Har været i et indendørs legeland med fire unger idag, den ene selvfølgelig en låner, og følt mig enormt parkeret! Faktisk så parkeret så mit haleben stadig gør en lille smule ondt, her flere timer efter vi kom hjem.

Det var jo ikke fordi jeg ikke kunne bevæge mig rundt sammen med ungerne – men de virkede sgu ikke rigtig til at de gad have mig med på slæb. For face it – jeg kan bare ikke løbe lige så hurtigt gennem halvhøje klatrestativer, i flere etager, med indbyggede forhindringsbaner, sådan som de kan! Og at hoppe på trampolinerne er bare heller ikke et hit, når man har født tre børn….

Så må erkende jeg nok er ved at blive kørelejligheden med pengene, fremfor selskabet. For jeg fik da til gengæld lov at bruge en helvedes masse penge på slush-ice og mad til ungerne, og kaffe til mig selv. Og på den led har jeg selvfølgelig bevæget mig…lidt…

Derudover fik jeg desuden hurtigt konstateret at rookiemistake nummero uno jeg begik som forælder, var at glemme en bog eller en computer, eller bare en eller anden form for underholdning til mig selv (ikke at misforstå) udover min tlf, som iøvrigt æder batteriet hurtigere end jeg kan nå at læse to blogs nye indlæg, og som jeg derfor var nødt til at spare batteriet på.

Nå, men jeg havde så fået placeret mig overfor en kæmpe gigantisk bamsekran og observerede især en bestemt vedholdende far, ihærdigt putte den ene 20’er efter den anden i maskinen, i håb om at vinde en af de der stoooore bamser. Jeg forstår ikke behovet. Eller besættelsen. Ved folk da ikke at ejerne af sådan en maskine indstiller selve gribekloens gribestyrke, afhængigt af hvor ofte de synes nogen rent faktisk skal stikke af med en af bamserne? Åbenbart ikke… Nå, maskinen døede af overanstrengelse efter noget tid, og faren fik selvfølgelig ikke trukket nogen bamse op. Big surprise!

Heldigvis var Morten så sød at joine mig i halvanden times tid, så i den tid slap jeg da for at sidde og bare stirre på alle de andre legelandsrutinerede forældre, opslugte i deres bøger og computere, og foran bamsekranen. Morten nåede dog både at konstatere at der var en far der havde et godt øje til mig (hvordan det lige var gået henover hovedet på mig-fatter jeg ikke noget af – mon min singlehjerne er ved at svigte mig) OG opdage at Chefen skrev til min tlf mens jeg var på toilettet med mindste unge. Sidstnævnte kommenterede han ikke på (endnu) men jeg er sikker på han har set beskeden tikke ind, eftersom min tlf lå frit fremme lige foran ham og fordi manden generelt OG ALTID har et halvt øje på hvad der foregår på min tlf. Total urutineret (igen!) af mig at glemme at slå ‘forstyr ikke’ til når han er i nærheden. Må forvente at få brugt det imod mig på et eller andet, for ham, belejligt tidspunkt. Oh well.

Ca to timers tid inden lukketid undrer jeg mig over den tilstrømning af udlændinge der pludselig dukkede op. Må vist lige undersøge om indgangsprisen bliver sat ned efter et vist tidsrum – for så kunne jeg da også godt finde på at komme et par timer om aftenen og få ungerne til at bruge deres sidste energi, Samtlige fire unger lignede seriøst noget en tomat havde kastet op. Det kunne være sjovt at udstyre en af dem med et af de ser smarte armbånd der måler puls og forbrænding og se hvor meget energi de rent faktisk får forbrændt under sådan et visit. Måske kunne resultatet få mig til at kaste mig over etageforhindringsbanerne sammen med dem…

Argh… og dog.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *