Tag: A

Fødselsdag på mandsk

A har fødselsdag om en uge og jeg aner virkelig ikke hvad pokker jeg skal købe til ham.

I forvejen har manden en eller anden børne illusion når det gælder hans egen fødselsdag  – og med den info skal det lige nævnes at han bliver 42 år.

Og jeg har allerede ‘dummet’ mig helt vildt ift hans kommende fødselsdag…er nemlig kommet til at bestille ferie til Spanien med Louise med afrejse dagen før hans fødselsdag – nøj en masse ballade det førte med sig.

Sagde til ham at det var den eneste uge det kunne passe både Louise og jeg, som han så modvilligt accepterede. Det var ikke helt usandt, men allermest så havde jeg overhovedet ikke skænket hans fødselsdag en tanke. Shame on me!

Det er ikke fordi fødselsdage ikke betyder noget for mig. Mine børns fødselsdage gør jeg alverden ud af – sådan synes jeg det skal være for børn. Mine egne forældre har aldrig rigtig fejret fødselsdage…heller ikke min, hvilket nok er med til at jeg ikke rigtig tænker over min egen fødselsdag – det er jo bare en dag.

Men det er ikke bare en dag i A’s optik. Og ja han gjorde også en del ud af min fødselsdag sidste år med både morgensang (oh no), morgenbrød, kæmpe dyr flot smykke gave som blev byttet, lækker aftensmad…lææækker sex.

Så jeg skylder ham at gøre noget ud af hans fødselsdag. Især fordi jeg ikke er hjemme til at fejre ‘hans særlige dag’ sammen med ham.

Men er helt blank!

Så send mig for filan noget inspiration hvis I ligger inde med nogle gode idéer – ting I har gjort for jeres mænd eller købt til dem, som virkede – ikke at forglemme 😉

Udskrivelse og tanker om Paradise Hotel

Bliver vækket af blodtrykstager sygeplejersken kl 6 – fordi hun skal tage alle de andre patienters blodtryk…irriterer mig lidt over at hun vækker mig med høj snakken til de andre, og SÅ ikke engang kommer og tager mit blodtryk også.

Har fået morgenmad – og det var ikke så ringe endda når man tænker på at det er sygehusvæsenet vi taler om.

Thumbs up til det!

Har bestilt A til at komme og hente mig om en halv time, så det passede imellem nogle møder han skal til. Spl fortæller mig så efterfølgende at fordi jeg blev så dårlig i går efter operationen, så skal der være en læge indover igen i dag inden jeg kan blive udskrevet – så er vi ligesom tilbage til   Arhmen altså!

Det faldt heller ikke i god jord hos A…for at sige det mildt.

Og for at gøre det hele ‘bedre’, så har Morten meddelt at Ida er hjemme med ondt i maven, så hende skal jeg hjem og passe når jeg engang får udgangstilladelse. Selvom jeg tror hun har snøret ham for at slippe for skolen – det kan hun nemlig med ham – pigelist hehe…

Havde virkelig håbet jeg bare kunne komme hjem og slappe af sammen med Birthe, inden hytten bliver indtaget af unger. Måske lige se Paradise fra i går – for den gik jeg jo glip af. Læste et sted at gennemsnits seeren til Paradise var kvinde og 35 år…hmm…følte mig meget ramt på den statistik. Troede virkelig det var de unge der fulgte mest med i det show. Gad vide om vi ‘ældre’ kvinder ser det fordi vi er misundelige på deres liv, de unge kroppe, den fremtid de endnu ikke har udformet sig, eller om det bruges som mentalt skulderklap til os selv for at bekræfte os i, at vi trods alt har et mere indholdsrigt liv, vi ved bedre, og hvor er vi glade for at vi ikke er lige så ‘dumme’ som de nogle gange udstiller sig selv til at være i det program?

Jeg tror mit er en blanding – jeg kan godt lide at se på de unge trænede kroppe, både drengenes og pigernes – dem misunder jeg, gad gerne have min ungpigekrop igen – og gad endnu mere godt at A også fik lidt inspiration til at få sin egen drømmekrop igen, som han jo egentlig havde dengang han og jeg startede…inden der gik ‘parmave’ i den.

Jeg hygger mig også med at jeg er så meget klogere på livet end dem, at jeg hviler i mig selv. Ikke at bekræftelse ikke er rart og også nødvendigt ind imellem, men hver dag er ikke en higen efter det længere.

Det er en rar følelse <3

Operationsdag eller som nogle vil kalde det: ørledag…

Præ operativt:

Er blevet placeret i en seng på en 6 (SEKS!) mands stue på Hillerød Hospital. Og den er fyldt. Havde da lykkeligt fortrængt at de stadig fandtes. Venter på at der kommer en humoristisk portør og kører mig til operation.

Har i mellemtiden tjekket samtlige App’s i min tlf mindst to gange, ikke mindst min blogApp, for nøj den boomer, det er fantastisk. For det er faktisk lidt mere fornøjeligt at skrive når der også er nogen der gider læse med. (Kan varmt anbefale at trykke på nogle af ‘følg mig’ knapperne i højre side – så bliver jeg nemlig så glad;)

Er jeg nervøs inden den her operation hvor de ikke aner hvad de regner med at finde i mit understel… Naaaaahhhh…  Medmindre man betegner konstant uro, ondt i maven, kolde ekstremiteter, en følelse af hele tiden at skulle skide og en puls på 120 som tegn på nervøsitet sååeehhh…er jeg måske alligevel på nippet til at råbe efter en beroligende pille med ankomst ASAP!!

Har fået udleveret patienttøj, sygeplejersken beklagede mange gange at der kun var tøj i str. xxx stor – synes det er et evigt tilbagevendende problem ligegyldigt hvilket hospital jeg enten har været indlagt på eller arbejdet på (det samme problem gælder nemlig også for vores arbejdstøj). Man skulle tro at ‘tøjbestillerne’ var fejlinformeret om hvilket land de bestiller til, godt nok er mængden af overvægtige mennesker øget, men sgu da ikke i sådan en grad, så vi har amerikanske tilstande og alle andre størrelser nu er en sjældenhed.

Post operativt:

Blev hentet. Af nok den mest humorforladte portør. Som i øvrigt brugte hvert eneste lille hjørne vi skulle omkring til at justere på sengens rød/grønne bremseduttelutter. Når de står vandret kører sengen ligeud, står de skrå drejer den bedre, medmindre man jokker den røde helt i bund, så er sengen selvfølgelig bremset hvis den virker. Men Jezuz hvor var det irriterende, så kør dog for helvede bare, er sikker på turen til operationsgangen tog dobbelt så lang tid fordi han hele tiden stoppede op og trykkede på den skide fodpedal.

Nå kom på operationslejet og fik fantastisk hvidt flydende sovemedicin. Synes faktisk rigtig godt om den måde at falde i søvn på. Synes knap så godt om det når jeg skal vågne igen. For jeg er seriøst 100 år om at udskille det, kan svagt huske mindst 4 forskellige stemmer sige til mig at jeg skulle rykke mig fra lejet over i sengen…langt inde tænkte jeg mmm yup, det kommer ikke til at ske. Kunne seriøst ikke flytte en lillefinger så dopet var jeg. Det næste jeg husker er en meget lys opvågning og en meget sød spl der spørger om jeg har ondt – det har jeg, men kun lidt, nyder faktisk stadig at være i en rus og er lidt ked af at vågne, så siger jeg har brug for mere smertestillende – bum så sover jeg videre i min døs – det er fantastisk… og ville nok have været lidt mere fantastisk hvis ikke den søde spl hele tiden stod og sagde til mig TRÆK VEJRET! Det lykkes mig faktisk én gang mere at få lidt ekstra smertestillende, inden jeg blev hentet af (heldigvis) en anden portør. Var dog for dopet til at registrere om ham her havde humor.

På sengeafdelingen kom straffen – ikke kun for bedøvelsen, men så sandelig også for det ekstra smertestillende jeg, i min rus, tænkte jeg havde brug for.

Jeg kunne ligeså godt være gået på druk i 14 dage – havde med garanti stadig haft mindre tømmermænd end jeg har haft følgevirkninger af den medicin jeg har fået i dag.

Antal opkastninger: lost Count… Men ved jeg har fået to liter IV væske for at kompensere.

Shit jeg ville være en skændsel som narkoman!

Det står ikke helt klart, men jeg ved jeg har talt med kirurgen, som også mente jeg ikke lige var kandidat til at tage hjem. Hun sagde noget med at det de havde fundet deroppe i mit understel lignede gammelt graviditets væv plus at min livmoderslimhinde havde været for tyk, så den havde de også skrabet noget af. Så har de desuden lagt endnu en Mirena hormonspiral op – alle gode gange 3 (på 8 mdr – but WHO’s counting?). Og så ville de gerne se mig om en måned hos en gynækologisk specialist til en snak om hvad der skal ske med mit underliv… Må indrømme at jeg heller ikke selv synes min nuværende ‘normal gravid/kompliceret gravid/gammel gravid situation’ er helt holdbar, når nu jeg ikke skal have flere børn…

A kom for at ville hente mig ved 16 tiden – sendte ham hjem til Birthe ved 18 tiden, efter han var begyndt at udvise tegn på sympatikvalme og utålmodighed. Faldt i søvn til kl 20:30 ca. hvor det lykkedes mig at få først én, så to Mariekiks til at blive nede – wuhu what a milestone! Lå yderligere en time – fik nr 3 Mariekiks ned – arhmen altså lykken vil ingen ende tage! Er dog stadig mega dopet… og på det tidspunkt går det så også op for mig at jeg da vist også fik en Oxynorm (morfinlign) tablet på opvågningen. Stærke smertestillende i tablet form ville jeg normalt holde mig langt væk fra, da de er længere tid om at forlade systemet…arhmen det forklarer jo en del! Shit jeg må ha’ været helt blank på opvågningen!

Endelig kom der en spl ved 21:30 tiden – hun kommer lynhurtigt med en kæk bemærkning: ‘du har da godt nok set noget medtaget ud siden jeg mødte i eftermiddag’

No shit Sherlock!

Kom op på sengekanten, med hendes hjælp, og ud på toilettet i den anden ende af afdelingen vha en ganske solid væg som støtte – har ikke været ude af sengen i 12 timer af frygt for nonstop ørling –  puha for en karrusel jeg befinder mig på og nøj en fyldt blære jeg havde fået opbygget mig. Da jeg så sidder på toilettet og får kigget på min hånd hvor IV væsken løber i droppet, ser jeg at væsken løber ved siden af – ikke bare ud på gulvet men ind under huden i stedet for i blodåren – hvad jeg end havde af mormorhud på hånden og lidt af armen, er nu erstattet af den fineste glatte udspilede hud, så selv en 18 årig ville blive misundelig. Måske det der slankekur jeg har i hovedet jeg bør starte på, skal erstattes af fedmekur, på rynkefronten er jeg helt sikker på det ville gøre underværker.

Har nu fået mad og cola og det bliver nede!

Halleluja

Skal ud og se om der er mere kage på vognen her kl. 00:30…når jeg altså lige har spist min Piratos 😉

Sick%20Face

Var til Marie Key koncert

Til trods for en meget anderledes uge, med mange dramatiske stunder, lykkedes det mig alligevel at komme til Marie Key koncert i går. Det var en rigtig fed koncert, hun er fantastisk… da hun altså endelig kom på scenen. Hvad er det med musikere og deres ‘vi lader lige crowden stå og få ondt i stængerne og blive herre sure’ inden vi gider lette vores røv fra sofaen og gå ud og underholde dem, som de jo faktisk bliver betalt for??

Jeg var så tæt på at sige til A at nu skrider vi sgu – jeg synes virkelig man bliver gjort til grin når de vælger at trække tiden næsten en time før de gider gå på scenen. Jeg var sjovt nok ikke den eneste der ikke gad stå og vente længere til sidst – crowden begyndte at klappe og pifte, og enkelte råbte Buuuhhh, og minsandten om de så ikke fik lettet deres røv og kom ud på scenen. Hvor svært kan det være??

Var til Lady Gaga i Parken og hun trak den to timer så vidt jeg husker – det var helt forrykt – især fordi jeg skulle på nattevagt bagefter, så måtte gå før showet sluttede fordi hun ikke overholdt tiden.

Nå det var lige lidt galde … grrr…

Som sagt så var det en fed koncert. Der var en del lesbiske med, det har der faktisk været alle de gange jeg har set hende live.

I går stod der et lesbisk par et par meter foran mig, den ene af dem var lidt overvægtig, langt lyst hår i en rodet knold, nederdel og nylonstrømper og klart den feminine af de to, den anden var rimelig høj, lidt slankere, army bykser, ingen makeup, kort strithår og meget butch at se på. De stod og holdt om hinanden – det var sødt.

Kom sådan til at tænke på;  når man er lesbisk, hvorfor vælger man så en kæreste som næsten er mere maskulin end en mand? altså på det overfladiske plan? Personligt ville jeg jo netop gå efter det feminine, ikke at jeg endnu har prøvet at være sammen med en pige – men for mig ville det være dét der var det tiltrækkende – ikke en kvinde der gjorde hvad hun kunne for at ligne en mand.

Bonusinfo for aftenen:

Udfordrede A på hans rytmesans – han har nemlig ikke nogen!

Sagde til ham: prøv at ram storetrommens rytme – det kunne han ikke – grinte så meget af ham! Forstår ikke hvorfor manden ikke kan høre når den trommer, og så koordinere sin finger efter det – nå men det var umuligt for ham. Ved hver eneste sangs start, lagde jeg mærke til at han prøvede at ramme rytmen med sine fingrer på min arm, han stoppede lynhurtigt hver gang…måske han kunne se jeg begyndte at trække på smilebåndet.

Derudover kan han absolut ikke huske sangtekster, hvilket gjorde det hylende morsomt, da Marie Key til sidst siger at nu skal vi have singalong på hendes ‘uden forsvar’ omkvæd. Manden har jo hørt den sang en milliard gange, og alligevel brummede hans dybe stemme noget forkert ud alle de 4 gange vi i crowden skulle synge med på omkvædet.

Det er fandeme humor!

burde vel have forudset dette …

Sendte A i byen efter trusseindlæg…og manden kom tilbage med inkontinens bind…!

A: Jamen de er da næsten samme størrelse skat

Mig: nååå ja… (nogen burde virkelig gå til Louis Nielsen!)

 

nærmest lykkelig

 

Har en afklaret dag i dag!

Har afsluttet mit forløb hos min psykolog, egentlig mest fordi hun skulle skifte job, men følte mig nu også klar da det efterhånden ikke var helt så dybt det vi kunne finde at tale om mere. Tænk har gået der i præcis et år…

Vi fik afrundet psykopat Morten og konstateret at han egentlig ikke rigtig fylder så meget mere, da hans manipulerende måde at være på ikke rigtig bider på mig længere.

A og jeg blev afrundet med en snak om vores forfejlede parterapi i går, og at vi egentlig følte vi havde fundet hinanden igen, og havde fået en større forståelse for hvad vi hver især kom fra ift barndom og tidligere mislykkede forhold og dermed forståelse for, hvorfor vi ind imellem har nogle lidt ‘yder reaktioner’ på ellers normale situationer. Eller hvad vi tænker er normale situationer i andres hverdag.

Mine børn blev afrundet med at de jo egentlig nok var nogle ret så velfungerende børn alle tre, og at de sagtens kan finde ud af at der er forskel på at være hos psykopat far med de strenge regler, og tålmodige mor, der altid krammer og kysser dem <3  Og så længe vores 9:5 ordning ikke udvides i hans favør, så skal de nok komme igennem uden større mén 😉

Mht min far og hans golddigger kone, er det bare et spørgsmål om tid før hun får præsenteret underskrevne skilsmissepapirer og dermed er hendes plan om at ekskludere mig fra mit barndomshjem og min fars liv mislykkedes – uhhh jeg glæder mig så afsindigt meget! (mage til møgkælling skal man lede længe efter). Og min søde far der gør hvad han kan ift at rode bod på manglende tilstedeværelse i min barndom og manglende indsigt i hvad golddigerkone havde gang i, ham kan man kun elske – just for trying <3

Min mor derimod…har jeg måtte erkende at hun aldrig ændrer sig – hun er helt igennem bare et menneske der er ligeglad med andre end sig selv. Hende og hendes fantastiske mand, som nok er den af de to, der viser mest kærlighed til mig, er forleden kommet hjem fra deres halve år i eksil i Spanien og den første besked jeg får fra hende er ‘hej er du på arbejde?’ Jeg svarer ‘nej er i skole – er det dejligt at være hjemme?’ Hvorefter modermin svarer ‘ja det er fint – jeg ville egentlig bare høre hvad pris du kan skaffe maling til’

Tænk engang – kvinden har stort set ikke givet lyd fra sig i et halvt år – jeg fik en tillykke sms på min fødselsdag, hvorefter de resterende 20 linier omhandlede hende selv, og ingen beskeder til jul eller nytår. Og selvfølgelig ikke nogle opkald i 6 mdr. Og så er det eneste spørgsmål hun har lyst til at stille mig, om hvad pris jeg kan skaffe dem maling til! Ikke den mindste lyst til at spørge hvordan jeg og mine børn går og har det… jeg var rystet. Spurgte hende om hun var sur på mig, for det kunne i det mindste forklare hendes total ligegyldige opførsel overfor mig – men det svarede hun nej til, og hvorfor jeg dog troede det?…ok…så hun er bare fuldstændig ligeglad med mig…tjek…

Jeg talte så i tlf med hende i søndags, hvor hun intet nævner om hvorfor jeg spurgte om hun var sur på mig. Og ovenikøbet siger hun helt nonchalant at hun da lige ville ringe til psykopat Morten og høre om han kunne hjælpe med at løfte nogle tunge flyttekasser ned fra et loft – det krævede jo en stærk mand og det er han jo… jaja mor – skidevære med at du vælger at være illoyal overfor din datter og tage kontakt til den mand, der har såret og skadet mig mest i hele mit liv – så længe hun kan få flyttet sine kasser så er det jo ligegyldigt hvordan jeg har det med at hun tager kontakt til Morten. Hvis hun havde haft bare en snært af situationsfornemmelse, så havde hun med det samme kunne høre på mig, at jeg ikke syntes at det var i orden. Ikke mindst fordi Morten har forbudt mig at have nogen som helst kontakt med hans familie, og omvendt selvfølgelig, så hvorfor skal han have lov til at have kontakt med min. Generelt burde hun slet ikke have en eneste tanke om at det er okay at kontakte ham.

Min kloge psykolog sagde at jeg havde to valg…

1) konfrontere hende med hendes fravær som forældre og de konsekvenser det har medført hos mig. Og måske i forbindelse med konfrontationen få et urealistisk håb stablet på benene om at hun vil ændre sig…med stor risiko (og kæmpe sandsynlighed) for at blive skuffet…igenigen…

eller

2) ingen konfrontationer, ikke flere skuffelser. Indse at jeg ikke har en mor i den forstand som jeg selv er mor for mine børn. Accept…

Jeg er hoppet på nr. 2 – jeg gider ikke mere – jeg er kraftstejleme for gammel til at blive ved med at have forældre issues – I’m done…!

Har en afklaret dag i dag…og for første gang i rigtig rigtig lang tid føler jeg en indre ro i mit sind og hjerte <3

images9Y4N1NJ0

Parterapi

A og jeg har været til parterapi i dag, for første gang… (og sidste)

Psykologen var en kvinde på omkring 55 år, iført brun/orange fløjelsbukser, en hvid broderet T-shirt (tror jeg) og en anden slags fløjels ‘cardigan’ med blomstret inderfoer udover den hvide T-shirt. Håret, en blanding af normal hårfarve og grå hår, var i en lav hestehale, meget rolige eftertænksomme øjne og ekstremt gule tænder – altså vi taler så gule tænder, så man kunne mistænke hende for at være startet med at ryge da hun var 5 !

Vi var blevet enige om at skulle til parterapi for at få hjælp til at få vores meget forskellige livssyn til at mødes, når nu vi selv syntes vi var kørt lidt i hårdknude. Det skal dog lige siges at det faktisk er gået ganske fint mellem A og jeg her på det sidste <3

Vi fik fortalt hver vores side af sagen, det var der intet nyt i for os, men hun skulle selvfølgelig også lige sættes ind i problemerne for at kunne hjælpe. Vi kom da også til at diskutere mens vi var der, fordi vi stadig ikke er enige. Oprindeligt tænkte jeg egentlig at jeg ikke havde nogle forventninger til det – men gik alligevel derfra skuffet. For jeg havde virkelig håbet på at hun kunne give os nogle redskaber ift vores hver især håndtering af den anden i spidssituationer, men det fik vi ikke. A var også skuffet. Og så virkede det rigtig meget som om hun var mere på A’s side end objektiv, og det kan vi jo ikke rigtig bruge til noget, som A heldigvis også selv mente. Efter han havde fortalt sin version og fortalt om hans behov for nærhed og samhørighed, så sad hun (gudhjælpemig) med tårer i øjnene og højlydt sagde at hun blev helt rørt – hun var knap så følelsesladet efter jeg havde fortalt min version og om mit behov for plads og frihed… Altså helt ærlig – er det ikke meningen sådan en psykolog skal kunne rumme sine klienter, ikke sidde og være ved at tude?

Hun sidder lidt bagefter og tænker, og siger så at vi måtte håbe at tiden arbejdede for os, og at vi hen af vejen ville finde den rette balance ift vores hver i sær meget forskellige behov… Øhhh ok…hvad med at du hjalp os lidt på vej… ?

Hun får os til sidst til at lave en øvelse, hvor vi skal sætte os i den andens sted, med alt hvad det indebar af bagage helt tilbage fra barndom og dumme ex-forhold – og det var nok det eneste jeg følte bare gav mig en lille smule forståelse for hvor A kommer fra og hvorfor han reagerer som han gør… måske vil det hjælpe mig i fremtiden til at håndtere ham lidt bedre.. jeg håber han fik den samme forståelse om mig…

%d bloggers like this: