Fuck jeg har alt for meget på hjertet i øjeblikket og alt for lidt tid! 

I forrige indlæg skrev jeg om Mortens opdagelse af at jeg er blevet kæreste med FILF’en.  Hvilket jeg vildt gerne vil fortælle om! Altså hvordan hele det her med FILF’en er kommet så vidt. Men først er jeg nødt til at fortælle om mit arbejdsdillema – som iøvrigt intet har med FILF’en at gøre, men som fylder helt enormt. 

Jeg fik ny chef for næsten halvandet år siden – dengang jeg lå på hospitalet med min diskus prolabs. Hun var vores tidligere Tillidsrepræsentant i afdelingen og havde en ivrig tilgang til stillingen om, at nu skulle hun vende skuden. Hvilket hun også gjorde, sammen med de to andre nye afdelingssygeplejersker der erstattede den gamle ledelse. 

Problemet der ofte opstår med ledere, ihvertfald min oplevelse, er at det for de fleste ender med at magten stiger dem til hovedet. 

Hende her er ingen undtagelse. 

Den første tid var hun super god til at få afdelingen til at hænge sammen igen. Alle var helt vildt begejstrede for hende…med undtagelse af mig. For af en eller anden årsag har hun en torn i siden på mig. Om det er fordi jeg hjalp hende i den stilling hun fik og hun føler hun skal sørge for INGEN tror der er noget nepotisme over vores forhold, og hun så føler hun er nødt til at gå i modsatte grøft og tyrranisere mig, ved jeg stadig ikke. Men modbydelig – det er hun. 

Hun er den der intimiderende type som du aldrig ved hvor du har. Det ene øjeblik er hun smilende og humoristisk, og det næste råber hun af folk på en måde jeg ikke engang ville tiltale mine børn når de har været uartige. Hun har ingen empati og når jeg prøver at snakke med hende, svarer hun mig altid så surt og nedladende, så jeg for længe siden besluttede at holde vores kommunikation på et minimum og helst via mail. Hun fjerner mig fra de spændende patienter og sætter mig på de nemme, med begrundelsen at de er for dårlige til at jeg kan passe dem. Istedet sætter hun en ny, i afdelingen uerfaren sygeplejerske til at passe den patient. Når jeg fortæller hende at for første gang i et år har jeg endelig haft en kompleks patient og at hun gerne må prioritere at jeg også får udfordringer, svarer hun nedladende at jeg jo lige har haft en. ‘Ja! På eet år!’  Folk har alle fået godkendt deres sommerferieønsker mens jeg var på Bali, jeg har fået en mail om at alle uger mine unger har sommerferie er lukket for flere ferieønsker, men at jeg kan ønske efter uge 32, eller før uge 27. Jeg svarede hende at jeg havde brug for at holde ferie med mine børn i deres ferie hvortil hun svarer at det er mit problem og ansvar at jeg har været på ferie mens ferieplanen blev lagt og at det er en skam jeg ikke kan bytte ferieuger med min Eks. ‘Jamen hvad nytter det når du har lukket samtlige uger børnene har ferie i?! Så kan det jo være ligegyldigt med at bytte med Morten.’ I oktober og november havde hun givet mig 13 nattevagter pr måned – vi skal have 8. Jeg spørger forsigtigt om det bliver sådan fremover for så har jeg lidt et problem med mine børn, eftersom jeg kun er børnefri 10 dage om måneden. Svaret kom prompte: DU SKAL BARE SØRGE FOR AT ØNSKE DINE VAGTER!!’ Jeg har så kørt det samme rul i fire fucking år uden problemer. 

Nå, hun har nu kørt hetz på mig siden januar sidste år og jeg er ved at være slidt ned, psykisk. Hvis hendes mål er at drive mig ud af afdelingen kan jeg godt afsløre at hun er ved at få succes. Jeg kan ikke mere. 

Hun har så været syg de sidste 14 dage og pludselig har jeg følt glæde ved mit arbejde igen. Jeg har fået lov at passe patienter der var udfordrende, fordi hun ikke var der til at fjerne mig fra dem og jeg har ikke skulle forholde mig til hendes vægelsind. Det har været så dejligt. 

Mit problem nu er, at selvom hun ikke har været her, fylder hun stadig enormt meget i mit hoved og jeg kom til at nævne en halv sætning om det til de to andre afdelingssygeplejersker den anden morgen, da jeg var færdig med min nattevagt. De kiggede straks bekymret på mig og lagde en hånd på min skulder og vupti så løb tårerne ned af mine kinder. 

Jeg blev ført ind på bagkontoret og fik fortalt dem hvorfor jeg var så ked af det. De tilbød straks at jeg kunne skifte team og komme over til en af dem istedet og at min boss selvfølgelig ikke ville få at vide hvorfor, hvis jeg ikke ville have det, men at det skulle videre op i systemet fordi jeg ikke var den eneste der havde klaget over hende. 

Jeg gik hjem med lidt blandede følelser. For jeg kan rigtig godt lide de kollegaer jeg har i mit nuværende team, og jeg er endelig begyndt at synes at patienterne også er spændende. Men jeg får det jo aldrig godt med min chef, heller ikke selvom jeg har smidt stenen fra skuldrene hos resten af ledelsen. Alternativt skifter jeg tilbage til mit gamle team. 

Jeg møder så ind i nattevagt lørdag nat og så ligger der en mail fra min chef om at hun har hørt at jeg er gået ked hjem fra arbejde den anden morgen og at jeg meget gerne må ringe til hende, for hun vil gerne snakke med mig. 

FuckediFUCK!!! 

Jeg ved stort set med sikkerhed at det ikke er de andre chefer der har sagt noget, for de understregede tavshedspligten under vores samtale. Men snarere nogle kollegaer der så jeg var ked af det og så ikke har kunne holde deres kæft i bar nysgerrighed og har garanteret spurgt hende om hun vidste hvorfor jeg var ked af det. 

Så nu skal jeg alligevel forholde mig til hende. Hun møder nemlig ind mandag morgen inden jeg er gået hjem fra nattevagten, og jeg føler mig slet ikke psykisk stærk nok til at håndtere en konfrontation med hende. Slet ikke efter en nattevagt!

Jeg anser normalt mig selv for et ret stærkt menneske og jeg tager allerhelst tyren ved hornene når det er nødvendigt. Men hende her, som jeg aldrig ved hvor jeg har, kan jeg simpelthen ikke overskue at skulle ud i en konfrontation med, for hun vil ikke blive mere behagelig at arbejde sammen med ligegyldig hvad der kommer ud af konfrontationen. 

Jeg har sendt hendes mail videre til de andre afdelingssygeplejersker og sagt at hvis jeg skal snakke med hende, skal der en bisidder med. 

Allermest har jeg lyst til at melde mig syg og finde et andet job ASAP…

Men jeg mangler at aflevere mit speciale i den overbygning jeg har taget mens jeg har arbejdet i denne afdeling, og hvis jeg stopper inden den er afleveret, får jeg ikke papirer på uddannelsen, eller de ekstra penge den giver på lønsedlen. Jeg skal aflevere opgaven den 1/4, og er håbløs til at finde motivationen til at skrive den. Men kunne jeg skrive den færdig inden mandag morgen OG få den godkendt, for at slippe for at skulle snakke med min chef, så havde jeg gjort det lige nu… 

Råd modtages iøvrigt med kyshånd for hvordan jeg skal forholde mig, hvis der skulle være nogen der ligger inde med nogle guldkorn fra lignende situationer…

12 comments on “Hvad gør jeg?”

  1. Hold nu helt op, hun lyder da virkelig som en kost :-O
    Har i ikke en AMIR eller TR du kan gå til?
    Hvis der er flere der har klaget må der da kunne gøres noget.

    • Vores TR har sagt op og der er pt valg til en ny.
      Og AMIR’en er ret dårlig til sin funktion lige i det her tilfælde, eftersom det er mig der er AMIR, hvilket måske egentlig er medvirkende årsag til hun prøver at knække mig, nu jeg lige tænker over det.

      Jeg skal i kommende uge snakke med oversygeplejersken, men fuck altså hvor har jeg egentlig bare lyst til at trække Strudse-kortet og stikke hovedet i sandet og håbe på hun så forsvinder. Men er begyndt at indstille mig på at jeg er nødt til at tage konfrontationen – og håbe på det bedste for mit eget vedkommende. Jeg har dog ingen forventninger om at hun har evnen til at udvikle empati, så i sidste ende bliver det nok mig der forlader afdelingen før hun gør… suk…

      • Ja så er det ikke nemt for dig lige nu 🙁 Hvad med en FTR?
        Jeg tror det er en god idé at tale med oversygeplejersken også selvom det er svært og det kommer til en konfrontation med din leder.
        Har selv prøvet at sidde til samtale med ledelsen, dog ang. en kollega der var ubehagelig, men det var rart at der var andre inde over end bare lige de nærmeste.
        Går det helt galt tager du bare halen mellem benene og flygter til Randers 😉 Vi mangler altid søde kolleger her på huset 😉

        • 😘 ikke et dårligt bud på en løsning – Randers er en hyggelig by!
          Men ja en FTR kunne bestemt være løsningen 👍🏼 indtil videre må jeg se hvordan overspl vil håndtere det, og tage den derfra… men Nøj hvor virker hjemmeplejen tiltrækkende på mig lige nu 😄

  2. Hold op for en led kælling, du er rendt ind i – øv!
    Du skal i hvert fald ikke fortælle hende noget om, hvordan du har det med hende. Hold den del af det på chef-niveau, for hun ændrer sig ikke, bare fordi du siger sådan. Jo, måske til det værre.
    Jeg ville skrive en mail tilbage om, at det er noget personligt, som du for nuværende ikke ønsker at involvere hende i, men at du vil tage fat i hende, hvis det ikke ændrer sig snart. Eller noget…
    For du skal fandme have de papirer! Det er jo lige om lidt.

    Så afvis hende, støt dig til dem, du stoler på – og så skift team, når du kan. For det der holder bare ikke en meter.
    Det trøster forhåbentlig lidt at vide, at du ikke er den eneste, der har det sådan med hende? <3

    • Ja hun er ikke for småbørn 🙁
      Og ja jeg skal bare have afleveret det skide speciale, men altså, hold kæft hvor er det udmattende at skulle skrive kl 21 om aftenen når børnene er puttede, madpakkerne smurte og vasketøjet hængt op. Jeg savner mit 25 åriges energiniveau 😀

      Tak for dit besyv <3 det er så rart at få input, når man selv føler man står helt låst i en situation.

  3. Øv for en situation😞 man kan være nok så glad for sit job, men hvis forholdet til chefen er skidt, så bliver alt ret hurtigt skidt!
    Jeg siger “giv ikke op uden kamp!” Du har jo stort set besluttet at rejse, hvis det fortsætter, så hvad er der at tabe på at indgive en formel klage?? Jeg er selv ansat på et hospital og har haft lige netop sådan en chef!! Efter 2 års terror fik vi nok og krævede hende fyret. Det lykkedes efter meget lange, seje 6 mdr, men vi vandt og sidder i dag tilbage på en langt federe arbejdsplads!

    • Ja jeg tror heller ikke jeg slipper for at skulle i en konfrontation med hende. Det er faktisk lidt pinligt for hende, for grunden til hun blev chef der for halvandet år siden, var netop fordi vi endelig fik strittet den gamle ledelse ud og der skulle nye bedre boller på suppen, og i starten var hun god, men nu er hun endnu værre end den gamle ledelse var.

      Men super for jer at I nu har fået en ordentlig ledelse – de hænger ikke på træerne i det offentlige…desværre 🙁

  4. Jeg har ingen gode råd, men kender alt til at arbejde sammen med hekse. Hvis man kunne give igen, ville det jo ikke være noget problem, men man bliver jo kørt ned psykisk og man beder jo heller ikke voldsofre om at lige slå lidt igen, når de er blevet overfaldet. Jeg hepper på at få afleveret og så væk derfra så hurtigt som overhovedet muligt for man betaler en alt for høj pris for at ” få lov” til at arbejde sammen med sådan en heks, der har udpeget dig ud som sit offer. Og man ér sgu et offer! Det er vildt nederen, men kæmp med næb og klør for at komme igennem og komme væk!

Skriv et svar til Liz Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *