Hvis man gerne vil møde nye mennesker skal bare anskaffe sig en vuffer, der er ikke noget så magnetagtigt som en hund…det skulle da lige være en lille nyfødt baby…

På min morgentur med Birthe imorges, mødte jeg en anden kvinde der var ude og lufte sin lille hund. Da hun kommer imod mig tænker jeg godt at her er der nok et lidt mere excentrisk menneske eksemplar. Hendes tøj gav tilsammen en fin kombination af at have ramt hele regnbuens spektre af farver, dertil en fin hat, en meget blå Fjällräv og Dr. Martens støvler. Hun var som taget ud af 1970’erne.

Hun smilede stort til mig, da vores hunde begyndte at snuse hinanden an, og viste nogle tænder der ikke bar synderligt præg af at være en hyppig gæst hos tandlægen. Vi talte sammen i ca 5 min. På den tid nåede kvinden at fortælle mig om hvilke lækre naturstier der var i området til når hunden skulle luftes (som jeg ihærdigt prøvede at forklare hende at jeg allerede kendte eftersom jeg var vokset op i nærheden). Hun var forfatter, 44 år, havde arbejdet i en vuggestue, kunne dog ikke selv få børn, men passede gerne sine veninders, for hun elskede jo børn. Hun fortalte om alle de arrangementer man kunne komme med til i området. At hun ikke selv havde deltaget endnu, fordi hun ville helst afsted med nogen hun kendte, da hun led af social angst. Hun havde desuden diabetes, så hun levede sit liv efter et skema, så alt var opdelt i hvornår hun skulle spise. Og derfor var turene med hunden også planlagte, medmindre manden gik med den. At der engang havde været en ‘hundeklub’ hvor folk med hunde i området kunne mødes og gå ture sammen, men det var blevet droppet. MEN man kunne jo altid starte det op igen selv….?

Hele vejen igennem følte jeg denne her ensomme kvinde, der i den grad rakte ud efter at få stablet noget socialt på benene og gerne ville hverve mig til projektet… Hun stoppede dog sig selv, da hun hørte jeg havde fuldtidsarbejde, tre børn og hunden havde hun jo mødt. Så hun konstaterede hurtigt, at jeg da vist også havde hænderne fulde.

Der findes mange spøjse mennesker i verden…og man kan ikke hjælpe dem alle sammen…vel…? …selvom det måske bare handler om en hundelufterklub…

 

2 comments on “Magneten Birthe”

  1. Neeeej, man kan næppe hjælpe dem alle, selvom det nogle gange er svært at slå sig til tåls med den konklusion. Det er altid pudsigt, den slags møder med mennesker, som pludselig åbenbarer hele livsforløb for én! Det er i virkeligheden en kompliment til dig, vil jeg tro; nogle mennesker har bare et væsen, som inviterer mere til den slags bekendelser, er min overbevisning!
    Men godt (går jeg ud fra?), at du ikke lige pludselig var medstifter af en hundelufterklub 🙂

    • Det er meget spøjst at møde sådan nogle mennesker. Og jeg tror du har ret mht at nogle mennesker på en eller anden måde udstråler at det er okay, at andre åbner op overfor en- Jeg oplever det jævnt ofte og har tit undret mig over det altid sker for mig haha 😀

      Mht hundelufterklubben, så har jeg haft dårlig samvittighed hele dagen idag over jeg ikke sagde ja til det – men nogle gange må man (er)kende sine begrænsinger…

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *