Jeg har jo en kæreste, også kaldet A herinde, og han er, hvad jeg ville kalde, afhængig af facebook. 

Han er på fb på alle tider af døgnet – også hvis han skulle vågne midt om natten for at skulle tisse, så bliver fb lige tjekket. 

Og hver eneste gang tænker jeg; ‘but why? – hvor meget nyt kan der virkelig nå at ske i dine omkring 150 venner’s liv, siden du var på for en halv time siden?’ 

Jeg er nok lidt modsat – jeg tjekker fb når jeg ikke har andet at lave. Jeg er ikke på fb, alene på grund af, at det er præcis dét jeg vil bruge min tid på, som jeg føler A er. 

Jeg har selvfølgelig også tre børn og diverse pligter der følger med sådan nogle unger, som selvfølgelig tager det meste af min vågne tid. Og som giver en naturlig afholdenhed fra alle de sociale medier – inkl bloggen her. 

Men jeg forstår det faktisk ikke rigtig. Den der afhængighed man kan have af noget som fb. 

Jeg bliver for eksempel altid mega irriteret når jeg åbner app’en på tlf og de første ti opslag enten er reklamer eller en eller anden fantastisk sangvideo fra et engelsk talentshow, som nogen absolut bare mener skal deles med Gud og hver mand. 

Nå, men til aften kan jeg så mærke at A er lidt irritabel – noget går ham på. Og jeg kan ved Gud (der var Han igen) ikke regne ud hvad det kan være. 

Vi er på ferie – vi hygger os helt vildt…eller…

For da jeg så endelig får ud af ham hvad der er galt, så handler det om fucking facebook. 

Nogle af hans venner har åbenbart sendt kærlighedserklæringer til hinanden derinde (indsæt selv ørlesmiley her) 

‘Hvorfor gør du aldrig sådan noget til mig?’ Lyder det meget bebrejdende spørgsmål. 

Og så er vi nemlig nede ved essensen af mit problem med facebook. 

Jeg har IKKE behov for at dele hele mit følelsesregister med fb. 

Jeg kan sagtens skrive noget i stil med ‘I ❤️ U’ til Louise fx. men så er det altid i forbindelse med et eller andet opslag som minder os om noget vi engang har oplevet sammen. Men aldrig store kærlighedserklæringer med ord som ‘elske’ i. Det kommer simpelthen for tæt på. 

Hvis A kunne bestemme bare en lille smule over mit facebook liv, så indebar det jævnlige kærlighedserklæringer frem og tilbage mellem hans og min profil. 

JEG KAN DET IKKE!!! 

Jeg kan det simpelthen ikke! 

Jeg har ikke behovet for at skrige til verden at jeg elsker min kæreste. Hverken A eller nogen tidligere kæreste for den sags skyld. Jeg synes det er forbeholdt os selv, – og familie og venner når vi ses med dem. Så lægger jeg ikke skjul på hvad jeg føler. 

Men facebook som følelsestalerør… 

Not gonna happen!

2 comments on “Facebook”

  1. Uf nej, jeg får også kvalme af dem, der sender hjerter og helt store følelser til hinanden på facebook. Eller skriver: “Glæder mig sådan til du kommer hjem” – eller den mere passive “Jeg har bare verdens dejligste kæreste *feeling loved*” – NÅ-fucking!

    A fatter det æt…

  2. Jeg forstår bare ikke behovet.
    Jeg blev engang spurgt (af nogle kollegaer som jeg ikke havde noget med at gøre i min fritid) om jeg ikke havde et godt ægteskab… Det var fordi de undrede sig over at min mand og jeg aldrig skrev til hinanden på facebook!?! Jeg kunne kun svare “øhm, vi bor sammen – hvorfor skulle vi skrive sammen på facebook når vi bare kan sige det?”

    Jeg kunne se at de forstod mig ligeså lidt som jeg forstod dem 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *