‘På en skala fra 0 til 10, hvor nul er ingen smerte og ti er værst tænkelige smerte, hvor ligger du så sådan ca henne?’
NI !! svarer jeg 
Og så gik der alligevel en halv time inden sygeplejersken kom med en morfin pille til mig. 
Jeg er havnet på hospitalet. Kom hertil med ambulance ved 4 tiden natten mellem fredag og lørdag. Havde været ude og shoppe lidt julegaver i Black Friday helvede sammen med en milliard andre mennesker. Kunne godt mærke min ryg begyndte at brokke sig lidt da jeg kom hjem, så jeg lagde mig en halv times tid inden jeg skulle hente drengene i institution. Da jeg rejste mig op igen var det ikke blevet bedre. Tværtimod. 
Min far ringede i det samme for at fortælle at han var på vej i bad og ville gøre sig klar til vi skulle ud og spise – han blev jo 60 år i fredags. Jeg nævner diskret at jeg synes min ryg driller mig lidt og måske jeg ikke er sikker på jeg kan holde til at gå ud og spise. Han tager det heldigvis cool og siger at vi da bare går ud en anden dag. 
Jeg når lige akkurat at fortælle hvor dårligt jeg har det over at måtte aflyse – inden jeg skrigende, med min far i røret, falder om på gulvet. 
Min ryg gør stjerneondt – så ondt så jeg, hvis jeg fik valget, hellere ville føde 10 velvoksne babyer i træk. 
Jeg hyperventilerer og græder og græder. Alt imens min far er ved at gå i panik i den anden ende af røret fordi han ikke ved hvad der foregår. 
Hent børnene er det eneste jeg kan få fremstammet og ring til Morten. 
Min far henter drengene og Morten kommer lidt efter og henter dem hos mig. Jeg tænker selvfølgelig at min ryg bliver ok igen – skal bare liiige ligge lidt på gulvet og slappe af. 
Kl 23 går min far hjem og har taget Birthe med, jeg har overbevist ham om at jeg nok skal formå at kravle i seng. 
Kl 1 skriver jeg til Morten om han kan komme – han kommer kl 2 og lægger sig på gulvet sammen med mig hvor vi bliver enige om at jeg simpelthen er nødt til at prøve at komme op. 12 timer på gulvet må være nok nu. 
Det ender HELT galt. Skalaen fra 0 til 10 er slet ikke fyldestgørende nok til at 10 på nogen måde kan beskrive hvor ondt min ryg rent faktisk gør. 
Jeg skriger igen – endnu værre end tidligere. Og kan ikke få vejret. Morten er ved at gå fuldstændig i opløsning. Og vi bliver ret hurtige enige om at en ambulance er vejen frem. 
Den kom inden for 30 min. 
For at gøre en mega lang historie kort – og fordi jeg er så dopet så jeg har svært ved at holde fokus på at skrive – så har MR skanningen idag afsløret at jeg har fået en diskus prolabs. 
Citat fra fysioterapeuten: når inflammationen har lagt sig om …8-16 uger, kan du begynde genoptræningen. 
Jeg forsøger at holde humøret oppe men det er sgu lidt svært når man pludselig er havnet på en afdeling med 70+ årige. 
Min største udfordring er hvordan vi sørger for at vores køreredskaber ikke kommer i kambollage med hinanden, når vi gangtræner. 
Shit altså ! 

5 comments on “Endnu en livsændring ”

  1. Shit! Virkelig god bedring! Vi kender overhovedet ikke hinanden, men jeg har fulgt din blog i et stykke tid og er fan. Krydser fingre for, at du kommer hurtigt på benene igen 🙂

  2. Årh altså for helvede…
    Nu fortjente du lige at få lidt ro i dit liv!
    For filan da hvor jeg håber du rigtig snart får det bedre.
    Stort knus og hold humøret oppe 😊

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *