Jeg har vist nok gjort noget knap så velovervejet.

Jeg har løbet endnu et af de der forhindringsløb, Nordic Race, ude på Refshaleøen igår.

Grunden til det var lidt dumt jeg gjorde det, hænger direkte sammen med, at jeg ikke har trænet siden sidste løb i maj. Altså vi taler zero aktivitet hvor pulsen kommer op over 100, (medmindre sex tæller) samt indtagelse af stort set alt hvad der har været at spise, og rigelige mængder vino stort set hver dag solen har skinnet. (Sol er jo bare lig med vin… i min verden).

Så da hele mit hold fra mit arbejde begyndte at smuldre fordi de sjovt nok havde lavet samme sol/vin/mad/minus motion-stunt som jeg selv, så tænkte jeg: okay, så slipper jeg jo nok også. Problemet var bare, at jeg jo havde lokket Alfa og hans svoger til at deltage i det her løb også. Og de mente jo, at hvis ikke jeg skulle løbe det med mit arbejde, så skulle jeg da løbe det med dem…

Så det gjorde jeg. Men allerede om morgenen, hvor jeg ikke kunne komme ud af sengen pga min ryg gjorde ondt (straffen for ikke at træne), der havde jeg allerede dårlige fornemmelser for den dag.

Og da startskuddet lød og væggen, i den container vi var blevet proppet ind i, væltede og vi efter 50 meters løb mødte den første forhindring, en grøn container på ca 2 1/2 -3 meters højde, hvor Alfa og Svoger måtte trække mig op fordi jeg allerede der, ikke havde kræfter til at trække mig op, der tænkte jeg: for helvede det bliver lange 5 km det her. Ikke mindst fordi min højdeskræk så også gjorde at jeg faktisk ikke turde hoppe ned fra containeren igen.

Men på mirakuløs vis kom jeg dog igennem. 1 time langsommere end nr 1 og med langt flere strafrunder, hestesko og assistance end ved løbet i maj. Og det irriterede mig helt vildt at jeg ikke havde kræfterne til at gennemføre det ordentligt denne gang.

Alfa har naturligvis delt sommerens glæder med mig. Og dermed også indtaget præcis de samme mængder vin og mad som jeg. Og heller ikke trænet. Men han var selvfølgelig den der enormt irriterende type som så en forhindring, spurgte; hvad skal vi så her, for derefter bare at gennemføre forhindringen uden problemer. Jeg syntes selvfølgelig han var herre sej og var meget imponeret. Men for helvede altså hvor det ikke hjalp en skid på min egen følelse af utilstrækkelighed over ikke at kunne det samme. Det hjalp heller ikke at manden så rendte rundt med sådan et jubelsmil fordi han syntes det hele bare var så mega fedt.

Nå. Dagen derpå har Alfa et lille hudafskrab på det ene ben, og skadefro som jeg er, griner jeg over at han heldigvis er mega øm steder han aldrig har mærket før. Lidt retfærdighed må der da være til.

Jeg derimod kan næsten ikke løfte mine arme. Jeg kan ikke trække trøjer henover hovedet uden at skulle bede om hjælp og det der med at få bukserne op om røven igen efter et toiletbesøg, er nærmest også en umulighed. Det har lige kløet på min ryg og jeg måtte opgive at klø igen, for jeg kunne simpelthen ikke få armene derom.

Nå ja og så ser jeg sådan her ud.

og piver selvfølgelig næsten ikk… medmindre jeg skal bevæge armen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *