadig tage den med ro det næste laaaange stykke tid, men hun lever, og det er vi mange der er ovenud lykkelige for.

Det mest iøjenfaldende jeg syntes jeg oplevede midt i min ensomhed uden Natalie enten fysisk eller telefonisk tilgængelig hele tiden, var at livet går videre. Mens hun kæmpede for livet, og jeg kæmpede med mit enorme afsavn og hulrum, var der stadig et arbejde der skulle passes, hvilket jeg også gjorde – nogle dage dog mere grådlabil end andre. Børn der skulle hentes og bringes og laves mad til. Birthe der skulle luftes. Selskabelige arrangementer i skole og børnehave jeg selvfølgelig skulle deltage i. Alle mine, pludselig små og ubetydelige, problemer, og alle andres problemer, fik pludselig en helt ny dimension af fuldstændig ligegyldighed. Her 3 ugers tid efter Natalies ulykke, prøver jeg virkelig at holde fast i at lade de små problemer passere, men netop fordi livet har den der tendens til bare at gå videre, så begynder man langsomt igen at tage det hele for givet, og igen lade de små problemer fylde. Måske er det overlevelse. Jeg ved det ikke. Men man kan jo heller ikke rende rundt og spekulere på om i dag er ens sidste dag her. Hvis man gjorde det, ville de færreste nok formå at komme igennem en dag uden følgeskab af total paranoia.

Men een ting står dog helt klart ovenpå alt det her. Livet er fandens skrøbeligt og de dårlige ting sker ikke altid kun for naboen…nogle gange rammer ulykken smask ned i midten af ens eget liv.

Så livet skal leves – fuldt ud! Cause you never know what tomorrow brings.

<3

Så jeg er blevet den stalker agtige type…

Chefen har den sidste måneds tid virkelig været på, skrevet og ringet en masse hver dag. Hvilket virkelig har fået mig til at få tillid til at han er en af de gode, på trods af omstændighederne for hvordan vi mødtes. Han var ærlig fra start og fortalte at han også havde en profil på Dating.dk fordi han var begyndt at føle at han var klar til en kæreste. Det var dengang vi havde talt om, at vi bare skulle knalde. Jeg har også en profil derinde, hvilket jeg ikke fortalte, for jeg var ikke aktiv derinde. Jeg oprettede den faktisk kun for at tjekke hvad A havde skrevet i sin profiltekst timen efter han og jeg var gået fra hinanden. Og jeg var slet ikke interesseret i en kæreste.

Men ind imellem har jeg da lige tjekket Chefen derinde, for at se hvor meget han var derinde. Og det har han ikke været overhovedet. Altid offline. indtil igår aftes, hvor jeg pludselig opdager den lille grønne ‘online’ prik under hans profil. ØH WHAT?! Siden da har jeg været fuldstændig 100% stalker på hans dating profil. Eller dvs siden jeg fik fri fra arbejde idag og opdagede at den grønne prik igen var til stede. For lidt efter at være væk igen. Online, offline, online, offline…hele aftenen igennem her til aften. Selv mens han og jeg snakkede i tlf. Det eneste logiske jeg kan forestille mig der foregår, er at han er begyndt at skrive med en derinde, for så spændende er der sgu heller ikke inde på den side, hvis man bare sidder og surfer rundt og lurer på profiler uden at være aktivt søgende.

Og jeg magter det ikke! Jeg er overhovedet ikke typen der er mellemstationen til at der dukker noget bedre op til Chefen. Så vil jeg sgu hellere være foruden. Og jeg gider SLET ikke være den ukontrollerede stalker agtige kvinde, der bliver fuldstændig besat af at regne ud hvad der foregår på den mandlige planet. Det er opslidende og jeg bliver så enormt ked af det, hver eneste gang jeg ser den grønne prik. Og det er jo slet ikke til at styre! Den der stalkertendens!! For selvom jeg hader stalkeragtige mennesker, så kommer det jo fuldstændig ud af kontrol, selv for mit vedkommende, når jeg pludselig tager mig selv i, at tjekke hans profil hvert andet minut mens jeg laver aftensmad. Jeg GIDER ikke flere komplicerede mænd og forhold. Jeg vil bare gerne være glad helt ind i sjælen.

Så jeg er kommet frem til, at jeg er nødt til at have en snak med Chefen. En eller anden form for forventningsafstemning.

Og endnu mere fordi… – sidste lørdag var vi ude og spise, derefter i biffen og på en lokal bar i hans by. De eneste tidspunkter han rørte ved mig, var i mørket i biffen. Han sagde han ikke havde noget at skjule ift at blive set sammen med mig, meeeen jeg blev nu alligevel temmelig trist over at have muligeheden for at være sammen med ham i så mange timer, og at han så alligevel bare kunne modstå at være tæt på mig. For når vi er hjemme bag lukkede døre, er han meget intens overfor mig, kigger mig konstant meget dybt og længe i øjnene og skal hele tiden lige have en eller anden form for fysisk kontakt også.

Så efter sidste weekend, er jeg kommet frem til, at jeg med sikkerhed gerne vil have mere end bare et sexforhold. Og hvis Chefen ikke har den mindste smule følelser med i det vi har gang i, så vil jeg stoppe med at se ham. Jeg behøver stadig ikke et kærestelabel på vores ‘forhold’, men jeg behøver helt sikkert en eller anden form for tilkendegivelse af følelser. Og det er vel ikke for meget forlangt vel? Vi har trods alt kendt hinanden siden slut januar og for en måned siden havde vi en snak om, at vi begge lurede på hvad det her egentlig var vi havde gang i, fordi det bestemt ikke føles kun som sex… og sådan en ‘lurer periode’ har vel en udløbsdato ikk? Og er den dato ikke snart ved at være nået…?

Jeg orker ihvertfald ikke at rende rundt usikker med skræmmende stalker tendenser særlig meget længere… og desuden har Chefen allerede spottet at jeg opfører mig en lille smule eftertænksom…. (ja jeg prøver lige at slukke for mine følelser…og når jeg har lært hvordan man gør, tager jeg patent på det og afholder dyre aftenskolekurser – who’s coming?)

sexklub og vaskeægte panik

panic stressed tv the big bang theory sheldon

Ok, så mit og Natalie’s første sexklub besøg skal forestå om 2 dage, og jeg er pænt nervøs! For at sige det meget mildt.

Her kan jeg vist godt erkende at jeg kommer så langt ud af min comfort zone, så jeg i de sidste mange dage både har lidt af on/off diarre, lidt feber, massiv hovedpine, og noget der ligner øjenbetændelse i mit venstre øje. Det eneste positive ved det er, at jeg faktisk har tabt mig lidt. Nå ja, og så har jeg fået en lille bums på overlæben for nogle dage siden, som nu til forveksling ligner et forkølelsessår. Altså helt ærligt!

Nu mangler der vel egentlig bare, at jeg også får min menstruation.

Jeg har læst en del inde på sexklubbens hjemmeside, og der skriver de blandt andet, at måden hvorpå man inviterer hinanden til sex, er ved øjenkontakt og et frækt smil.

Nu er det tilfældigvis sådan, at jeg er rigtig dygtig til at holde folks øjenkontakt – og dermed tværtimod mestrer knap så godt det der med at slå blikket i jorden når nogen kigger mig i øjnene. SÅ, altså, endnu en stor grund til at jeg får så enormt mange sommerfugle i maven hver gang jeg tænker på hvad der skal ske på torsdag.

For ude i den virkelige verden, er et smil og øjenkontakt jo ikke nødvendigvis en invitation til sex, det er måske en invitation til et ‘hej’, men det er virkelig virkelig sjældent der er nogen der rent faktisk kommer over og inviterer en ud på den baggrund. Medmindre alle er stive og man er i byen.

Natalie har mødtes med en af mændene fra klubben og allerede haft noget fantastisk sex privat. Og denne herre har været så elskværdig at han vil vise os klubben, så vi ikke kommer derned helt nye og alene. Det i sig selv er faktisk ganske betryggende. For jeg kunne godt forestille mig, at når først vi står foran døren dertil, så kræver det eddermame noget gåpåmod, at åbne døren og rent faktisk træde ind over dørtærsklen. For ikke at tale om, at vi skal smide en del af tøjet, langt mere end overfrakken, i garderoben, inden vi så træder ind i selve klubben. Så en stor del af vores bekymringer for tiden består også især af tøjvalg. For vi må selvfølgelig ikke komme i en turtleneck. Det skal gerne være lidt frækt, uden at vi føler os fuldstændig nøgne. Hvilket åbenbart og selvfølgelig også er tilladt at være.

Husaren har fortalt mig, at vi helt klart vil gå som ungt kød i klubben og vil blive meget eftertragtede….puha igen ekstra pres…

MEN jeg forestiller mig, at vi bare lige skal indenfor, så skal det nok gå… Og så skal vi lige have et par enkelte alkoholfyldige drinks forinden også – så hæmningerne kan blive lagt lidt i skabet. For vi skal fandeme ikke bakke ud nu, det har været et kæmpe samtale emne og vi SKAL afprøve det… og oven i al nervøsiteten, så glæder jeg mig faktisk også!

Vi har desuden lovet hinanden, at selvom vi ikke er imponeret efter vores første besøg så skylder vi os selv at besøge klubben bare én gang mere, så vi ikke løber ‘skrigende’ bort med vores førstehåndsindryk, og fordømmer den verden uden måske egentlig at have set alt det, vi lige nu har planer om, at vi skal være en del af.

…fortsættelse følger efter torsdag…

Kram til jer! 

Bliver udskrevet idag!!! 
Hold nu op hvor jeg glæder mig. Samtidig med det er forbundet med lidt angst. 

Angst for at komme til at gøre nogle ting som min ryg ikke kan magte endnu, fordi jeg nu skal til at fungere som mor for mine børn igen. Kæmpe angst for at opleve de smerter jeg havde da selve diskus prolabs skaden for alvor var sket. Og endnu mere angst for, at hvis det skulle ske igen, om mine børn kommer til at overvære det. Sidst fik det velvoksne vikingemænd a.k.a min far og Morten, til at græde…

Har jeg forresten nævnt at jeg hellere ville føde 10 velvoksne babyer i træk end at opleve det igen?! Sir’ det bare – pas på jeres rygge søde mennesker. Hold jer fra skæve vrid hvor I samtidig har belastning på, så kommer I langt. Jeg vil ikke ønske denne smerte for min værste fjende (som iøvrigt for tiden er A – selvudnævnt vel at mærke). 

Når jeg kommer hjem til min computer er jeg simpelthen nødt til at fortælle om udviklingen mellem A og jeg mens jeg har ligget her på hospitalet. (Er ved at udvikle fingergigt af at ligge med min tlf hele tiden) 

Drama kan stadig meget vel opblusse ude i det virkelige liv på trods af at jeg har ligget spærret inde på 2. sal i en hospitals seng. 

Men for nu, så håber jeg at I må få en dejlig dag – og tusind tak for alle jeres opbakkende kommentarer – det betyder  meget at I lige har taget jer tid til at skrive. Det har været en rutschebanetur uden lige de sidste 10 dage og jeg er blevet så opmuntret når jeg læser jeres kommentarer. Også jer der ikke kommenterer men bare følger med, betyder også utrolig meget. (Jeg kan jo følge med i statistikken 😉 Det er dejligt at vide I læser med! 

Sender en krammer ud til jer alle på denne lyseblåhimmelsmandag <3 

  

Endnu en livsændring 

‘På en skala fra 0 til 10, hvor nul er ingen smerte og ti er værst tænkelige smerte, hvor ligger du så sådan ca henne?’
NI !! svarer jeg 
Og så gik der alligevel en halv time inden sygeplejersken kom med en morfin pille til mig. 
Jeg er havnet på hospitalet. Kom hertil med ambulance ved 4 tiden natten mellem fredag og lørdag. Havde været ude og shoppe lidt julegaver i Black Friday helvede sammen med en milliard andre mennesker. Kunne godt mærke min ryg begyndte at brokke sig lidt da jeg kom hjem, så jeg lagde mig en halv times tid inden jeg skulle hente drengene i institution. Da jeg rejste mig op igen var det ikke blevet bedre. Tværtimod. 
Min far ringede i det samme for at fortælle at han var på vej i bad og ville gøre sig klar til vi skulle ud og spise – han blev jo 60 år i fredags. Jeg nævner diskret at jeg synes min ryg driller mig lidt og måske jeg ikke er sikker på jeg kan holde til at gå ud og spise. Han tager det heldigvis cool og siger at vi da bare går ud en anden dag. 
Jeg når lige akkurat at fortælle hvor dårligt jeg har det over at måtte aflyse – inden jeg skrigende, med min far i røret, falder om på gulvet. 
Min ryg gør stjerneondt – så ondt så jeg, hvis jeg fik valget, hellere ville føde 10 velvoksne babyer i træk. 
Jeg hyperventilerer og græder og græder. Alt imens min far er ved at gå i panik i den anden ende af røret fordi han ikke ved hvad der foregår. 
Hent børnene er det eneste jeg kan få fremstammet og ring til Morten. 
Min far henter drengene og Morten kommer lidt efter og henter dem hos mig. Jeg tænker selvfølgelig at min ryg bliver ok igen – skal bare liiige ligge lidt på gulvet og slappe af. 
Kl 23 går min far hjem og har taget Birthe med, jeg har overbevist ham om at jeg nok skal formå at kravle i seng. 
Kl 1 skriver jeg til Morten om han kan komme – han kommer kl 2 og lægger sig på gulvet sammen med mig hvor vi bliver enige om at jeg simpelthen er nødt til at prøve at komme op. 12 timer på gulvet må være nok nu. 
Det ender HELT galt. Skalaen fra 0 til 10 er slet ikke fyldestgørende nok til at 10 på nogen måde kan beskrive hvor ondt min ryg rent faktisk gør. 
Jeg skriger igen – endnu værre end tidligere. Og kan ikke få vejret. Morten er ved at gå fuldstændig i opløsning. Og vi bliver ret hurtige enige om at en ambulance er vejen frem. 
Den kom inden for 30 min. 
For at gøre en mega lang historie kort – og fordi jeg er så dopet så jeg har svært ved at holde fokus på at skrive – så har MR skanningen idag afsløret at jeg har fået en diskus prolabs. 
Citat fra fysioterapeuten: når inflammationen har lagt sig om …8-16 uger, kan du begynde genoptræningen. 
Jeg forsøger at holde humøret oppe men det er sgu lidt svært når man pludselig er havnet på en afdeling med 70+ årige. 
Min største udfordring er hvordan vi sørger for at vores køreredskaber ikke kommer i kambollage med hinanden, når vi gangtræner. 
Shit altså ! 

%d bloggers like this: