For noget tid siden, der skrev jeg om mit kæmpe arbejdsdilemma  og min tyranniserende chef der virkelig i dén grad gjorde livet surt for mig på mit arbejde. Jeg havde en meget ubehagelig konfrontation med hende en mandag morgen. Måtte skrive en mail til min oversygeplejerske efterfølgende om, at jeg gerne ville have en fortrolig snak med hende. Vi aftalte at snakkes ved onsdag i den samme uge.

Det blev onsdag, og min oversygeplejerske lavede et snedigt trick, hvor hun med påskud om noget andet arbejdsrelateret, fik gennet mig ind på sit kontor. Her fik jeg fortalt om alt det min chef havde budt mig siden januar sidste år. Oversygeplejersken lyttede interesseret og sagde bagefter, at hun lige var nødt til at snakke med sit bagland, inden vi skulle tage en beslutning om, hvordan vi skulle gribe hele situationen an, ift min chef.

Det sjove var, at så snart jeg fik lettet mit hjerte og fortalt om alt det der havde foregået, så var det ligesom jeg slap det. Jeg blev ligeglad! Ligeglad med flere konfrontationer – det var nemlig lykkedes mig at sige fra overfor hende, så jeg følte mig pludselig stærk. Stærkere end hende. Hun kunne bare komme an. Og jeg fik ovenikøbet sagt til oversygeplejersken, at hvis hun mente det var bedst at vi havde en direkte snak med min chef, hvor jeg fortalte hende det hele direkte, så kunne jeg også sagtens det – no problemo.

Så blev det torsdag… vi havde travlt, som sædvanlig. Min chef smilte og hilste sødt på mig og ellers snakkede vi ikke sammen.

Fredag… Min chef sagde op….. !

WTF!! I hvilken verden sker det?

 

Så nu har jeg fået skuldrene ned på plads, og går på arbejde uden at blive fysisk dårlig, fordi jeg skulle høre på hendes stemme gennem hele afdelingen.

Men fordi hun pressede mig i så lang tid, havde jeg jo fuld gang i omstillingsprocessen; MÅ FINDE NYT ARBEJDE NU! Og den har jeg ikke helt kunne slippe, heller ikke selvom det her nok bliver det mest spændende og akutte speciale jeg nogensinde kommer til at arbejde med igen, og jeg stortrives i det. Så er det bare stadig på bekostning af mit eget liv. Jeg trænger til weekend fri, også når jeg ikke har mine børn.

Så jeg har søgt nyt arbejde, eller jeg har faktisk søgt flere….

wish me luck

<3

2 comments on “hvad skete der egentlig med hende chefen”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *