SingleHviskeren

Jeg føler mig dumpet, om det er rigtigt eller ej, finder jeg nok aldrig ud af. Men faktum er – jeg er blevet en veninde fattigere.

En af mine såkaldte bedste veninder Luna, som jeg også har nævnt herinde en del gange tidligere, har dumpet mig. Og jeg aner simpelthen ikke hvad jeg har gjort hende… andet end jeg forestiller mig at jeg ikke faldt i hendes nye kærestes smag.

Alternativt så lider jeg tydeligvis af virkelig dårlige menneskekender egenskaber og føler mig, i den forbindelse, SÅ enormt udnyttet som tidsfordriv og værende veninden der tjente mere og dermed godt kunne og ville betale for Luna, nu hun var på SU, når vi fx var i byen eller ude andre steder. Alt sammen måske bare et udspekuleret og beregnende menneske som i virkeligheden bare ventede på en mand, der kunne gå all in på hende og hendes børn og selvfølgelig også økonomien og i ventetiden nøjedes med mig.

Begge dele gør faktisk lige ondt. For ligegyldigt hvad, følte jeg vi var bedste veninder. Og vupti, var vi det ikke mere.

Før Luna fik kæreste talte vi sammen næsten hver dag, også gerne flere gange dagligt. Vi vidste om alt hvad der foregik i hinandens liv. Vores børn går tilmed i klasse sammen – ikke engang de leger sammen privat mere. Hun kan dårligt nok hilse på mig når vi render ind i hinanden på skolen, og da slet ikke hvis kæresten er med. Iøvrigt en kæreste som jeg aldrig er blevet præsenteret for. Det i sig selv er også virkelig mærkeligt.

De mødte hinanden i efteråret og blev officielt kærester i november. Han flyttede ind nærmest samtidig. Og fra den ene dag til den anden kunne vi ikke snakke sammen når han var hos hende, så hun ringede kun hvis hun var i bilen alene eller oppe og handle. Og vi har, af samme årsag, heller ikke set hinanden siden hun startede med ham. Dette dog til trods for at hun påstår han bare kan passe hendes børn så vi kan ses. Men som jeg sagde til hende; jamen du skal jo også helst gerne have lyst til at ses.

I den tid jeg har kendt hende, har jeg altid ønsket for hende at hun fik en kæreste, for jeg vidste det betød meget for hende. Jeg havde bare virkelig ikke forestillet mig at det ville blive på bekostning af mig. At hun var typen der ofrede ‘bedste’ veninder til fordel for en mand. En mand som jeg forestiller mig må være usikker på hende, for jeg har simpelthen så svært ved at tro at hun helt selvstændigt bare har sagt at SH intet betyder, hende skærer jeg da bare ude af mit liv til fordel for dig. Men igen – måske kendte jeg hende slet ikke så godt som jeg troede.

Hun fortalte at han i starten havde været ved at sige noget negativt om mig, men hun havde stoppet ham og sagt, at han måtte sige meget, men ikke noget om mig. Men altså – enhver ved jo godt, at man bliver påvirket af dem man er sammen med mest og eftersom han ret hurtigt fik monopol på Luna, så kan jeg ikke andet end forestille mig at han er kommet igennem med sit budskab. Og det er sjovt nok uden nogensinde at have mødt mig rigtigt.

Jeg havde egentlig en ide om at jeg ville spørge hende om hvad pokker der foregår. Hvorfor hun er blevet den her person jeg slet ikke kan genkende længere. Eller hvad jeg har gjort siden hun opfører sig som hun gør. Men idag, hvor jeg hentede Alex hos hende fordi han havde været der til fødselsdag, er jeg nok nået frem til at jeg skal stoppe med at være ked af at have mistet en veninde, som tydeligvis er fuldstændig ligeglad og upåvirket over at have mistet mig i sit liv. Jeg skal stoppe med at bruge energi på det og på hende. Men det der gør det så svært, er selvfølgelig at jeg ikke forstår det… intet er meldt ud, intet er sagt. Vi taler ikke sammen længere, svarer ikke på mine beskeder eller snaps og ignorerer hvis jeg har tagget hende i noget på fb. Og selvom jeg fortalte om nogle vigtige ting i mit liv for lang tid siden, så har hun ikke en eneste gang fulgt op på hvordan det er gået. Hendes interesse for mig og mit liv er ikke eksisterende.

Jeg prøvede en enkelt gang at sige til hende at jeg savnede hende og ikke helt var klar til at vi slet ikke skulle snakke sammen, bare fordi hun havde fået kæreste, men hun undveg at svare på hvorfor vi ikke sås eller talte sammen mere. Og ja, jeg er med på at når man er forelsket så isolerer man sig lidt i en periode, hvilket er helt fair, men det her er så absurd, så jeg ikke længere kan forsvare at det kun handler om forelskelse.

Jeg er i bund og grund bare så skuffet og såret… og så grundlæggende træt af at spekulere på det.