Blev kaldt ind på chefens kontor idag, tænkte at det var fordi hun ville snakke om min sygemelding med min ryg…det var det så også, men mest fordi hun ville fortælle mig at de ikke ville sende mig på videreuddannelsen til september alligevel, fordi de gerne ville se mig an et halvt år til for at være sikker på min ryg kunne klare det. Men  ville hun også garantere mig en plads til januar.

Jeg blev virkelig øv i omkring 3 min, men samtidig kan jeg jo godt se det fra deres side – det ville jo være virkelig spild af penge hvis de bekostede mig en videre-uddannelse og jeg så alligevel ikke kunne klare at arbejde i afdelingen.
Så jeg vendte det straks om til noget positivt – for nu kan det jo rent faktisk være at jeg kan få fixet min mave, som jeg ellers ville udsætte det halvandet år uddannelsen tager. Så jeg spurgte straks min chef hvordan jeg kunne få fri til sådan en operation. Hun kiggede lidt luren på mig og spurgte om jeg kendte nogen som havde fået lavet sådan en tummytuck for det var jo en ret voldsom operation – det gjorde jeg ikke – hvorefter hun straks låste døren og hev op i sin kittel! Gudhjælpemig om ikke hun fandeme havde fået det lavet! Hvad er oddsene lige for det? Det var SÅ fedt at kunne snakke med en om det og det aller bedste var at hun ikke en eneste gang havde fortrudt det, på trods af ar og måske en lille bitte fold lodret fra navlen og ned som hun ikke var helt tilfreds med.

Jeg viste så også hende min mave, og så kunne hun så også godt forstå at jeg gerne ville have den lavet. Det hjælper virkelig på forståelsen og ikke mindst flexibiliteten, når ens chef har været igennem det samme. Hun fortæller så også at Sygeforsikringen Danmark giver tilskud til operationer, hun havde fået dækket halvdelen af sine udgifter – så det skulle jeg selvfølgelig også have undersøgt – shit nu har jeg pludselig travlt med at finde ud af om det hele kan lade sig gøre og gå op i en større enhed.
Der skal både skaffes penge, bestilles tid, få fri fra arbejde, finde ud af om Morten evt kan tage børnene lidt ekstra i den periode – hvilket han sikkert ikke gider – godt A allerede har meldt sig som sygepasser af undertegnede og reservemor for mine børn mens jeg kommer mig over operationen. Nå ja og så skal jeg lige have fat i Danmark.

Senere samme dag kommer min nærmeste leder så hen til mig og spørger om jeg vil være med i en lille gruppe af mennesker i afdelingen, som skal oplæres i en ny maskine, og som derefter skal undervise de andre i afdelingen om den, når vi engang får patienter som kommer på den. Men som udgangspunkt ville det være sådan så man kan blive kaldt ind hvis der kommer en akut patient som skal have den slags maskine koblet på sig. JA selvfølgelig vil jeg da det!

Endnu senere fortæller jeg en kollega, der startede samtidig med mig, Benjamin om at jeg ikke skulle på uddannelsen alligevel her til september. Han er på uddannelsen nu, fordi de trak lod mellem ham, mig og en tredje til januar holdet i år – han vandt…det gør mænd jo ofte i sådan nogle ting… Nå men hans kommentar var: ‘Dét skal du altså ikke være ked af – det er sindssyg hårdt’ Han ville ønske han havde ventet også, for at få mere basis viden på plads. Vi har trods alt kun været i afdelingen i halvandet år…

Så når en dør lukker sig, eller bare står lidt på klem i dette tilfælde, så åbner der sig altid nogle andre 😉

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *