Politimanden #2

Politimanden kommer hjem til mig aftenen efter vores lettere ophedede gåtur dagen før.  Man kan vel godt betegne Politimanden som værende en anelse grådig. Typen der har så meget begær, så han er lige ved at flå mit tøj i stykker så snart han ligger en hånd på min krop. Jeg er ret vild med det! Jeg trænger til at blive begæret.

Han skubber mig ned i sofaen og kysser mig mens han fastholder både mit blik og mine hænder. Imens er hans anden hånd hurtig til at komme op under min nederdel. Jeg glemmer helt at trække vejret. Han er dygtig!

Efter lidt tid på sofaen, hvor han pirrer mig til ekstatisk tilstand – hiver han mig op af sofaen, så vi kan rykke ovenpå i min seng i stedet. Jeg når dog ikke så langt op af trappen, før han bøjer mig forover og begynder at lege videre med mig midt på trappen. Vi havner dog til sidst i sengen, og sjovt nok, selvom Politimanden er enormt frembrusende, så ender vi kun med at dyrke oralsex…i små 2 timer. Hvilket faktisk var helt okay på det tidspunkt, for jeg var allerede begyndt at være en lille smule øm – han har virkelig store hænder! Hænder der ret fint matcher størrelsen på hans pik – jeg var faktisk lidt nervøs for at få den sjover op…

Bagefter kører vi på det lokale pizzaria for at hente mad, hvor jeg, i dagens anledning, var ret glad for at de begrænsede sig og ikke tiltalte mig med mit fornavn, så snart jeg kom ind af døren…som de er begyndt at have for vane. (Ja jeg har ikke rigtig gidet lave mad….siden…maj)

Efter at have spist og set en del nyheder om ubådssagen, som Politimanden havde mange holdninger til pga egen stations involvering i sagen, skulle han på nattevagt, så passende afsked ved hans bil sammen med Birthe kl 22.

Sådan der! Snerpen er på retræte

Jeg tror jeg er ved at blive rask igen. Snerpen er så småt ved at fortrække, om det er godt eller skidt det må tiden jo vise. Jeg synes selv jeg prøver at få Chefen lidt på afstand, og har det egentlig okay – alt taget i betragtning. Jeg har besluttet mig for, at jeg nok egentlig ikke er klar til en kæreste eller noget med dybe følelser…når nu jeg ikke kan få Chefen.

Så hold nu fast, for NU går det stærkt! (haha)

Det startede med en politimand på Happn i sidste uge. Høj og bredskuldret migreret jyde og meget meget mand. Vi skrev lidt frem og tilbage over nogle dage og snakken røg da også over på sex. Normalt når jeg sextexter med en mand, så render jeg og ordner vasketøj og opvask imens. Jeg gør det nok mest fordi de fleste mænd tænder helt vildt på det og har en forestilling om, at kvinder smider alt hvad de har i hænderne og straks ligger sig ned og onanerer når manden begynder at beskrive hvad han vil gøre ved hende, eller omvendt. Jeg har ikke noget imod, at mænd bibeholder den fantasi. Men Politimanden kunne noget med ord, og så ramte hans lyster præcis mine. Aldrig er jeg blevet forført så meget af ord før. Han kunne faktisk få mig til at smide hvad jeg havde i hænderne.

Vi mødtes til en gåtur omkring en sø i hans nærområde. Jeg nåede kun lige at komme ud af min bil, så havde han armene omkring mig og gav mig en kæmpe krammer…og en stor fast hånd på min røv. Manden er røvmand. På de første 30 meter af gå turen, fik jeg nok 15 krammere inkl grundig undersøgelse af min røv. Han kunne slet ikke lade være. Fantastisk følelse at mærke en der virkelig gerne vil en. (kontra Chefen, der var virkelig tilbageholdene sidst vi sås) Vi går og sludrer ubesværet om alt fra nyheder, børn og hans umulige arbejdstider og jeg får indsigt i helt utroligt mange ting fra hans hverdag som politimand. Jeg troede vi sygeplejersker havde det stramt, men det er ingenting ift hvad politiet døjer med af besparelser.

Nå, vi havner på en bænk med idyllisk udsigt over en park og en gennemløbende å. Vi er ikke alene, der er både folk på tæpper rundt omkring og mennesker der går og leder efter svampe. Jeg bliver konstant imponeret over Politimandens skarpe øje for, hvilken slags mennesker der befinder sig rundt om os. Det må klassificeres som en arbejdsskade.

Han sætter sig overskrevs på bænken, hvilket jeg ikke gør, da jeg har en kort nederdel på og tænker at det måske er liiige friskt nok. Han trækker mig helt ind til sig og vi kysser. Han har blødt fuldskæg. Tror aldrig jeg har kysset en med fuldskæg før – det klæder ham virkelig godt! Hans hænder bevæger sig hurtigt op af mine ben og inderlår, jeg stopper ham hver gang han gør det. Han siger, at jeg godt kan stole på han ikke går videre end det – må fortælle ham, at det er lige så meget mig selv jeg ikke helt stoler på. Vi kysser rigtig meget, han kysser virkelig godt. På et tidspunkt er jeg nødt til at rejse mig for at trække min nederdel ordentlig ned, fordi han hele tiden lige får skubbet den lidt op. Han har en stor våd plet på bukserne… og den er ikke fra mig! Han er så tændt! Jeg griner af ham og han siger at han ikke er den eneste der er våd. Jeg påstår at jeg overhovedet ikke er våd, men en hurtig hånd op under nederdelen beviser det modsatte – shit det er længe siden en mand har påvirket mig så meget, så jeg er våd igennem mine trusser. Selv med Chefen er det virkelig længe siden, han har fået gjort mig så våd. Vi beslutter det er bedst at vi bevæger os lidt igen, da vi begge snart fuldstændig har glemt at vi ikke er alene. Vi kommer til en bro, hvor han presser mig op af rækværket med ryggen mod ham, han låser mine hænder med sine egne og holder mig fast et stykke tid, mens han fortæller hvad han godt kunne tænke sig at gøre ved mig, sådan som vi står der. Der løber en mand forbi os – Politimanden er upåvirket. Bagefter finder vi en ny bænk med udsigt ud over søen, og med en ældre dame der står 15 meter fra os på en badebro og fisker. Der kommer jævnligt kajakroere forbi. Jeg har efterhånden godt fanget, at Politimanden tænder på offentligheden. Og der går faktisk heller ikke længe før jeg alligevel ikke kan modstå hans lækre hænder og han får adgang til at lade sine fingrer lege diskret med mig, der midt på bænken, alt imens han kysser mig og snakker frækt i mit øre.

Da vi kommer tilbage til bilerne, har vi svært ved at give slip på hinanden. Han maser mig op af min bil, og jeg har kæmpe lyst til at smække begge ben rundt om livet på ham. Shit hvor er han en lækker mand! Jeg siger til ham, at han skal gå over i sin egen bil, ellers kommer vi ikke til at kunne sige farvel.

Vi aftaler at ses næste dag hos mig…

Snerpe på Smukfest

Jeg var jo til Smukfest i Skanderborg. Med intentionen om at finde min indre slut frem igen. Jeg var SÅ klar. Bare kom an mænd. Jeg ville bare kysse med nogle lækre mænd og gerne kvantitet fremfor kvalitet…altså, max gas I ved… ingen hæmninger.

Men hvad der så skete derovre kom fuldstændig bag på mig. Jeg kunne ikke! Hvad fuck skete der for det?! For det var jo ikke fordi tilbuddene ikke var det. Men snerpen her havde pludselig fremfundet en højst usædvanlig (for mig vel at mærke) undvige manøvre frem hver gang nogen prøvede at kysse mig. Og dem der bagte ihærdigt endte med at spørge direkte om de spildte deres tid… øhm jaaa jeg er ikke rigtig til noget, fik jeg sagt et par gange. Natalie og jeg kom ind på en bar en aften og jeg kunne mærke mindst 10 mænds blikke følge os rundt i mængden og min største skræk var pludselig at nogle af dem, skulle komme på den sindssyge ide, at komme over for at tale med os. Kunne vi ikke bare få lov at være os selv og danse og drikke?

Jeg tog mig selv i flere gange at sige til henholdsvis Louise og Natalie, at jeg ville have det skulle betyde noget, hvis jeg kyssede med en mand derovre… altså come on for crying out loud, det var en fucking festival! Må ændre bloggens navn til SnerpeHviskeren, hvis den tendens fortsætter.

Jeg knuselsker jeres kommentarer!

Nu er jeg lige lidt, for mig, utraditionel og laver et indlæg ud fra de kommentarer der er kommet til mit sidste indlæg.

For det første. Selvom det ikke lige virker sådan (undskyld), fordi jeg har været enormt længe om at svare på jeres søde kommentarer, så har jeg læst dem mange gange og I har fået mig til at tænke rigtig meget over alt det rod med Chefen, på den gode måde. Afklarede måde… bilder jeg mig selv ind.

N har kommenteret; Kan ikke lade være med at tænke på om der er stor forskel på de sociale kredse I færdes; om han har svært ved at se dig som en del af sin vennegruppe/familie og vice versa? Åhhh det ville faktisk være mega fedt hvis det forholdt sig sådan, og helst gerne begge veje, fordi så ville det være så meget nemmere ikke at kunne forestille sig sammen med ham. Men nej, han har hel normal vennekreds og familie, ligesom jeg selv har. Vi har præcis samme værdier ift hvilken slags mennesker vi lukker ind i vores liv. Jeg ved med sikkerhed at jeg ville passe perfekt ind i hans verden af venner og familie. Og han ville passe perfekt ind i min. Han er bare pisse irriterende!

Emma skriver; Der må være ét eller andet, der stopper ham, og jeg nægter simpelthen at tro på, at det er så skidemystisk, som han gør det til.
Og jeg må indrømme… At jeg tror ikke, at et venskab vil gavne jer. Ikke sådan rigtigt. Han bliver meget vel til den nye “the one that got away”. Den store tosse. Jeg er SÅ enig! Han er en kæmpe tosse! Jeg mistænker ham for at have issues, han ikke selv kan finde ud af at sætte ord på, eller som han ikke helt er klar over han har. Jeg har ikke planer om at udrede ham, det må han selv ligge og rode med, jeg synes jeg har haft min del af mænd med issues… Jeg håber lidt at han ender med følelsen, at det er mig der bliver hans ‘The one that got away’. Lige pt føler jeg mig ret afklaret ift ham og et venskab, men hvis jeg får noget i klemme, må jeg trække mig fra det og ham. Vi snakker og skriver stadig hver dag, og jeg ligger ikke skjul på, at jeg er på Tinder igen. Jeg opdagede en af hans nære venner på Tinder forleden og skrev til ham, at han godt kunne hilse sin ven og sige, at han lå i toppen af udvalget på Tinder. Det resulterede i totalt radiosilence hele dagen, lige indtil Chefen fik fri, så kom opkaldet, hvor han siger; Nu må du gerne sige til mig, at jeg opfører mig som en 15 årig, men du knalder simpelthen ikke med min ven. Ikke at jeg havde overvejet det inden…det er jo hans ven (okay en lille flygtig tanke…han var altså en steg), men selvfølgelig nej. Det handlede så for Chefen både om egne følelser ift mig, men også fordi han ikke mente, på trods af, at det var hans ven, at han ville være god nok til mig – jeg skulle have bedre. (Ja men du vil jo ikke have mig vel…spasser…) (Aj jeg er faktisk ikke sur på Chefen… selvom jeg lige kom med et lille opstød…han er svær at være sur på)

Amanda skriver: ...Apropos issues, kunne en anden mulighed også være, at han er en klassisk ‘mand med issues’, der er fyldt med flotte ord og kærlig opførsel, men kun lige indtil der skal ske mere, hvorfra han er sygt bange for enten at binde sig og potentielt gå glip af noget, eller bange for at binde sig og senere blive såret… Hmmm.. har mødt begge typer mænd med issues på min vej, og det er altså en udfordring. Har også set dem komme og tigge om at prøve et rigtigt forhold af, hvis man afbryder kontakten til dem, fordi de ikke kan tage sig sammen..  Jeg tror du har helt ret. Manden kæmper med noget. Jeg har prikket lidt til ham ift hans egen sårbarhed…han er ikke meget for at indrømme at der ligger noget der, men hans tidligere kæreste, som han stoppede med for 2 år siden, sårede ham en del ved at finde sammen med en af hans venner nærmest lige bagefter. Og jeg kan heller ikke udelukke, at han har et behov for at undersøge markedet for mulige kvinder…jeg ville jo være naiv, hvis jeg tænkte at det, at jeg har mødt ham via en sexklub, ikke spiller nogen rolle i hvem han er som person.

Seneste nyt på Chef fronten er, at jeg så småt er begyndt at date andre og Chefen ved en brøkdel af det…han siger han gerne vil vide om det, men jeg har lidt svært ved at dele det med ham…det virker altså lidt mærkeligt at fortælle ham om det.

Idag dog, skrev jeg til ham, fordi jeg lige var lidt frustreret over mænd på Tinder og Happn, at hvis vi stadig var alene, hver for sig, når vi var 50, om vi så ikke skulle flytte sammen og grine hver dag? Chefen ringede op og spurgte hvorfor vi skulle vente helt til vi var 50, om ikke vi kunne sige 45. Hans 45, ikke mine, da han er ældst. Og så skulle vi også giftes og have lækker sex resten af livet. Deal ! svarede jeg.

Bagefter skrev han til mig at der var 1692 dage til han blev 45. At jeg skulle love at blive overrasket når han friede og at jeg garanterede at ville svare ja til ham…

Nogle gange følge jeg lidt det er lidt ligesom filmen ‘my best friends wedding’ hele denne her historie med Chefen…

Friendzone

Chefen og jeg har ENDELIG fået talt om hvad vi er og hvad vi ikke er. Det har været en lang proces. (halvandet år, for at være helt præcis)

Det startede med vi skrev om noget med sex, og så tænkte jeg, at nu må vi sgu få hul på bylden, jeg tager jo lissom til Smukfest lige om lidt. Så jeg spurgte ham, om han havde behov for vi lige fik defineret hvad vi er.

Han svarede at han stadig tænkte frem og tilbage. Jeg skrev jeg havde været på kaffedate dagen før, og det eneste jeg kunne tænke på, var hvor ekstremt kedelig denne her mand var, og hvor nemt Chefen og jeg har det sammen på alle planer.

Han bliver noget chokeret over jeg har været på date, og går endnu mere i tænkeboks. Han fortæller om alle de mennesker han snakker med om han og jeg. At han føler sig meget rodet når det kommer til mig. At han elsker at snakke, skrive og være sammen med mig. At jeg bringer ham så mange smil og good feeling, og at han kan sparre med mig om alt der er svært. At han synes vi kører meget i friendzone. At han ikke synes han har ret til at sige at jeg ikke må hygge mig på Skanderborg. Men at han havde fået ondt i maven over jeg havde været på date. At jeg er på lige fod med de andre få mennesker han har i sin indercirkel.

Han skriver at han er meget bevidst om, at han elsker mig.

Jeg spørger ham, hvad han fortæller de mennesker han taler med, om mig. Jeg havde regnet med hans svar ville være noget i stil med; Ja altså jeg synes du er sød og dejlig, men jeg ser dig slet ikke som andet end en ven. Istedet sendte han dette.

Ja jeg forstår sgu da heller ikke hvorfor du ikke klikker over, når du beskriver mig sådan der!

Blev pænt træt af ham! Og en lille smule ked af det… Han siger at det er inde i ham den er gal, ja no shit Sherlock, det er jeg så godt klar over det er, for jeg tænker da bestemt, at ethvert velfungerende menneske, som havde det sådan med et andet menneske, ville ikke kunne lade være med at give sig fuldt ud.

Nå, men fordøjer lige hans besked og svarer ham så. Fortæller at jeg har det på samme måde med ham, at han er unik for mig, at jeg har lyst til at ruske ham hårdt, så han måske kunne se hvad det egentlig er han har lige foran sig. Men at jeg stadig mener, at jeg ikke vil undvære ham i mit liv. Så skal vi kun være venner, så er det det vi er, og så må vi finde ud af hen ad vejen, hvordan vi hver især tackler når den anden møder en ny. For det er vi begge meget bevidste om, ikke vil blive det nemmeste i verden…

Må jeg godt have lov at være en lille smule frustreret???

Når The one that got away, faktisk godt må slippe væk

Så jeg gjorde noget godt for mig selv i går aftes!

Jeg slettede Houdini på samtlige medier og skrev efterfølgende en besked til ham om, at han aldrig nogensinde skulle kontakte mig igen, heller ikke om et år når han kedede sig igen, så skulle han bare stoppe sig selv for evigt. Fik dog også lige nævnt noget om, at jeg jo måtte konkludere at han var psykopat med et særligt drive for at såre mennesker han påstod betød noget for ham, for et normalt fungerende menneske ville aldrig behandle et andet menneske, sådan som han bevidst valgte at behandle mig.

Blev selvfølgelig mødt med tavshed…

…og dog! Houdini valgte nemlig efterfølgende at blokere mig på fb og slette mig på Tinder. Jeg skyndte mig så tilsvarende at ændre sletningen på IG til en blokering også.

Det var lidt svært lige til at starte med… han har jo altid hørt til kategorien ‘the one that got away’ men jeg kan godt mærke, at det var det helt rigtige for mig at gøre. Der er ingen grund til jeg på nogen måde stadig kan se ham på FB eller IG og nære et lille spinkelt håb om, at manden en dag får øjnene op for, at jeg selvfølgelig også er hans ‘the one that got away’. Det gavner ingen…eller det gavner ihverfald ikke mig.

Så idag har jeg faktisk ro i sjælen. Smukfest er lige om hjørnet. Jeg har lige, med verdens største overskud, mødt Mortens (luder) kæreste, hun virkede sød og jeg har absolut ingen følelser i klemme på den front, altså ift Morten – hvilken fantastisk følelse!

At bomben om kommunens underretning stadig ikke er sprunget på hans banehalvdel, det må håndteres når det sker. Jeg overvejer selv at springe den for ham…men lige nu nydes den sidste del af ferien uden forhåbentlig alt for mange flere bekymringer.

Houdini fik selvfølgelig lige ovenstående billede med som afslutning på min sviner sms … man er vel forurettet … 

Houdini

Må man gerne ind imellem få lyst til bare at råbe fuck jer allesammen! Altså ikke jer! Men alle de lorte mænd der ikke har nosser nok til overhovedet at høre under kategorien MÆND!

I forrige indlæg fik jeg lige nævnt lidt om et spøgelse fra fortiden, der var dukket op. Han har haft virkelig mange navne undervejs i vores 17 år lange on/off flirt – hans seneste og mest vedholdende navn er nu Houdini. Det er en enormt lang historie med ham. Og jeg pynter faktisk ikke på det, når jeg skriver 17 år… Det hele startede da jeg var 21 og havde overtaget 2/3 dele af min fars værtshus. Houdini var sælger fra Carlsberg. Ret hurtigt blev vi mere og mere glade for hinanden, og han kom ret ofte og besøgte mig i baren, mere end hvad der var normalt for en sælger. Som han selv siger, så sagde min far altid hvor jeg var, før han sagde Hej til ham, når han kom. Vi var ret vilde med hinanden og det var tydeligt for alle omkring os. Alle der kendte os begge, gik bare og ventede på vi officielt fandt sammen. Alligevel fik vi aldrig rigtig fundet ud af det sammen…altså vi kyssede ind imellem og jeg har også sovet hos ham, men mærkeligt nok knaldede vi aldrig. Rygtet gik pludselig på at han havde været hos sin chef og spørge om tilladelse til at date en kunde (mig) fordi han var blevet forelsket… Chefen havde sagt, at det måtte han selvfølgelig gerne, men så mistede han sit job… Han valgte jobbet, og vores flirt tog drastisk af i fart.

I de efterfølgende år var han altid med til vores fester og vi flirtede altid helt vildt. Til den ene fest, valgte han dog at gå hjem med en af mine ansatte… jeg græd absurd meget da jeg kom hjem den aften.

Så mødte jeg selvfølgelig Morten og vi fik børn og tiden gik. Morten og jeg gik fra hinanden i 2012 og i 2013 var jeg til min første Smukfest… Houdini var også med det år.

Om lørdagen fandt vi hinanden og var sammen hele den aften. Vi endte med at kysse på toppen af bakken ved Bøgescenen. Jeg husker det som det vildeste mest intense kys, jeg nogensinde har oplevet. Sådan et af de der kys, hvor man udelukker hele resten af verden og kun mærker alt ved hinanden. Vi sov sammen i telt den nat. Kyssede og pillede ved hinanden hele natten. Aftalte at vi skulle snakkes ved mandag om at ses igen. Mandag skriver vi sammen et par gange, og pludselig er der tavst fra hans side. Jeg er ret forundret og skriver flere gange til ham for at høre om han er okay…intet svar. Jeg opgiver. Ret trist over han endnu engang ikke tør tage chancen.

Sidste år i oktober får vi pludselig kontakt igen via fb. Vi skriver meget sammen, han fortæller om den fest han har i sin mave hver gang han tænker på mig og hvor meget han tænker på vores flirt der tilbage for 17 år siden. Vi aftaler at skulle mødes til kaffe. Jeg er ret spændt da vi når til den dag vi har aftalt. Op af formiddagen modtager jeg en besked fra ham om, at han er syg. Jeg svarer ham… intet svar! Kraftstejleme om ikke han laver en Houdini på mig igen – helt tavst fra hans side af. Mine beskeder til ham på messenger åbner han ikke engang.

Så for omkring en uges tid siden, så dukker han op på Tinder. Forinden er han begyndt at like og kommentere på mine opslag på IG…meget mærkeligt. På tinder swiper jeg ham til venstre (nej tak) men han bliver ved med at dukke op igen, og igen og igen – hvad fuck sker der for det?! Nå, men til sidst så kører jeg ham til højre… MATCH! WTF tænkte jeg straks. Der går ikke længe så skriver han til mig derinde. Vi skriver lidt kort frem og tilbage derinde – jeg skriver at han skylder mig en forklaring på hans Houdini tendens, og den siger han han også gerne vil give mig, bare ikke på skrift. Han nævner igen festen han har i sin mave pga mig.

Næste dag skriver han på sms. Og næste dag igen. Men der har jeg fået nok af hans forsøg på at charme mig igen. Jeg skriver til ham, at al hans charme preller af på mig, indtil han fysisk dukker op og taler med mig. Han vil gerne forklare skriver han. I tirsdags går han all in på at fortælle om at han godt ved hvor godt vi ville kunne få det sammen, han sender hjerter og smileys med hjertekys –  jeg kommenterer ikke på det, men holder mig til at svare på de andre ting, han skriver. Men jeg kan godt mærke han kommer under huden på mig igen. Til sidste skriver jeg til ham, at jeg skal til noget familie halløj i nærheden af ham onsdag (igår) og om han giver en kop kaffe når jeg kører retur. Han skriver ja.

Vi kommer til onsdag og vi skriver lidt sammen, han skriver han laver tag hos sin far og først er hjemme ved 21 tiden – fint vi ses der. Kl 19:30 skriver han at taget driller og at han og hans bror er nødt til at blive der og sove og arbejde videre på det imorgen. Jeg skriver jeg gerne vil have billedbeviser. Og så vendte Houdini stærkt tilbage med tavshed…igen…


Jeg blir så træt! Jeg ved jo godt jeg er mere værd end hans lort. Så hvorfor har den mand så meget magt over mig…hvorfor lader man overhovedet nogle mennesker have så meget magt over en? Er der nogle af jer, der også har Houdini’er i jeres liv? Hvad fuck er deres game?

Det eneste positive ved hans tilbagevenden, var at jeg fik Chefen lidt på afstand… endnu en mand der ikke kan nosse sig sammen til at finde ud af hvad han vil. Hvad er odds’ne for jeg render ind i to på een gang…

Så i dag søler jeg lidt i manglende tillid til mænd og til at der nogensinde dukker en op igen, hvor det hele er nemt, uden de store problemer og ikke mindst gengældt. Hvor puslespillet ikke føles så svært…

%d bloggers like this: