For at få afsluttet alle hospitals historierne, kan jeg da også lige få opsummeret hvad der er sket på knuden-i-brystet fronten.

Var på Herlev hospital i sidste uge for at få svar på den biopsi jeg havde fået lavet ude i byen.

Aller først havde jeg en tid ugen forinden om torsdagen, som jeg ringede for at høre om jeg kunne rykke, da jeg sad i skolen og ikke kunne gå før tid. Hende jeg talte i tlf med var meget venlig og sagde ’selvfølgelig kan du det – men hov vent lidt, du har jo en af de ekstra lange tider, og dem ligger vi jo ikke lige inde med…sååehh kan du komme på onsdag?’ 

….??…. Øh hvorfor har jeg en af de ekstra lange tider?

‘Nåå, det er bare fordi der altid er sat ekstra tid af til de patienter, der har været ude i byen og få lavet mammografi og biopsi’

Men helt ærlig – hvorfor siger man sådan noget til folk i tlf, og så ovenikøbet faktisk allerede har en tid under en uge efter – hvor ofte sker det lige hvis ikke det er alvorligt?

Så jeg var naturligt nok bundnervøs op til onsdag, da jeg skulle derind og have svar. Havde mareridt om natten op til, hvor jeg drømte at jeg fik at vide at jeg kun havde 6 mdr tilbage. Og da jeg sad i venteværelset og udfyldte diverse papirer om, om jeg ville være med i genforskning om arveligheden ift brystkræft, var min fantasi stukket helt af for mig ift alle de måder jeg kunne nå at dø på inden børnenes næste fødselsdag.

Da sygeplejersken så endelig hentede mig ind, selvfølgelig 20 min forsinket, hvilket bestemt ikke bidrog positivt til mine alt overskyggende paranoide dødshallucinationer, kom lægen mig i møde ude på gangen med et kæmpe smil og så skyndte hun sig at fortælle at bare rolig, det er en godartet bindevævsknude du har.

Jeg var selvfølgelig lettet, men det har faktisk taget mig helt til nu nærmest, at slippe den frygt jeg havde fået opbygget – og jeg kan ret nemt genfinde den hvis jeg kommer til at tænke lidt for længe over hele situationen.

Så! – med fare for at komme til at lyde alt for kvalmende og kliché agtig, så vil jeg prøve at huske at leve lidt mere i nuet fremover, man ved jo aldrig hvad der kan ske vel …?

Bonus på sidstnævnte… til aften passede jeg en patient, som – ifølge hans sønner – havde sagt til dem for nylig, at han havde planlagt sit liv indtil han blev 85 år, hvilket er om 20 år, derefter gad han ikke rigtig leve mere, og han glædede sig til de der næste 20 år…            Den sidste uges tid har han så ligget på hospitalet, pga en infektion som har spredt sig til hele kroppen – derudover har han fået en del andre udfordringer, heriblandt bla en hjerneskade… Som den ene søn sagde til mig – det var ikke lige det her hverken han eller de havde troet deres far skulle igennem, hvis han da kommer igennem det…

…igen…man burde leve hver dag, som var det den sidste…

life-is-like-a-box-of-chocolates-you-never-know-what-youre-gonna-get-22

2 comments on “stof til eftertanke… og hospitalsafslutning (forhåbentlig!)”

  1. Åh Ja, det burde man virkelig. Men er det ikke også lidt svært? For man kan jo ikke bruge penge som vand/være konstant sammen med sine yndlingsmennesker/ rejse jorden rundt hver dag… Der er nødt til at være nogle af de sure hverdage, ellers værdsætter man heller ikke de gode… Eller hvad?

    Læste engang Sofia Mannings historie. Hun arbejdede i et dead end job, da hendes bror på 28 pludselig døde. Så besluttede hun sig for at gå efter det, hun drømte om. Og nu lever hun af at inspirere andre til at gøre det samme.

    Mon det er det, du mener? Altså, at man ikke skal vente de der 20 år med at indrette sit liv, så det giver allerbedst mening?

    Jeg synes desværre, det lyder nemmere, end det er i virkeligheden :/

    Forstår godt, du fik angstanfald! Sheez, det var da heller ikke et smart træk af hende telefondamen. Minder mig om det afsnit af SATC, hvor Samantha besvimer af skræk, da lægen hiver hende ind på kontoret for at give svar på en HIV-test…

    Hvor er det altså godt, der ikke var noget galt! 🙂

    • Jojo jeg mener selvfølgelig ikke at man bare kan stoppe hverdagslivet for at tage ud og rejse jorden rundt – men mere det der med, at man husker at ‘elske’ de dårlige dage også. Synes godt jeg nogle gange kan have en tendens til at ‘noget bare skal overstås’ – fx min eksamen lige her rundt om hjørnet 😉 i stedet ville jeg ønske jeg kunne prøve at nyde at skulle til eksamen, i stedet for at stresse over det, for det er jo også bare en del af livet 🙂 Tror dog desværre aldrig rigtig jeg kommer til at elske at gå til eksamen 😀

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *