Var henne og handle i Netto sent i går aftes. Da jeg havde parkeret bilen kan jeg høre, at der er nogen der taler virkelig højt lige udenfor indgangen. Jeg kommer ud af bilen, og ser en kvinde i midt 40’erne og en gruppe af unge gymnasie drenge, der er oppe og skændes.

Hvad jeg lige kan få ud af diskussionen på vej ind i Nettoen, så har drengene cyklet på fortovet og den ene af dem er kommet til at køre ind i kvinden, som stod og var ved at finde en pose æbler i Netto’s udendørs standere. Kvinden prøver forgæves at få knægten til at forstå, at det ikke er i orden, at køre ind i hende på fortovet. Men den skyldige knægt flejner fuldstændig på kvinden, råber at han for fanden da har sagt undskyld og at han cykler på fortovet hvis han vil, og om hun da har tænkt sig at melde ham til politiet. Han råber bare højere og højere og sviner hende til med beskyldninger om, at hun er psykopat og lign.

Jeg står længere nede i butikken… uden at gøre noget… Kiggede på de unge drenge der arbejdede i Netto, og tænkte, at de heller ikke kunne bidrage med noget, eftersom de nærmest var samme alder som dem der lavede ballade lige udenfor. Overvejede også at tilkalde politiet, dog med den erfaring, at de formentlig ikke ville komme alligevel.

Lidt efter kommer en voksen moden mand, af udenlandsk herkomst, kvinden til undsætning og får skældt drengene tilstrækkeligt nok ud, så de forsvinder. Kvinden er så rystet så hun dirrer, og siger at hun ikke lige ved hvordan hun skal komme hjem. Hun fordufter dog alligevel også hurtigt.

Kommer hjem med den sorteste samvittighed… For hvorfor turde jeg ikke blande mig, da jeg først så de skændtes (?) Jeg kan huske jeg tænkte, at de jo nok bare lige var uenige, og så ville de hver især stoppe, så hvorfor blande sig. Men det gjorde de ikke! De var SÅ provokerende de knægte! Og de var mange. Jeg ville jo bare have medvirket til at situationen var kørt endnu mere op i en spids, for det var som om den af drengene, der havde påkørt hende, virkelig ønskede mest mulig ballade.

…Måske er det bare undskyldninger i mit hoved, for at have været en kæmpe kujon….

3 comments on “sort samvittighed”

  1. Underholdende blog.
    Ja, du burde have bakket kvinden op. Hun stod alene mod en flok. Vi skal ikke bare gå forbi. Næste gang kan det være os eller en veninde, som trænger til hjælp. Hvis ikke sådan noget møder modstand, bliver det ved.

    • Først TAK 🙂
      Og ja jeg ved du har fuldstændig ret – og normalt ville jeg heller ikke tøve med at hjælpe andre, jeg ved sgu ikke lige hvad der stak mig, andet end total uforberedthed kl bæ om aftenen. Jeg tænker faktisk på det hver dag – alt det jeg burde have gjort 🙁

      • Ved hvordan du har det. Jeg har især én episode der stadig plager mig og den overværede jeg i firserne. Ville ønske jeg kunne skrue tiden tilbage.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *