…bare fordi jeg gerne vil have alle de lækre mænd. Men man bør vel ikke sætte unødige begrænsninger op for sig selv vel?

Nå, men skulle have været sammen med Chefen i dag, men han var nødt til at aflyse pga manglende pasning til sin søn…han aflyste også vores sidste aftale pga at han selv var syg…så det er nu 14 dage siden vi sidst har set hinanden. Og jeg er ved at blive idiot! Ikke kun pga den manglende sex, men også fordi det er møg svært at holde noget kørende med en man ikke ser. Så de sidste par dage er der blevet færre og færre sms’er og opkald, og det der har været, har været meget overfladisk. Nu startede alt det her med Chefen jo som sex, selvom det ret hurtigt føltes som om det blev til mere. Men den usikkerhed jeg har følt ift ham de sidste par dage, har været virkelig hård. Også fordi ens hjerne har det med at brygge på alverdens historier om, hvorfor manden nu alligevel er ved at trække sig. Fuldstændig latterlige historier om hvad der er galt med mig, siden han trækker sig. Det er også enormt hårdt at skulle være den der cool, overskudsagtige kvinde, der bare skal kunne være i det, uden at have nogle forventninger eller føle skuffelse når han aflyser. Fordi vi har mødtes via en sexklub! No strings attached! Han bør jo ikke betyde noget…vel…

Så jeg tænkte ikke klart! Og i mangel på bekræftelse, skrev jeg til Lægen. Hvis Chefen alligevel havde tænkt sig at trække stikket, så kunne jeg lige så godt åbne døren lidt til Lægen igen. Følte mig faktisk ret heldig, at jeg ikke havde sagt noget til Lægen om, at jeg så en anden, så han ikke var lukket land. Lægen skrev med det samme, at han var klar på at ses. Jeg kunne jo så idag, men han havde allerede planer…og måske var det faktisk lidt okay alligevel… For når jeg kigger indad, så var det jo nok mest min enorme skuffelse over Chefen, der virkelig trængte til noget bekræftigelse.

Og nu kommer den grådige del. For Inde på klubbens hjemmeside er der samtidig en 40 årig mand der skriver til mig. Han er som så mange andre derinde, yderst velproportioneret. Han kalder sin krop for ‘Hard Work’ og det er jeg slet ikke i tvivl om, at den er! Jezuz! Jeg er simpelthen, armen vredet om på ryggen, nødt til at svare ham. Han er tømrer…store hænder. Det bliver hurtigt klart, at vi har ret god skrivekemi og han spørger lynhurtigt om jeg giver en kop kaffe. Jeg foreslår så et offentlig sted, lidt forsigtig skal man vel være. Men som vi skriver frem og tilbage og det bliver mere og mere ‘hyggeligt’, får jeg spurgt ham hvor længe han har været single, eller om han i det hele taget er single. Det sidste var egentlig lidt en joke, for det var selvfølgelig bare noget jeg gik ud fra han var. Det var han så ikke. Og så mistede jeg fuldstændig gejsten. Og samtidig var jeg faktisk enormt lettet, for så havde jeg en hel legit grund til at droppe ham hurtigt igen. For jeg vil jo stadig allerhelst bare gerne se Chefen…

Tømmeren bliver omvendt overrasket over at jeg er single, ‘for inde i klubben er det jo netop folk der kommer for at have anonyme affære’  Det slog mig pludselig lidt hårdt, hvor mange mennesker der egentlig er utro. Jeg forstår ikke jeg stadig bliver overrasket over det, jeg er trods alt vokset op i et miljø, hvor INGEN var tro mod hinanden. Et lille ‘Korsbæk’ samfund, hvor alle knaldede med hinandens ægtefæller. Inklusive mine egen forældre. Min far var også så sød at lære mig ting som; hvis man skal være utro, skal man altid sørge for at holde det uden for vennekredsen. Det giver kun ballade når man tager en der er for tæt på. Det fejl lavede min mor – og min far fik ret. Chefen er den eneste jeg nogensinde har oplevet, decideret fortælle, at han ikke er opdraget til at utroskab er ‘ok’. Hans forældre er også stadig sammen og hele familien tager ofte på ferie sammen, uden drama! Hvordan fungerer man lige i sådan en verden…?

Uden at reflektere yderligere over det, skriver jeg en besked til Chefen og spørger om vi er ok. Han ringer op med det samme. Siger vi er okay, men at han er max presset på arbejdet, at han har fået mundkurv på, men nok skal fortælle mig alt om det, så snart han må. Kæmpe lettelse. Det havde intet med mig at gøre. Er dog stadig skuffet, men meget lettet. Han undskylder sin fraværende opførsel og siger til mig, at det er helt okay at jeg prikker til ham og fortæller ham, hvordan jeg har det. At han nok skal sørge for at oppe sig, for han vil stadig rigtig gerne se mig. Sikke en ro, der lige bredte sig i min mave.

Jeg overvejer lidt om jeg tør prikke yderligere til ham og få lidt afklaring på hvad han egentlig går og tænker om ham og mig. Men når han nu er max presset på arbejdet, er det måske også lidt tosset. Skulle nødig presse ham endnu mere. Lige nu tæller jeg bare ned til lørdag, hvor vi skal ses i mere end 2 timer. Og falde i søvn sammen… total pladder romantisk, hvem har puttet det krydderi herind?!

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *