…og så var der pludselig gået 3 uger siden jeg sidst skrev herinde i blogverdenen…

grunden er mange – var til eksamen i starten af juni, som jeg glædeligt bestod! Selvfølgelig ikke med den karakter jeg allermest havde håbet på, men der er vist ikke rigtig nogen der nogensinde har skulle bruge det tal til noget efterfølgende – så who cares!  Men så er det jeg ikke forstår hvorfor man så ikke bare lader folk bestå eller ikke bestå? Skal aflevere en 20 sider opgave om et år som følgeton til min nylige overståede eksamen, og DEN er sjovt nok bestået/ikke bestået – I don’t get it!

To timer efter eksamen kollapsede min krop med feber og snot og det holdt ved i adskillige dage – så burde man vel lære ikke at stresslæse til eksamen i døgndrift op til eventet. Jeg forudser dog ikke de store ændringer på det område – skulle jeg nogensinde til en eksamen igen. Nå, men det passede heldigvis med at ungerne var hos Morten, hvilket gjorde det noget nemmere for mig at være rigtig syg.

Modtog så en kogende Alex i børnehaven den første dag de var retur hos mig – og sådan har de sidste to uger så kørt herhjemme… når den ene lige har sluppet feberen, så ramte det den næste.

Der er taget så meget temperatur de sidste 14 dage, så ørertermometeret idag har proklameret LO på skærmen, med et lille hint om at skifte batterier – yesyes wil do, der er da ikke noget jeg hellere vil, end at blive ved med at opdage at nogen er syge herhjemme.

Tog faktisk på arbejde sidste onsdag selvom Alex ikke var 100% på toppen – og jeg havde den sorteste samvittighed hele dagen! For hvorfor holdt jeg ikke bare ‘barns sygedag’? Hvorfor vurderede jeg lige der, at det var vigtigere ikke at få mit navn på sygefraværslisten inde på arbejdet end at passe mit semisyge barn? Jeg talte med kollega Natalie om det – og hun har førhen gjort det samme, altså sendt sit barn i børnehave på panodil for at kunne passe sit arbejde. Problemet nu, er at hendes børn er blevet så store så de jo fortæller højlydt hele børnehaven når de har fået en panodil i numsen.

Alex er lidt i samme boldgade efterhånden – han slipper dog for panodilen i numsen fordi jeg kun kan få ham til at indtage det flydende panodil, men han render gerne rundt og fortæller alle der gider lytte noget i stil med ‘JEG HAR FEBER!’. Så det er jo nærmest russisk roulette at aflevere sådan en dreng i børnehaven – ‘siger han noget eller gør han ikke’ – for hvad kan man overhovedet sige til en børnehavepædagog, som får hende til at tro på, at man ikke har fodret ham med panodil lige inden han blev afleveret? Og opdager de at han rent faktisk har feber, så kan man lige så godt stemple sig selv med ‘utroværdig’ i panden. For lige meget hvor meget man prøver at understrege at; ‘aj skat – det var jo i går kan du nok huske, I DAG har du ikke feber, det var igår – I GÅR..(!)’ så er løbet kørt…      Jeg holdt ham hjemme dagen efter hvor jeg alligevel havde fri… og slap for den dårlige samvittighed overfor arbejdet.

Og i dag (eller det vil sige igår – ser jeg lige på klokken) har jeg så endelig tilladt mig at holde barns sygedag…dog med Ida – for nu holdt min samvittighed alligevel ikke til at sende en af dem afsted længere, for at jeg kunne undgå sygeopkaldet til arbejdet. Og det er sjovt, som det skide opkald altid giver mig den værste følelse. For selvom jeg ringer med en hel reel sygemelding, så er jeg altid bange for at vedkommende i den anden ende sidder og vender det hvide ud af øjnene, fordi de alligevel ikke tror på en – I hate it!

Det er meningen at jeg skal på arbejde imorgen og jeg frygter allerede nu, når ørertermometret går sin morgenrunde, at det vil afsløre at en eller flere af dem ikke har sluppet sin feber helt endnu… men jeg har faktisk besluttet mig for at jeg fremover vil prioritere at have dårlig samvittighed over for arbejdet højere end overfor mine børn. For ja – jeg ved også godt at det er sådan nogle som mig, der sørger for at risikoen for at smitten bæres videre til andre børn, holdes ved lige. Og konsekvensen er endnu et sæt forældre der kommer til at stå i samme dilemma som mig. Og det er bestemt ikke fair og jeg har faktisk heller ikke lyst til at være sådan en slags forældre.

Havde det været nytår, havde jeg lige lavet et nytårsfortsæt… er der noget der hedder et ‘sankt hans fortsæt?’

 

 

2 comments on “So so sorry”

  1. Har det på PRÆCIS samme måde, jeg kan have 41 i feber og alligevel få ondt i maven over at melde mig syg. Det værste er næsten, at de ikke må spørge ind, så de bare siger ‘ok, god bedring’, når jeg nu har behov for at fortælle om mine dårligdomme i detaljer for at få det bedre…!
    Men ja, man skal blive hjemme og isolere smitten, så gør man faktisk samfundet og arbejdspladsen en tjeneste. Jeg skulle jo fx sidde ved siden af hende, der var “en sej banan”, der gik på arbejde trods snot i hele hovedet. Hun havde fået penicillin af lægen, fordi “hun ikke havde tid til at være syg”. Hun smittede så alle omkring sig, så det endte med mandefald de næste to uger, og så måtte alle andre jo løbe stærkere. Jeg var ansat freelance, så gik glip af min løn. Forbandede hendes sejhed langt ind i helvede!

    Så tak for den beslutning, det burde vi alle gøre 🙂 Og nåja, så er det vel også rarere for pjævserne at være hjemme, når de er syge 🙂

    PS: Du er forsvundet fra instagram? :/

    • Ja jeg bliver også rimelig irriteret når andre går syge på arbejdet – og opfordrer dem også altid til at gå hjem, men på mit arbejde, så tager man da bare et mundbind på, så er alt godt. Jeg er heldigvis selv blevet meget bedre til at blive hjemme når jeg selv er syg, men det er fordi jeg arbejder på en afdeling med i forvejen meget syge patienter, og jeg skal dælme ikke være den der får vippet dem i graven med en forkølelse oveni hatten.
      Men det er sjovt jeg stadig har haft det anderledes med børnene – tror det er fordi der ofte er sådan en undertone af, at nogen misbruger muligheden for en fridag ved at melde et barn syg, og jeg vil helst ikke i den kategori.

      Mht instagram….så lukkede jeg den i ren panik den anden dag. For jeg er jo forholdsvis undercover herinde, hvis man ser bort fra at jeg fortæller alverdens ting fra mit liv (mindre detalje 😉 for pludselig var der to af mine fb venner der var begyndt at følge den, og jeg syntes det var lidt for tilfældigt… Satte to veninder på sagen, men intet tyder på at den på nogen måde linkede tilbage til den virkelige mig – men jeg turde ikke beholde den, hvis der skulle dukke flere følgere op, som jeg kender IRL, for så kan jeg slet ikke skrive som jeg plejer og jeg ville blive så trist hvis jeg var nødt til at starte forfra ..
      (men dejligt du lagde mærke til jeg var væk <3 )

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *