Jeg var til Cross Fit træning med kammerat T forrige søndag.

T, som dagen forinden lige havde skrevet at hvis ikke jeg vidste det, så havde han altså følelser for mig… altså mere end vennefølelser… jeg responderede med at jeg var ked af hvis jeg havde udsendt signaler der kunne misforstås, for jeg kunne ikke gengælde følelserne. Det havde jeg heldigvis ikke, den lå udelukkende hos ham, svarede han. Hvorefter han fortsatte og skrev at han ville vente på mig, hvis jeg en dag ombestemte mig.

(!!)

Arhmen altså…. der kommer aldrig noget godt ud af at nogen venter på nogen.

Nå, men vi stod midt i træningen og skulle lave et dødløft. Et løft som jeg normalt sagtens kan løfte med 40-50 kg på. Jeg havde 20 kg på denne morgen.

Træneren var en pæreformet blævrende midaldrende korthåret kvinde i meget farverige leggings, som ikke overlod noget til fantasien.

Midt i jeg havde gjort klar til et løft, spændt i core, og skulle til at løfte sammen med resten af holdet, vendte træneren sig om, så jeg fik frit udsyn til hendes blævrende baller, der hver især havde sit eget liv i de spraglede leggings og jeg tabte fuldstændig fokus, trak vejret og dermed mistede min coreopspænding og SMÆLD!

Min gamle diskus prolabs smuttede ud mellem mine ryghvirvler. Fucking 20 kg!!

Jeg gik helt i panik – fik T til at smide sin vægtstang og tage min. Kom ned og ligge med enorm frygt for aldrig at komme op igen. For sådan var det jo sidst. Holdet fortsatte og jeg lå og kæmpede for ikke at bryde helt sammen i panikangst over at skulle gennemleve 3 mdr i smertehelvede endnu en gang. Lægen for 2 1/2 år siden, på Gentofte hospital, fik ret – det var ikke sidste gang jeg fik en diskus prolabs. Og allermest lå jeg bare og tænkte på al min træning, alt det jeg har opnået. Og Nordic Race som jeg skal løbe med 10 kollegaer om 2 mdr, hvor de har udnævnt mig som holdkaptajn fordi jeg er den der er i bedst form…

ARGH!!

Timen sluttede og jeg turde stadig ikke bevæge mig. ‘Der kommer vel ikke et hold til efter det her vel?’ Fik jeg spurgt de spraglede leggings som havde sat sig på hug med spredte ben lige ved siden af mit hoved, så jeg kunne lugte at hendes fisse trængte til et bad… evt også en svampekur…føj for helvede!! (Ja som sygeplejerske, så kender man desværre alt for godt denne karakteriske lugt)

Som svar på mit spørgsmål kom næste hold ind af døren og kiggede alle meget spørgende til hele scenariet der foregik omkring mig. Jeg ringer efter en ambulance sagde leggings’ne.

Fandeme nej! tænkte jeg. Jeg skal ikke have alt det drama omkring mig i mit lokale træningscenter, så med T’s hjælp kom jeg på benene og med støtte fra ham, bevægede vi os gennem centret som et andet futtog i en børnehave.

Jeg kom ud i min bil og fik fragtet mig hjem. Og undervejs fik T og jeg lige afklaret hans besked fra dagen før – den lå jo lissom lidt i luften og lurede … oveni alt kaoset. Timing is everything.

Da jeg kom ind af døren derhjemme brød jeg sammen… foran børnene. Ikke skide smart da de blev helt vildt bange og iøvrigt sagtens kunne huske sidste episode hvor jeg lå på gulvet og græd. Denne gang kunne jeg dog stå op, eller nærmere jeg skulle bevæge mig hele tiden for at det var til at holde ud.

Jeg ringede 1813. Det smæld jeg mærkede i ryggen skulle tjekkes. Plus jeg havde meget fint i erindringen alle de smerter der medfulgte når jeg skulle skifte fra stående til liggende og omvendt. Og på et eller andet tidspunkt kunne jeg jo ikke blive ved med at trave rundt i huset med tårer og latent panik i øjnene.

1813 sygeplejersken var en ko! Ja vi udreder jo altså ikke for diskus prolabs på en søndag!! Hvorefter hun stillede mig videre til en læge inden jeg kunne nå at sige mere.

Lægen til gengæld tog mig ret alvorligt. Jeg har allerede sendt en ambulance afsted sagde han.

5 min senere sad jeg på kanten af båren og rystede, og med tårerne trillende ned af kinderne. Kæmpede for at komme ned og ligge uden alt for mange smerter. Kunne se mine naboer havde stimlet sammen i vinduerne og holdt øje med hele optrinnet. Fantastisk …! Hokus pokus mig i fokus.

5 comments on “Hokus pokus – mig i fokus”

  1. Åh nej, endnu engang med sådan en omgang…for pokker da også for mønstrede eller spraglede, som egentlig lyder endnu værre, leggings🙈 havde det i mindste været en überlækker mandekrop dit øje havde fundet hvile på…

    Hvad er status? Lækre ambulancemænner😜eller var du fokuseret på noget andet😂😂😬

    “Fedt” med naboerne, hvad sker der i øvrigt for det? mindre festligt at børnene skulle se dig sådan, på den anden side så kunne de jo se du fik hjælp…

    De bedste ønsker om hurtig og god bedring❤️

    P

    • Tak for din søde kommentar ❤️
      Det går heldigvis meget bedre end sidst – jeg er sluppet med skrækken og klarer hverdagen på Panodil og ibuprofen. Tror alligevel ikke al den træning har været helt spildt ift rygstatus nu 😊
      Og ja riiiimelig lækker ambulancemand der sad med mig…men altså, han var måske egentlig mere ovre i drenge genren 😆 følte mig ihvertfald i ældre kategorien 👵🏼

      Rigtig god weekend 😘

    • Pas – folk er så mega nysgerrige, hvilket er virkelig ufedt når man sidder og græder i fuld offentlighed på kanten af båren.

      Jeg var med til at passe nedenstående dreng på hospitalet. Efterfølgende ser jeg dette opslag fra hans mor på fb og så blegner min egen frustration over nysgerrige naboer fuldstændig i sammenligning med hvad de har oplevet inden de kom til os.

      https://www.facebook.com/camilla.k.andersen.50/posts/10154972563226377

      Tak for omtanken ❤️

      • Nå – det link kan jeg ikke få lov at vedhæfte.
        Det handlede om en 2 årig dreng som blev hentet med helikopter og fik genoplivning på stedet inden han blev fløjet afsted til hospitalet. Der stoppede folk op i deres biler for at tage billeder af det hele og kørte først da helikopteren lettede. Simpelthen så taktløst og mangel på medmenneskelighed når andre står i deres livs krise.

        Drengen døde desværre 😔

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *