Jeg undskylder lige på forhånd for virkeligt depri indlæg.
Kender I det når man er inde i en ynkelig periode ?
Jeg er det ihvertfald i øjeblikket. Hvis man tror på månepåvirkning, så vil nogen påstå at det har med den at gøre, og i så fald glæder jeg mig til den der måne skifter fokus.
Jeg tog mig sammen til at skrive en hjertekvalt besked til Luna om hvor skuffet og ked af det jeg er over at hun har ekskluderet mig fra hendes liv, og spurgt ind til hvad jeg har gjort eller hvad det ellers er der har gjort at hun har valgt at ekskludere mig som hun har. Intet svar. Jeg må prøve at lukke den og fokusere på at hun åbenbart aldrig har været den hun har udgivet sig for. For et normalt velfungerende menneske ville ikke opføre sig sådan overfor en hun påstod hun elskede. Ergo må alt have været en løgn. Så på den front virkelig meget selvynk fordi jeg føler mig så dum over at jeg troede jeg betød noget.
Og så er der den evindelige Chef som selvfølgelig nu er min allerbedste mandlige ven. Han siger nogle ting ind imellem – eller faktisk hver dag, hvor jeg ikke ved om han mener det på en måde hvor han er begyndt at ændre mening om ham og jeg, eller om det bare virkelig er venskabeligt ment fordi han tænker jeg har brug for det.
Fx sendte jeg ham et screenshot af en masse besked anmodninger jeg havde ignoreret og spurgte ham om jeg burde svare nogle af dem, det ville jo være det høflige at gøre. Hvorefter han konstaterede at han blev jaloux, at ingen af dem var gode nok til mig, at han heller ikke var det, men at han ville kæmpe for det hver dag.
Øhhhh….?
Dagen før Valentines dag havde han ledt og ledt efter min adresse så han kunne sende mig blomster, men eftersom jeg har hemmelig adresse, måtte han kapitulere og bede om den direkte… fik jeg blomster? Nej selvfølgelig ikke. Jeg er så træt af sætningen: det er tanken der tæller. NEJ det er fucking ej! Handlinger tæller!
Chefen og jeg havde jo lavet en joke om at vi skulle giftes når han ramte 45, hvis vi begge stadig var singler. Da jeg så havde den date med Natalies storebror for et par uger siden, ændrede Chefen det pludselig. Hvorfor vente helt til jeg bliver 45, skal vi ikke bare gifte os til sommer?’ Måske han kunne mærke at præcis den date rent faktisk betød noget for mig, og derfor lige måtte tydeliggøre sin egen plads i mit liv.
Jeg har sagt til ham, at han må se at komme ind i kampen.
Så har jeg en anden kammerat Buster, gift men ved at blive skilt. Vi datede for 100 år siden før jeg startede med Morten.. eller – løgn! Jeg datede dem begge nogenlunde samtidig og valgte Morten frem for Buster. (Buster har selvfølgelig et rigtigt navn – men det her er hans kælenavn). Det valg har jeg ofte spekuleret over at jeg valgte som jeg gjorde, jeg havde nok haft en væsentlig anden baggrund havde jeg valgt modsat, men sådan kan man jo ikke gå og fundere over what could have been.
Nå, men han har på sms lige givet mig en kompliment. Faktisk flere.
Og det eneste jeg i øjeblikket hører når nogen siger noget sødt til mig er blablabla.
Jeg er holdt op med at tro på at mennesker siger noget sødt og gør noget godt for andre uden at det i bund og grund er for egen vinding skyld. (Det bunder selvfølgelig nok virkelig meget i hele situationen med Luna, der påvirker mig på alt for mange områder)
Jeg er idag virkelig fanget i den tanke at jeg aldrig bliver nogens endestation. Græsset er altid grønnere på den anden side af hegnet, der er nok noget bedre ved næste swipe. Der er ingen der gider kæmpe for nogen mere, alle søger bare videre til den næste der gider give et quickfix på selvtillidskontoen.
Hvilket apropos – måske var det jeg burde gøre… oprette tinder igen. Få et quickfix. Få månen på plads igen, for det her er da den mest opslidende og deprimerende følelse ever !
Jeg får en unægtelig trang til at lave en Maude; JensChristian – jeg går i seng!