Ok jeg har en off dag idag – det er jeg ikke bleg for at indrømme, og jeg er simpelthen nødt til at læsse af herinde på bloggen. 
Dagen startede faktisk ganske fint ved at det lykkedes mig helt selvstændigt at tage et bad – nøj jeg var stolt. Endnu en af livets små glæder jeg nu værdsætter meget højt, men som jeg tog åh så for givet for bare en uge siden. Jeg ved godt jeg nok ender med, at tage noget så simpelt som et bad for givet igen, sådan har livet det jo med at være. 

Det er først når noget eller nogen bliver taget fra en, at man opdager hvor vigtigt det/de egentlig var. 

Nå men idag kom Morten med børnene, sådan som han har gjort det hver dag siden jeg blev indlagt sidste lørdag meget tidlig morgen.

Ida skulle i biffen og vi blev enige om at drengene godt kunne blive hos mig de 45 min. han ville være væk.  

Det gik skam også rigtig fint. Og det var smadder hyggeligt bare at have dem for mig selv. De er altid lidt stærkere og fattede foran Morten end når han ikke er der. Jeg tror det er noget mandenoget, der allerede bliver grundlagt i børne årene.  Deres bløde sider kommer mere frem når de er helt alene med mig. 

Så de krøb begge op i sengen til mig. Magnus lå ved siden af mig og Alex mellem mine ben på en pude. Og så så vi Bamse på Ramasjang. 

Jeg lå og nussede dem begge to og nød virkelig øjeblikket hvilket de også gav udtryk for, at de gjorde. De siger hele tiden hvor meget de savner mig. Især Alex er god til at sætte ord på sine tanker og følelser. 

  
Men jo mere jeg sad sammen med dem, jo mere ondt fik jeg. Jeg kæmpede længe med at udholde den stigende smerte i min ryg som også langsomt begyndte at trække ned i benet igen. Hvilket ellers var holdt op forleden. Og som er et rigtig godt tegn. 

Da bamse sluttede hoppede de heldigvis ned igen – men var nu fuld af ballade. Så de skiftedes til at hive i sengen eller bumpe ind i den, fordi de lige var uopmærksomme i deres leg. Og bare de små bump de forårsagede, øgede smerten i min ryg. 

Morten kom heldigvis tilbage og kunne tage over. Desværre kom han til at skælde Magnus ud, fordi de bumpede ind i sengen. Og Magnus, som i forvejen er den der har det sværest med jeg ligger her, qua han hører til de særligt sensitive børn og dermed har det meget stramt med rutiner der ændres uden varsel, så lukkede han helt ned og blev rigtig ked af det. Men ville selvfølgelig ikke vise det nu Morten var retur. Men da han krammede mig farvel kunne han alligevel ikke holde det hele inde. Så han græd helt stille i mine arme…uden de andre så det. 

Ida græd også inden hun skulle i biffen. Ville ikke gå fra mig. Hun snakker næsten kun til mig når vi ligger helt tæt, ellers kigger hun bare på mig med meget triste øjne uden at ville fortælle hvad hun tænker. Hvilket jeg også tror har noget at gøre med at hun også gerne vil virke stærk. 

Efter de var gået har jeg virkelig været ked af det. 

For jeg føler ikke jeg kan være der for dem. Jeg formår ikke at være den mor de plejer at have. De kan ikke snakke med mig når de har brug for det. Jeg kan ikke engang tåle at de kommer til at bumpe til min seng. Hvordan skal det dog ikke gå når jeg kommer hjem. Kan jeg overhovedet hjælpe dem med noget… 

Jeg ved godt det nok skal blive bedre. Jeg kæmper især med at holde fokus på at tage en dag ad gangen og acceptere at fremskridtene bliver to dage frem og en tilbage. 

I er vel ikke i tvivl om hvilken dag denne er… 

Men jeg har endnu ikke forliget mig med, som jeg hele tiden får at vide, at det er en ret STOR prolabs jeg har fået mig og at jeg skal forvente at jeg måske først er helt ok om 6 mdr!

SEKS MÅNEDER!!

Jeg har grædt og grædt idag…

…så nu vil jeg sove – for imorgen skal jo, ifølge deres 2 frem, 1 tilbage ‘regel’ blive en god dag. 

2 comments on “Een dag ad gangen…”

  1. Åh, det lyder hårdt 🙁 Også fordi det lyder til, at de ikke kan komme af med deres sorg og bekymring hjemme hos Morten. Kunne de nu bare det, så ville der måske kun være savnet – altså er det ikke kun din skyld, de kæmper sådan.
    Du er selvfølgelig ikke nogen dårlig mor! Det ved du også godt. Du ligger der jo ikke, fordi du gerne vil. Faktisk er du.en pisse god mor, fordi du udholder vilde smerter for at give dem den nærhed, de har brug for.

    Selvfølgelig kan du ikke være der lige så meget lige nu, men som du også ved, er du nødt til at repareret dig selv, før du kan være noget for andre. Jeg tror ikke, du kommer til at være så dårlig i alle seks måneder, så det er “kun” et par måneder. Det er hårdt nok! Men jeg tror, de nok skal komme igennem uden for mange ar på sjælen.
    Det skal nok gå <3

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *