Der er en læge… Han er ældre og sofistikeret… der er altså et eller andet over ham jeg ikke kan sætte ord på… Han bliver, af de andre læger, omtalt og tiltalt Doktor M (forkortelse herinde) – altså ikke ved fornavn som alle andre. Der er mange der ikke bryder sig om ham men han er min yndlings læge i afdelingen. Vi taler også ofte om ting i privatlivet – hvilket jeg ikke fornemmer han ellers fortæller om. Han hilser altid pænt på mig og bruger altid mit navn. Så nu inden jeg skulle gå- stod jeg og fandt uniformer på min hylde i sådan et rum hvor reolerne kører på skinner for at spare plads, og pludselig begynder min række at blive mindre og jeg er lige ved at blive mast mellem to reoler, jeg himler selvfølgelig op og så er det HAM der skulle finde noget tøj imellem reolerne på den modsatte side… Vi griner lidt af det og siger farvel for idag og da vi er drejet i hver vores retning råber han tilbage at man jo næsten heller ikke kan se mig… Hvilket uden tvivl var en kompliment. Jeg er ikke tynd men eller ikke tyk, hvis man lige ser bort fra de par ekstra kilo der har sneget sig ombord siden ferien i januar… Så jeg endte med at gå smilende ned af trappen… Hvad skete der lige der? Hvorfor fascinerer han mig sådan??

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *