Præ operativt:

Er blevet placeret i en seng på en 6 (SEKS!) mands stue på Hillerød Hospital. Og den er fyldt. Havde da lykkeligt fortrængt at de stadig fandtes. Venter på at der kommer en humoristisk portør og kører mig til operation.

Har i mellemtiden tjekket samtlige App’s i min tlf mindst to gange, ikke mindst min blogApp, for nøj den boomer, det er fantastisk. For det er faktisk lidt mere fornøjeligt at skrive når der også er nogen der gider læse med. (Kan varmt anbefale at trykke på nogle af ‘følg mig’ knapperne i højre side – så bliver jeg nemlig så glad;)

Er jeg nervøs inden den her operation hvor de ikke aner hvad de regner med at finde i mit understel… Naaaaahhhh…  Medmindre man betegner konstant uro, ondt i maven, kolde ekstremiteter, en følelse af hele tiden at skulle skide og en puls på 120 som tegn på nervøsitet sååeehhh…er jeg måske alligevel på nippet til at råbe efter en beroligende pille med ankomst ASAP!!

Har fået udleveret patienttøj, sygeplejersken beklagede mange gange at der kun var tøj i str. xxx stor – synes det er et evigt tilbagevendende problem ligegyldigt hvilket hospital jeg enten har været indlagt på eller arbejdet på (det samme problem gælder nemlig også for vores arbejdstøj). Man skulle tro at ‘tøjbestillerne’ var fejlinformeret om hvilket land de bestiller til, godt nok er mængden af overvægtige mennesker øget, men sgu da ikke i sådan en grad, så vi har amerikanske tilstande og alle andre størrelser nu er en sjældenhed.

Post operativt:

Blev hentet. Af nok den mest humorforladte portør. Som i øvrigt brugte hvert eneste lille hjørne vi skulle omkring til at justere på sengens rød/grønne bremseduttelutter. Når de står vandret kører sengen ligeud, står de skrå drejer den bedre, medmindre man jokker den røde helt i bund, så er sengen selvfølgelig bremset hvis den virker. Men Jezuz hvor var det irriterende, så kør dog for helvede bare, er sikker på turen til operationsgangen tog dobbelt så lang tid fordi han hele tiden stoppede op og trykkede på den skide fodpedal.

Nå kom på operationslejet og fik fantastisk hvidt flydende sovemedicin. Synes faktisk rigtig godt om den måde at falde i søvn på. Synes knap så godt om det når jeg skal vågne igen. For jeg er seriøst 100 år om at udskille det, kan svagt huske mindst 4 forskellige stemmer sige til mig at jeg skulle rykke mig fra lejet over i sengen…langt inde tænkte jeg mmm yup, det kommer ikke til at ske. Kunne seriøst ikke flytte en lillefinger så dopet var jeg. Det næste jeg husker er en meget lys opvågning og en meget sød spl der spørger om jeg har ondt – det har jeg, men kun lidt, nyder faktisk stadig at være i en rus og er lidt ked af at vågne, så siger jeg har brug for mere smertestillende – bum så sover jeg videre i min døs – det er fantastisk… og ville nok have været lidt mere fantastisk hvis ikke den søde spl hele tiden stod og sagde til mig TRÆK VEJRET! Det lykkes mig faktisk én gang mere at få lidt ekstra smertestillende, inden jeg blev hentet af (heldigvis) en anden portør. Var dog for dopet til at registrere om ham her havde humor.

På sengeafdelingen kom straffen – ikke kun for bedøvelsen, men så sandelig også for det ekstra smertestillende jeg, i min rus, tænkte jeg havde brug for.

Jeg kunne ligeså godt være gået på druk i 14 dage – havde med garanti stadig haft mindre tømmermænd end jeg har haft følgevirkninger af den medicin jeg har fået i dag.

Antal opkastninger: lost Count… Men ved jeg har fået to liter IV væske for at kompensere.

Shit jeg ville være en skændsel som narkoman!

Det står ikke helt klart, men jeg ved jeg har talt med kirurgen, som også mente jeg ikke lige var kandidat til at tage hjem. Hun sagde noget med at det de havde fundet deroppe i mit understel lignede gammelt graviditets væv plus at min livmoderslimhinde havde været for tyk, så den havde de også skrabet noget af. Så har de desuden lagt endnu en Mirena hormonspiral op – alle gode gange 3 (på 8 mdr – but WHO’s counting?). Og så ville de gerne se mig om en måned hos en gynækologisk specialist til en snak om hvad der skal ske med mit underliv… Må indrømme at jeg heller ikke selv synes min nuværende ‘normal gravid/kompliceret gravid/gammel gravid situation’ er helt holdbar, når nu jeg ikke skal have flere børn…

A kom for at ville hente mig ved 16 tiden – sendte ham hjem til Birthe ved 18 tiden, efter han var begyndt at udvise tegn på sympatikvalme og utålmodighed. Faldt i søvn til kl 20:30 ca. hvor det lykkedes mig at få først én, så to Mariekiks til at blive nede – wuhu what a milestone! Lå yderligere en time – fik nr 3 Mariekiks ned – arhmen altså lykken vil ingen ende tage! Er dog stadig mega dopet… og på det tidspunkt går det så også op for mig at jeg da vist også fik en Oxynorm (morfinlign) tablet på opvågningen. Stærke smertestillende i tablet form ville jeg normalt holde mig langt væk fra, da de er længere tid om at forlade systemet…arhmen det forklarer jo en del! Shit jeg må ha’ været helt blank på opvågningen!

Endelig kom der en spl ved 21:30 tiden – hun kommer lynhurtigt med en kæk bemærkning: ‘du har da godt nok set noget medtaget ud siden jeg mødte i eftermiddag’

No shit Sherlock!

Kom op på sengekanten, med hendes hjælp, og ud på toilettet i den anden ende af afdelingen vha en ganske solid væg som støtte – har ikke været ude af sengen i 12 timer af frygt for nonstop ørling –  puha for en karrusel jeg befinder mig på og nøj en fyldt blære jeg havde fået opbygget mig. Da jeg så sidder på toilettet og får kigget på min hånd hvor IV væsken løber i droppet, ser jeg at væsken løber ved siden af – ikke bare ud på gulvet men ind under huden i stedet for i blodåren – hvad jeg end havde af mormorhud på hånden og lidt af armen, er nu erstattet af den fineste glatte udspilede hud, så selv en 18 årig ville blive misundelig. Måske det der slankekur jeg har i hovedet jeg bør starte på, skal erstattes af fedmekur, på rynkefronten er jeg helt sikker på det ville gøre underværker.

Har nu fået mad og cola og det bliver nede!

Halleluja

Skal ud og se om der er mere kage på vognen her kl. 00:30…når jeg altså lige har spist min Piratos 😉

Sick%20Face

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *