Ja den kommer ingen jo udenom – ligemeget hvor forelsket man er i starten.

Vores ramte selvfølgelig efter Alfa flyttede ind. Men! For helvede hvor jeg elsker at bo sammen med ham. Jeg elsker når han kommer hjem, eller han er hjemme når jeg kommer hjem. Elsker at ligge og kigge på ham når han er faldet i søvn og føle mig som verdens heldigste når jeg gang på gang bare må erkende at han er en total overscoring. (Hvilket jeg naturligvis ikke siger højt).

Han mener selv en af hans fejl er at han lider lidt af OCD. Rengørings og oprydnings OCD. But I love it! Aldrig har der været så pænt hjemme hos mig, som efter han er kommet til. Men det sætter selvfølgelig også nogle lidt strengere krav til resten af husets beboere om at huske at rydde op efter sig selv – men set i selverkendelsen kloge lys, så kunne mine unger i den grad også godt trænge til en opstrammer der. Så efter et par måneders tilvænning, så er alle rettet ganske fint ind ift det.

Så elsker han at lave mad. Hvilket betyder at jeg meget sjældent laver mad længere, hvilket er perfekt – jeg synes det er noget af det mest stressende at skulle sørge for det der yngel hele tiden skal affodres. Hvorimod han afstresser når han laver mad. Endnu en ting jeg er meget fan af ved hverdagen.

Men det jeg så er knap så fan af, er at niveauet af antal gange vi har sex nu kontra før vi boede sammen er faldet drastisk. Og jeg er godt klar over jeg overhovedet ikke skal brokke mig når jeg hører hvor lidt andre har sex, men det har alligevel fyldt en del hos mig, at det ikke er det samme længere. Jeg er så småt ved at lande i det og prøver ihærdigt at acceptere det, men jeg synes det er en svær proces det der med at gå ned på intimitet. Og det er blevet meget tydeligt for mig at det klart er mig der har mest behov for at det ikke bliver alt for meget hverdag på det punkt. Jeg bliver ganske simpelt småirritabel når der går mere end 2 døgn hvor vi ikke har sex.

Nå, men alt i alt er alt jo godt. Nye forhold kræver selvfølgelig afslibning af kanter og at man er nødt til at gå på kompromis ind imellem.

Og apropos kompromis – så har jeg fået fjernet min hormonspiral i sidste uge. Alfa stak sig hele tiden på den, hvilket gjorde det ekstra svært at opretholde et passende sex interval så undertegnede ikke blev småhys. Planen er ikke flere børn! Men at en af os skal steriliseres – vi har bare viiirkelig svært ved at beslutte hvem af os der skal. Ventetiden er 6 mdr, så planen er at vi begge indstilles og så må vi håbe at en af os er mentalt klar til det til den tid. For selvom jeg godt ved jeg ikke skal have flere børn, så sker der altså et eller andet i hovedet på mig ved aktivt at skulle lukke den dør. Alfa er selvfølgelig bange for at han bliver den ene promille som får rejsningsproblemer bagefter – og taget ovenstående i betragtning, så kan jeg da godt have samme frygt. Så det ender nok med det bliver mig der skal snittes lidt i.

Samtidig med snakken om sterilisation har snakken så også kørt på det modsatte. Om vi alligevel skulle kaste os ud i at få et kærlighedsbarn. Men altså – er vi ikke enige i at det mest er tanken der er pisse romantisk? Virkeligheden kan vist bedst sammenlignes med at blive slået hjem på målstregen i ludo. Barnet ville jo først afslutte gymnasiet når vi er 60! Og det er faktisk både synd for barnet og os.

Og et rigtig godt eksempel på hvor meget vi virkelig nyder vores nuværende voksen frihed, er muligheden for bare lige at tage på forlænget kæresteweekend når ungerne ikke er hos os.

Næste uge går turen nemlig til Rom.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *