Tag: angst

På skadestuen

Så jeg kørte forbi et totalt overproppet venteværelse på skadestuen og var lige der alligevel lidt taknemmelig for jeg var blevet hentet med ambulance. For så fik jeg da en seng med det samme.

Den mandlige sygeplejerske der kom og tog imod mig, var sådan en ung småbuttet meget bedrevidende klaphat, med en tlf fæstnet til hans T-shirt i nakken, for vigtighedens skyld. Ja undskyld – jeg var løbet tør for overskud og overbærenhed. Så da han begyndte at nedgøre ambulancefolkenes arbejde, så måtte jeg lige markere at jeg altså ikke var en hvilken som helst uvidende patient.

Klaphat: hvad har du fået af smertestillende? Mig: fentanyl, Panodil og ibuprofen. Klaphat: ja det er jo typisk ambulancerne, de giver altid alt muligt mærkeligt medicin, som vi aldrig bruger på hospitalerne. (Han hentydede til Fentanyl). Mig: ??? Fentanyl er da et af førstevalgene på samtlige intensiv, semi intensiv, operationsgange, opvågning og skadestuer. Klaphat: nååå, ja, det var selvfølgelig det næste jeg skulle til at tilføje, altså med undtagelse af de afdelinger. Er du sygeplejerske? Mig: ja. Klaphat: nå, ja jeg syntes godt jeg kunne fornemme det. Hvor arbejder du? Mig: jeg arbejder på …. (ja her er jeg jo desværre nødt til at udelade præcis hvor – kan dog fortælle at det er…heftig… afd med liv og død scenarier næsten hver dag) Klaphat spærrer øjnene helt op: nå okay… jamen … øh ..jeg går lige ud og ser hvornår der kan komme en læge. Hvorefter han forsvandt i nogle timer.

Imens skrev Hr Herlev. Jeg havde overhovedet ikke informeret ham om dagens udvikling. Ærligt, så var jeg lidt irriteret på ham, syntes ikke han skrev så meget mere og følte lidt han havde trukket sig, hvilket selvfølgelig bare medfører at jeg også trækker mig. Man skal huske at passe på sig selv jo i datinghelvedet. Han spurgte til min dag og så fik han den ultrakorte version, hvorefter han spørger om han skal komme ud til mig. Eftersom jeg er lidt fornærmet svarer jeg, at jeg føler han har trukket sig lidt og at han ikke skal føle sig forpligtet bare fordi jeg er kommet til skade. ‘SKAL jeg komme ud til dig??’ Skriver han igen, meget insisterende. Ja okay, du må gerne komme og underholde.

20 min senere står Hr Herlev i døren. Shit han har skyndt sig og Forhelvede altså hvor synes jeg bare han er en pæn mand! Bliver pludselig meget stolt over at han ‘hører til mig’ der på firesengs stuen.

Jeg, derimod, ligner naturligvis lort! Havde gårsdagens make up rester under øjnene, havde ikke været i bad, hverken før eller efter træning, og havde stadig træningstøj på. Måtte hurtigt konstatere at så blev han ligesom præsenteret for det værste af det værste…han var enig.

Han havde åbenbart været i gang med at lave hjemmelavede toffifees, men var skredet fra det hele for at komme ind til mig. Så han havde to karameller med til mig. Hvor er nøden og chokoladen? Brokker jeg mig smilende. (Jeg er meget smigret – men prøver selvfølgelig ikke at virke alt for sådan)

Han spørger hvorfor jeg føler han har trukket sig, for det mente han ikke han havde. Jeg forklarer hvorfor. Han ryster på hovedet af mig og siger; du skal ikke overtænke alting. Og så var den ligesom lukket. Vi kysser en del og han sidder enten på sengekanten og nusser mig eller på stolen ved siden af og massere min arm nærmest ham.

På et tidspunkt hvor han sidder på sengen begynder han at kysse mig ned af halsen og ned til brystet, konstaterer grinene at jeg smager salt (læs:svedigt). Jeg smiler undskyldende. Han letter lidt på dynen og får hurtigt hånden ned i bukserne på mig! Jeg letter lidt i sengen og kigger på ham med det mest anklagende blik jeg kan sætte op. Han smiler provokerende og begynder at lege med mig. Samtidig bliver alle på stuen helt stille (!!) og jeg får selvfølgelig afgivet et støn som ikke kunne misforstås. Hr Herlev griner stille af mig og tager den anden hånd op og holder mig for munden, og jeg glemmer helt at jeg har ondt i ryggen.

Jeg har naturligvis sengen lige ved døren, hvor der går nysgerrige mennesker forbi hvert andet minut. Hr Herlev synes det er mægtig underholdende at jeg kæmper for at bevare fatningen så ingen af de forbipasserende opdager noget.

Han er så tæt på at give mig en orgasme, men det lykkes mig at stoppe ham inden. Ikke fordi jeg ikke havde lyst til han fortsatte men fordi han er så dygtig, så jeg glemmer hvor jeg er og forudså at jeg ville ende med at afsløre endnu mere højlydt hvad der foregik bag vores gardin.

Bagefter bruger vi meget tid på at lytte til de andre patienters symptomer og sammen diagnosticere hvad de fejler.

Efter 7 timer kommer der endelig en kvindelig læge til mig.

Hr. Herlev er med under hele den grundlæggende udspørgen om mine symptomer….

Læge: har du vandladningsbesvær? Får du tømt blæren helt når du er på toilettet? Mig: nej og ja det skulle jeg mene. Læge: har du haft afføring? Eller tror du du har problemer med at komme af med afføring? (Arhmen altså, så det kunne godt blive endnu værre foran en mand jeg har kendt i 14 dage?) mig: pas – øhm det ved jeg ikke lige, men jeg tror ikke der er nogle problemer. Jeg sniger mig til at kigge på Hr Herlev, han kigger den anden vej men har helt sikkert hørt med. Læge: jeg er nødt til lige at tjekke med en finger om du har nedsat funktion i endetarmen. Hun hiver nogle handsker ud af en æske og gør klar til undersøgelsen og her trækker Hr Herlev heldigvis ud på gangen. Læge: vil du have din mand eller kæreste med herinde? Mig: nej det er fint, han må gerne blive på gangen. (Virkelig lettet over han smuttede ud og virkelig overrasket over hvor godt jeg kan lide lyden af … din kæreste)

Undervejs i samtalen med lægen spørger hun også hvor jeg arbejder. Jeg lægger ikke selv mærke til det, men det gjorde Hr Herlev, som konstaterer: det er virkelig sjovt at se hvordan folk ændrer facon overfor dig når du fortæller hvor du arbejder. Han virkede et øjeblik lige lidt stolt.

Lægen sagde de ikke kunne skanne mig på en søndag, og jeg måtte også erkende at jeg havde fået det bedre. Så jeg fik en ekstra smertestillende og blev sendt hjem med Hr Herlev. På det tidspunkt havde han siddet hos mig i 8 timer, uden mad og stadig med tålmodigheden nogenlunde intakt. Vi kørte til et pizzaria i nærheden af mit hjem og fik meget sen aftensmad. Selvom man ikke skulle tro det, så var det først her jeg for alvor peakede på charmekontoen. Den smertestillende pille virkede nemlig så meget så jeg var helt rundt på gulvet, ved at kaste op og svingede mellem at kampfryse og kampsvede. Var faktisk slet ikke sulten. Fik dog spist lidt pizza samtidig med jeg vitterlig kastede tøj af mig så jeg sad i min træningstop og Hr Herlev beholdt sin jakke på, fordi han frøs.

Virker pillen? Spørger han drillende og med hævede øjenbryn, samtidig med der kom tre arbejdsmænd ind af døren og jeg diskret prøvede at trække trøjen lidt op over mine bare skuldrer.

Han kørte mig hjem efterfølgende. Og jeg tror, takket være min gode grundform, er jeg sluppet forholdsvis billigt ift min ryg. Jeg klarer mig med Panodil og ibuprofen. Og må erkende at Hr Herlev mere end rigeligt har bevist at han ikke har trukket sig.

Hokus pokus – mig i fokus

Jeg var til Cross Fit træning med kammerat T forrige søndag.

T, som dagen forinden lige havde skrevet at hvis ikke jeg vidste det, så havde han altså følelser for mig… altså mere end vennefølelser… jeg responderede med at jeg var ked af hvis jeg havde udsendt signaler der kunne misforstås, for jeg kunne ikke gengælde følelserne. Det havde jeg heldigvis ikke, den lå udelukkende hos ham, svarede han. Hvorefter han fortsatte og skrev at han ville vente på mig, hvis jeg en dag ombestemte mig.

(!!)

Arhmen altså…. der kommer aldrig noget godt ud af at nogen venter på nogen.

Nå, men vi stod midt i træningen og skulle lave et dødløft. Et løft som jeg normalt sagtens kan løfte med 40-50 kg på. Jeg havde 20 kg på denne morgen.

Træneren var en pæreformet blævrende midaldrende korthåret kvinde i meget farverige leggings, som ikke overlod noget til fantasien.

Midt i jeg havde gjort klar til et løft, spændt i core, og skulle til at løfte sammen med resten af holdet, vendte træneren sig om, så jeg fik frit udsyn til hendes blævrende baller, der hver især havde sit eget liv i de spraglede leggings og jeg tabte fuldstændig fokus, trak vejret og dermed mistede min coreopspænding og SMÆLD!

Min gamle diskus prolabs smuttede ud mellem mine ryghvirvler. Fucking 20 kg!!

Jeg gik helt i panik – fik T til at smide sin vægtstang og tage min. Kom ned og ligge med enorm frygt for aldrig at komme op igen. For sådan var det jo sidst. Holdet fortsatte og jeg lå og kæmpede for ikke at bryde helt sammen i panikangst over at skulle gennemleve 3 mdr i smertehelvede endnu en gang. Lægen for 2 1/2 år siden, på Gentofte hospital, fik ret – det var ikke sidste gang jeg fik en diskus prolabs. Og allermest lå jeg bare og tænkte på al min træning, alt det jeg har opnået. Og Nordic Race som jeg skal løbe med 10 kollegaer om 2 mdr, hvor de har udnævnt mig som holdkaptajn fordi jeg er den der er i bedst form…

ARGH!!

Timen sluttede og jeg turde stadig ikke bevæge mig. ‘Der kommer vel ikke et hold til efter det her vel?’ Fik jeg spurgt de spraglede leggings som havde sat sig på hug med spredte ben lige ved siden af mit hoved, så jeg kunne lugte at hendes fisse trængte til et bad… evt også en svampekur…føj for helvede!! (Ja som sygeplejerske, så kender man desværre alt for godt denne karakteriske lugt)

Som svar på mit spørgsmål kom næste hold ind af døren og kiggede alle meget spørgende til hele scenariet der foregik omkring mig. Jeg ringer efter en ambulance sagde leggings’ne.

Fandeme nej! tænkte jeg. Jeg skal ikke have alt det drama omkring mig i mit lokale træningscenter, så med T’s hjælp kom jeg på benene og med støtte fra ham, bevægede vi os gennem centret som et andet futtog i en børnehave.

Jeg kom ud i min bil og fik fragtet mig hjem. Og undervejs fik T og jeg lige afklaret hans besked fra dagen før – den lå jo lissom lidt i luften og lurede … oveni alt kaoset. Timing is everything.

Da jeg kom ind af døren derhjemme brød jeg sammen… foran børnene. Ikke skide smart da de blev helt vildt bange og iøvrigt sagtens kunne huske sidste episode hvor jeg lå på gulvet og græd. Denne gang kunne jeg dog stå op, eller nærmere jeg skulle bevæge mig hele tiden for at det var til at holde ud.

Jeg ringede 1813. Det smæld jeg mærkede i ryggen skulle tjekkes. Plus jeg havde meget fint i erindringen alle de smerter der medfulgte når jeg skulle skifte fra stående til liggende og omvendt. Og på et eller andet tidspunkt kunne jeg jo ikke blive ved med at trave rundt i huset med tårer og latent panik i øjnene.

1813 sygeplejersken var en ko! Ja vi udreder jo altså ikke for diskus prolabs på en søndag!! Hvorefter hun stillede mig videre til en læge inden jeg kunne nå at sige mere.

Lægen til gengæld tog mig ret alvorligt. Jeg har allerede sendt en ambulance afsted sagde han.

5 min senere sad jeg på kanten af båren og rystede, og med tårerne trillende ned af kinderne. Kæmpede for at komme ned og ligge uden alt for mange smerter. Kunne se mine naboer havde stimlet sammen i vinduerne og holdt øje med hele optrinnet. Fantastisk …! Hokus pokus mig i fokus.

Opsummering på et følelsesmæssigt hektisk år

Det er gået op for mig, at jeg åbenbart har grænser… Jeg ved ikke hvorfor jeg ikke rigtig før har mærket dem så tydeligt i mit liv, men jeg mærker dem nu. Tydeligt. Og jeg tror fosterstilling vil være mit næste tiltrængte move…

Siden september sidste år…nej løgn…faktisk siden maj sidste år, synes jeg livet har brudt på en del…udfordringer.

I maj sidste år kom Natalie alvorligt til skade i en ulykke, så alvorligt så jeg i omkring 2 uger efterfølgende ikke kunne slippe tanken om, hvordan hendes begravelse ville foregå. Det var en hård limbo tid, hvor jeg ikke anede om den næste besked eller tlf opkald jeg ville modtage, var besked om at vi skulle komme og sige farvel. Der er nu gået over et år siden, og der er stadig ikke en eneste dag, hvor hendes ulykke ikke på en eller anden måde fylder i mit liv. Enten når jeg taler med hende, og kan høre at hun ikke er helt den samme, som før. Eller når det er tydeligt at hun nogle dage har en kamp, bare for at være der for sine børn. Eller når jeg ser folk i trafikken, der ikke passer ordentligt på sig selv, så minder det mig om ulykken. Hver eneste dag er der en eller anden lille eller stor ting, der minder mig om hvor lidt der skal til, før livet kan forandres for evigt.

Chefen og jeg stoppede i slut juli, han var en svær vane at bryde med…

Jeg kompenserede ved at kysse mig gennem Smukfest en uge efter. Mødte Journalisten.

Slut august røg jeg på hospitalet og fik konstateret Trigeminusneuralgi.

Tog til Californien i september og mødte Frisøren. Han fylder stadig meget! Især når det er fuldmåne. Fuldmånen var SÅ flot da jeg var derovre. Han skrev så senest som igår, at han savnede og elskede mig… det er håbløst, hvilket nok er derfor han stadig fylder så meget…

Chefen returnerede i mit liv i form af ny træningsmakker. Havde glemt hvor nemt det var for ham, at få mig til at grine. Jeg er faktisk ikke sikker på jeg nogensinde har mødt så motiverende et andet menneske. Han har virkelig nogle vilde evner på det punkt. No wonder han er succesfuld chef i en stor virksomhed. Som han selv ydmygt siger; jeg ser jo bare folks potentiale og kaster lys på det. That he does.

September begynder ungerne at fortælle om forholdene hjemme hos Morten. Mest om kæresten (luderen) og hendes ‘onkel’ (slaven). Om hvordan de føler at Morten elsker den nye kæreste mere end dem. Det er hårdt for især Ida. Daddys girl.

November dater jeg en fyr tre gange, der allerede på anden date spørger, hvordan jeg ville have det hvis han sagde at han godt kunne forelske sig i mig… øhhh….(regn med at jeg stikker af!)  iøvrigt ville han også gerne have at jeg skilte min bruser ad, og stoppede slangen op i røven, så min endetarm var helt ren, så han kunne knalde mig i røven… øhm… nej, bare nej! Ikke fordi jeg ikke kan lide analsex – det kan jeg skam…men PROJEKT analsex, nej, så er jeg hellere foruden.

Start december starter jeg med at date FILF*en – alt er lykke med ham i december.

December eskalerer det hjemme hos Morten. Han kan ikke komme op om morgenen og får ikke afleveret ungerne i skole. Han læser ikke Intra, og det er derfor mig der står for skud, hver gang jeg møder lærerne ovre på skolen. Jeg begynder at fortælle skolen om at samarbejdet ikke fungerer helt optimalt. Og siger til Morten, at hvis ikke han er sit forældreansvar bevidst, så kan han ikke have børnene i hverdagene. Han truer med at komme og tæske mig ihjel, hvis jeg nogensinde prøver at tage børnene fra ham.

Vi skal flytte lige inden jul. Alt er kaos. Min far får en blodprop i sit ben dagen før vi skal flytte – det er meningen han skal hjælpe…

Vi flytter hjem til min far mellem jul og nytår, fordi alt er kaos i det nye hus. Far er naturligvis i bedring.

Januar tager vi til Bali. FILF’en begynder at udvise virkelige dårlige kommunikative evner.

Februar, stadig kæmpe kaos i det nye hus = mega stress!  Derudover har et års hetz fra min chef, begyndt at sætte sine spor. Jeg bekæmper trangen til at græde næsten hver dag inden jeg træder ind i afdelingen og når jeg kører hjem om eftermiddagen i bilen. Jeg bryder sammen foran mine to andre chefer og pludselig er der enormt meget fokus på mig inde på arbejdet…

Marts…min chef siger op, men det tager åbenbart lige lidt tid, sådan at slippe den dårlige følelse hun har efterladt i mig.

Jeg begynder at synes at FILF’en er lidt kikset.…..okay… meget kikset!

April vælger jeg at holde pause med min træning til fordel for at få mit speciale færdigt, som jeg har været forsinket med, siden Natalies ulykke. Det skulle jeg aldrig have gjort. Træning giver mig så meget overskud og energi. Så det pausen har gjort, ud over at jeg har taget 4 kg på er, at jeg har mistet mit overskud og min energi, så jeg alligevel ikke har fået skrevet det lorte speciale færdigt, fordi jeg går kold hele tiden. Samtidig eskalerer min Trigeminusneuralgi, og jeg har hovedpine hver dag plus flere og flere smertefulde jag i mit hoved.

Maj starter jeg træningen op igen – hovedet får det bedre wuhu og kroppen er på vej tilbage i form igen – jeg har ovenikøbet ladet mig overtale til at deltage i DHL i august med arbejdet. Dog kommer jeg til kontrol med mit hoved, og den kære søde doctor tillægger mig endnu en diagnose; Ice pick headache… jeg tænker ikke den titel behøver yderligere uddybelse.

Det eskalerer til helt sindssyge dimensioner hjemme hos Morten. Ida og nu også Magnus græder og græder over hvor dårligt Morten behandler deres hund derhjemme. Jeg kaster håndklædet i ringen og skriver til skolen, at Ida skal have en anden voksen at snakke med end mig, for jeg har ikke redskaberne til at hjælpe hende optimalt.

Skolen melder tilbage, efter at have talt med Ida, at kommunen skal inddrages. Jeg fortæller dem om Mortens trusler. Vi lægger en slagplan, som de pludselig bakker helt væk fra. ÅH hvilke frustrationer altså. Jeg bliver SÅ frustreret så jeg ikke får svaret skolen. Der går en lille uge, så melder de tilbage, at de vil sende underretningen alligevel. Den sendte de forrige torsdag… jeg går og venter i spænding på hvornår Morten får det at vide…

Samme dag, den torsdag, får FILF’en ‘hjerneblødning’… altså en af de selvvalgte af slagsen. Han sender mig den største svinerbesked jeg til dato nogensinde har modtaget i mit liv. Han overgik selv A, der ellers indtil videre har haft førstepladsen, som værende den mest nederdrægtige person jeg nogensinde har mødt. I starten af vores korrespondance, der tilbage i december, sagde jeg til ham, at jeg ikke var til Shemales, Latrinærsex og smerte, så hvis han var til noget af det, så ville jeg ikke indlede mig i noget med ham. Det havde han fået vendt om til, at jeg så var til ALT slags sex derudover. Så han fik sammenstrikket verdens længste sms om, hvor billig han synes jeg var, at jeg var en slut og trailertrash fra en trailerpark.  En ting er, at jeg og veninderne godt kan kalde os selv og hinanden for sluts og grine helt vildt af det, men en mand som FILF’en har ikke retten til at benytte sig af det ord, ud fra ting han har konkluderet i sit hoved ud fra små bitte anekdoter jeg har fortalt om min fortid. Havde jeg været ham utro, så kunne han tillade sig at kalde mig alt det lort han ville, men ikke ud fra noget, han ingen del har haft i.

Efterspillet af den sms blev desværre kun mere og mere forrykt. For jeg blev fucking vred på ham. Hvilket han ikke kunne forstå. Han kunne simpelthen ikke forstå hvad der var galt i alt det lort han havde sendt til mig. Han følte det var en nødvendighed, at han havde måtte sende det. Undskyld men hvem havde brækket armen om på ryggen af dig din idiot?!

Altså hvad blev der af, bare at acceptere, at et forhold ikke gik og så gå med værdigheden i behold??

FILF’en troppede op næste dag fredag og undskyldte – han kunne måske godt alligevel se, at han nok måske var gået en lille smule over stregen… Ya Think??! Jeg var stadig sur. Sagde til ham, at inden undskyldning nogensinde kunne godtgøre for alt det lort han havde sendt i min retning. Manden undskylder stadig så sent som før denne weekend.

Samme dag ringer min far og siger han har fået en blodprop i sit ben… Hvilken han mener han bare skal arbejde væk, hvilket resulterer i, at farmand prøver at ignorere smerterne for til sidst at blive indlagt semi akut i tirsdags, nu med 3 blodpropper i sit ben og tilsvarende adskillige i begge lunger.. Han bliver ovenikøbet indlagt på et hospital og en afdeling, hvor de glemmer at give ham hans blodfortyndende og hans blodtryksmedicin, så jeg til sidst ender med at blive den mest irriterende pårørende, som stiller dem tusind spørgsmål til hans blodprøver og medicin, som de så ikke kan svare på. Siden hvornår er det blevet forbudt som sygeplejerske at tænke en tanke selv?! Kontrasten til min egen afdeling var pludselig enormt tydelig. Shit hvor jeg pludselig elsker mit job, hvor vi gerne må tænke og handle selv.

Var så i torsdags til møde i kommunen…halvanden time tog det. Jeg fortalte alt. Om hunden der bliver kvalt. Om Luderen og Slaven. Om Psykopaten Morten. Om alle børnenes reaktioner. ALT kommer frem. Den meget søde og kompetente socialrådgiver fortæller at hun lige vil vende det hele med sit bagland og så vil jeg høre noget fra hende næste dag. De havde iøvrigt valgt ikke at informere Morten endnu, selvom det er kotume, men af hensyn til hans trusler mod mig.

Dagen efter, dvs i fredags, ringer Socialrådgiveren til mig mens jeg er på arbejde. Faktisk midt i at jeg sidder og får vejledning på den sidste ene % jeg mangler at gøre færdig i min opgave. Hun fortæller mig, at alle på kontoret havde været SÅ påvirkede af alt det hun havde fortalt fra vores møde dagen før, så de havde valgt at ville tale med Ida først, før Morten. At jeg måske skulle regne med at han kunne blive politianmeldt, at vi ville blive placeret på et krisecenter, samt at jeg ville få midlertidig fuld forældremyndighed.

Jeg rystede!!

Socialrådgiveren sagde; ‘du har formentlig levet i det her så længe, så du slet ikke længere kan se hvad der er normalt og hvad der ikke er, men for os der ser det hele udefra, skal du vide, at det her er IKKE normalt, og børn skal ikke opleve de ting de oplever hjemme hos deres far’. Mig; ‘jajo, det kan du måske godt have ret i…’ Socialrådgiveren; ‘Han har truet med at tæske dig ihjel!’ Mig; ‘nååå ja…det har han jo også’

Hun har sikkert ret…eller det har hun…jo nok… Mine grænser for hvad der er normalt ift Morten, er nok ret elastiske efterhånden.

De skal tale med Ida imorgen på skolen. Morten bliver informeret bagefter. Ida er meget bange, ikke for dem, men for hvordan Morten tager det. Ikke mindst fordi det er meningen at de skal 2 1/2 uge på sommerferie hos ham fra på onsdag…

Weekenden har heldigvis været nogenlunde fredet – imorgen springer bomben formentlig, afhængig af hvad de finder ud af med Ida.

Jeg har prøvet at ordne både have og hus hele weekenden…bare så det hele ikke sejler, hvis nu Morten reagerer med sin værst tænkelige side og vi er nødt til at tage benene på nakken…

Mere fra sidste uge og lidt fra denne uge

Så Ida fortalte sin lærer om alt det med hunden og fuglene, og jeg fik en mail om at de var meget bekymrede. JA TAK, så er vi flere!

De skrev at de syntes jeg skulle kontakte kommunen med det samme! Men grunden til jeg inddrog skolen, var netop for at det jo ikke er mig der skal underrette kommunen – det skal de ud fra det Ida har fortalt dem. For udfaldet fra Mortens side vil uden tvivl modsvare måden hvorpå underretningen kommer fra.

Som jeg skrev igår, så var Ida og jeg til møde på skolen igår med hendes lærer. De var meget bekymrede! Børn skal ikke opleve og overvære vold – heller ikke mod dyr.

Pga Mortens trusler, blev vi enige om, at de skulle skrive deres underretning, sende den til mig og så videre til kommunen mandag. Grunden til det skulle vente til mandag, var for at vente til børnene var hjemme hos mig igen. Jeg skal så følge op med også at kontakte kommunen. Derudover havde Ida en veninde med forrige weekend, hvor de var på camping med Morten. Hendes mor fortalte mig forleden, at hun havde grædt hele aftenen efter hun var kommet retur, pga mishandlingen af hunden. De vil også gerne hjælpe med at skrive en underretning, hvis jeg havde brug for det.

Slagplan – YES!

Mail modtaget igår eftermiddags fra læreren….

Kære SH

Vi har vendt tingene med ledelsen, som vurderer, at den mest direkte og ‘rigtige’ vej er, hvis du på mandag selv henvender dig til kommunen med din bekymring. Også omkring de trusler, som du er bange for. 

Før vi som skole sender en underretning har vi en række formalia, som vi skal have afklaring på. Det er vores ledelse i gang med… 

KH

 

Jeg er nu SÅ frustreret! Det føles som om de vasker deres hænder og efterlader mig og børnene til bare selv at få styr på det her. (Ja selvfølgelig er det mig der i sin tid valgte at få børn med en psykopat – jeg vidste dog ikke dengang at det var hvad han var, men come on… ingen hjælp…overhovedet….)

Jeg er en meget selvstændig kvinde – jeg spørger meget meget sjældent om hjælp, sådan rigtig hjælp.

Jeg rækker nu ud efter hjælp, ekstremt velovervejet pga Mortens trusler – ergo vil jeg tænke de fleste mennesker også må tænke, at det er fordi det efterhånden står virkelig skidt til. Skolen fortæller de er bekymrede og kommunen skal underrettes med det samme… Men tager jeg direkte kontakt til kommunen, helt alene, så virker det så meget mere som et aktivt valg om at modarbejde Morten, end når Ida også har informeret skolen om hvad der foregår, og vi så kontakter dem sammen.

Hvad fuck er deres undskyldning for ikke at underrette kommunen ??!

Sidste uges drama

Så jeg vil indføre et nyt emne her på bloggen!

Dagens Drama!

Jeg tænker overskriften taler for sig selv, og grunden til at jeg vil lave sådan et emne, er fordi blandt jeg selv, Natalie og Luna, så sker der simpelthen SÅ meget drama – ALT for meget drama, efter vores meninger efterhånden. Og der sker noget nyt eller noget bliver endnu mere drama end dagen før, faktisk hver dag, jeg taler med dem.

Noget af det er enormt underholdende, noget dog knap så meget, men det er altsammen noget der fylder enormt meget midt i vores hverdag.

Jeg lægger ud med mit eget drama. Føljetonen på situationen’ hjemme hos Morten, hvor mine børn ikke altid har det super nemt. Det bliver dog lige til ugens drama, i denne omgang. For at forstå omfanget af madness, så vil jeg anbefale lige at læse første del her.

Morten har en Rottweiler tæve, en rigtig sød og energisk en af slagsen. Ungerne elsker selvfølgelig den hund ligesom de elsker deres hund Birthe som vi har herhjemme hos mig.

Men Morten mishandler den. Hver dag. Også foran børnene. De kommer hjem og fortæller om hvordan han sparker og slår den, og kvæler den hvis den laver den mindste ting som han ikke har bedt den om, som fx at flytte sig når støvsugeren kommer i nærheden af den, fordi den er bange for støvsugeren. Jeg har aldrig set den gå helt oprejst fordi den altid holder sig lidt lavt når Morten er i nærheden. Ida fortæller at hun græder og græder og gemmer sit hoved i sine arme imens det står på og drengene skruer op for lyden på deres Ipads, for ikke at høre den pivende hund.

Det har været så grelt i denne periode de har været retur, så jeg snart kan skrive børnepsykolog på cv’et. For shit hvor har jeg måtte trøste dem og snakke med dem flere timer hver eneste dag, hvor jeg bekræfter dem i, at alle de negative følelser de har omkring deres far ift hunden, er helt okay.

Det er kommet så vidt, så jeg nævnte for Ida, om ikke vi skulle snakke med en voksen, så hun også fik en fortrolig, der ikke var mig. (for ærlig talt – jeg har nået min grænse) Det ville hun gerne, og gerne med det samme. Førhen har hun nægtet – men nu kan hun ikke mere, siger hun. Jeg har også bemærket, at både Ida og Magnus er begyndt at trække sig fra sociale ting med skolen. Magnus lukker sig inde med sin Ipad, og er som regel ikke til at få et pip ud af. Men denne gang er han også begyndt at komme med små kommentarer ud i det blå. Fx sagde han i tirsdags, at når han blev voksen ville han overtage fars hund. Nå hvorfor det spørger jeg, inden jeg når at konstatere at den nok er død inden han bliver voksen. Han svarer; ‘det er så den kan få det godt og ikke blive slået mere’. 

I påsken da ungerne kommer retur efter at have været hos ham, fortæller Ida, hvordan hun har overhørt ham fortælle sin kæreste, at han sidste år havde knækket nakken på børnenes to meget tamme undulater. De havde åbenbart larmet for meget. Den oprindelige historie han havde fortalt dem, var at de var fløjet ind i vinduet og døde.

 

Jeg har kontaktet skolen… Jeg kan ikke mere stå med det hele alene. Det er så forrykt efterhånden! Og selvom Morten har truet med at banke mig ihjel (senest i december), hvis jeg nogensinde ville prøve at tage børnene fra ham, så er det nu alligevel nået til et punkt, hvor jeg ikke længere kan forsvare at deres samvær fortsætter på denne måde.

Jeg har egentlig ikke intentioner om, at de skal stoppe med at se ham, børn har brug for begge forældre, og Morten kan godt finde ud af at være en ok far…han skal bare ikke have nogle dyr. (og helst heller ikke en luderkæreste med dertilhørende slave)  Min værste skræk er, at den meget meget søde rottweiler pludselig får nok, og begynder at forsvare sig selv, eller går til angreb, hvis fx ungerne kommer til at lave noget pludseligt, som den så tolker som om den skal til at have tæv igen.

Jeg var til møde på skolen igår i halvanden time…

 

 

Mer’ Bali, men nu i Ubud

Så vi skyndte os videre fra skrækkelige Kuta og ind midt på Bali i et lejet Airbnb hus i Ubud.

Shit det var stort! Men da vi kom til det, var det også for at dele det med Louise, hendes mand og deres to drenge. De er nemlig på jordomrejse i 6 mdr og er hele årsagen til at vi er taget så langt væk på ferie. For da de planlagde deres rejse, spurgte de om ikke vi kom og besøgte dem, og eftersom januar altid er den værste måned på året, skyndte jeg mig at sige Joo, hvorfor ikke, hvor er I i Januar? og der var de tilfældigvis på Bali. So here we are.


Vi var 5 dage i det kæmpe hus, hvor vi havde tilknyttet privat kok, der kom om morgenen og lavede morgenmad til os, og en enkelt aften hyrede vi ham også til at lave aftensmad til os – traditionel indonesisk mad – det gjorde han sgu godt. Jeg tror faktisk godt jeg kunne vænne mig til at have sådan en huskok til at lave mad til mig, så skulle han bare kun lave sund mad, så jeg måske kunne undgå at falde i de der cravings fælder, hvor jeg får spist en masse usundt på alt for kort tid, og bagefter fortryder det HELT vildt!

Vi boede på øverste etage i huset. Der var ingen vinduer og badeværelset var helt åbent med udsigt ud over palmer og rismarker – det var meget flot. Vi sov i himmelsenge for at holde myggene ude om aftenen – det var faktisk ret romantisk, hvis ikke det lige var fordi jeg lå der med mine unger ved siden af.


Fra huset tog vi på forskellige ture til bla et vandtempel, selvfølgelig rismarkerne, et vandfald og en kaffeplantage, hvor jeg endte med at købe noget af verdens dyreste kaffe – I ved, den hvor der er et dyr, en Luwak, som først har spist (selvfølgelig) KUN de bedste kaffebønner, hvorefter de så venter 10 timer på den skider dem ud igen, og så derefter bliver de renset (heldigvis!) og ristet og lavet til kaffe.


Hvad vi til gengæld ikke gjorde, var at besøge Monkey Forrest, selvom det lå 10 min kørsel fra vores hus.

Dér var jeg nemlig i 2002, og det står stadig for mig som noget af det mest forfærdelige jeg nogensinde har oplevet. Det kan godt være det er super spændende, i teorien, at få lov at se aber i det fri, men de aber i den skov – de er psykopat aber! Vaskeægte rendyrket ondskab i hver enkelt fucking lille klam møgabe!! Jeg kan ikke anbefale det til nogen! Dont go there!! For det første! så tænker man, ja – jeg kan da godt lige købe et par bananer ved indgangen de kan få, det er da meget sjovt. Jeg endte med at kaste hele bundtet af bananer i hovedet på en abe og selv løbe den modsatte vej – for de går jo til angreb for at få fat i de skide bananer. Og de helmer ikke før de har fået dem. Og som om det ikke var nok, så jagtede de folk med rygsække, for tænk hvis de havde mere mad deri. Arhmen altså! Ikke engang min ex Morten er halvt så aggressiv som de lortedyr.

Ungerne ville selvfølgelig vildt gerne derind, også selvom jeg forklarede dem børneversionen af ovenstående. Sjovt som børn, eller mine børn, bare ikke vil tro på når jeg fortæller dem om nogle af mine dårlige livserfaringer, det er som om de tænker jeg er kuleskør og det jeg siger slet ikke passer. Men heldigvis er det jo stadig min dåbsattest der markerer hierakiet i denne familie, såehm…

Bali

Så jeg er på ferie på Bali med alle mine unger. Her er sindssyg varmt, som i SINDSSYG varmt og fugtigt! Jeg behøver ikke engang trække vejret for at komme til at svede.

Vi forlod Danmark forrige onsdag, lige som snestormen var ved at rulle ind over DK – og jeg kan godt afsløre at jeg ikke er det mindste ked af at skrive om varme og ferie, mens I andre fryser derhjemme. Jeg nyder virkelig at være på ferie, også selvom sveden hagler af os.

De første par dage tilbragte vi i Kuta. Og den eneste grund til det, var at jeg var der i 2002, dengang nogle idioter valgte at sprænge en bombe og dræbe en masse mennesker. Nytår har aldrig været det samme for mig lige siden den dag.

Jeg ville nemlig gerne se mindevæggen.


Så jeg slæbte de svedende børn hele byen igennem for at finde den. Og så stod den bare midt i skrald og dårlig vedligeholdelse. Og jeg kunne selvfølgelig ikke genkende området. Om det har noget at gøre med at et kæmpe område blev udslettet og måtte bygges op igen, eller fordi der alligevel er gået over 14 år, ved jeg selvfølgelig ikke. En kombi kunne måske også være en ret naturlig forklaring.

Men pisse irriterende var byen ihvertfald blevet på de 14 år. Rigtig turistfælde med shops alle vegne hvor de råber HEY BOY efter mine drenge og hiver dem i armene og Ida der konstant fik tilbud om at få flettet sit garn til ‘I make special price for you – very cheap!’

Shit hvor jeg hader sådan nogle steder. Og ungerne lærte at hade det ret hurtigt også.

En ny ting jeg dog pludselig måtte tage mig selv i, at det var essentielt at jeg forholdt mig til, var at Ida nu var en attraktion… På trods af at hun kun er 11 år gammel, blev der råbt SEXYYY efter hende af nogle af dem vi passerede og adskillige mænd hang ud af bilerne og vinkede til hende.

DEN havde jeg ikke set komme – OVERHOVEDET!! Det havde ikke engang været i den mindste afkrog af min hjerne, at det var dér vi var…NU.

På de to dage vi var i Kuta, nåede jeg faktisk at tænke adskillige meget positive (foruroligende!) tanker om Burka’en. Måske er de alligevel ikke helt galt på den med den beklædning… Hvis man altså lige tager alt andet ud af ligningen end at mænd ikke kan se andet end øjnene.

Ida blev selvfølgelig også pisse tosset på mig, hver gang jeg bad hende rette på sit tøj, så det sad ordentligt og ikke for stramt over de kropsdele, der iøvrigt slet ikke er udviklede endnu.

Jeg er slet ikke klar på den del af forældrerollen – jeg er faktisk slet ikke sikker på jeg har skrevet under på at det var en del af det at få børn. Altså selve ordet BØRN, siger jo lissom det hele ikk?! De er børn, mine børn, for altid. Jeg kender til det der med at have børnbørn, ikke prævoksnebørn. Den manual tror jeg måske nogen har valgt ikke at udlevere!

%d bloggers like this: