Skildpadden

Har lige prøvet at forlade min seng – det gik ikke så godt. Ligger som en skildpadde på mit skjold og kan ikke bevæge mig – suk… Kunne der i det mindste ikke bare komme en forbi og give mig en snurretur?! Må have nogle smertestillende hvis jeg skal komme igennem denne dag… 

A little bit of heaven

Var hjemme hos min far og hans kone Margrethe til aften, havde brug for at fortælle dem om det jeg har fundet ud af mht Morten og vores forhold. Det var rart at få snakket med dem om det. De blev noget overrasket og spurgte hvorfor jeg dog ikke havde sagt noget om det før…tjah det er jo så fordi jeg er som alle de andre voldsramte kvinder, vi fortæller ikke om det før bagefter, enten fordi man skammer sig over at man ikke siger fra eller simpelthen fordi vi ikke rigtig er klar over hvad det er der er galt. Min far fortalte iøvrigt at han gerne ville have lavet en gastric bypass, så det skulle han til info om den 11/4 – han har for evigt, så længe jeg kan huske, været overvægtig. Han ligger gerne omkring de 135 kg, men har da været oppe på 155 kg engang også. Jeg kan godt forstå ham. Margrethe var imod, hvis der var den mindste risiko for at han kunne dø på operationsbordet så ville hun ikke have han fik det lavet. Måtte så lige minde hende om, at der er risiko ved alle slags operationer. Min far har været ‘syg’ siden han var 35 år. Der var han til lægen og kom hjem og fortalte grinende at hans blodtryk havde været så højt så de ikke kunne måle det. lægen havde sagt at hvis ikke han droslede ned så ville han ikke blive 40. Dengang trak han på skuldrene og sagde at han allerede følte han havde levet sit liv to gange, så han ville ikke føle han manglede at opleve noget. Min far er nu 58 år, og jeg er sikker på han hver eneste morgen, han står ud af sengen laver han ‘ninaninaninaaaa’ med to pegefingrer der kører henover hinanden op mod himlen. Hver eneste dag er en bonusdag for ham, og han lever så også derefter. Rejser hver 3. måned til et eller andet hjernedødt lækkert sted. Køber det han vil have og giver sig selv og dem han holder af, de oplevelser han synes han eller vi andre skal have. Min far er, i mit univers, verdens sejeste mand – den dag han ikke er her mere bliver uoverkommeligt…

Ægteskab uden sex

Har været ude med min kusine i aften, vi spiste på Meyers Deli på gl.Kongevej – det kan altså godt anbefales!
Fortalte hende om alt med min dumme ryg, og selvfølgelig det der faktisk fylder mest – hele min åbenbaring omkring Morten. Hun er også sygeplejerske, så hun kiggede undersøgende på mig, og siger: jeg tror altså også hele det ræs du har kørt de sidste to år har været en form for reaktion på det Morten har budt dig. Hun har formentlig ret… Adskillige nye mænd, nyt job, ny bolig i ny by…mange omvæltninger på kort tid, og en masse følelser jeg ikke kunne redegøre for, men som fik mig til at handle uforklarligt. Min kusine er gift med en mand som nok er mere hendes bedste ven end hendes mand, deres ægteskab fungerer med deres to små børn, som kun er blevet undfanget fordi de ville have børn ellers knalder de ikke – hun gider ikke, siger hun. Og han virker heller ikke som om han gider…siger hun.. men hun indrømmer det er hende der har mistet lysten. Han har fået lidt mave, som hun slet ikke kan acceptere og manden kan ikke tage sig sammen til at tabe sig… synes det er sørgeligt at man er i et forhold hvor man ikke har sex, medmindre man er en gammel dame med en indtørret rosin og ens mand er nødt til at spise Viagra for at få, hvad der end er tilbage af tissetrolden, op at stå, men det er nok fordi jeg jo også selv har været i sådan et forhold. Jeg håber hun snart enten finder lysten frem til ham igen, eller måske bare finder en hun kan hygge sig med ved siden af…

mød verdens mest satanistiske ansvarshavende

Har haft en lorte dag på job. For det første sov jeg over mig til morgen. Så kom 20 min for sent. Heldigvis var der da en p plads da jeg kom, ellers havde jeg nok været nødt til at stille mig op og tude indtil nogen kom og fjernede deres bil. Har været så grådlabil hele dagen – min største skræk har været hvis nogen opdagede jeg ikke så så glad ud som jeg plejer, og rent faktisk spurgte mig om hvordan jeg havde det – så ville hele facaden krakelere i en ordentlig tåreflod – og vedkommende ville fortryde for evigt at de overhovedet havde spurgt.
Gik til dagens ansvarshavende og fortalte hende at jeg havde det rigtig skidt og langtfra var på toppen, så hvis det kunne lade sig gøre ville jeg rigtig gerne gå når jeg havde kørt min patient op på en anden afdeling kl 12. Det ville hun lige se på, svarede hun. Og med det kæmpede jeg mig igennem til kl 12. Havde sindssygt mange rygsmerter, og alt det med Morten i hovedet gjorde mig mildest talt til et omvandrende psykiatrisk tilfælde. Da jeg kom retur efter at have afleveret patienten – fandt jeg ansvarshavende og hun siger muntert til mig: skynd dig at spise frokost, for de har allerede meldt den næste patient du skal modtage. Jeg var lige ved at krakelere! Spurgte hende hvad der blev af om jeg kunne gå, for jeg havde det altså stadig rigtig skidt. Nååå siger hun, nej det kan desværre ikke lade sig gøre sådan som det ser ud nu. Jeg overvejede et kort sekund om jeg skulle bure mig inde på toilettet og tude -give hende fingeren og skride eller mande mig op, spise noget mad og trodsigt modtage den næste patient. Jeg gjorde selvfølgelig det sidste – jeg har tilsyneladende ikke nosser nok til bare at skride! Skulle have meldt mig syg imorges. Man forstår slet ikke hvordan sådan en kvinde overhovedet er blevet sygeplejerske – hun ejer ikke et eneste gram af empati – hun var fuldstændig ligeglad med jeg stod med våde øjne og plederede for at komme hjem. Til daglig er hun vores fuldtidsvagtplanlægger, hun overholder sjældent overenskomstreglerne, så længe vagtplanen går op. Når nogen så påpeger at hun har lavet fejl, så bliver de efterfølgende lagt på is, og ignoreret. I virkeligheden er hun måske mentalt kun et barn…? Nå – jeg holdt ud, og kørte hjem til tiden kl 16.

Angstprovokerende MR!!

Hold nu op hvor er det angstprovokerende at ligge i en MR skanner! Med max 20 cm fra min næsetip til loftet i skanneren, høreværn på som fastlåste mit hoved i en i forvejen smal hovedstøtte og en larm som en borehammer (hjælper det høreværn overhovedet?) så kan jeg sgu godt forstå det nogle gange er nødvendigt at sedere (bedøve) i forvejen urolige patienter når de skal skannes – nå det blev overstået efter 30 min og jeg fik lov at se skanningen. Hmmm…lægerne tror jo det er et brud i min lænd, det jeg så lignede dog en prolabs, jeg kan faktisk bedre forholde mig til et brud end en prolabs – synes ikke jeg er gammel nok til at min ryg falder sammen øv bøv. Får endeligt lægesvar engang i næste uge…

MR skanneren & return of the Mikkel

Har været ude og spise frokost med A – havde brug for at få ham til at forstå præcis hvad jeg har været igennem med Morten og hvorfor det stadig påvirker mig den dag idag. Det gik rigtig godt – han siger han gerne vil hjælpe og støtte mig i processen væk fra Morten. Jeg fik forklaret ham at han på ingen måde skulle vente på mig, han skal leve sit liv som han ellers havde planlagt da vi ‘slog op’ i weekenden, eftersom jeg ikke føler jeg har noget som helst at give. Bottom line er det bare rigtig rart at have ham på ‘min side’.

Sidder pt og venter på at få MR skannet min ryg – fik taget røntgen før jul engang og de mener jeg har et brud i lænden…Nåååå jamen det forklarer jo så hvorfor jeg har så fandens ondt! Moment of truth! 🙂
Nå ja så begyndte Mikkel pludselig at sende billeder og skrive til mig idag…han vil gerne ses… Tjahh…vi kan vel ses når vi alligevel er på arbejde. Han er uden tvivl  noget af det bedste sex jeg nogensinde har fået! Han havde en kæreste indtil for ganske nylig, hvilket selvfølgelig forklarer hvorfor han igen begynder at skrive, nu hun er væk. De har været sammen on/off siden han og jeg stoppede for halvandet år siden. Hørte ved juletid at hun var skredet fra ham igen, fordi han selvfølgelig ikke havde kunnet lade andre piger være, og ‘desværre’ havde nogle af de der andre piger kommet til at tale sammen og dernæst rottet sig sammen og skrevet et fint lille brev til hans kæreste.
Så kan manden vel lære det skulle man tro. Til mig fortalte han dengang at grunden til det endelig var slut mellem dem, var fordi han havde fortalt hende om mig, og at vi havde været sammen…jah jeg er jo så også en i mængden /: Men det var jo bare løgn – jeg burde give mig selv en præmie for altid at finde de mænd der er rigtig gode til at lyve.
Nå, men de fandt selvfølgelig sammen igen efter kort tid, og det sjove var jo så, at hans facebook blev som forvandlet, fra at være en mandehørmende side med links til div. babes osv til at han endelig fuldt offentligt annoncerede at han var i et forhold. Og alt hvad der ellers blev delt på den side derefter var kun kærlighedserklæringer frem og tilbage mellem ham og den genvundne kæreste. De var de typer som, i stedet for at ringe sammen om hvad de skulle lave af lækker mad til hinanden om aftenen, havde de hele deres samtale på fb, så alle kunne følge med i deres kærlige ord til hinanden. En aften var det tydeligt at de måtte have ligget lige ved siden af hinanden i sengen og stadig ført en samtale via fb om at nu måtte de hellere lægge sig til at sove, ej men kan vi ikke bare lige putte 5 min mere osv i den dur – ret grinagtigt at læse når man kender Mikkel – men ind i mellem kunne man godt have lyst til at der fandtes sådan en lille bitte smiley der brækkede sig big time i en blå spand som man kunne poste til deres daglige opslag. Men vidste jo godt det bare var et spørgsmål om tid før de gik fra hinanden igen…og som forudset – ja så er han pludselig interesseret igen.
Åh de kære mænd…de er sgu temmelig forudsigelige nogle gange 😉

…’Psykisk vold’…

Starter dagen ud med at modtage en sms fra A.

Igår sendte jeg ham et link til mødrehjælpen, for at få ham til at forstå hvorfor jeg reagerer som jeg gør – lidt som en undskyldning og samtidig bare fordi jeg virkelig ønskede at han skulle få et indblik i, hvad jeg har været igennem. Hans sms derimod handlede dog mest af alt om ham selv og hvad han følte jeg havde gjort galt overfor ham.

Skulle aflevere drengene i vuggestue og børnehaven – havde mildest talt ikke overskud til at Alex igen blev dybt ulykkelig over at skulle i vuggestue. Han har haft det skidt med at komme derhen i omkring en måned – han er den største på sin stue nu og keder sig bravt – søger ned i børnehaven til Magnus hele tiden, så da han begyndte at stortude over at skulle afleveres brød jeg også sammen – og selvfølgelig foran 4 pædagoger – temmelig pinligt! Men i det mindste fik det dem da til at lette røven og for første gang indrømme at han måske kedede sig lidt i vuggestuen. De har nemlig nægtet at det kunne være derfor indtil i dag. Jeg flygtede ud på et badeværelse sammen med skrigende Alex og vi fik begge samlet os. Jeg undskyldte overfor pædagogen – hun kunne selvfølgelig godt forstå jeg var ulykkelig over at skulle aflevere ham, når han var så ulykkelig – hun skulle bare vide at der lå alt muligt andet bag også.

Kom derfra uden Alex blev yderligere ulykkelig, men også kun fordi Magnus tog storebror rollen alvorligt og hjalp ved at blive i vuggestuen og lege med Alex. Nogle gange ved jeg ikke hvordan 4 årige Magnus er blevet så ansvarlig…må have læst lidt på de forskellige roller børn påtager sig i en søskende flok. Han passer virkelig meget på os alle sammen – det er alt for stor en byrde at have på hans små spinkle skuldre 🙁

Har efterfølgende grædt det meste af dagen i dag – måtte sove 3 timer for overhovedet at holde op med at græde. Har skrevet lidt med A, han er blødt op, og er holdt op med at fokusere på sig selv og har faktisk taget det ret alvorligt at jeg er så ulykkelig. Han vil gerne hjælpe mig, men han tror samtidig at vi så skal være kærester el lign…kan næppe forestille mig at man kan håndtere at være noget for et andet menneske når man ikke engang kan være noget for sig selv. I går kunne jeg dårlig overkomme børnene…Og A skriver om at hvis han skal kunne være der for mig, så skal prioriteterne være anderledes, for det er ikke nok for ham med sex 1 gang om ugen og intet andet.

Meldte fra til tøsemiddag allerede i formiddags – havde absolut ikke behov for at snakke om alle mine åbenbaringer igen, vi har jo endevendt det hele over and over igennem de sidste 2 år, der er jo ikke særlig meget nyt at bidrage med. Bortset fra jeg nu endelig forstår at der er et ord for det Morten har budt mig : ‘Psykisk vold’ Og der er en hel masse fremmede mennesker der kan beskrive præcis hvordan mit liv har været igennem 9 år med ham og de efterfølgende 2 år hvor vi har været fra hinanden, men hvor han stadig har skræmmende meget kontrol over mit liv.

Louise spurgte mig i dag om jeg græd over fortiden eller fremtiden – jeg svarede fortiden… hvilket jeg også mest er ked af, har alverdens spørgsmål i tankerne til mig selv, som alle voldsramte kvinder garanteret har stillet sig selv den dag det pludselig går op for dem at de burde være gået for længst.

Men fremtiden er faktisk også skræmmende…med Morten er det ‘alt eller intet’ – Den dag jeg siger til ham at jeg ikke vil finde tilbage til ham, så slutter alt samarbejde mellem os, han vil få mig til at føle at det hele er min skyld og at det er mig der går glip af noget ved at lade ham smutte. Louise er god til at påminde mig, at det er et virkelig dårligt karaktertræk at han kun er sød ved mig fordi han håber på vi kan finde sammen igen. Jeg skal også hele tiden huske mig selv på, at det er HAM der kommer til at få et dårligere liv uden mig, og ikke omvendt – burde få det tatoveret et sted hvor jeg kan se det hele tiden – for jeg ved han er ekspert i at manipulere og få mig til at føle det modsatte. Derudover skal jeg acceptere at mit liv bliver mere besværligt, for jeg har ikke de samme pasningsmuligheder som han har at tilbyde – vi kommer til at dele børnene via skole og vug/bh, og børnene vil blive kede af det fordi de jo ikke forstår hvorfor vi ikke kan snakke sammen mere.

Mens jeg læste om psykisk vold i går aftes og i dag, dukkede der også flere artikler op omkring børn der blev udsat for det af deres forældre, oftest faderen som udøver. Hvad nu hvis han kunne finde på at gøre det mod børnene…? Hvordan forhindrer jeg det? Bør jeg konfrontere ham med det han har gjort? Han siger han har lært meget om sig selv og aldrig kunne finde på at være som han var igen – men han har heller ikke fået kastet ordet ‘psykisk vold’ i hovedet – hans opførsel har hele tiden hørt under ‘jalousi’ og ‘kontrol’.

Der var engang, ved ikke hvor længe vi havde været sammen, men af grunde jeg ikke kan huske, søgte jeg også på psykisk vold dengang, og konfronterede ham med det, for kunne jo godt sige ‘tjek’ til rigtig mange punkter dengang. Han blev tosset, og så snakkede vi ikke mere om det.

Louise kom forbi efter arbejde og vi fik snakket lidt, og jeg kunne mærke det faktisk hjalp, hvorfor er det jeg tænker at løsningen er at bure mig inde med alle mine sorte tanker? Meldte min og ungernes ankomst til middagen alligevel. Fik ikke fortalt om mine dårlige dage til Laura og Michelle, fordi Ida konstant svævede i nærheden af os med kæmpe flapøre ude for at fange alle signaler vi overhovedet havde intentioner om at udsende. Gav Louise tilladelse til at indvie de to andre efter jeg var gået hjem med børnene… Har ikke grædt siden, men kan godt mærke i min krop og øjne at jeg har grædt i alt for mange timer – har vist også overskredet dagens max dosis af Panodiler…

%d bloggers like this: