Såååehm…A’s og mit forhold har været oppe til diskussion nærmest hver eneste dag siden jeg meddelte ham, at jeg ikke kunne gifte mig.

Jeg kan sagtens forstå, at det må være den ultimative mest nedslående afvisning man nogensinde kan få. Problemet for mig i det her forhold er, at jeg grundlæggende ikke kan være mig selv. A har mange forventninger til, hvordan man er kærester – og jeg har længe gjort hvad jeg kunne for at leve op til dem. Og fejlet 8 ud af 10 gange.

Jeg er sådan et menneske man kan kalde en fri fugl eller free spirit. Jeg kan sagtens være i et forhold, være 100% tro, og generelt være en rigtig god kæreste med masser af kærlighed at give. Det eneste jeg i det store hele forventer er, at jeg også får frihed, alenetid, tid med mine veninder og ikke bliver dikteret hvordan jeg skal agere i forskellige situationer. Jeg mister migselv hvis jeg føler mig begrænset. Sidstnævnte er især et resultat af 9 år sammen med Morten.

A har haft et stort behov for at være en del af ALT i mit liv – det har været enormt grænseoverskridende. Men jeg har forsøgt at lukke ham ind. Han vil gerne have at vi er en kerne, en fælles stærk kerne. Men jeg er stærk alene! og har altid været det – fra jeg var helt lille og mine forældre var selvstændige uden tid til mig, til mit lange forhold med Morten, som heller ikke var der, selv heller da vi fik 3 børn. Altid har jeg sørget for at være stærk alene. Så hvordan er man stærk sammen – og hvorfor føler jeg, at jeg giver afkald på mig selv, hvis jeg melder mig ind i tosomheden. Hvor forsvinder jeg hen? Hvorfor kan man ikke være stærk alene OG stærk sammen? A siger at jeg ikke behøver at være stærk alene mere, for nu kan vi være stærke sammen….

Jeg føler ikke han ser mig. Og derfor kan jeg ikke gifte mig med ham…

 

7 comments on “forventninger”

  1. Åh, altså 🙁 Kan fornemme, hvor det her måske leder hen, men jeg håber, Jeg tager fejl, og at I kan finde et fælles ståsted, uden at det betyder, I skal være sammen om alting.
    Vil dog bare sige, at det er så vigtigt, at du er tro mod dig selv. Du er den bedste ven, du har. Jeg har det sådan, at ligegyldigt hvor dejligt tosomhed kan være, ligegyldigt om der er masser af kærlighed, respekt og plads i et forhold, så har du altid kun dig selv i sidste ende. Ment på den måde, at det er kun dig selv, som aldrig vil forlade dig. Giver det mening? Du skal kunne leve med dig selv, Det er vigtigst. Krydser fingre for… Ja, ved ikke for hvad. For dig! <3

  2. Sikke en gyser. Er enig med Skalotteløg, vær tro mod dig selv.
    Jeg synes sætningen “A har mange forventninger til, hvordan man er kærester – og jeg har længe gjort hvad jeg kunne for at leve op til dem. Og fejlet 8 ud af 10 gange.” siger det hele. Du bør ikke behøve at leve op til en partner!

    • Ja det er sgu lidt spændende for tiden!
      Jeg har svært ved at være tro mod mig selv, hvis jeg skal leve op til hans forventninger…og sådan bør det ikke være.

      Tak for dine input!

  3. Man SKAL kunne have noget af sit eget hvor ingen får lov at komme ind. Har det totalt lige som dig, MÅ have mine egne cirkler med alenetid. Din integritet må du holde fast ved. Er helt enig med Skalotteløg og Den Sure…
    Pas på dig selv!

    • Sjovt du skriver cirkler 😀 A har også beskrevet vores forhold som cirkler, hvor han ikke føler at ‘vores’ cirkler nogensinde kommer til at overlappe hinanden fuldstændig – at min cirkel altid vil have en del, som han ikke får adgang til, hvilket han mener er forkert. Her er det jeg hyperventilerende beder om en pose at trække vejret i! 😀

      • For mange år siden gik jeg hos en psykolog. Bla. havde jeg svært ved at finde mine egne grænser og han bad mig om at tegne to cirkler der symboliserede mit og min mands (nu mand gennem 25 år) forhold. Jeg tegnede to cirkler der totalt overlappede hinanden. Psykologen lærte mig at man kan overlappe, men også lade en del af cirklen være udenfor – man bestemmer selv hvor stor en del!
        I begyndelsen af vores forhold, havde min mand en dag ryddet op i mine skrivebordsskuffer. To små skuffer. Jeg blev så flintrende arrig og sagde at det var som at leve med KGB. Han havde bare ment det som en hjælp, men vi fik en meget vigtig snak om privatliv og om vigtigheden af at have noget som kun er ens helt eget – fysisk eller psykisk.
        Den dag i dag, 27 år senere, kunne ingen af os drømme om feks. at åbne et brev med den andens navn på – også selv om det er en uskyldig meddelelse fra brillemanden. Respekt for at vi er individuelle mennesker.
        Det lyder som om du har et helt (efter min mening) naturligt forhold til det at være sig selv sammen (og netop det bygger en stærk fælles kerne) og hvis ikke A kan forstå og lære, så må du overveje om du virkelig kan det forhold.
        Min mand og jeg er utrolig stærke sammen, bedste venner, har tre børn, er hinandens bedste støtte i svære tider, men vi er også to individuelle eksistenser med hver sin verden uden den anden.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *