Denne gang er det bare ikke helt mig den stikker af for…

Var til 20 års reunion med min folkeskoleklasse i lørdags – og blev igen temmelig fuld, men alkoholen satte heldigvis først rigtig mine stænger ud af spillet i det jeg hoppede ud af taxaen hjemme ved mig selv. Det er altid bedst at man er allermest pinlig når man er alene. Synes jeg. Og Birthe fik da også en mere varieret tur end hun er vant til da jeg, stadig i stilletter, zigzaggede afsted med hende kl 4 om morgenen. Er faktisk rimelig stolt af at jeg overhovedet kom ud med hende, og ovenikøbet også samlede hendes prut op. Ja det hedder prut herhjemme.

Tilbage til selve festen. Det var virkelig sjovt at se alle folk igen. Mange har sagt til mig, at det er skægt at man så hurtigt falder tilbage i gamle mønstre, men det synes jeg overhovedet ikke vi gjorde. Min bedste veninde Louise og jeg var ikke specielt populære dengang i folkeskolen, tror nu heller ikke vi var decideret upopulære. Men vi var über cool til denne fest – det var herre fedt! Og hvorfor betyder det overhovedet noget nu? Det gør det åbenbart.. det må være noget med at man helt vildt gerne vil vise dem der troede at de var all that dengang, at vi bestemt er kommet efter det.

Den populæreste pige i klassen dengang, kom lidt senere og var mere stille end dem der havde været de stille og upopulære piger i klassen back then. Nørderne var blevet de sødeste mænd – sådan nogle af dem, man nu ville tænke på, som værende en keeper. De populæreste drenge dengang, var stilnet lidt mere af, de var blevet SÅ fornuftige. Der var dog lige to der stak lidt ud. Den ene fordi han bagte overdrevet på både Louise, mig og en tredje. Og brugte scorereplikker som ‘jeg har en kæmpe pik’. Jeg ved ikke helt om der er nogle kvinder der falder for sådan en oneliner? Og så var der den der absolut populæreste dreng, han var meget tynd, havde langt krøllet lyst hår og hørte headbang musik som Metallica og des lige og som styrede alt hvad han kunne komme i nærheden af i klassen. Dengang. Han var ikke med da vi havde 10 års reunion. I øvrigt havde ingen rigtig haft kontakt til ham siden vi gik ud. Rygterne gik på at han var røget ud i noget møg med stoffer. Men han kom sgu! Og da han trådte ind af døren, var min aller første tanke ‘who the fuck are you’? Men genkendte ham på øjnene og munden. Hans hår var nu helt kort, hans blik lidt sløret og hans mund næsten hele tiden halv åben. Han var ikke længere spinkel, men bestemt heller ikke trænet, havde tatoveringer på armene og en beskeden, men tydelig dunk på maven. Han kunne godt ligne en med Downs…. Han arbejdede som chauffør. Ikke at der er noget galt i det, det var helheden der gjorde, at han faldt udenfor. Hvilket han også selv påpegede da vi havde ‘præsentationsrunde’, og han ikke kunne fortælle noget som helst om sit liv…eller ikke ville fortælle noget… Han blev SÅ stiv. Så stiv så hver gang han skulle rejse sig fra en stol lagde han ud med at falde først. Han faldt desuden igennem de døre han gik igennem, og da vi tog en taxa ind til Kbh, foregik udstigningen da også på bedste head to pavement manér og måtte efterfølgende assisteres til lodret stilling. Han forsvandt ubemærket fra den bar vi havnede på.

Tilbage til mig post party.

For første gang i en evighed havde jeg tømmermænd – både med ørl og overdreven indtag af cola og junkfood over flere timer – også selvom det var blevet koldt. altså junkfooden.  Og så Netflix serie-marathon i sengen sammen med A, der også havde været til fest. Har ikke haft sådan en dag siden før jeg fik børn, tror jeg. Det var fedt – på trods af tømmermænd….

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *