Ok – I screwet up!

Da jeg var allermest ked af det over al balladen over jeg var gravid uden for livmoderen, ringede Morten tilfældigt til mig ift noget med børnene. Ud af det blå spurgte han om jeg var okay, hvilket jeg jo bestemt ikke var, det lurede han hurtigt, manden kender mig jo gennem et helt årti, og inden jeg fik tænkt mig om fik jeg fortalt ham om det med graviditeten.

Jeg fortalte A det efterfølgende, men af en eller anden årsag er det først rigtig trængt ind i hans hoved hvad jeg havde gjort, da jeg i går fortæller min far og hans kone om det, da vi var ovre og få aftenkaffe hos dem.

Siden har vi så været uvenner… altså A og Jeg.

Han kan ikke forstå hvordan jeg kunne have lyst til at fortælle ham om det. Han tror jeg stadig føler at Morten er min fortrolige. Det er han selvfølgelig ikke, og jeg tænker aldrig mere over at jeg har brug for at tale med ham om noget, ikke engang ift børnene. Jeg taler jo med A om alt nu. Han er virkelig blevet min bedste ven også.

A har lige haft mandehørme weekend i sommerhuset, og jeg føler mig totalt afstumpet når vi ikke taler sammen i løbet af en hel dag. Sådan har jeg aldrig haft det med Morten.

Situationen nu er at A føler at jeg har brudt noget af vores tillid ved at fortælle om graviditeten til Morten af alle mennesker. Vi har talt om det til hudløshed, efter min mening – jeg har erkendt min fejl, har undskyldt, har sagt det aldrig sker igen, men der er bare ikke rigtig noget der virker til at trænge igennem…

Vi har haft gæster i aften – Tom & Helle, sindssyg hyggeligt, men A taler stort set ikke til mig, røre mig ikke og flytter sig når jeg røre ved ham. Han siger han bare er træt, ved ikke om manden tror han kan køre pokerfjæset af på mig og jeg så overhovedet intet fatter – selvom manden er åben som en bog!

Nu er han gået i seng… jeg ved ikke hvad jeg mere skal sige til ham, jeg synes jeg har gjort alt jeg kunne for at rode bod på det. Er det mig den er gal med fordi jeg synes at han blæser det way out of proportion?  Bør jeg blive ved med at være ydmyg og komme til ham – eller er det okay at have en grænse?

Han har lige sms’et mig fra soveværelset om hvorfor han har været trist, at han ikke kan komme sig over skuffelsen… (hvorfor helvede skriver manden sms’er!) Blev tvær over hans fremgangsmåde og svarede hvad der skulle til for at han kunne komme over det, hvortil han bare svarede at det vidste han ikke.

Sidder stadig i sofaen …overvejer mit næste move…bør jo nok bevæge mig ind i løvens hule…

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *