Når datter møder bonus datter

Så vi tog ud og bowle, mig, Alfa, hans datter M og mine tre unger, så ungerne kunne møde hinanden. Jeg havde ikke havde prøvet at bowle i noget der ligner 13+ år siden sidst. Og mine unger havde prøvet det een gang før. Alfa derimod, annoncerede naturligvis om morgenen, at han, indtil han blev omkring 32, havde spillet minimum 3 gange ugentligt i 15 år og iøvrigt havde været til udtagelse til landsholdet. But of course. Hans datter havde selvfølgelig også spillet en del.

Imponerende nok tabte familien SH ikke pinligt stort. To af os havde selvfølgelig også bander på siderne, men stadig.

Mine drenge var heldigvis helt som jeg havde forventet. Nemme for Alfa’s datter M at snakke med. Som Alex selv proklamerede; ja altså mig behøver hun ikke altid sige noget til-jeg snakker bare. (det så fint min dreng) Men M og Ida var som forudset to akavede teenagere der ikke lige vidste hvilken vej de skulle gå om hinanden. Efter bowling tog vi til en lokal byfest. Der begyndte det så småt at løsne op mellem de to da vi begyndte at prøve nogle karruseller. Indtil tøserne fik prøvet en der kørte så hurtigt rundt, samtidig med en af karussel passerne snurrede dem ekstra rundt i deres vogn hver gang de passerede ham. Begge piger var lige ved at kaste op da de kom ud derfra igen og livede ikke rigtig op igen før til aftensmaden.

Det var faktisk slet ikke meningen vi skulle have spist sammen. Vi skulle have brudt op efter byfesten så det ikke blev for meget på een dag. Men da M fik valget af Alfa, om hun helst ville til hans søster og svoger og spise eller komme hjem med os, så valgte hun os. Wuhu – jeg var glad. Jeg kan virkelig godt lide hans datter!

Efter aftensmaden havde drengene pustet sådan en stor skydeskive agtig ting op til deres nerfguns. Og så blev isen for alvor brudt. For helt uden de voksnes indblanding fandt de fire selv ud af at konkurrere mod hinanden og føre regnskab. Og pludselig var det hele så nemt. De grinede og drillede hinanden og vi kunne sidde med hver vores øl og smile til hinanden.

SUCCES!

Happy mom, Happy life…

Så jeg er lidt nervøs.

I dag skal Mr Alfa’s datter og mine børn møde hinanden. Jeg er ikke så nervøs for mine drenge – de er sgu så simple. Men hans datter Mynthe og min datter Ida er lige gamle, hvis man ser bort fra 10 dage. De bliver begge 13 år her om halvanden måned.

Hans datter er sådan en sportspige, og så er hun ikke helt så fremme i skoene som Ida. Og er der noget Ida hader, så er det at være aktiv. Jeg er lidt bange for de er alt for forskellige.

Så dvs. to meget forskellige formentlig generte præteens! Eller to præteens som hellere vil sidde med hovedet nede i deres tlf end prøve at lære hinanden at kende. Eller to præteens som hader hele situationen og ikke vil give hinanden en chance. Sidstnævnte handler mest om min egen datter Ida.

(Måske overtænker moren også bare hele situationen?)

Ida har nemlig sagt flere gange, at hun ikke vil have jeg får en kæreste fordi hun er bange for det bliver lige som hjemme hos hendes far, hvor han giver al sin opmærksomhed til sin kæreste. Og jeg ved godt det her er hårdt at sige om sin egen datter, men hun har desværre et virkelig veludviklet manipulerings gen (sjovt nok lige som sin far).

Hun er ikke bleg for at true med ting som at hun flytter hjem til sin far, hvis ting ikke lige går som hun synes herhjemme. Hvilket jeg udemærket godt ved hun ikke ønsker, (og hendes far gør slet ikke) men kan hun trumfe noget igennem her, så prøver hun gerne med alle de midler hun har.

Vi har planlagt vi skal ud og bowle. For at være på neutral grund og for at de der telefoner forhåbentlig ikke er helt så meget i fokus. Ida har allerede proklameret sin modstand. Men det ville hun have gjort lige meget hvad vi var kommet op med af sjove aktiviteter.

Det mest åndssvage er, jeg er ikke i tvivl om at hun egentlig godt kan lide Alfa, hun vil bare ikke indrømme det, for for hende er det en form for nederlag hvis hun gør.

Men jeg er også meget bevidst om, at en 13 årig pige ikke skal styre mit liv…for hvornår vil hun nogensinde synes det er okay mor får en kæreste? Aldrig.

Kryds fingrer for en forhåbentlig vellykket søndag.

Og skulle I ligge inde med de vises sten ift at håndtere en trettenårig når man får kæreste – så del endelig ud med al jeres erfaring.

Nu blir det rigtig kvalmende

Okay, nu er der jo så gået så tilpas lang tid siden jeg sidst har skrevet noget om Hr. Herlev, så jeg selvfølgelig overhovedet ikke aner hvor filan jeg skal begynde henne. Så typisk!

Nå, men jeg kan jo lægge ud med at fortælle at jeg har plantet min røv meget tungt på en meget meget lyserød sky. Og heldigvis lige ved siden af ham – han er nemlig med på skyen og lykken vil ingen ende tage.

Altså jeg er faktisk lidt i den der kvalmende fase, hvor jeg godt kan mærke folk omkring mig er ved at være liiidt trætte af at høre om hvor fantastisk jeg synes han er.

Men det er han altså. Fantastisk. Vi har været sammen 3 mdr i søndags og jeg har endnu ikke fundet noget ved ham hvor jeg tænker…hmm…det var lidt irriterende det der han lige gjorde der. Aldrig har jeg mødt så perfekt en mand før, altså…perfekt for mig.

Han er lækker, han er sjov, og han er intelligent – faktisk på den der leksikon agtige måde, hvilket faktisk er lidt irriterende (hov så var der alligevel en ting!). Så er han lidt mere lækker, selv når han er træt og lige vågnet, så ser han fandeme stadig godt ud, hvilket jo sådan set er nogenlunde samme tid hvor jeg allermest ligner lort.

Så er han en køkkenAlfa, hvilket betyder at jeg stort set aldrig laver mad mere. Han laver maden både når vi er sammen og når vi ikke er sammen. Sidstnævnte fungerer på den måde, at han ind imellem sender en besked: hvis du har lyst (øh altid!) kan du komme forbi og hente aftensmad til dig og børnene kl 18. Så har han eksperimenteret med et eller andet og vupti, lækker aftensmad til os. Og mine unger er vilde med hans mad – så meget faktisk, så Magnus igår konkluderede at han nok kun havde været til madkundskabstimerne i skolen.

Så har han en lille smule OCD med oprydning og rengøring, så mens han laver mad, rydder han sørme også op efter sig selv hele tiden. Jeg skal være heldig hvis jeg får lov at vaske op bagefter. Men det får han som regel også afbrudt, fordi manden danser.

Ikke bare sådan for sjov dans, med manglende rytme og fjol. Nejnej! Jeg kan stå med hænderne begravet i vasken, så kommer han bagfra og kører sine hænder langsomt ned langs mine arme, ned til det jeg står med og på bedste kærlighedsmovie måde, løsner det jeg end har i hænderne, vender mig langsomt rundt og begynder at danse med mig. Og altså – rigtig dans! Med svingom og lagt bagover ned i hans arme og hele molevitten. Der er faktisk nærmest ikke det sted vi ikke har danset i hele min underetage.

Sådan noget romantisk noget har jeg virkelig aldrig prøvet før. Men jeg indrømmer gerne – jeg er kæmpe fan!

Jeg har iøvrigt gået og tænkt! Han kan jo ikke hedde noget så kedeligt som Hr. Herlev herinde mere. Det blev jo opfundet i manglende tro på at en Tinder date overhovedet kunne blive til mere end det. Man må sige han modbeviste mig. Så fremover hedder Hr. Herlev altså Alfa herinde. Hvilket er enormt passende på ham i langt flere henseender end kun i køkkenet.

Imorgen skal jeg løbe Nordic Race inde på Amager Strandpark sammen med 10 kvindelige kollegaer. Og sammen med kollega T har vi trænet op til dette løb gennem de sidste 3 mdr. Som de eneste på holdet med en målrettet træning til præcis det her løb. For dem som ikke ved hvad det er, så er det 5 km løb i sand med ca 30 forhindringer/udfordringer undervejs. Lidt ligesom en militær forhindringsbane.

Så gennem de sidste 3 mdr har min træning flyttet fuldstændig fokus fra styrketræning til forskellige former for klatretræning. Jeg kan nu både gå i armgang, svinge mig som en abe i ringe, lave kolbøtter ud over netvægge i 4-5 meters højde, (hvilket er ret stort eftersom jeg lider pænt meget af højdeskræk), og så kan jeg klatre lodret op i et torv, hvilket jeg især øvede ekstra igår. Og gæt hvem der nu mangler hud på undersiden af højre hånd!

Arhmen altså, hvor flot er det lige at skade sig selv lige før løbet.

Men derudover har jeg faktisk også småskadet min venstre skulder og albue, samt højre knæ har fået en mærkelig hård øm bule på knæskallen og så ligner jeg konsekvent et voldsoffer pga alle de blå mærker den form for træning giver.

Men stoppe med det – hell no! Indse jeg snart bliver 40 og måske burde erkende det er en leg for 20 årige, not gonna happen – for aldrig har jeg syntes træning var sjovere, og den sejrs følelse det giver når man har fået rykket sine grænser er helt euforisk. Er høj på lykke hver gang noget nyt er lykkedes.

Så send mig gerne en ‘Pøjpøj’ tanke imorgen ved 12 tiden, og kryds fingrer for jeg ikke får alt for mange (og flere) skader undervejs.

Alt er godt – jeg er i live

Men kender I det når noget nyt og dejligt (Hr. Herlev) kunne gå hen og blive rigtig godt og man (mig selvfølgelig) selv begynder at tro lidt på det, så er man (mig igen) herre bange for at jinxe det ved for eksempel at skrive om det herinde…

Så… det er derfor der lige er lidt tavst på linien. Og fordi jeg ikke har så meget andet på hjerte for tiden andet end kvalmende fortællinger om hvor helt fantastisk Hr Herlev er.

Alt godt til jer idag

På skadestuen

Så jeg kørte forbi et totalt overproppet venteværelse på skadestuen og var lige der alligevel lidt taknemmelig for jeg var blevet hentet med ambulance. For så fik jeg da en seng med det samme.

Den mandlige sygeplejerske der kom og tog imod mig, var sådan en ung småbuttet meget bedrevidende klaphat, med en tlf fæstnet til hans T-shirt i nakken, for vigtighedens skyld. Ja undskyld – jeg var løbet tør for overskud og overbærenhed. Så da han begyndte at nedgøre ambulancefolkenes arbejde, så måtte jeg lige markere at jeg altså ikke var en hvilken som helst uvidende patient.

Klaphat: hvad har du fået af smertestillende? Mig: fentanyl, Panodil og ibuprofen. Klaphat: ja det er jo typisk ambulancerne, de giver altid alt muligt mærkeligt medicin, som vi aldrig bruger på hospitalerne. (Han hentydede til Fentanyl). Mig: ??? Fentanyl er da et af førstevalgene på samtlige intensiv, semi intensiv, operationsgange, opvågning og skadestuer. Klaphat: nååå, ja, det var selvfølgelig det næste jeg skulle til at tilføje, altså med undtagelse af de afdelinger. Er du sygeplejerske? Mig: ja. Klaphat: nå, ja jeg syntes godt jeg kunne fornemme det. Hvor arbejder du? Mig: jeg arbejder på …. (ja her er jeg jo desværre nødt til at udelade præcis hvor – kan dog fortælle at det er…heftig… afd med liv og død scenarier næsten hver dag) Klaphat spærrer øjnene helt op: nå okay… jamen … øh ..jeg går lige ud og ser hvornår der kan komme en læge. Hvorefter han forsvandt i nogle timer.

Imens skrev Hr Herlev. Jeg havde overhovedet ikke informeret ham om dagens udvikling. Ærligt, så var jeg lidt irriteret på ham, syntes ikke han skrev så meget mere og følte lidt han havde trukket sig, hvilket selvfølgelig bare medfører at jeg også trækker mig. Man skal huske at passe på sig selv jo i datinghelvedet. Han spurgte til min dag og så fik han den ultrakorte version, hvorefter han spørger om han skal komme ud til mig. Eftersom jeg er lidt fornærmet svarer jeg, at jeg føler han har trukket sig lidt og at han ikke skal føle sig forpligtet bare fordi jeg er kommet til skade. ‘SKAL jeg komme ud til dig??’ Skriver han igen, meget insisterende. Ja okay, du må gerne komme og underholde.

20 min senere står Hr Herlev i døren. Shit han har skyndt sig og Forhelvede altså hvor synes jeg bare han er en pæn mand! Bliver pludselig meget stolt over at han ‘hører til mig’ der på firesengs stuen.

Jeg, derimod, ligner naturligvis lort! Havde gårsdagens make up rester under øjnene, havde ikke været i bad, hverken før eller efter træning, og havde stadig træningstøj på. Måtte hurtigt konstatere at så blev han ligesom præsenteret for det værste af det værste…han var enig.

Han havde åbenbart været i gang med at lave hjemmelavede toffifees, men var skredet fra det hele for at komme ind til mig. Så han havde to karameller med til mig. Hvor er nøden og chokoladen? Brokker jeg mig smilende. (Jeg er meget smigret – men prøver selvfølgelig ikke at virke alt for sådan)

Han spørger hvorfor jeg føler han har trukket sig, for det mente han ikke han havde. Jeg forklarer hvorfor. Han ryster på hovedet af mig og siger; du skal ikke overtænke alting. Og så var den ligesom lukket. Vi kysser en del og han sidder enten på sengekanten og nusser mig eller på stolen ved siden af og massere min arm nærmest ham.

På et tidspunkt hvor han sidder på sengen begynder han at kysse mig ned af halsen og ned til brystet, konstaterer grinene at jeg smager salt (læs:svedigt). Jeg smiler undskyldende. Han letter lidt på dynen og får hurtigt hånden ned i bukserne på mig! Jeg letter lidt i sengen og kigger på ham med det mest anklagende blik jeg kan sætte op. Han smiler provokerende og begynder at lege med mig. Samtidig bliver alle på stuen helt stille (!!) og jeg får selvfølgelig afgivet et støn som ikke kunne misforstås. Hr Herlev griner stille af mig og tager den anden hånd op og holder mig for munden, og jeg glemmer helt at jeg har ondt i ryggen.

Jeg har naturligvis sengen lige ved døren, hvor der går nysgerrige mennesker forbi hvert andet minut. Hr Herlev synes det er mægtig underholdende at jeg kæmper for at bevare fatningen så ingen af de forbipasserende opdager noget.

Han er så tæt på at give mig en orgasme, men det lykkes mig at stoppe ham inden. Ikke fordi jeg ikke havde lyst til han fortsatte men fordi han er så dygtig, så jeg glemmer hvor jeg er og forudså at jeg ville ende med at afsløre endnu mere højlydt hvad der foregik bag vores gardin.

Bagefter bruger vi meget tid på at lytte til de andre patienters symptomer og sammen diagnosticere hvad de fejler.

Efter 7 timer kommer der endelig en kvindelig læge til mig.

Hr. Herlev er med under hele den grundlæggende udspørgen om mine symptomer….

Læge: har du vandladningsbesvær? Får du tømt blæren helt når du er på toilettet? Mig: nej og ja det skulle jeg mene. Læge: har du haft afføring? Eller tror du du har problemer med at komme af med afføring? (Arhmen altså, så det kunne godt blive endnu værre foran en mand jeg har kendt i 14 dage?) mig: pas – øhm det ved jeg ikke lige, men jeg tror ikke der er nogle problemer. Jeg sniger mig til at kigge på Hr Herlev, han kigger den anden vej men har helt sikkert hørt med. Læge: jeg er nødt til lige at tjekke med en finger om du har nedsat funktion i endetarmen. Hun hiver nogle handsker ud af en æske og gør klar til undersøgelsen og her trækker Hr Herlev heldigvis ud på gangen. Læge: vil du have din mand eller kæreste med herinde? Mig: nej det er fint, han må gerne blive på gangen. (Virkelig lettet over han smuttede ud og virkelig overrasket over hvor godt jeg kan lide lyden af … din kæreste)

Undervejs i samtalen med lægen spørger hun også hvor jeg arbejder. Jeg lægger ikke selv mærke til det, men det gjorde Hr Herlev, som konstaterer: det er virkelig sjovt at se hvordan folk ændrer facon overfor dig når du fortæller hvor du arbejder. Han virkede et øjeblik lige lidt stolt.

Lægen sagde de ikke kunne skanne mig på en søndag, og jeg måtte også erkende at jeg havde fået det bedre. Så jeg fik en ekstra smertestillende og blev sendt hjem med Hr Herlev. På det tidspunkt havde han siddet hos mig i 8 timer, uden mad og stadig med tålmodigheden nogenlunde intakt. Vi kørte til et pizzaria i nærheden af mit hjem og fik meget sen aftensmad. Selvom man ikke skulle tro det, så var det først her jeg for alvor peakede på charmekontoen. Den smertestillende pille virkede nemlig så meget så jeg var helt rundt på gulvet, ved at kaste op og svingede mellem at kampfryse og kampsvede. Var faktisk slet ikke sulten. Fik dog spist lidt pizza samtidig med jeg vitterlig kastede tøj af mig så jeg sad i min træningstop og Hr Herlev beholdt sin jakke på, fordi han frøs.

Virker pillen? Spørger han drillende og med hævede øjenbryn, samtidig med der kom tre arbejdsmænd ind af døren og jeg diskret prøvede at trække trøjen lidt op over mine bare skuldrer.

Han kørte mig hjem efterfølgende. Og jeg tror, takket være min gode grundform, er jeg sluppet forholdsvis billigt ift min ryg. Jeg klarer mig med Panodil og ibuprofen. Og må erkende at Hr Herlev mere end rigeligt har bevist at han ikke har trukket sig.

Hokus pokus – mig i fokus

Jeg var til Cross Fit træning med kammerat T forrige søndag.

T, som dagen forinden lige havde skrevet at hvis ikke jeg vidste det, så havde han altså følelser for mig… altså mere end vennefølelser… jeg responderede med at jeg var ked af hvis jeg havde udsendt signaler der kunne misforstås, for jeg kunne ikke gengælde følelserne. Det havde jeg heldigvis ikke, den lå udelukkende hos ham, svarede han. Hvorefter han fortsatte og skrev at han ville vente på mig, hvis jeg en dag ombestemte mig.

(!!)

Arhmen altså…. der kommer aldrig noget godt ud af at nogen venter på nogen.

Nå, men vi stod midt i træningen og skulle lave et dødløft. Et løft som jeg normalt sagtens kan løfte med 40-50 kg på. Jeg havde 20 kg på denne morgen.

Træneren var en pæreformet blævrende midaldrende korthåret kvinde i meget farverige leggings, som ikke overlod noget til fantasien.

Midt i jeg havde gjort klar til et løft, spændt i core, og skulle til at løfte sammen med resten af holdet, vendte træneren sig om, så jeg fik frit udsyn til hendes blævrende baller, der hver især havde sit eget liv i de spraglede leggings og jeg tabte fuldstændig fokus, trak vejret og dermed mistede min coreopspænding og SMÆLD!

Min gamle diskus prolabs smuttede ud mellem mine ryghvirvler. Fucking 20 kg!!

Jeg gik helt i panik – fik T til at smide sin vægtstang og tage min. Kom ned og ligge med enorm frygt for aldrig at komme op igen. For sådan var det jo sidst. Holdet fortsatte og jeg lå og kæmpede for ikke at bryde helt sammen i panikangst over at skulle gennemleve 3 mdr i smertehelvede endnu en gang. Lægen for 2 1/2 år siden, på Gentofte hospital, fik ret – det var ikke sidste gang jeg fik en diskus prolabs. Og allermest lå jeg bare og tænkte på al min træning, alt det jeg har opnået. Og Nordic Race som jeg skal løbe med 10 kollegaer om 2 mdr, hvor de har udnævnt mig som holdkaptajn fordi jeg er den der er i bedst form…

ARGH!!

Timen sluttede og jeg turde stadig ikke bevæge mig. ‘Der kommer vel ikke et hold til efter det her vel?’ Fik jeg spurgt de spraglede leggings som havde sat sig på hug med spredte ben lige ved siden af mit hoved, så jeg kunne lugte at hendes fisse trængte til et bad… evt også en svampekur…føj for helvede!! (Ja som sygeplejerske, så kender man desværre alt for godt denne karakteriske lugt)

Som svar på mit spørgsmål kom næste hold ind af døren og kiggede alle meget spørgende til hele scenariet der foregik omkring mig. Jeg ringer efter en ambulance sagde leggings’ne.

Fandeme nej! tænkte jeg. Jeg skal ikke have alt det drama omkring mig i mit lokale træningscenter, så med T’s hjælp kom jeg på benene og med støtte fra ham, bevægede vi os gennem centret som et andet futtog i en børnehave.

Jeg kom ud i min bil og fik fragtet mig hjem. Og undervejs fik T og jeg lige afklaret hans besked fra dagen før – den lå jo lissom lidt i luften og lurede … oveni alt kaoset. Timing is everything.

Da jeg kom ind af døren derhjemme brød jeg sammen… foran børnene. Ikke skide smart da de blev helt vildt bange og iøvrigt sagtens kunne huske sidste episode hvor jeg lå på gulvet og græd. Denne gang kunne jeg dog stå op, eller nærmere jeg skulle bevæge mig hele tiden for at det var til at holde ud.

Jeg ringede 1813. Det smæld jeg mærkede i ryggen skulle tjekkes. Plus jeg havde meget fint i erindringen alle de smerter der medfulgte når jeg skulle skifte fra stående til liggende og omvendt. Og på et eller andet tidspunkt kunne jeg jo ikke blive ved med at trave rundt i huset med tårer og latent panik i øjnene.

1813 sygeplejersken var en ko! Ja vi udreder jo altså ikke for diskus prolabs på en søndag!! Hvorefter hun stillede mig videre til en læge inden jeg kunne nå at sige mere.

Lægen til gengæld tog mig ret alvorligt. Jeg har allerede sendt en ambulance afsted sagde han.

5 min senere sad jeg på kanten af båren og rystede, og med tårerne trillende ned af kinderne. Kæmpede for at komme ned og ligge uden alt for mange smerter. Kunne se mine naboer havde stimlet sammen i vinduerne og holdt øje med hele optrinnet. Fantastisk …! Hokus pokus mig i fokus.

%d bloggers like this: