Har en afklaret dag i dag!

Har afsluttet mit forløb hos min psykolog, egentlig mest fordi hun skulle skifte job, men følte mig nu også klar da det efterhånden ikke var helt så dybt det vi kunne finde at tale om mere. Tænk har gået der i præcis et år…

Vi fik afrundet psykopat Morten og konstateret at han egentlig ikke rigtig fylder så meget mere, da hans manipulerende måde at være på ikke rigtig bider på mig længere.

A og jeg blev afrundet med en snak om vores forfejlede parterapi i går, og at vi egentlig følte vi havde fundet hinanden igen, og havde fået en større forståelse for hvad vi hver især kom fra ift barndom og tidligere mislykkede forhold og dermed forståelse for, hvorfor vi ind imellem har nogle lidt ‘yder reaktioner’ på ellers normale situationer. Eller hvad vi tænker er normale situationer i andres hverdag.

Mine børn blev afrundet med at de jo egentlig nok var nogle ret så velfungerende børn alle tre, og at de sagtens kan finde ud af at der er forskel på at være hos psykopat far med de strenge regler, og tålmodige mor, der altid krammer og kysser dem <3  Og så længe vores 9:5 ordning ikke udvides i hans favør, så skal de nok komme igennem uden større mén 😉

Mht min far og hans golddigger kone, er det bare et spørgsmål om tid før hun får præsenteret underskrevne skilsmissepapirer og dermed er hendes plan om at ekskludere mig fra mit barndomshjem og min fars liv mislykkedes – uhhh jeg glæder mig så afsindigt meget! (mage til møgkælling skal man lede længe efter). Og min søde far der gør hvad han kan ift at rode bod på manglende tilstedeværelse i min barndom og manglende indsigt i hvad golddigerkone havde gang i, ham kan man kun elske – just for trying <3

Min mor derimod…har jeg måtte erkende at hun aldrig ændrer sig – hun er helt igennem bare et menneske der er ligeglad med andre end sig selv. Hende og hendes fantastiske mand, som nok er den af de to, der viser mest kærlighed til mig, er forleden kommet hjem fra deres halve år i eksil i Spanien og den første besked jeg får fra hende er ‘hej er du på arbejde?’ Jeg svarer ‘nej er i skole – er det dejligt at være hjemme?’ Hvorefter modermin svarer ‘ja det er fint – jeg ville egentlig bare høre hvad pris du kan skaffe maling til’

Tænk engang – kvinden har stort set ikke givet lyd fra sig i et halvt år – jeg fik en tillykke sms på min fødselsdag, hvorefter de resterende 20 linier omhandlede hende selv, og ingen beskeder til jul eller nytår. Og selvfølgelig ikke nogle opkald i 6 mdr. Og så er det eneste spørgsmål hun har lyst til at stille mig, om hvad pris jeg kan skaffe dem maling til! Ikke den mindste lyst til at spørge hvordan jeg og mine børn går og har det… jeg var rystet. Spurgte hende om hun var sur på mig, for det kunne i det mindste forklare hendes total ligegyldige opførsel overfor mig – men det svarede hun nej til, og hvorfor jeg dog troede det?…ok…så hun er bare fuldstændig ligeglad med mig…tjek…

Jeg talte så i tlf med hende i søndags, hvor hun intet nævner om hvorfor jeg spurgte om hun var sur på mig. Og ovenikøbet siger hun helt nonchalant at hun da lige ville ringe til psykopat Morten og høre om han kunne hjælpe med at løfte nogle tunge flyttekasser ned fra et loft – det krævede jo en stærk mand og det er han jo… jaja mor – skidevære med at du vælger at være illoyal overfor din datter og tage kontakt til den mand, der har såret og skadet mig mest i hele mit liv – så længe hun kan få flyttet sine kasser så er det jo ligegyldigt hvordan jeg har det med at hun tager kontakt til Morten. Hvis hun havde haft bare en snært af situationsfornemmelse, så havde hun med det samme kunne høre på mig, at jeg ikke syntes at det var i orden. Ikke mindst fordi Morten har forbudt mig at have nogen som helst kontakt med hans familie, og omvendt selvfølgelig, så hvorfor skal han have lov til at have kontakt med min. Generelt burde hun slet ikke have en eneste tanke om at det er okay at kontakte ham.

Min kloge psykolog sagde at jeg havde to valg…

1) konfrontere hende med hendes fravær som forældre og de konsekvenser det har medført hos mig. Og måske i forbindelse med konfrontationen få et urealistisk håb stablet på benene om at hun vil ændre sig…med stor risiko (og kæmpe sandsynlighed) for at blive skuffet…igenigen…

eller

2) ingen konfrontationer, ikke flere skuffelser. Indse at jeg ikke har en mor i den forstand som jeg selv er mor for mine børn. Accept…

Jeg er hoppet på nr. 2 – jeg gider ikke mere – jeg er kraftstejleme for gammel til at blive ved med at have forældre issues – I’m done…!

Har en afklaret dag i dag…og for første gang i rigtig rigtig lang tid føler jeg en indre ro i mit sind og hjerte <3

images9Y4N1NJ0

1 comment on “nærmest lykkelig”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *