Jeg har været hjemme i næsten en uge, siden jeg blev udskrevet fra hospitalet. Det har været hårdt, men fremgangen ift min diskus prolabs er ikke til at tage fejl af. Jeg kan næsten føre et normalt liv, så længe jeg ikke skal bukke mig ned og samle noget op, eller bære på noget. Og mine unger er simpelthen så hjælpsomme. De tømmer både opvaskemaskinen og vaskemaskinen OG hænger tøjet op. Og Magnus har støvsuget hele lejligheden i dag uden at overse en eneste nullermand – drengen er 6! Jeg tror det der særlig sensitivitet han ‘lider’ af, måske også indebærer lidt autisme haha.

Nå, jeg føler mig jo lidt bagud ift at opdatere jer om hvad der er sket mellem A og jeg imens jeg var indlagt.

Manden blev ved med at skrive til mig om jeg var sikker på min beslutning om, at vi ikke skulle være sammen. Og dum som jeg var, skrev jeg tilbage at jeg da stadig havde følelser for ham, men at det ikke var nok, der var for mange andre ting der ikke fungerede imellem os. A skrev så sms op og ned om hvor meget han elskede mig, og hvor meget han var klar til at ændre på sig selv, for at vi kunne være sammen. Han ville bare så gerne lige mødes så vi kunne se hinanden i øjnene. Men jeg kender jo hans taktik – for han ved, at det er meget sværere at blive ved med at fastholde sit standpunkt når den modsatte part sidder overfor en. Man burde næsten give ham en præmie for hans overtalelsesevner.

Men det lykkedes ham dog ikke, jeg forsøgte og forsøgte på en pæn måde, at forklare ham, hvorfor han og jeg bare ikke duede sammen og at ingen mennesker skal ændre sig så meget for et andet menneske, for så mister man sig selv. Og derudover havde jeg ikke mulighed for at mødes fordi jeg var indlagt – og lige pludselig fik A åbenbart nok. Og gik fuldstændig i den anden grøft.

Umiddelbart efter alle kærlighedserklæringerne fik jeg pludselig i stedet sms på sms, om hvor meget han hadede mig og fortrød al den tid og kærlighed han havde givet mig. Og at han nu ville finde nogle rigtige mennesker med rigtige følelser, som ville værdsætte hans kærlighed og omsorg. Afslutningsvis skrev han at han ville blokere mig. Og i det jeg læste dét – skyndte jeg mig istedet at blokere ham, inden han nåede det. Jeg vil trods alt hellere selv bestemme hvornår han kan kontakte mig end omvendt.

Men det tændte bare vreden i ham endnu mere. For så skrev han da bare på mail i stedet. Med 2 minutters mellemrum… i omtrent 9 timer! Kun afbrudt af den køretur, jeg forestiller mig, han tog for at komme hjem fra arbejde.

Jeg kan såmænd godt forstå alle de følelser man kan have, når man bliver såret. Og vraget. Og ikke føler sig god nok. Og i A’s tilfælde ikke fik sin vilje, fordi jeg ikke ville mødes med ham in person. Og lige i denne situation var det allermest fordi jeg jo var indlagt, at jeg ikke ville se ham. Han havde nok kunne overtale mig hvis ikke jeg havde været indlagt. Altså til at mødes – jeg havde stadig holdt på min beslutning.

Men at et menneske kan miste sin selvkontrol så meget, så han decideret skriver til mig at han ønsker at jeg skal brænde i helvede og er ligeglad med hvis jeg bliver invalid (qua min prolaps), blev jeg godt nok overrasket over. Og så at han blev ved! Hvert andet minut kom der en mail med en eller anden fordømmelse over mig. Jeg prøvede to gange at glatte ud og skrive at han ikke var død for mig og at jeg ikke ønskede ham noget ondt. Men det hjalp bestemt ikke. Så jeg undlod derefter at svare ham. Og bed al min forurettede uretfærdighedsfølelse i mig.

Efter ca 7 timer skrev han, i toppen af mailen, at nu var han kølet ned …hvorefter resten af mailen fortsatte i samme dur som alle de forrige mails. Blandt andet begyndte han også at svine min bedste veninde Louise til. At nu var hun i det mindste glad. Fordi i hans univers, så var hun en manipulerende slange og det eneste hun ønskede, var at jeg var single, så HUN kunne få udlevet sine drømme med mig. Det har aldrig faldet ham ind, at det rent faktisk også var mig der gerne ville lave ting sammen med hende. Der er jo ligesom en årsag til at vi er bedste veninder.

Hvis man skal se lidt komisk på det hele, så havde A så travlt med at svine mig til via sin ARBEJDsmail, så han ikke slettede sin autosignatur. Så når jeg havde fået den største mundspyttende sviner, så blev der altid afsluttet med  ‘Med venlig hilsen A’ Og så firmanavnet.

Et eksempel: ‘Du er død for mig!’ Med venlig hilsen A

Efter han havde svinet mig til non stop i en evighed, slog han over i, at fortælle hvor mange penge han nu skulle til at have for sig selv – altså generelt klaske i hovedet på mig, alt det jeg nu gik glip af økonomisk…når nu jeg ikke ville have ham for ham alene. Jeg reagerede stadig ikke.

Vi havde allerede aftalt hvad der skulle ske med sommerhuset og vores fælles ting. Så de ting jeg skulle hente fra sommerhuset krævede han selvfølgelig at jeg skulle hente allersenest den 13. dec.

Jeg havde via exMorten, skaffet to grumme amagerdrenge til at hjælpe, og så min far til at holde god ro og orden. Jeg turde simpelthen ikke tage derop uden nogle stærke mænd på min side. For når han kunne miste besindelsen så voldsomt som han gjorde via mail, så kunne jeg da godt frygte hvad han ellers kunne finde på. Jeg havde på et tidspunkt skrevet til A at jeg overvejede at inddrage politiet, da jeg ikke længere følte mig tryg ved at have ham som ex. Så fik jeg selvfølgelig endnu en sviner hvor han mente at jeg var way out.

Jeg hentede allerede mine ting to dage efter udskrivelsen, dvs i onsdags, på krykker og dirrende af smerte og nervøsitet. Det hele foregik i fin ro og orden. De to amagerdrenge blev forhindret i at komme med – hvilket formentlig var ganske fint ift ikke at opildne endnu mere unødigt vrede hos A.

Det afsluttede med at min far sad og drak en hyggebajer (WTF) med A og hans ven (for han havde selvfølgelig også en backup med sig) mens jeg lå i min nu forhenværende seng og hvilede min ryg inden vi skulle ud og køre en time i bil igen. Jeg lå og græd længe i sengen, mens jeg kiggede mig om i rummet for sidste gang.

Fuck hvor jeg elskede det hus!

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *