Så der er idag præcis gået en måned siden jeg kom hjem fra Californien, og der kunne lige så godt være gået et år! Sådan føles det ihvertfald. Aldrig har jeg følt dagene så lange før. Det er det største antiklimaks jeg længe har oplevet.

For det første så savner jeg selvfølgelig Frisøren helt afsindigt. For det andet, så er jeg ved at være pænt træt af min chef, som har sin egen lille hetz kørende på mig, og som jeg stadig ihærdigt prøver at regne ud hvorfor. For det tredje, så snart jeg fik børnene hjem, så væltede de ud med alle deres frustrationer om Mortens nye kæreste og hendes 4 årige søn, som de heller ikke kan lide. For det fjerde… vejret! jeg vil have sol og sommer! Nå, men historien om Morten og hans nye kæreste er et helt kapitel for sig, som får de fleste mennesker…normale mennesker, vel at mærke, til at tabe kæben ned på brystet. Den historie får et indlæg helt for sig selv snarest! Den er forrykt! Og jeg ved ikke lige helt hvordan jeg bør og skal håndtere den…

Frisøren og jeg skriver ofte sammen. Meget ofte. Plus vi har ringet en del sammen også. En lille uge efter jeg var kommet hjem skrev han til mig en aften, hans aften, ikke min, her var det eftermiddag, og jeg var i fuld gang med træning i Fitness World. Vi har aldrig decideret sagt til hinanden at vi var forelskede eller elskede hinanden. Vi havde dog begge konstateret at løbet var kørt ift ikke at blive forelskede, men direkte at sige det til hinanden havde vi ikke gjort…  Indtil den dag. Pludselig hælder han sit hjerte ud til mig. Midt i at jeg sidder i den ondeste benpres og kampsveder.

‘I miss you and I love you?’ skrev han med et spørgsmålstegn efter.

Jeg blev selvsagt noget overrasket, men også helt vildt glad og trist på samme tid. Glad over at han elskede mig, mega trist over afstanden!

I min forbløffelse fokuserede jeg meget på spørgsmålstegnet og spurgte retur om han spurgte mig?

Han skrev igen ‘I fucking love you! – and yes – I’m asking you’ 

Mens jeg var ved at svare, for nu tolkede jeg det som at han søgte om jeg havde det på samme måde, skrev han ‘never mind…’ 

Jeg skyndte mig at svare ‘I was already in love with you on our third day together’

Og så ringede jeg til ham. Fra spinningsalen i Fitness World. Vi snakkede længe. Han blev ved med at sige at han gerne ville have at jeg kom hjem. Hjem hvor jeg hørte til, hjem til ham. At han ville gøre alt for at gøre mig lykkelig. At vi ville blive så lykkelige sammen. Om ikke godt vi kunne få det til at fungere?!

Mit hjerte var totalt splittet, for fuck hvor vil jeg bare gerne ha’ ham, men jeg ved jo også godt at vi aldrig kan få det til at lykkes. Langdistance forhold ender aldrig godt. Jeg har dog selvfølgelig allerede kigget på flybilletter tilbage dertil. Men den næste ledige længere periode jeg har uden børn er i uge 7 – og der er fandeme længe til. Plus jeg i weekenden efter jeg kom hjem fra Californien, købte et rækkehus til mig og ungerne (wuhuu!!!). Vil gerne afsløre at min far har haft en lille finger med i spillet for at det kunne lade sig gøre. Og det skal vi flytte ind i til februar. Så pludselig kunne jeg jo godt se, at jeg heller ikke kunne skride midt i en flytning, for at tage over til Frisøren på den anden side af jorden. PLUS det meste af januar tager ungerne og jeg til Bali, for at besøge Louise og hendes familie, som er på jordomrejse i 6 mdr, så jeg forudser heller ikke det store plus på kontoen til den tid. Og helt ærligt… så giver det vel igen bare en masse hjertesorg når vi så skal sige farvel igen…

Efter ca 14 dage hjemme blev Frisøren og jeg enige om at det var fuldstændig ridiculess det her vi havde gang i, og aftalte at vi gerne ville følge med i hinandens liv, men at vi måtte være realistiske og indse at det der med et langdistanceforhold ikke kom til at fungere. Jeg var faktisk glad og lettet. Vi var enige om at det havde været 6 amazing days og at det var dejligt, at det ikke blev ødelagt af hverdags problemer. Det ville forblive smukt.


Det holdt lige nøjagtigt 3 dage, så skrev han igen hvor meget han savnede mig og elskede mig… Så nu er vi dér, stadig. Vi er stadig enige om at det er åndssvagt, men vi kan ikke lade være med at skrive søde ting til hinanden, og jeg er glad for at læse det når han skriver det. Og han holder fast i, at vi vil se hinanden igen, hvilket jeg selvfølgelig også håber, men fornuften er med hele vejen…det er fuldstændig latterligt. SÅ latterligt at forelske sig i en fyr der er mere end 9000 km væk. Jeg kan ikke anbefale det!!

 

I mellemtiden er antallet af mænd der har inviteret mig på kaffe og dinner dates, eksploderet den sidste måneds tid.

Jeg.  kan.  ikke.  følge.  med.  !!

Er alle mænd da ved at gå fuldstændig i panik over at skulle være alene her i vintermånederne??

 

4 comments on “Post Californien”

  1. Du kunne jo lige nævne for ham, at man faktisk også kunne flytte den anden vej (eller bare købe en flybillet)😉

    • Ja den vinkel glemte jeg vist at skrive om 😉 Det har vi selvfølgelig talt om, problemet er, at inden jeg kom derover, havde han fået en giga fartbøde på sin Harley…så den skal han lige have ud af verden først – det er herre irriterende! 🙁

  2. Åh, nogle gange ér verden bare pisse besværlig 😀 Ingen kloge ord herfra ellers – kan vist kun krydse fingre for frisøren får akut trang til at bo i det danske, og hopper på en flyver hjem til en gang rødgrød med fløde hos dig. Og at din chef snubler på trappen hjem.

    -A

    • Hihi – ja min chef måtte gerne lige misse et trin eller to på trappen…uden at være alt for skadefro 😀
      Men JA verden føles meget modarbejdende lige pt 🙁 Og ville nok aldrig kunne forvente at en surferdude som Frisøren rykkede til regn og slud..han ville dø langsomt… Så hellere beholde det romantiske minde om det hele 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *