Tag: A

Når én dør lukkes… ;)

A skrev til mig i går. Jeg havde fødselsdag. Så han skrev en mail til mig og ønskede tillykke. Jeg takkede og svarede yderligere på det han spurgte om ift min fremgang med ryggen. Og så fik jeg selvfølgelig efterfølgende to romaner på mail. For det gik så op for manden at jeg havde blokeret ham på alle andre instanser end på mail. Igen en masse drama! Afslutningsvis fik jeg lige 3 linier om at han var videre i sit liv og var begyndt at date igen. Og når han mener date…så indebærer det også sex. Og kender I det, når man godt kan få sådan et stik i maven, når det går op for en, at man er erstattet og at ens ex ser andre kvinder?  Det kom ikke! Intet stik, ikke nogle følelser af ked-af-det-hed overhovedet! SÅ fedt!

Det sjove er, at jeg godt kan undre mig over hvorfor han har behov for at fortælle mig, at han dater. 10 dage efter at han ihærdigt stadig erklærede mig sin kærlighed og ville gøre alt for at vi skulle finde sammen igen… Jeg er ikke sikker på manden er helt rask på øverste haha.

MEN! Som I sikkert også ved, når én dør lukkes, åbnes en anden. Og i mit tilfælde vil jeg gerne påstå, at mange døre er blevet åbnet inden for den sidste uge. Så mange så jeg slet ikke kan følge med. Men det er super fedt, og jeg flyder bare med strømmen og ser hvad der sker….

Når kærlighed bliver til had

Jeg har været hjemme i næsten en uge, siden jeg blev udskrevet fra hospitalet. Det har været hårdt, men fremgangen ift min diskus prolabs er ikke til at tage fejl af. Jeg kan næsten føre et normalt liv, så længe jeg ikke skal bukke mig ned og samle noget op, eller bære på noget. Og mine unger er simpelthen så hjælpsomme. De tømmer både opvaskemaskinen og vaskemaskinen OG hænger tøjet op. Og Magnus har støvsuget hele lejligheden i dag uden at overse en eneste nullermand – drengen er 6! Jeg tror det der særlig sensitivitet han ‘lider’ af, måske også indebærer lidt autisme haha.

Nå, jeg føler mig jo lidt bagud ift at opdatere jer om hvad der er sket mellem A og jeg imens jeg var indlagt.

Manden blev ved med at skrive til mig om jeg var sikker på min beslutning om, at vi ikke skulle være sammen. Og dum som jeg var, skrev jeg tilbage at jeg da stadig havde følelser for ham, men at det ikke var nok, der var for mange andre ting der ikke fungerede imellem os. A skrev så sms op og ned om hvor meget han elskede mig, og hvor meget han var klar til at ændre på sig selv, for at vi kunne være sammen. Han ville bare så gerne lige mødes så vi kunne se hinanden i øjnene. Men jeg kender jo hans taktik – for han ved, at det er meget sværere at blive ved med at fastholde sit standpunkt når den modsatte part sidder overfor en. Man burde næsten give ham en præmie for hans overtalelsesevner.

Men det lykkedes ham dog ikke, jeg forsøgte og forsøgte på en pæn måde, at forklare ham, hvorfor han og jeg bare ikke duede sammen og at ingen mennesker skal ændre sig så meget for et andet menneske, for så mister man sig selv. Og derudover havde jeg ikke mulighed for at mødes fordi jeg var indlagt – og lige pludselig fik A åbenbart nok. Og gik fuldstændig i den anden grøft.

Umiddelbart efter alle kærlighedserklæringerne fik jeg pludselig i stedet sms på sms, om hvor meget han hadede mig og fortrød al den tid og kærlighed han havde givet mig. Og at han nu ville finde nogle rigtige mennesker med rigtige følelser, som ville værdsætte hans kærlighed og omsorg. Afslutningsvis skrev han at han ville blokere mig. Og i det jeg læste dét – skyndte jeg mig istedet at blokere ham, inden han nåede det. Jeg vil trods alt hellere selv bestemme hvornår han kan kontakte mig end omvendt.

Men det tændte bare vreden i ham endnu mere. For så skrev han da bare på mail i stedet. Med 2 minutters mellemrum… i omtrent 9 timer! Kun afbrudt af den køretur, jeg forestiller mig, han tog for at komme hjem fra arbejde.

Jeg kan såmænd godt forstå alle de følelser man kan have, når man bliver såret. Og vraget. Og ikke føler sig god nok. Og i A’s tilfælde ikke fik sin vilje, fordi jeg ikke ville mødes med ham in person. Og lige i denne situation var det allermest fordi jeg jo var indlagt, at jeg ikke ville se ham. Han havde nok kunne overtale mig hvis ikke jeg havde været indlagt. Altså til at mødes – jeg havde stadig holdt på min beslutning.

Men at et menneske kan miste sin selvkontrol så meget, så han decideret skriver til mig at han ønsker at jeg skal brænde i helvede og er ligeglad med hvis jeg bliver invalid (qua min prolaps), blev jeg godt nok overrasket over. Og så at han blev ved! Hvert andet minut kom der en mail med en eller anden fordømmelse over mig. Jeg prøvede to gange at glatte ud og skrive at han ikke var død for mig og at jeg ikke ønskede ham noget ondt. Men det hjalp bestemt ikke. Så jeg undlod derefter at svare ham. Og bed al min forurettede uretfærdighedsfølelse i mig.

Efter ca 7 timer skrev han, i toppen af mailen, at nu var han kølet ned …hvorefter resten af mailen fortsatte i samme dur som alle de forrige mails. Blandt andet begyndte han også at svine min bedste veninde Louise til. At nu var hun i det mindste glad. Fordi i hans univers, så var hun en manipulerende slange og det eneste hun ønskede, var at jeg var single, så HUN kunne få udlevet sine drømme med mig. Det har aldrig faldet ham ind, at det rent faktisk også var mig der gerne ville lave ting sammen med hende. Der er jo ligesom en årsag til at vi er bedste veninder.

Hvis man skal se lidt komisk på det hele, så havde A så travlt med at svine mig til via sin ARBEJDsmail, så han ikke slettede sin autosignatur. Så når jeg havde fået den største mundspyttende sviner, så blev der altid afsluttet med  ‘Med venlig hilsen A’ Og så firmanavnet.

Et eksempel: ‘Du er død for mig!’ Med venlig hilsen A

Efter han havde svinet mig til non stop i en evighed, slog han over i, at fortælle hvor mange penge han nu skulle til at have for sig selv – altså generelt klaske i hovedet på mig, alt det jeg nu gik glip af økonomisk…når nu jeg ikke ville have ham for ham alene. Jeg reagerede stadig ikke.

Vi havde allerede aftalt hvad der skulle ske med sommerhuset og vores fælles ting. Så de ting jeg skulle hente fra sommerhuset krævede han selvfølgelig at jeg skulle hente allersenest den 13. dec.

Jeg havde via exMorten, skaffet to grumme amagerdrenge til at hjælpe, og så min far til at holde god ro og orden. Jeg turde simpelthen ikke tage derop uden nogle stærke mænd på min side. For når han kunne miste besindelsen så voldsomt som han gjorde via mail, så kunne jeg da godt frygte hvad han ellers kunne finde på. Jeg havde på et tidspunkt skrevet til A at jeg overvejede at inddrage politiet, da jeg ikke længere følte mig tryg ved at have ham som ex. Så fik jeg selvfølgelig endnu en sviner hvor han mente at jeg var way out.

Jeg hentede allerede mine ting to dage efter udskrivelsen, dvs i onsdags, på krykker og dirrende af smerte og nervøsitet. Det hele foregik i fin ro og orden. De to amagerdrenge blev forhindret i at komme med – hvilket formentlig var ganske fint ift ikke at opildne endnu mere unødigt vrede hos A.

Det afsluttede med at min far sad og drak en hyggebajer (WTF) med A og hans ven (for han havde selvfølgelig også en backup med sig) mens jeg lå i min nu forhenværende seng og hvilede min ryg inden vi skulle ud og køre en time i bil igen. Jeg lå og græd længe i sengen, mens jeg kiggede mig om i rummet for sidste gang.

Fuck hvor jeg elskede det hus!

 

Samtalen

Puha…hvor skal jeg dog begynde…

A har jo taget frier afslaget ret hårdt – forståeligt.

Vi havde aftalt at vi skulle snakke sammen når jeg havde været til Madonna koncert og samtidig også når jeg havde fået skrevet en opgave færdig til noget ift arbejdet, som fyldte meget. Han ringer dog allerede samme eftermiddag jeg er kommet hjem fra Herning, for han kunne ikke vente til dagen efter, hvor vi skulle mødes.

Så. Han gav mig et ultimatum. ‘Enten siger du til mig at du vil giftes med mig på et eller andet tidspunkt eller også så kan jeg ikke se hvordan vi kan have en fremtid sammen’

Jeg kunne simpelthen ikke få det over mine læber. Jeg ville ikke have et giftemål hængende over hovedet, som sådan en skalting fordi det skulle være endnu en af A’s forventninger jeg skulle tage hensyn til.

Hvilket han rent faktisk direkte udtrykte til mig. At det kunne godt være, at jeg ikke lige havde set mig selv blive gift, men i et forhold så indgår man kompromisser og rykker sine grænser, hvis det betyder meget for den anden.

Øh ja – indgår gerne kompromisser hvis kompromisset indebærer at udskifte frikadellerne med fiskefrikadeller. Sgu ikke at blive gift!

Så vi blev nogenlunde enige om at vores veje skulle skilles. Han kunne ikke se hvordan han nogensinde skulle kunne komme over det afslag jeg havde givet ham. Og jeg vil ikke presses til at blive gift…for hans skyld. Så vi sluttede tirsdag aften.

Beslutningen var nok lidt mere min end hans dog – det stod nok 60:40 til mig. Han prøvede ihærdigt at overtale mig til at sige det han ønskede. Og jo mere han pressede på desto mere  overbevist blev jeg om, at jeg var sikker i min beslutning.

Vi aftalte at han skulle hente sine ting onsdag når ungerne alligevel skulle hjem til Morten. I den tid han var hos mig lavede han ikke andet end at prøve at overtale mig til at sige det han ønskede. Han havde dog ændret sætningen lidt til nu at være ‘hvis jeg nogensinde skulle giftes, så skulle det være med ham’. Jeg kunne stadig ikke – selvom dén sætning rent faktisk fritager mig fuldstændig fra at love at jeg ville giftes. Jeg kan bare ikke mere af alt hans drama og forventninger. Og en af grundene især var også fordi han i minuttet efter vi havde lagt på dagen før, hvor vi blev enige om at afslutte forholdet, der havde han slået bruddet op på facebook! Han havde lige nået at blokere mig og Louise, og intensionen var åbenbart at nå at slette alle mine venner og familie først…det ‘nåede’ han bare ikke helt. Han havde postet ‘Så blev man sgu single. Virkeligheden er ikke altid hvad den udgiver sig for. Op på hesten igen.’

Min far havde set det! Igen igen(!) fratog han mig alle rettigheder for selv at bestemme hvornår mennesker i MIT liv skulle informeres om ting – private ting. Lige som da han inden for 20 min havde postet at han havde friet til mig. Mine nærmeste fik det at vide via fucking facebook! Arhmen Altså det er uacceptabelt i mit univers!

Han beklagede selvfølgelig dagen efter, og indrømmede at det nok var lidt forhastet – han var bare SÅ såret. Tror dog kun han beklagede det, fordi jeg fortalte ham, at jeg aldrig kunne se nogle mennesker i øjnene igen, hvis jeg gik tilbage til ham. Facebook er selvfølgelig ikke hovedårsagen til jeg ikke kan forholdet længere. Jeg har undervurderet hvor hårdt det rent faktisk er at prøve at leve op til en andens forventninger hele tiden. Jeg er begyndt at udvise små tegn på stress. Fx så svigter min hukommelse mig. Især når jeg skal genfortælle, hvad A har sagt, til Louise eller Nathalie. Jeg kan starte på en sætning og være helt ophidset over det jeg skal til at fortælle, og pludselig går klappen ned. Og så er jeg helt blank. Og det tager mig LANG tid at genfinde det jeg ville sige.

Nu er det ikke fordi det kun er A der er knust, det er også hårdt for mig, at vi er gået fra hinanden. Jeg har stadig følelser for ham. Men det er bare ikke nok længere. Som Nathalie siger; at leve er ikke nok. Og det var det jeg gjorde – jeg levede og det fungerede i det store hele – og ja vi havde da også en masse rigtig gode ting og stunder sammen. Men jeg har aldrig omtalt vores forhold eller ham, som kvinden vi mødte i Herning efter Madonna koncerten, gjorde om sin mand.

I dag er det så søndag. A har hver eneste dag siden i tirsdags, forsøgt at overtale mig til at jeg skal give det en chance til. Han har åbenbart fundet frem til, at vi ER to forskellige mennesker, og at han ikke kan projicere sine forventninger over på mig, da jeg er anderledes end ham. Godt set Sherlock!

Han er villig til at gå til psykolog, for at lære hvordan han accepterer at jeg har andre behov end ham. Han syntes lige pludselig ikke ægteskab er så vigtigt, kontra at miste mig. Han vil stoppe med at have forventninger til mig… (som om). Der er praktisk talt ikke det han ikke vil gøre for mig, og for at gøre mig glad. Han vil tilmed ikke være venner med mig på facebook…ikke til at starte med i hvert fald, og heller ikke tagge os ind sammen hele tiden. (Wuhu!) Det sidste er jo en ret stor bedrift i hans verden.

Jeg bliver helt træt når han kører monologerne af, om alt det han vil gøre og ændre på. Min mave har talt. Jeg er ikke mere at give.

Og jeg tror endelig jeg er trængt igennem til ham imorges. Eller det håber jeg inderligt jeg er, for det er dælme hårdt at skulle blive ved med at afvise ham, når han trygler og be’r om at vi skal starte på en frisk.

100:0 til mig. I’m the bad guy now.

Madonna


Jeg har været til Madonna koncert i Herning med Louise! Noget vi har haft planlagt siden i sommers. Vi har altid været fans, på den der kontrollerede sobre måde, ikke som skrigende og hysterisk grædende fans. Og nu har vi endelig set hende live. Shit en optur!!  Og for ind i helvede hvor er hun bare stadig den sejeste kvinde på jord! Kvinden er 57 år og vælter stadig rundt i 15 cm hæle som om de var hjemmesko. Hun dansede selvfølgelig ikke lige så meget som da hun var yngre – det lod hun nogle ret så veldrejede kvinder og mænd om.

Efter koncerten gik vi ned af hvad jeg tænker er en slags Herning Hovedgade(?) og fik en øl på en irsk/scotsk indspireret bar. Der var flere der havde fået den samme idé – det var simpelthen så hyggeligt!

På et tidspunkt går jeg på toilettet og kommer ind af døren samtidig med en mand kommer ud imod mig. Han kigger mig intenst i øjnene…længe…med et flirtende smil på læben, jeg smiler tilbage og jeg får med det samme en længe glemt følelse i maven. Han er en pæn mand. Og virker også lidt bekendt uden jeg kan huske hvorfra. Vi går forbi hinanden – han ud i baren og jeg ind på toilettet. Da jeg kommer ud igen, sidder han i baren lige over for toiletterne og holder igen mit blik med et flirtende smil. Jeg gengælder hans blik. Jeg flirter… (!)

Jeg går tilbage til Louise og vi falder i snak med nogle kvinder i start 50’erne – de er SÅ søde. Den ene er gift, den anden single. Mændene flokkedes om sidstnævnte – hvilket er helt forståeligt. Hun er en velholdt 51 årig, jeg ville selv have skudt hende til at være 10 år yngre. Og vil dø for at se ud som hende om 15 år!

Den anden kvinde er gift med en 13 år yngre mand. Hun får julelys i øjnene og hendes stemme bliver helt blød, når hun taler om ham. De har været gift i 10 år…! Hendes mand er kvindernes lift hjem. Han ringer lidt efter for at fortælle, at han er ved at være der og den gifte kvinde er lige ved at smelte ned af stolen mens hun taler med ham. Louise og jeg er rykket helt tæt på hende for at høre hende fortælle om ham. Vi er fuldstændig betaget af hendes lykke. Hun spørger ivrigt om vi vil se et billede af ham. Selvfølgelig vil vi det! Han er en ganske almindelig mand – ikke en jeg selv ville vende mig om efter (ikke lige som toiletmanden lidt før), men måden hun beskriver ham på, får os alle til at smile forelsket til billedet på hendes tlf.

Jeg har aldrig beskrevet A på samme måde som hun beskrev sin mand til os…. Han fangede mig med helt igennem fantastisk sex, som omvendte mig hver gang jeg var i tvivl. Skræmmende som sex kan føles som et drug, man er nødt til at have et fix af med lidt for jævne mellemrum.

Kvinderne blev hentet og toiletmanden gik med sine venner, han havde fokus på mig hele vejen ud af baren. Og jeg nød det. Jeg kom i øvrigt i tanke om hvem han var lige inden han gik…efter adskillige bargæster ville have taget selfies med ham…. hvilket gjorde at jeg godt kunne forstå han gik – det må sgu være hårdt at være et kendt ansigt, når man bare gerne vil ud og have en stille og rolig øl med sine kammerater.

Næste morgen, på vej ned til morgenmad på hotellet, var han der igen. Med øjne der spottede mig med det samme jeg trådte ud af elevatoren.

Fik sommerfugle i maven – velvidende at A og jeg senere samme aften skulle have en snak om hvordan vi kommer videre i vores forhold…

Suk

det perfekte forhold

Så status er nu…

A og jeg er stadig sammen. Jeg har igen ihærdigt forsøgt at tydeliggøre for ham, hvor vigtig min ‘frihed’ er. Han siger at han ingen problemer har ift, at jeg ser mine veninder og laver div andre ting uden han er med…NU. At det kun var i starten han syntes at de måtte vente, fordi vi lige var kommet i forhold, og dermed skulle ses meget. Men jeg ved, at han vil have problemer med det, hvis det, i hans øjne, bliver for ofte. Igen en af de der usynlige forventninger, jeg aldrig rigtig kan finde ud af at leve op til… for vi har jo forskellige grænser for hvornår noget er for meget.

Jeg lader tvivlen komme ham til gode. Men jeg må indrømme, at jeg jo nok bare går og venter på det hele kollapser. Men jeg er klar. Jeg kan ikke længere blive i det, hvis jeg ikke kan være mig selv, hvis jeg ikke kan se de mennesker jeg har lyst til at se, uden at det bliver kommenteret som om der så går noget fra ham. Mit liv er for kort til at skulle tage hensyn til ham i alle henseender. For ‘hensyn’ er det ord han gentagne gange benytter sig af, når han gerne vil forklare hvordan man er kærester. Man tager hensyn til hinanden. HELE TIDEN!

Og jeg vil bare gerne kunne lave en simpel kaffeaftale med Louise, og så kunne meddele ham det når jeg lige kommer i tanke om det. Jeg vil ikke først skulle sige til hende, at jeg er nødt til lige at høre med A hvordan det passer ind i hans kalender, sådan som han forventer det.

Jeg har skam veninder, der har sådan et forhold med fælles koordinering af alting. Jeg kan det bare ikke. Jeg føler jeg så skal spørge om lov, og det er sådan noget jeg forlanger af min børn, ikke min kæreste. Han skal sgu aldrig spørge mig om lov hvis der er noget han har lyst til  – om det så er en simpel kaffeaftale, eller han vil ud og rejse med en kammerat. Vi er voksne mennesker, og vi skal have præcis det ud af livet som vi allerhelst ønsker os.

Min far har altid sagt at man ikke skal gå nysgerrig i graven. Han er en klog mand – min far. For i realiteten handler det jo om, at man ikke skal gå i graven og have fortrudt at man ikke har levet præcis det liv man vil. Man kan selvfølgelig altid fortryde ting man HAR gjort…men hvis man ikke havde gjort dem, mon ikke man så ville have spekuleret over hvad der var sket hvis man havde gjort det? …Giver det mening?

Min forestilling om det perfekte forhold, er et forhold, hvor man på en eller anden måde ‘assisterer’ hinanden til ikke at gå nysgerrig i graven. Man hjælper hinanden til at opnå alt det man hver i sær ønsker sig af livet. Man begrænser ikke hinanden i det.

 

forventninger

Såååehm…A’s og mit forhold har været oppe til diskussion nærmest hver eneste dag siden jeg meddelte ham, at jeg ikke kunne gifte mig.

Jeg kan sagtens forstå, at det må være den ultimative mest nedslående afvisning man nogensinde kan få. Problemet for mig i det her forhold er, at jeg grundlæggende ikke kan være mig selv. A har mange forventninger til, hvordan man er kærester – og jeg har længe gjort hvad jeg kunne for at leve op til dem. Og fejlet 8 ud af 10 gange.

Jeg er sådan et menneske man kan kalde en fri fugl eller free spirit. Jeg kan sagtens være i et forhold, være 100% tro, og generelt være en rigtig god kæreste med masser af kærlighed at give. Det eneste jeg i det store hele forventer er, at jeg også får frihed, alenetid, tid med mine veninder og ikke bliver dikteret hvordan jeg skal agere i forskellige situationer. Jeg mister migselv hvis jeg føler mig begrænset. Sidstnævnte er især et resultat af 9 år sammen med Morten.

A har haft et stort behov for at være en del af ALT i mit liv – det har været enormt grænseoverskridende. Men jeg har forsøgt at lukke ham ind. Han vil gerne have at vi er en kerne, en fælles stærk kerne. Men jeg er stærk alene! og har altid været det – fra jeg var helt lille og mine forældre var selvstændige uden tid til mig, til mit lange forhold med Morten, som heller ikke var der, selv heller da vi fik 3 børn. Altid har jeg sørget for at være stærk alene. Så hvordan er man stærk sammen – og hvorfor føler jeg, at jeg giver afkald på mig selv, hvis jeg melder mig ind i tosomheden. Hvor forsvinder jeg hen? Hvorfor kan man ikke være stærk alene OG stærk sammen? A siger at jeg ikke behøver at være stærk alene mere, for nu kan vi være stærke sammen….

Jeg føler ikke han ser mig. Og derfor kan jeg ikke gifte mig med ham…

 

‘hvordan har du det?’

Fik stillet verdens mest almindelige spørgsmål…  ‘hvordan har du det?’   og kunne ikke svare på det. For vedkommende som stillede det, var rent faktisk oprigtig interesseret i svaret.

Der er jo ingen problemer i, at svare på det spørgsmål når alt er godt, eller vægtskålen i det mindste har en overvægt i den ene eller anden retning. Eller vedkommende som stiller det spørgsmål, egentlig bare forventer at høre at det går godt, fordi det er ment som et høflighedsspørgsmål, som ingen har nogen intentioner om at uddybe. Man smiler bare og svarer at det går godt og returnerer spørgsmålet i samme forventning om, at den anden person også smiler og siger at de også har det godt. Og så kan man snakke videre om alt muligt andet.

Grunden til at jeg ikke kunne svare på verdens mest almindelige spørgsmål hænger unægtelig sammen med at jeg fik stillet nok verdens mest unikke spørgsmål… ‘vil du gifte dig med mig?’. Et spørgsmål jeg svarede ja til…selvom jeg følte nejnejnejnej skrige inde i mit hoved. Jeg var ikke klar til det spørgsmål. Og jeg var så ekstremt skuffet over selve frieriet. A har af flere omgange nævnt, at han ville giftes med mig og hver gang har jeg svaret, at hvis han nogensinde skulle fri, så skulle det ikke være en eller anden offentlig attraktion med uvildige tilskuere. Han skulle have gennemtænkt det, og planlagt det. Jeg ville have fejet benene væk under mig. Om ikke andet, bare fordi han havde gidet at gøre sig en masse overvejelser og anstrengelser til ære for mig. Mig.

Og det der rent faktisk skete var, at han havde drukket sig forholdsvis godt i hegnet på vores ‘all inclusive’ hotel i løbet af dagen. Og gik kold på sengen om aftenen. Jeg spurgte ham om han ville med ned og spise, det ville han ikke, så jeg gik ned og spiste alene. Satte mig efterfølgende og fik en kop kaffe og nød varmen og udsigten over havet med skibene i baggrunden. Så ringede han – godt sur over at han ikke kunne finde mig. For han havde været nede og spise alene og var nu gået tilbage til hotelværelset, men kunne ikke komme ind, da jeg havde nøglen. Jeg svarede stille og roligt at jeg da bare kom over med det samme. Han var sur. Jeg forklarede ham, at han jo selv havde sagt at han ikke ville med. Det kunne han ikke huske noget om. Så sad vi der på altanen uden rigtig at sige noget. Han kom med en sur bemærkning om, at han skulle ned og hente sit ur, der havde fået nyt batteri. Jeg gad ikke med – sådan en sur stodder. Lagde mig på sengen og overvejede om jeg skulle lade som om jeg sov, så jeg slap for mere akavet stemning… Men han var for hurtigt tilbage. Efter at have tage sine klipklappere af, gik han direkte over og satte sig på sengekanten og sagde ‘jeg vil gerne spørge dig om noget’. Jeg blev SÅ overrasket! Hvad fanden skete der?! Jeg får sagt noget i stil med at han jo lige havde været mega sur. Hvortil han svarer, jamen nu er vi jo glade igen. Frier spørgsmålet er efterfulgt af en kort monolog om hvad jeg betyder for ham. Jeg hører ikke rigtig hvad han siger – alle mine kræfter går ubestridt på, at finde det rigtige ansigtsudtryk frem, og hvordan og hvad jeg skal svare. Shit! Jeg følte ikke jeg kunne svare andet end ja. Set i bagklogskabens lys, skulle jeg selvfølgelig have sagt noget i stil med at jeg ikke var klar endnu. Men jeg er sådan en forpulet pleaserperson, der har svært ved at skulle skuffe og såre andre, så hellere gå 100% på kompromis med mig selv… Og hvad der så sker, er jo at jeg stille og roligt mister mig selv. Jeg har været der før.

Så efter en uges tiltagende nedlukkethed fra min side, fik jeg endelig styr på mine tanker og fortalt A, hvilken grad af panik der florerede i mit hoved. Han blev naturligt meget ked af det og forlangte ringen tilbage…

Min vægtskål står helt lige. Jeg har det hverken godt eller skidt. Men hvordan har man det så…?

 

Jeg har været en uge om at få færdiggjort dette indlæg… Meget er yderligere sket på den uge… Fortsættelse følger.

%d bloggers like this: