…og så gik jeg helt i stå herinde…

For det eneste der nærmest florerer i mit hoved er stadig panikpanikpanik og jeg ved ikke hvordan jeg skal kunne forklare min panik uden at få repressalier om at jeg selvfølgelig ikke skal gifte mig, hvis ikke jeg er klar eller A ikke er den rette.

Jeg føler 100% det er mig den er hel gal med – og som flere har påpeget, så er der jo en grund til min panik. Han hedder Morten og er faren til mine børn.

Short summary om Morten indebærer et 9 år langt forhold præget af psykisk vold og kontrol som resulterede i, at jeg til sidst overhovedet ikke kunne kende mig selv længere.

Jeg har siden dengang betegnet mig selv som ‘damaged goods’ og har kæmpet i nu 3 ½ år for at finde tilbage til mit oprindelige selv, og det har både en psykolog og A været en stor hjælp med. Jeg har længe følt at jeg virkelig er kommet langt, Morten har ikke den store påvirkning på mig længere (selvom han stadig prøver) og jeg fungerer rent faktisk i et forhold, hvor jeg ikke bakker ud, så snart manden har følelser og forventninger til mig.

Og så vælger A at fri til mig på vores ferie i sidste uge! Og har i den forbindelse sendt mig direkte tilbage til panik og angst, og en følelse af at have fået en jernkæde om anklen med en stor sort tung jernkugle hægtet på via en lang kæde.

Og jo mere han taler om brylluppet; hvor skal det holdes, hvem skal med, hvad må det koste, hvornår skal det ca være for der er jo regler om, at man så skal være gift inden for 1 år – jo mere vejrtrækningsbesvær får jeg.

Og ikke nok med det! Så har han jo et tæt bånd til facebook, så ca 20 min efter at han havde friet, havde han da også taget et billede af min hånd med ringen på, og lagt det på facebook. Så jeg skal også forholde mig til at venner og familie ved det og er super glade på vores vegne (selvfølgelig) og alle glæder sig spændt på der kommer en dato hvor der skal holdes kæmpe bryllupsfest. Nogen burde belønne mig mit pokerfjæs!

…og vil nogen venligst oplyse mig om hvor mit livs exit knap befinder sig…

 

3 comments on “her er stadig panik…”

  1. Jeg er ikke ekspert i dit liv, så tag fra det her, hvad du kan bruge, okay?
    Godt… Jeg tænker, at der kun er én måde at komme videre på, nemlig samme metode som du brugte sidst, du skulle videre. Nemlig at tale med nogen om det. Få sat ord på panikfølelsen, så du kan se den i øjnene og indse, at det bare er en følelse. En tanke. Som du kan ændre.
    Panik er i hvert fald en dårlig sindsstemning at være i, når man skal træffe beslutninger.
    Min mor var i et psykisk voldeligt forhold, hun fik aldrig bearbejdet det. Jeg er bange for, hun aldrig finder en ny, hun tør stole på, og det gør mig ret ked af det. Hun siger selv, hun har det fint. Det har hun sikkert også, men altså… Alle har brug for at have nogen tæt på.

  2. Har faktisk overvejet en reunion med psykologen og tror også det er løsningen, for ja – det er jo ikke meningen vi skal gå gennem livet alene. Og børnene flytter jo også hjemmefra på et tidspunkt 😉

    Mht din mor – så er jeg ked af at høre hun også været udsat for det. Hun har det sikkert fint, så længe hun bare er sig selv…det er når man skal til at fungere sammen med et nyt menneske igen, at problemerne opstår. Mit første skridt mod selverkendelse var via mødrehjælpens hj.side – de beskriver hvad man gennemgår rigtig rammende… hvis det kan være nogen hjælp <3

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *