…’Psykisk vold’…

Starter dagen ud med at modtage en sms fra A.

Igår sendte jeg ham et link til mødrehjælpen, for at få ham til at forstå hvorfor jeg reagerer som jeg gør – lidt som en undskyldning og samtidig bare fordi jeg virkelig ønskede at han skulle få et indblik i, hvad jeg har været igennem. Hans sms derimod handlede dog mest af alt om ham selv og hvad han følte jeg havde gjort galt overfor ham.

Skulle aflevere drengene i vuggestue og børnehaven – havde mildest talt ikke overskud til at Alex igen blev dybt ulykkelig over at skulle i vuggestue. Han har haft det skidt med at komme derhen i omkring en måned – han er den største på sin stue nu og keder sig bravt – søger ned i børnehaven til Magnus hele tiden, så da han begyndte at stortude over at skulle afleveres brød jeg også sammen – og selvfølgelig foran 4 pædagoger – temmelig pinligt! Men i det mindste fik det dem da til at lette røven og for første gang indrømme at han måske kedede sig lidt i vuggestuen. De har nemlig nægtet at det kunne være derfor indtil i dag. Jeg flygtede ud på et badeværelse sammen med skrigende Alex og vi fik begge samlet os. Jeg undskyldte overfor pædagogen – hun kunne selvfølgelig godt forstå jeg var ulykkelig over at skulle aflevere ham, når han var så ulykkelig – hun skulle bare vide at der lå alt muligt andet bag også.

Kom derfra uden Alex blev yderligere ulykkelig, men også kun fordi Magnus tog storebror rollen alvorligt og hjalp ved at blive i vuggestuen og lege med Alex. Nogle gange ved jeg ikke hvordan 4 årige Magnus er blevet så ansvarlig…må have læst lidt på de forskellige roller børn påtager sig i en søskende flok. Han passer virkelig meget på os alle sammen – det er alt for stor en byrde at have på hans små spinkle skuldre 🙁

Har efterfølgende grædt det meste af dagen i dag – måtte sove 3 timer for overhovedet at holde op med at græde. Har skrevet lidt med A, han er blødt op, og er holdt op med at fokusere på sig selv og har faktisk taget det ret alvorligt at jeg er så ulykkelig. Han vil gerne hjælpe mig, men han tror samtidig at vi så skal være kærester el lign…kan næppe forestille mig at man kan håndtere at være noget for et andet menneske når man ikke engang kan være noget for sig selv. I går kunne jeg dårlig overkomme børnene…Og A skriver om at hvis han skal kunne være der for mig, så skal prioriteterne være anderledes, for det er ikke nok for ham med sex 1 gang om ugen og intet andet.

Meldte fra til tøsemiddag allerede i formiddags – havde absolut ikke behov for at snakke om alle mine åbenbaringer igen, vi har jo endevendt det hele over and over igennem de sidste 2 år, der er jo ikke særlig meget nyt at bidrage med. Bortset fra jeg nu endelig forstår at der er et ord for det Morten har budt mig : ‘Psykisk vold’ Og der er en hel masse fremmede mennesker der kan beskrive præcis hvordan mit liv har været igennem 9 år med ham og de efterfølgende 2 år hvor vi har været fra hinanden, men hvor han stadig har skræmmende meget kontrol over mit liv.

Louise spurgte mig i dag om jeg græd over fortiden eller fremtiden – jeg svarede fortiden… hvilket jeg også mest er ked af, har alverdens spørgsmål i tankerne til mig selv, som alle voldsramte kvinder garanteret har stillet sig selv den dag det pludselig går op for dem at de burde være gået for længst.

Men fremtiden er faktisk også skræmmende…med Morten er det ‘alt eller intet’ – Den dag jeg siger til ham at jeg ikke vil finde tilbage til ham, så slutter alt samarbejde mellem os, han vil få mig til at føle at det hele er min skyld og at det er mig der går glip af noget ved at lade ham smutte. Louise er god til at påminde mig, at det er et virkelig dårligt karaktertræk at han kun er sød ved mig fordi han håber på vi kan finde sammen igen. Jeg skal også hele tiden huske mig selv på, at det er HAM der kommer til at få et dårligere liv uden mig, og ikke omvendt – burde få det tatoveret et sted hvor jeg kan se det hele tiden – for jeg ved han er ekspert i at manipulere og få mig til at føle det modsatte. Derudover skal jeg acceptere at mit liv bliver mere besværligt, for jeg har ikke de samme pasningsmuligheder som han har at tilbyde – vi kommer til at dele børnene via skole og vug/bh, og børnene vil blive kede af det fordi de jo ikke forstår hvorfor vi ikke kan snakke sammen mere.

Mens jeg læste om psykisk vold i går aftes og i dag, dukkede der også flere artikler op omkring børn der blev udsat for det af deres forældre, oftest faderen som udøver. Hvad nu hvis han kunne finde på at gøre det mod børnene…? Hvordan forhindrer jeg det? Bør jeg konfrontere ham med det han har gjort? Han siger han har lært meget om sig selv og aldrig kunne finde på at være som han var igen – men han har heller ikke fået kastet ordet ‘psykisk vold’ i hovedet – hans opførsel har hele tiden hørt under ‘jalousi’ og ‘kontrol’.

Der var engang, ved ikke hvor længe vi havde været sammen, men af grunde jeg ikke kan huske, søgte jeg også på psykisk vold dengang, og konfronterede ham med det, for kunne jo godt sige ‘tjek’ til rigtig mange punkter dengang. Han blev tosset, og så snakkede vi ikke mere om det.

Louise kom forbi efter arbejde og vi fik snakket lidt, og jeg kunne mærke det faktisk hjalp, hvorfor er det jeg tænker at løsningen er at bure mig inde med alle mine sorte tanker? Meldte min og ungernes ankomst til middagen alligevel. Fik ikke fortalt om mine dårlige dage til Laura og Michelle, fordi Ida konstant svævede i nærheden af os med kæmpe flapøre ude for at fange alle signaler vi overhovedet havde intentioner om at udsende. Gav Louise tilladelse til at indvie de to andre efter jeg var gået hjem med børnene… Har ikke grædt siden, men kan godt mærke i min krop og øjne at jeg har grædt i alt for mange timer – har vist også overskredet dagens max dosis af Panodiler…

Selvransagelse

https://moedrehjaelpen.dk/psykisk-vold-raadgivning/

Dette er mig – alt det de skriver om og sikkert mere til, er det jeg har været igennem i de 9 år jeg var sammen med Morten. Noget af det var daglig kost andet ‘kun’ en gang imellem. Har haft en dag fyldt med selvransagelse, og da jeg læste denne del hos ‘mødrehjælpen’ om psykisk vold, brød min verden lige pludselig sammen – det er jo mig de skriver om… Hvordan kan jeg i mit hoved på nogen måde retfærdiggøre at jeg overhovedet overvejer at give Morten en chance til? Så er jeg jo lige som de voldsramte kvinder som gang på gang vender tilbage til deres voldsmand, eller finder en ny mand magen til den gamle og bare fortsætter mønstret med den nye… Føler mig fortabt…hvordan kommer jeg videre herfra? Burde nok snakke med en psykolog… Alt dette er jo årsagen til jeg er blevet et følelseskoldt væsen med angstlignende tendenser så snart en mand kommer for tæt på og gerne vil mere.
Kunne selvfølgelig også bare vælge den lette løsning og forblive single, få mig en masse katte, en gyngestol og strikke julegaver hele året rundt 😀

Slut med A sex

Har lige talt med A, og vi blev enige om at stoppe med at ses. Han følte ikke han kunne mærke mig, baseret ud fra at jeg ikke havde ringet eller skrevet igår. Mindede ham om at vi fra start af havde aftalt at vi kun brugte hinanden til sex, netop fordi jeg ikke havde mere end det at give af i øjeblikket. Hvorfor ved jeg egentlig ikke…tænker jeg rigtig godt efter drejer det sig jo desværre nok om at hvis jeg finder en hvilken som helst anden at være sammen med end Morten, så bliver mit liv så ekstremt meget mere komplicereret end det allerede er, fordi han vil gøre alt hvad han kan for at gøre mit liv til et levende helvede. Det er skræmmende så meget magt han stadig har over mig og mit liv – jeg får lyst til at tude når jeg tænker på det. Det var jo det jeg flygtede fra…og her 2 år efter er jeg åbenbart ikke kommet videre. Eller det er jeg – jeg har fået min selvtillid igen og er blevet glad igen, men jeg er stadig alt for styret af Morten. Suk… Enten bør jeg bryde helt fri af ham, og få et mere kompliceret liv, eller bukke under og prøve at se om han virkelig kunne blive en god kæreste igen, med en evig frygt for at han lyver for mig og langsomt får mig hjernevasket til at blive underkuet igen til jeg bare sidder derhjemme og passer børn mens han lever sit ego liv igen.

Nå tilbage til A…han havde jo fået en masse følelser for mig igen og nu hvor det er begyndt at blive forår så ville han gerne ud og lave alt muligt sammen også gerne med ungerne, hvilket jeg længe før A kom retur i mit liv, havde besluttet mig for at lige meget hvem jeg end fandt sammen med, så skulle de, altså børnene, ikke involveres i mit kærligheds liv – eller mangel på samme i øjeblikket. Måske jeg skulle tage en kold tyrker og holde mig helt væk fra mænd et stykke tid…jeg plejer ikke være så god til at holde mig fra dem, men man kan vel godt have en intention om det 😉

A afsluttede samtalen med nogle ting han selvfølgelig liiige havde brug for at få lettet fra sit hjerte, ang Morten. Han mente bla at jeg brugte ham til at få dækket mit seksuelle behov og Morten til at få dækket mit familiebehov. Han har jo nok ret… og jeg kan så selv tilføje at jeg bruger Louise til alt det resterende – hvad skulle jeg dog gøre hvis jeg ikke havde hende?!

Så stolt :)

Har givet Ida, min 8-årige datter, et mobilabonnement hvor hun bla har fri sms, har lagt al familie og hendes venner ind på hendes tlf. Så nu sidder hun lystigt og skriver sms’er med dem alle sammen- jeg er så stolt af hende-hun laver næsten ingen stavefejl. Men frygter dog lidt den dag hun kommer og vil have en facebook side… 

Nå ja – og så blev jeg jo også lige lidt klogere til aftensmaden hvor jeg måtte indføre ‘ingen mobiler ved bordet’ for pigen kunne jo slet ikke koncentrere sig om at spise når der samtidig tikkede beskeder ind … Arh do I know the feeling 😉 

Argh det dumme mad!

Føj – har lige spist en hel plade Toms chokolade! Hvorfor gør jeg det? Hver dag siger jeg til migselv at fra imorgen skal du stoppe med at voldæde alt muligt crap. Vægten sagde +4 kg til morgen – og de forsvinder jo ikke af sig selv og da slet ikke når man ikke stopper med at proppe usundt mad i munden – det er den onde cirkel man nogen gange befinder sig i, som er så helvedes svær at bryde ud af, jeg håber imorgen bliver dagen hvor jeg kan begynde at sige nej til alle fristelserne…nå nej der skal vi til middag hos min ældste og bedste kammerat inkl kone og børn – de plejer ikke ligefrem at spare på kalorierne, nå så må min intention være at starte fra søndag … 

Big mistake

Idioten A kom lige til at sende mig screenshots af dele af vores samtale fra igår og idag, det var selvfølgelig ikke til mig men til en veninde, som han gerne ville høre hvad hun tænkte om de ting jeg skriver. Han gik selvfølgelig helt i panik og ringede med det samme og undskyldte en million gange. Men hold nu op – jeg blev jo fysisk dårlig over at vide hvor udstillet jeg pludselig var!

Louise og jeg gør det jo hele tiden når der er noget nogle af de mænd vi har i vores liv gør og siger af dumme ting … Har bedt A om at lade mig være til imorgen – kunne slet ikke holde ud at høre på ham – ved godt jeg er mega dobbeltmoralsk lige nu… Især fordi jeg jo så lige sendte hans besked til Louise… /:

Det er dumt at blive opdaget! 😉

Doktor M

Der er en læge… Han er ældre og sofistikeret… der er altså et eller andet over ham jeg ikke kan sætte ord på… Han bliver, af de andre læger, omtalt og tiltalt Doktor M (forkortelse herinde) – altså ikke ved fornavn som alle andre. Der er mange der ikke bryder sig om ham men han er min yndlings læge i afdelingen. Vi taler også ofte om ting i privatlivet – hvilket jeg ikke fornemmer han ellers fortæller om. Han hilser altid pænt på mig og bruger altid mit navn. Så nu inden jeg skulle gå- stod jeg og fandt uniformer på min hylde i sådan et rum hvor reolerne kører på skinner for at spare plads, og pludselig begynder min række at blive mindre og jeg er lige ved at blive mast mellem to reoler, jeg himler selvfølgelig op og så er det HAM der skulle finde noget tøj imellem reolerne på den modsatte side… Vi griner lidt af det og siger farvel for idag og da vi er drejet i hver vores retning råber han tilbage at man jo næsten heller ikke kan se mig… Hvilket uden tvivl var en kompliment. Jeg er ikke tynd men eller ikke tyk, hvis man lige ser bort fra de par ekstra kilo der har sneget sig ombord siden ferien i januar… Så jeg endte med at gå smilende ned af trappen… Hvad skete der lige der? Hvorfor fascinerer han mig sådan??

%d bloggers like this: