Sidder og surfer på ekstrabladet og finder et skriv om dårlige første dates – og kommer straks i tanke om en date jeg havde forrige sommer efter Morten og jeg var gået fra hinanden.

Havde en net flirt Peter, han ringede om eftermiddagen og vi havde en ret underholdende samtale og aftalte at mødes senere om aftenen og gå ud og få lidt mad- advarede ham om min tømmermands tilstand, og sagde at det ikke ville blive for sent for mit vedkommende, så vi aftalte at mødes ved planetariet kl 19.

Da kl nærmede sig 18, skrev han at han ikke kunne nå det før kl 21 og om det var ok? Øh nej, det var det ligesom ikke, det var jo sådan set der jeg havde planlagt at jeg gerne skulle ligge i min seng igen…eller rettere ligge på Louise’s sofa igen. Kan virkelig ikke få mig selv til at ligge mig ind i hendes og Jonas’ seng. Nå, men han kunne så til nøds nå det til kl 20:30, for han skulle lige ordne vasketøj og sådan (what – få dog fingeren ud!)

Nå, spændingen steg og jeg tog afsted og sad og ventede på ham ude foran Planetariet. Da jeg så endelig spotter ham komme gående imod mig, tænker jeg…shit, han er en af dem hvor billederne vist var taget for et par år, og et par kilo siden. Oh no! Han havde en spændstig semi stor dunk lige midt på maven…arhmen altså! Derudover havde han puttet alt for meget voks i sit hår. Men han duftede dejligt, det var da et plus! Da vi så begynder at bevæge os hen mod strøget går det op for mig, at han overhovedet ingenting har planlagt – og er der noget jeg hader så er det mænd, som ikke tager initiativ – det er sgu da deres opgave som mand at planlægge en date, når de inviterer en ud – på nogle områder, så behøver kønsrollerne altså ikke være helt udglattede! Jeg kan godt lide at føle mig feminin, og det gør jeg bestemt ikke når manden ikke fører an på en date.

Vi går ned af strøget og ender med at finde en restaurant, som jeg vælger, fordi jeg er møg sulten, efter at have ventet i mindst 100 år på ham, og fordi han blev ved med at sige, at det måtte jeg bestemme…jesus fucking christ! Det skal lige siges, at jeg stadig ikke var helt ovenpå oven på min lidt heftige forrige nat, hvor jeg var taget spontant ud at drikke, så min humor lå på et meget lille sted og jeg var bestemt ikke til at spøge med.

Denne del havde kære Peter vist ikke lige fanget, for da vi sidder på restauranten og spiser, prøver han at være sjov hele tiden, men den eneste der egentlig griner, er ham selv. Og måden han griner på, er nok det mest irriterende jeg længe har været udsat for, for han griner højt og længe…rigtig længe, så længe, så jeg når at spise et par bider mad, og tænke at nu må han da snart stoppe, så vi kan snakke om noget andet. Hele måltidet foregår sådan…Han siger noget sjovt, i hans optik sjovt, griner over sin egen fantastiske humor i evigheder og jeg sidder og overvejer hvordan jeg dog kan få denne rædselsfulde date til at slutte lidt hurtigt, samtidig med at jeg synes han har en forfærdelig effekt på mine tømmermænd, som synes at bliver værre og værre for hver sætning der kommer ud af hans mund.

Vi bliver endelig færdig, han betaler (det manglede da også bare) og vi bevæger os tilbage mod Planetariet og bilerne, og friheden!

Vi kommer så forbi en gut der står og holder et skilt med en reklame på med en henvisning til en eller anden restaurant… Peter klasker mig kækt på skulderen og siger: ‘Tror du han er skilt?’ Og så griner han de næste 5 min! Er sikker på, at hvis vi havde siddet ned, havde han klasket sig selv på låret i hyldest til sin egen vittighed…
Jeg smilede anstrengt tilbage og overvejede om jeg ikke lige skulle kaste op på ham, bare en lille smule opkast, så kunne det være han holdt op med at grine hele tiden.

Vi nærmer os Axelborg plads, eller hvad den nu hedder nu om dage, og han spørger om ikke vi skal gå et sted hen og få kaffe, jeg prøver at sige at jeg er træt og hellere må komme hjem, men Peter hører det ikke rigtig og siger, aj jamen kl er jo ikke så mange (22:45) – kom nu kom nu kom nu, siger han som et lille barn, der står og stamper i jorden for at få sin vilje. Jeg har overhovedet ikke lyst, men har lidt svært ved at holde på mit og spørger, jamen hvor tænker du vi skulle få det henne, hvorefter han svarer at vi jo bare kan gå lidt rundt og se om ikke der dukker en cafe op der har åbent. (!!!!)

Så er vi tilbage til minus initiativ manden, jeg siger til ham, at jeg helst vil hjem, for jeg er virkelig træt, han accepterer modvilligt mod at han må få et kram… jeg siger ok, og inden jeg ved af det giver ham mig et ordentligt kram…det varer i hvad der føles som en evighed, og alt imens så står han og sukker dybt flere gange. Jeg slipper ham efter hvad jeg tænker er passende krammetid for et førstegangs datekram, med det resultat at jeg står med armene ned langs siden og Peter stadig står og krammer mig, samtidig med at han kontinuerligt laver lyde som om vi i virkeligheden også har lidt sex der midt på Axeltorv. Jeg forsøger at rykke mig lidt ud på siden af ham, men han holder stadig fast – prøver at klappe ham lidt venskabeligt på ryggen, som det verdenskendte signal det er, om at nu er krammet slut kammerat. Han slipper endelig…med et længselsfuldt suk og vi kan endelig bevæge os hen mod vores biler.

Ude foran Imperial står der et stort blåt skilt, som viser vej til overdækket parkering hvis man drejer til højre…Peter peger op på skiltet og siger igen med sin meget kække og mega irriterende amager dialekt: altså – hvorfor laver man et skilt med både en pil der peger op af og en der drejer til højre – det må virkelig være nogle uintelligente mennesker der laver sådan nogle skilte, for hvad vej skal man så vælge? hahahahaha, og så grinede han igen… Måtte på nuværende tidspunkt sige til ham, at min humor idag lå på et meget lille sted pga mine tømmermænd, så jeg kunne virkelig ikke se det sjove i hans jokes…

Vi var heldigvis lige ved at være ved min bil. Da vi kom helt hen til bilen, lægger han an til at kramme igen…oh no…fik samme tur som forrige kram…Sig mig er manden fuldstændig blottet for situationsfornemmelse?! Han slipper mig og læner sig frem for at kysse mig, jeg når lige at undvige og han kysser mig på kinden. Det accepterer han ikke sådan lige, at det planlagte kys ikke gik ind som det skulle, så han prøver igen og jeg får vendt hovedet til den modsatte side, hvor han så rammer den kind istedet.

NU har jeg fået nok og skubber ham lidt væk og siger til ham, at jeg ikke har lyst til at kysse med ham, at han må komme godt hjem og vi snakkes ved…hvilket jeg jo godt ved at vi ikke kommer til. Sætter mig ind i bilen og tager den dybeste vejrtrækning ever – sweet freedom!

Smågriner på vej hjem i bilen over hvor kikset hele daten dog havde været, har da aldrig oplevet noget lignende. Kommer hjem og lægger mig på sofaen, og får pludselig en sms samtale i gang med en tidligere bekendt. Hurtigt drejer samtalen sig over på sex, og inden jeg får set mig om, har han sendt det første pikbillede til mig…er ikke synderligt imponeret, og han er langt fra den type mand jeg normalt tænder på, men han får da alligevel et par frække billeder tilbage og jeg ender da også med at få en 3-4 orgasmer ud af vores sex-sms’er, så har jeg alligevel fået lidt ud af aftenen 😉

Efterfølgende, i helt op til et år, efter min date med Peter, kunne han finde på at skrive til mig: ‘hva så – hvad laver Malou idag? Svarede ikke en eneste gang – og alligevel blev han ved med at skrive! Virkelig dårlig selvindsigt.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *