Vågnede stortudene kl 4 i nat fordi min mor åbenbart er død, og jeg er til hendes begravelse. Nogen åbner kisten og så ligger hun der – helt død. Fuck det var alt for livagtigt! Jeg tuder hæmningsløst til ca kl 6, hvor jeg endelig falder i søvn igen.

Har lige talt med hende og hun lever heldigvis stadig i bedste velgående. ‘Jeg er ikke engang forkølet’ grinte hun.  Havde lidt svært ved at se humoren i det…

Far fik også lige et opkald… så var der helt ro på sjælen igen!

Jeg kan desværre alt for godt se en sammenhæng i, hvorfor jeg pludselig drømmer sådan noget lort.

For 14 dage siden var jeg til en rigtig god vens begravelse… han var et af de mest livsglade mennesker jeg kendte og pludselig finder hans far ham død på sit badeværelse. Obduktionen viste en blodprop i hjertet… han var lige blevet 40 år for nogle mdr siden og han havde lige inviteret en masse af os, hans venner, til en fest ugen efter hans død. Festen blev holdt alligevel, for det ville have været i hans ånd at vi alle sørgede for at livet gik videre. Facebook blev konstant bombarderet med folk der ‘skålede til ham’ på hans profil og skrev de ville ønske han var med til festen – det er først nu, jeg egentlig er begyndt at bevæge mig rundt på fb igen. Det var simpelthen for hårdt med alle de opslag på hans væg.

Kirken var proppet med venner og familie og inden han blev båret ud af kirken, blev der spillet trompetsolo med  ‘I did it my way’. Dem der endnu ikke græd til melodien, brød efterfølgende sammen, da moren og faren hulkende omfavnede hinanden og rørte kisten en sidste gang, inden bedemanden kørte af sted med ham.

Han blev fundet død mens jeg holdt stor 10 års fødselsdagsfest for Ida – livet er sgu ironisk nogle gange.

Man skulle tro jeg havde et vist forhold til det der død. Mit arbejde kan i perioder indeholde rigeligt med død, men det er på en helt anden måde. De er syge – og jeg kender ikke dem der dør andet end for den periode de har været indlagt, jeg er på arbejde selvfølgelig, hvilket gør at professionalismen sørger for at man har en vis afstandstagen til patienterne. Jeg skal dog ikke være alt for hellig – der er et par stykker der er kommet ind under huden på mig i mit liv som sygeplejerske. Og det er sjovt nok også nogle af de yngre patienter der sætter deres spor.

Men jeg har aldrig før følt den der virkelig tunge uretfærdighedsfølelse, der følger med når man mister en tæt på. Havde han været 80 år, havde det været noget helt helt andet – men 40 år gammel er fandeme ikke i orden. Han plejede at sende mig sjove beskeder på Messenger – hvem skal nu gøre det? Ja det er der jo ingen der hverken skal eller kan – for han kan ikke erstattes!

Jeg har også et kæmpe problem med at det er en fra min egen generation der pludselig bare sådan falder om og dør. Mine forældres generation kan jeg lige gå med til, men egentlig er det generationen over dem, der står for skud – ikk?!

Krydser fingrer for at der ikke er flere der behøver dø før tid i mine drømme… eller i virkeligheden…

Bårerbuketten…

1 comment on “Møg Nat!”

  1. 🙁 Kram på dig. Har haft det på samme måde, har lige mistet to gode kollegaer. De var godt nok omkring de 50, og så ikke lige så tæt på, som din ven var på dig, men kan genkende følelsen. Det er uundgåeligt, men det er aldrig fair 🙁

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *