Fik stillet verdens mest almindelige spørgsmål…  ‘hvordan har du det?’   og kunne ikke svare på det. For vedkommende som stillede det, var rent faktisk oprigtig interesseret i svaret.

Der er jo ingen problemer i, at svare på det spørgsmål når alt er godt, eller vægtskålen i det mindste har en overvægt i den ene eller anden retning. Eller vedkommende som stiller det spørgsmål, egentlig bare forventer at høre at det går godt, fordi det er ment som et høflighedsspørgsmål, som ingen har nogen intentioner om at uddybe. Man smiler bare og svarer at det går godt og returnerer spørgsmålet i samme forventning om, at den anden person også smiler og siger at de også har det godt. Og så kan man snakke videre om alt muligt andet.

Grunden til at jeg ikke kunne svare på verdens mest almindelige spørgsmål hænger unægtelig sammen med at jeg fik stillet nok verdens mest unikke spørgsmål… ‘vil du gifte dig med mig?’. Et spørgsmål jeg svarede ja til…selvom jeg følte nejnejnejnej skrige inde i mit hoved. Jeg var ikke klar til det spørgsmål. Og jeg var så ekstremt skuffet over selve frieriet. A har af flere omgange nævnt, at han ville giftes med mig og hver gang har jeg svaret, at hvis han nogensinde skulle fri, så skulle det ikke være en eller anden offentlig attraktion med uvildige tilskuere. Han skulle have gennemtænkt det, og planlagt det. Jeg ville have fejet benene væk under mig. Om ikke andet, bare fordi han havde gidet at gøre sig en masse overvejelser og anstrengelser til ære for mig. Mig.

Og det der rent faktisk skete var, at han havde drukket sig forholdsvis godt i hegnet på vores ‘all inclusive’ hotel i løbet af dagen. Og gik kold på sengen om aftenen. Jeg spurgte ham om han ville med ned og spise, det ville han ikke, så jeg gik ned og spiste alene. Satte mig efterfølgende og fik en kop kaffe og nød varmen og udsigten over havet med skibene i baggrunden. Så ringede han – godt sur over at han ikke kunne finde mig. For han havde været nede og spise alene og var nu gået tilbage til hotelværelset, men kunne ikke komme ind, da jeg havde nøglen. Jeg svarede stille og roligt at jeg da bare kom over med det samme. Han var sur. Jeg forklarede ham, at han jo selv havde sagt at han ikke ville med. Det kunne han ikke huske noget om. Så sad vi der på altanen uden rigtig at sige noget. Han kom med en sur bemærkning om, at han skulle ned og hente sit ur, der havde fået nyt batteri. Jeg gad ikke med – sådan en sur stodder. Lagde mig på sengen og overvejede om jeg skulle lade som om jeg sov, så jeg slap for mere akavet stemning… Men han var for hurtigt tilbage. Efter at have tage sine klipklappere af, gik han direkte over og satte sig på sengekanten og sagde ‘jeg vil gerne spørge dig om noget’. Jeg blev SÅ overrasket! Hvad fanden skete der?! Jeg får sagt noget i stil med at han jo lige havde været mega sur. Hvortil han svarer, jamen nu er vi jo glade igen. Frier spørgsmålet er efterfulgt af en kort monolog om hvad jeg betyder for ham. Jeg hører ikke rigtig hvad han siger – alle mine kræfter går ubestridt på, at finde det rigtige ansigtsudtryk frem, og hvordan og hvad jeg skal svare. Shit! Jeg følte ikke jeg kunne svare andet end ja. Set i bagklogskabens lys, skulle jeg selvfølgelig have sagt noget i stil med at jeg ikke var klar endnu. Men jeg er sådan en forpulet pleaserperson, der har svært ved at skulle skuffe og såre andre, så hellere gå 100% på kompromis med mig selv… Og hvad der så sker, er jo at jeg stille og roligt mister mig selv. Jeg har været der før.

Så efter en uges tiltagende nedlukkethed fra min side, fik jeg endelig styr på mine tanker og fortalt A, hvilken grad af panik der florerede i mit hoved. Han blev naturligt meget ked af det og forlangte ringen tilbage…

Min vægtskål står helt lige. Jeg har det hverken godt eller skidt. Men hvordan har man det så…?

 

Jeg har været en uge om at få færdiggjort dette indlæg… Meget er yderligere sket på den uge… Fortsættelse følger.

4 comments on “‘hvordan har du det?’”

  1. Wow, kan sgu godt forstå du ikke ved hvordan du har det eller hvordan du er endt i den redelighed.
    Er selv superpleaser, og kan levende forestille mig situationen.
    Men du er sej, er du. For du har forstået st du ikke kan gå på kompromis denne gang.
    Fra sidelinien syntes jeg jo at A burde være forstående over for din tøven. Han kender jo din historie. Og må have gjort sig nogen overvejelser før han spurgte. Har han slet ikke forestillet sig at det kan være svært for dig?
    Men han er nok så glad for dig at han slet ikke kan se noget problem i at blive gift, han ved bare at det er dig han vil være sammen med. Og tænker ikke på at du nok ikke egentlig er i tvivl om at du vil være sammen med ham, men simpelthen har et problem omkring hele det der ægteskab.
    Og det er måske det du skal koncentrere dig om, dit forhold til det at være gift. Snakke med ham om at det ikke er ham, men ægteskabet der skræmmer dig.
    Hvis jeg altså har forstået dig rigtigt.
    At han krævede ringen tilbage virker lidt barnligt på mig. Der ville jeg forvente at hvis han virkelig mente det og er villig til at arbejde for sagen, så skulle han lade ringen være hvor den er på din finger og håbe at den ville gøre magiske ting ved dig…
    Vi har vel alle en eller anden drøm om et frieri, selvfølgelig er det lidt irriterende at det ikke blev gjort efter “opskriften” – men mon ikke du i sidste ende ville have været lidt ligeglad hvis du virkelig gerne ville giftes? Forståetmsådan at irritationen er et symptom på din uvillighed til hele processen?

    • Du har ret i, at frieriet er et symptom på hele min modvilje mod at blive gift. For essensen af det burde jo være nok, hvis det var det jeg ønskede forholdet udviklede sig med. Og du har også ret i, at A bare gerne vil giftes med mig, fordi han ikke kan se sig selv sammen med nogen anden. Jeg tror han havde ‘glemt’ alt hvad jeg har været igennem, og overvejede overhovedet ikke, hvor meget han risikerede at tricke hos mig med det ene spørgsmål og lænken på min finger. Jeg synes i øvrigt også at han var SÅ barnlig da han bad om ringen tilbage ;D

      Tak for din besked – det er virkelig dejligt at få noget input til alle mine tanker om hele denne her redelighed!

      Og håber ikke du selv havner i for mange situationer, som du bagefter fortryder. Det stinker virkelig nogle gange at være en peoplepleaser…hvorfor kan man ikke bare sige nej?! ;D

  2. Du er ikke en prinsesse, fordi du gerne ville fris ordenligt til. Jeg læser ikke nogen steder at du foventede hvide duer eller big bands til et frieri, men bare at han tog et vigtigt øjeblik mellem jer to seriøst. Og det gjorde han ikke.

    • Præcis! Havde ikke forventet andet end at han havde gjort sig sine overvejelser…sådan noget bør ikke være spontant. Er nu ikke sikker på det i sidste ende havde ændret mine nuværende overvejelser – men jeg havde ikke været trist over det helt fra start, som jeg var.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *