om hvorvidt man er i det rigtige forhold eller ej…

Jeg kan godt være ret ærgelig over jeg ikke lige havde overskud til at skrive om december, hvor FILF’en og jeg startede med at date, hvor alting bare var perfekt, og hvor jeg syntes han gjorde og sagde alle de rigtige ting. For kontrasten til hvor jeg er nu, ift ham, er så sindssyg stor, og jeg kunne godt have brugt lidt flere input til hvorfor vi er endt her…

For i bund og grund er jeg faktisk ret ærgelig over det – han er en af de gode mænd, desværre bare ikke for mig, men det kunne virkelig have været så perfekt. Vi bor i nærheden af hinanden, vores børn kan både lide hinanden og den modsatte part. Men sådan skulle det ikke være. Måske jeg alligevel var kommet frem til denne konklusion med tiden, havde jeg ikke rejst til Bali, og dermed afskåret forelskelsen i, at blomstre endnu mere – jeg ved det ikke. Men som jeg ser det nu, så er vi simpelthen SÅ forskellige som to mennesker overhovedet kan være. 

Jeg er generelt et meget positivt menneske, mit glas er stort set altid halvt fyldt. FILF’en starter ofte sine sætninger med hvad der irriterer ham ved ting eller mennesker. Alting er altid fyldt med problemer og belastninger.

Jeg prøver at se mænd som individer, selvom der selvfølgelig er generelle karaktertræk man ikke altid kan komme ud over, men dem snakker jeg kun med veninderne om. For ingen gider sgu da at blive kylet ned i samme balje som alle andre. Det tog FILF’en VIRKELIG lang tid af fralægge sig sætningen…‘I kvinder…’ – Shit han har en stærk holdning til hvordan samtlige kvinder er. Og det pissede mig for sindssygt af! Han startede med at sige at han var kassemenneske…jeg troede ikke rigtig på ham, måske jeg egentlig aldrig rigtig har mødt et kassemenneske før… Men NU er jeg så udemærket klar over hvad han mener. Han har placeret alt og alle i en eller anden form for generaliseringskasse. Og selvom jeg har prøvet at få ham til at tømme indholdet i alle kasserne og genplacere det hele, så er der vel egentlig også bare grænser for hvor meget man kan eller skal lave om på et andet menneske.

Så er han bitter. Bitter på sin ekskone fordi hun havde en affære – selvfølgelig forståeligt! Men man må også komme videre i livet 4 år efter. Bitter på sine kammerater fordi de engang har taget en dyr flaske rødvin fra hans vinskab. Han ses med dem jævnligt, hvis det stadig fylder, så stop med at se dem. Så er der alle de ting han nægter! Han nægter fx at tage skoene af når han kommer ind hos mig. Tænk hvor anderledes sådan en sætning kan lyde, hvis han istedet sagde; er det okay at jeg beholder mine sko på?

Så er der hans stemme. Når han taler normalt, er den ok, ikke den dybeste mandestemme, men ok. Men så snart han bliver bare en lille smule begejstret eller irriteret, ryger den 10 toner højere op og bliver helt forvrænget og pivende. Så jeg føler mig helt maskulin ved siden af, når jeg snakker. Kontrasten er enorm! Så har han en tendens til at tale til mig som om jeg er et barn og alting er synd for mig. Fx den anden morgen skulle jeg tidligt op til afslutning i Alexanders børnehave, da jeg lister ind og siger farvel til ham, bliver jeg mødt af ord som nurh nurh nurh lille skat, hvor er det synd for dig, nurh nurh.. samtidig med han tantekysser mig 20 gange i træk på kinden (gu det da røv synd for mig, jeg vil sgu da gerne med!)

Derudover, så har han set nogle af de Snaps, som Luna og jeg sender til hinanden, hvor vi har sjove ansigter og stemmeforvrænger på. Gudhjælpemig om ikke han pludselig også skulle have snapchat og skulle være med på den bølge. Mænd skal bare holde sig fra snapchat filtre! Især hvor de er en mus med rød næse og læbestift OG stemmeforvrænger, og især når han i forvejen har en lidt lys stemme. Al min respekt for ham, som mand, forsvandt med den snap, hvor han iført ovenstående filter og stemme, skjorte og slips, helt tørt og uden en eneste grimasse, stod og spurgte om jeg var nået langt med min opgave og at han iøvrigt havde travlt på arbejdet. (OMG)

Så laver han et stort overdrevet kunstigt smil når han ser mig… så smil dog normalt menneske. Han ligner fuldstændig min femårige, når han skal  fotograferes, og han slår sit kamerasmil på, hvor samtlige tænder og gummer vises. (åh gud hvor jeg håber han lægger det smil fra sig inden han bliver voksen)

Når vi skal kysse, trutter han læberne sammen 1 meter før han når over til mig, samtidig med han lige går en lille smule ned i knæ og lukker øjnene. Hallo du er manden, du skal ikke gå ned i knæ medmindre du er på vej ned for at slikke mig mens jeg står op. Eller du er to meter høj. Så tantekysser han for det meste. Og kysser mig rigtig mange gange på kinden og på panden, men ikke som normale mennesker gør det. Han bliver hængende, som en anden sugemalle, så jeg til sidst står og synes det er mega akavet, at han har haft sine våde læber fastklistret til min kind i 30 sek. Og så fjerner jeg mig. Hvilket han så godt kan se jeg gør, og han fortrækker en forundret mine, men han læser det tydeligvis ikke som om det så er noget han måske skal drosle lidt ned på, nej nej, 5 min senere hænger han der igen… Arhmen altså.

I starten aede han mig også rigtig meget i ansigtet, ikke bare sådan på den ene kind, men glidende frem og tilbage på først den ene kind, ned over hagen, op over den anden kind, tilbage ned over hagen og retur på startkinden igen, selvfølgelig efterfulgt af en til to gentagelser. Den fik jeg heldigvis sagt fra overfor. Men igen, han spottede slet ikke, at det at jeg trak mig væk, måske betød at jeg ikke kunne lide det. Nope lad os da gentage det igen om lidt.

Apropos Hallo – så bruger han Hallo og Altså flere gange i alle hans utilfredse udtalelser. ‘Altså HALLO, jeg nægter blablabla…altså HALLO… altså’  Spurgte ham forleden om han nogle gange havde prøvet at tælle hvor mange gange han brugte de to ord på en dag… han fangede den ikke.

Så er der selvfølgelig også sexen. Men inden vi overhovedet når til sexen, kan han finde på at kilde mig lidt på knæet og så tilføje, at han hellere må lade være med at pirre mig. (Arhmen HVORFOR?! Og hvordan kan han tro nogen overhovedet bliver pirret af at blive kildet på knæet i 2 sekunder) Han siger ting som, at uhh han har svært ved at lade mig være, for så at vende sig om og lave noget praktisk (Øhhh?).

Jeg fik til gengæld for nylig heldigvis fortalt ham, at han skulle stoppe med at bruge ordet elske, medmindre han aldrig ville have oralsex igen og iøvrigt gerne ville kæmpe sig igennem saharas ørken for at få den op i mig. Jeg fik sagt til ham, at jeg godt kan lide at han tager fat, og når han alligevel står bagfra og knalder mig, så skal han da endelig ikke holde sig tilbage for lige at smække mig i røven. Jamen jeg er bange for at det gør ondt på dig’. (argh!!) Sidstnævnte er så blevet SÅ akavet, fordi han ikke kan få sig selv til det, så istedet klapper han mig måske 20 gange i træk, ligesom en der prøver at klappe i takt til musikken, men simpelthen ikke ejer en rytme i sin sjæl, og så istedet bliver det sådan noget febrilsk turbo noget, som han prøver at gøre synkront med begge hænder på samme tid. (Sving nu bare den ene hånd for helvede) Så måtte også bede ham stoppe med dét. Fortalte ham også, at han gerne måtte trække mit hoved bagover i håret, men her endte det bare med, at han rodede rundt i mit hår – igen med begge hænder, så jeg istedet måtte kæmpe med at få uglereden væk fra ansigtet bagefter. Han har tydeligvis ikke det fjerneste dominans i sig… Selv et stillingsskift, er jeg nødt til at tage initiativ til. Og når jeg skubber ham ned og ligge eller trækker ham ovenpå mig, så bliver han helt forfjamsket og siger ‘nå…nå…hvad skal vi nu…’  (ja vi skal da ud og købe julegaver – det er vel ved at være på tide!)

Det er sgu op ad bakke. Aldrig har jeg prøvet at sex er så svært. Og jeg har bare ikke tålmodigheden til at skulle prøve at lære en 47 årig mand nye tricks. Også fordi det kommer aldrig til at falde ham naturligt. Andet end missionærstillingen.

AJ, jeg var lige ved at glemme hans prutter! FILF’en har nærmest ingen sphincter (analmuskel) tilbage. En gang kom jeg til at kramme ham lidt hårdt, så slog han en prut. Andre gange skal han bare løfte noget tungt eller bukke sig ned og tage sko på, så prutter han. Om natten kan han slet ikke styre det. Og ja, jeg er med på, at man ikke er herre over hvad man laver i søvne, men altså… det er pænt ufedt når nu jeg kun har en dobbeltdyne og han godt kan lide at skubbe sin røv helt op og ligge op af mig!

Så nu brygger jeg på en slå op tale til næste gang vi taler i tlf sammen. Samtidig med jeg kan se han skriver flere og flere sms’er til mig om hvor dejlig jeg er, og at han savner mig når vi ikke er sammen…

Jeg føler mig som jordens største sæk lige nu… og jeg er slet ikke i tvivl om, at jeg får mig en fin lille plads i FILF’ens I kvinder – kasse, når jeg får taget mig sammen til at sige at det er slut… 

16 comments on “når man ikke længere er i tvivl”

  1. Jeg bliver sgu helt tør og hønserøvsagtig af at læse om det… Nej, lad være med at bøvle mere med ham. Hvis I nu snakkede skide godt sammen, eller havde for vild hed sex, så var det måske værd at prøve… Men nej. Bare nej.
    Hvis jeg må komme med et godt råd, så ville jeg ikke være for ærlig overfor ham. Mest for dine børns skyld 🙂

    • Tænkte egentlig at vi snakkede ok sammen, men nej – du har ret! Det gør vi jo heller ikke engang når jeg hele tiden har fokus på at han er så negativ 🙄
      Og ja min generelle udmelding ift hvorfor vi ikke skal være sammen bliver, at vi er for forskellige. Så er der ingen der får for meget info 😉

      Har stadig ikke taget mig sammen til at ringe til ham…suk jeg er en kylling !

  2. Grinte højt af det her indlæg og har tænkt mig at tvinge min mand til at læse det. Virkelig sjovt!

  3. Shiiiit!! Det lyder som om, du skulle have været ude af det der for måneder siden😂 SÅ irriteret tror jeg aldrig, jeg har været på en kæreste!

    • Ja, det skulle jeg nok…jeg følte bare virkelig jeg skyldte ham, at give det alt hvad jeg havde i mig. Men ja, resultatet blev jo så bare, at jeg netop blev SÅ irriteret på ham, så han jo nærmest ikke engang kunne trække vejret uden jeg tænkte han var pisse irriterende. 😉 Stakkels FILF…

  4. Er netop dumpet tilfældigt forbi. Og ham dér (eller altså en af de alt for mange tilsvarende) har jeg kendt et par stykker af for mange år siden.

    Fååååårk, det er kedeligt, hvis man skal ære voksne mænd at være mænd og turde livet, sex og damer. (Læs: Det skal man selvfølgelig ikke – må de sgu selv rode med!)

    • Dejligt du dumpede forbi 😊
      Og ja jeg duede ihvertfald ikke til at prøve at lære en voksen mand hvordan han skulle omgås kvinder – eller ihvertfald hvordan han skulle omgås mig. Jeg prøvede, men altså…shit det var op ad bakke. Og det kræver jo også sin kvinde at måtte erkende at nogle opgaver simpelthen overstiger ens kompetencer 😉

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *