Er blevet tilbudt et nyt job.

Det er egentlig en del af samme afdeling jeg allerede arbejder i, men den skal deles op, og ‘de nemme’ patienter skal sorteres fra i en mindre afdeling, hvor man ikke skal arbejde i weekenden, andet end hver fjerde lørdag i dagvagt – kontra nu, hvor jeg arbejder hver anden weekend – fra torsdag til mandag – altså al den tid jeg ikke har børnene.

Jeg har tænkt mig at søge det. For at mit kæresteliv kan hænge sammen…  Men jeg frygter simpelthen så meget at jeg kommer til at kede mig selv ihjel rent fagligt. Min fordom er, at hver dag kommer til at være den samme – alting kører som på et samlebånd som en stor hjerneformindskende rutine.

Jeg hader rutiner! Jeg har det allerbedst på arbejdet hvis jeg ikke aner hvad dagen bringer, og jeg må også gerne blive så presset, så jeg er lige ved at miste overblikket. Jeg har altid sagt at jeg trives bedst i ‘jo værre jo bedre’ situationer  – jeg elsker at passe de rigtig ustabile patienter – dem man ikke ved om er i live når ens vagt slutter. Når jeg har haft sådan en patient, går jeg hjem og er glad. For jeg er blevet udfordret rent fagligt, og også menneskeligt – det kan ikke helt undgås i mit fag, og så har jeg forhåbentlig gjort en forskel i denne patients liv. Det er den bedste følelse!

Men privat hænger det bare ikke rigtig sammen længere, når jeg næsten altid arbejder om natten når jeg ikke har mine børn. Havde jeg stadig været single, havde det været lige meget – det er alligevel begrænset hvor mange veninde aftaler man kan blive ved med at lave for at fylde tomrummet ud, når børnene er hos Morten. Men nu har jeg jo A, og han har selvfølgelig en del forventninger til det der med at man er kærester. Og det har jeg jo nok egentlig også selv. For der er ikke noget værre end at blive inviteret til sociale arrangementer, og så enten ikke kunne pga arbejdet, eller være nødt til at gå tidligt, fordi jeg skal i nattevagt. Jeg er SÅ træt af det. Nogle gange står jeg inde på arbejdet og kigger ud af vinduet og føler livet passerer forbi udenfor. Især nu hvor det er blevet så dejligt vejr! Så er man derinde, mens man kan høre folk have det sjovt og nyde livet og varmen udenfor. Og jojo vi har det skam også varmt indendøre på hospitalet…sådan noget aircondition er nemlig ret overvurderet inde for det offentlige…

Jeg har dog altid følt, at mit arbejde opvejede det jeg gik glip af uden for hospitals verdenen…but not so much anymore.  Livet handler jo også om andet end ens arbejde…? og min nærmeste chef har sagt, at jeg altid kan komme tilbage – og det er jo rigtig rart at vide…skulle jeg føle at min hjerne bliver reduceret til rutine gelé. Og det rigtig gode ved mit arbejde generelt er, at der er nærmest uendelige muligheder for hvad man kan arbejde med. Jeg skal bare lige huske mig selv på det…sådan næsten hele tiden…for der er jo intet der er endeligt. Hvis jeg ikke trives, så kan jeg bare søge noget andet.

Det er jo faktisk lidt et luksus problem.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *